Farbar-bloggen er nu et arkiv

Farbar er en blanding af personlige beretninger og mere principielle debatindlæg om faderroller, barsel og lignende. Den er skrevet af mig, Torben Sangild.

Jeg begyndte at skrive Farbar som vordende far i maj 2007, da min hustru var små 3 måneder henne. Jeg skrev jævnligt i halvandet år indtil min fædreorlov sluttede i november 2008 og min datter var 11 måneder gammel. Den stopper lidt brat med nedenstående indlæg om mad, fordi jeg fik travlt igen med arbejde. Det var egentlig min plan at fortsætte den, men jeg fik det aldrig gjort. I skrivende stund (februar 2012) er Luna 4 år gammel, går i børnehave, er glad og trives.

Farbar ligger nu på nettet som en slags fragmenteret arkiv over en proces til almindelig inspiration og debat. Hvad enten du er vordende far, nybagt far, mor eller interesseret i køns- og fædreroller, kan det være du finder noget af interesse. Begynd evt. fra begyndelsen og gå kronologisk frem eller benyt emneordene til at orientere dig med.

Madmonsteret

Dette indlæg handler om måltiderne. Om hvordan Luna udtrykker et væld af følelser mens hun spiser. Og om hvordan hun lynhurtigt forvandler sig til et monster når først måltidet sættes i gang.

(Luna er nu 10 måneder gammel).

Luna fryser: Indføling der bliver til overføring

Nogle gange kan vi ikke længere skelne mellem vores egen tilstand og Lunas. Det handler dette indlæg om:

Ritualer

Dette indlæg handler om de mange små ritualer som binder mig sammen med Luna, der nu er 9 måneder gammel. Det er leg og kommunikation og bonding i ét. Det er “high five”, det er dans, det er at føle på væggen og meget andet:

De første legestue-erfaringer

Jeg har været på fire legestuebesøg, herunder et længe ventet besøg på Fars legestue. Dem fortæller jeg mere om her:

“Nej”?

Jeg er begyndt at overveje om lyden af ordet “nej” faktisk ikke er helt tilfældigt. Luna kommer nemlig ind imellem til næsten at sige det, og jeg er overbevist om at hun (snart 9 måneder) ikke er i stand til at sige ord endnu. Desuden har hun gjort det længe. Det bemærkelsesværdige er, at hun altid gør det når hun udtrykker en stærk grad af utilfredshed og vil have noget stoppet: “Nnnnnaj” eller “Nnnna”.

På alle sprog, jeg kender, begynder ordet for nej med n: No, nein, nei, non, njet, nee etc. Jeg er godt klar over at der er undtagelser (estisk, kinesisk, græsk etc.), men det er nu alligevel slående så udbredt det er, i lyset af at Luna helt intuitivt siger det når hun er stærkt utilfreds. Så derfor udkaster jeg den foreløbige tese at n-lyden er et delvist lydefterlignende ord (onomatopoietikon), som altså efterligner babyens pludrende nægtelse. Jeg kan sagtens tage fejl.

Har I andre oplevet noget lignende? (hvis ikke mange kan genkend det, kommer tesen ikke særlig langt). Kender I andre intuitive ordlyde fra jeres spædbørn?

Luna kravler – af en slags

Nu hvor Luna og jeg er ved at komme os over den værste sygdom (som nu også har lagt Hustruen ned), er det på sin plads at glemme alt om snot og Lunas problemer med at trække vejret gennem næsen, og i stedet koncentrere sig om den fantastiske udvikling, hun har gennemgået i den sidste uge på trods af forkølelsen.

For få dage siden skrev jeg at Luna var meget tæt på at kravle. Nu fiser hun rundt på gulvet til sine forældres skrækblandede fryd. I løbet af et sekund er hun pludselig henne ved standerlampen eller noget andet, hun ikke skal være henne ved, og så snart vi bliver raske skal vi til at kravlesikre lejligheden. Det bliver noget af en opgave, for vi har mange ting.

Men hvor er det dog sjovt! Hun nyder det virkelig. Det er som at blive sluppet fri fra et fangeskab for hende, og første lille skridt mod at blive et selvstændigt væsen, der vælger sine egne veje – bogstaveligt talt. Hendes ansigtsudtryk er fuld af den kildren i maven, man kan opleve ved at køre hurtigt på motorcykel, selv om hendes hastighed ret beset kun er en kilometer i timen. Men det er naturligvis også triumfen over at kunne selv, der slår igennem enhver forkølelse.

Lige indtil hun bliver udmattet og mister modet. Så er alting helt galt, og hun begynder at småtude. For nu er hun jo blevet fri, og så er der ikke nogen fysik, der skal komme her og sætte grænser.

Og så er det, at jeg også lige skal forklare, at Lunas teknik ikke helt lever op til de tekniske standarder fra Dansk Kravle Union. Hun hiver sig snarere frem hen over gulvet og bruger ikke benene så meget. Ind imellem kommer hun dog til at bruge bene til at sparke fra, men opdager ikke rigtig teknikken. Grunden til at jeg alligevel (med fare for hån fra ortodokse kravle-puritanere) tør kalde det kravlen, er at det har samme effekt som den officielle teknik, omend hastigheden er nedsat og det er meget krævende for hendes ellers bomstærke arme.

Luna er syg

Først blev jeg syg, og nu Luna. Hun har feber og er snottet og forstår ingenting. Det sidste er det værste, for når hun ikke har noget sprog, kan man jo ikke forklare hende at man ikke giver hende saltvandsdråber i næsen for at torturere hende yderligere, men for at hjælpe hende til at kunne få luft. Og man kan ikke fortælle hende at hun er syg ligesom far og bliver rask igen.

Det er anden gang, Luna er syg. Første gang var hun kun et par måneder gammel og havde røde hunde. Det var ikke sjovt.

Hun har sovet elendigt i nat (og Hustruen ligeså), men hendes humør er overraskende nok okay nu til morgen, hvor hun har fortsat sine seneste færdigheder: At trække sig frem på gulvet (et forstadie til kravling); at bevæge hånden op og ned af læberne mens hun siger en lyd, så den bliver sjov; at puste ind i hånden ligesom os, når vi synger ballon-sangen.

I morges var jeg alene med hende, og meget af tiden gik med damage control efter at hun med yderst tynd afføring sked ud af bleen, ned på stolen, ned på gulvet og igen på mine hænder og alt andet omkring mig da jeg skulle skifte hende (lidt i stil med denne oplevelse). Da jeg senere iført regntøj og gummihandsker forsøgte at desinficere stolen under bruseren måtte jeg spejder-agtigt udbryde: “Der findes ikke diarré, kun forkert påklædning”.

Nu sover hun, og der var så meget andet jeg ville skrive om, men det får vente. Hjemmet er et kaos, og det er med at få noget gjort inden hun vågner igen.

Luna-status

Luna er nu over 8 måneder gammel, og jeg tænkte at det var på sin plads kort at fortælle lidt om hvordan hendes liv og personlighed er her før jeg begynder barslen – og at vise et par nyere billeder af hende. Der er også flere der har efterspurgt begge dele. Her er altså hvad jeg har at arbejde med under barslen:

På vej mod barsel

I fredags havde jeg min sidste rigtige arbejdsdag inden barsel.

Det bliver spændende. Jeg glæder mig til at være endnu mere sammen med Luna og til at komme endnu tættere på hende. Jeg glæder mig til at gå til babyrytmik, gå i Fars Legestue, gå barnevognstur med andre fædre, køre med hende i Nihola-cyklen og finde på nye små lege sammen med hende. Også til små hverdagsting som at tage hende med i vaskekælderen eller på indkøb. Jeg er godt klar over at det ikke altid er fryd og gammen, at hun visse dage ikke vil gide noget og vil dræne mig for energi. Men det må jeg så tage med.

Samtidig med denne grundlæggende glade forventning, kan jeg ikke lade være med også at være en smule urolig. Jeg skal kaste mig ud i en tilværelse som er en ganske anden end den jeg er vant til. Jeg har ikke Hustruens hverdagsrutiner siddende i kroppen, men skal lære dem i de næste 2 uger, hvor vi begge er hjemme. Jeg er vant til at have Luna alene et par timer om morgenen og i mindre perioder sidst på dagen og i weekenden. Ellers er det sammen med Hustruen, som har en naturlig autoritet gennem sin erfaring. Nu skal jeg stå med ansvaret selv.

De ting som kan gøre mig lidt urolig er: Om jeg vil komme til at kede mig med en hverdag fuld af banale rutiner. Om jeg kommer til at dumme mig og gøre alle de forkerte ting. Om jeg kan håndtere de dage hvor hun ikke vil sove i barnevognen. Om hun vil være ulykkelig over at hendes elskede mor går hver morgen. Og frem for alt: Om jeg kommer til at tabe Luna eller på anden måde skade hende. Allerværst: Om hun kommer ud for en ulykke fordi jeg i et øjeblik ikke er årvågen nok eller ikke har gennemskuet hvad der kunne ske.

Men denne uro overskygges af den spændte forventning om at skulle være sammen med hende hele tiden og at knytte et intimt bånd, der sætter sig varige spor. At følge hendes udvikling nøje og være den, der kan fortælle om hvad hun nu har fundet på når Hustruen kommer hjem. At opleve hende opleve verden og at gøre det sammen med hende. Måske at være den første der ser hende kravle. Eller høre hende sige sit første ord (som sandsynligheden taler for vil være enten “mor”, “far”, “hurrah” eller “gyng-gang”).

Jeg har ikke fået skrevet så ofte på det seneste. Det er ikke fordi jeg mangler stof at skrive om, tværtimod, men simpelthen fordi jeg har manglet tid og overskud. Jeg regner med at min aktivitet vil stige markant i de næste tre måneder, da jeg hverken skal skrive forskningsartikler eller avisanmeldelser og vel nærmest er afhængig af at skrive. Så Farbar går formentlig ind i sin mest intense periode.

Barnevogns-centrisme

Før jeg fik barn forstod jeg ikke helt hvorfor folk med barnevogne ofte så plagede og stressede ud. Det gør jeg nu.

Før jeg fik barn var jeg så naiv at opfatte barnevognen som en barnevogn, altså en vogn til at køre børn i – et transportmiddel. Men i Danmark (og efter sigende ingen andre steder i verden, mærkeligt nok) har barnevognen en dobbelt funktion. Den er nemlig også stedet hvor man kan få spædbarnet til at falde i søvn. Og måske er denne funktion den vigtigste.

Jeg har tidligere i begejstrede vendinger beskrevet hvor fantastisk det kan være at køre sit barn i søvn, og det står jeg ved. Men der er også en anden side af sagen. Nemlig det meget snævre fokus man kan få, især når det er svært at få den lille til at sove. Det er en slags egocentrisme, og så ikke alligevel, for det handler ikke om en selv, men om barnet i barnevognen, der bliver altings centrum.

I denne situation bliver alle andre en slags forhindringer for at barnet kan sove. Man opdager pludselig hvor meget larm folk i gården laver: De smækker med døre og vinduer, de råber og skriger, de spiller høj musik og dunkende bold, og en kører på skramlende skateboard. Ja, vores gård er livlig, og det sætter jeg pris på lige indtil Luna skal sove. Så ser jeg helst at alle i gården stopper deres aktiviteter øjeblikkeligt, hvisker sagte og lister lige så stille ind i deres lejligheder hvor de lydløst lukker vinduerne og sætter sig ned i det fjerneste værelse med hovedtelefoner på indtil Luna sover. Det forekommer mig kun rimeligt.

Det er ikke bedre hvis man bevæger sig ud på gaden og går rundt i kvarteret: Her er også mennesker og andre irritationsmomenter såsom startende biler, hunde og vejarbejde. De virker virkelig som om de er fuldstændig ligeglade med om Luna er på nippet til at falde i søvn. Det er som om de ikke fatter at det eneste rimelige er at al aktivitet på gaden bør stoppe når jeg kommer tromlende med Luna i barnevognen; at der faktisk er en risiko for at Luna ikke falder i søvn. Næ nej, de er i gang med deres åh så vigtige vejarbejde og bilkørsel og råberi og skramleri.

Det er barnevogns-fascisme. Jeg er i disse øjeblikke en barnevognsfascist, der betragter Lunas søvn som selve verdenssituationen, som noget alle andre bør tage hensyn til. Men selvfølgelig er det ikke rimeligt, og jeg tog heller ikke selv hensyn før jeg fik barn. Jeg så nærmest ikke barnevognene, de var usynlige lige indtil jeg selv skulle have barn. Så var de lige pludselig overalt.

Jeg er ikke spor stolt af disse impulser, og jeg forsøger som civiliseret og etisk menneske at holde dem nede og at se sagen fra alle andres synspunkt. Men impulserne kan af og til vise sig som et plaget eller stresset udtryk i ansigtet. Jeg kan være lidt afmålt hvis folk hilser eller vil sludre lige når Luna er ved at falde i søvn.

Så hvis man møder mig med min barnevogn og jeg virker irritabel, så er der en god chance for at det ikke er noget personligt, men at Luna er lige ved at sove. Tilgiv mig, thi jeg lider blot af barnevogns-centrisme.

Lunalogi (læren om Luna)

Da vi alligevel bruger en masse energi på at studere og håndtere Luna, kunne vi lige så godt omdanne vores hjem til Institut for Lunalogi. Her skitseres instituttets vigtigste forskningsaktiviteter:

Søvnmangel og distræthed

Et indlæg om hvor distræt man kan blive af ikke at få sovet.

Luna som nattergal

I nat vækkede Luna os med en længere koncert, der føltes som om den varede flere timer. Nej, hun græd ikke, hun sang. Luna er nemlig begyndt at synge meget, her hvor hun er 5 måneder gammel. Hun nyder at ligge og høre sin egen stemme, der synes både at fascinere hende og give hende en større grad af tryghed – og måske en gryende jeg-fornemmelse. I hvert fald kan hun ligge for sig selv og synge i lang tid uden at behøve os. Det gælder ikke nogen andre aktiviteter.

Det var absolut ikke sjovt i nat, og vi har stadig mén efter den lange søvnafbrydelse, som er kulminationen på mange dages opslidende søvnproblemer med hende. Da hun lå der og blev ved med at skråle lystigt i det totale mørke mens den tapre Hustru forsøgte at få hende til at falde til ro, begyndte jeg i et svagt øjeblik at overveje om ikke der var noget med at der er 2 års returret på sådan en unge, hvis den udviser funktionsfejl.

Men det er ellers utroligt kært, når hun synger, vores egen lille Bianca Castafiore.

Jeg ville gerne kunne sige at Luna synger fantastisk, men det ville være noget af en tilsnigelse. Det lyder rent ud sagt forfærdeligt – som en blanding mellem en kat og et æsel. Til gengæld har hun X-factor!

Det er tydeligt at hun koncentrerer sig meget når hun synger – det kommer ikke bare sådan lige. Hun skal lige overhovedet finde sin stemme, få koordineret mellemgulv og stemmebånd, og måske er det også derfor hun bliver ved så længe når først hun er begyndt – for så har hun fundet stemmen. Mens andre former for stemmebrug (fx gråd og klynken) kommer umiddelbart, er sangen snarere en viljesakt.

Hun rynker panden, spidser munden og prøvende kommer der en lyd ud. Under sangen har hun et lettere melankolsk ansigtsudtryk, som om hun dramatisk understreger det klagende i sangen.

Det sættes ofte i gang når vi selv synger for hende – hvilket vi gør meget; så meget at hendes liv er en veritabel musical. Det er utroligt som man kan grave glemte sange fra man var barn frem af hukommelsen. Og endnu mere utroligt som man pludselig går og digter nye sangtekster af ren ivrighed efter at synge noget passende til enhver situation. Således sangene ”Lille Luna” og ”Flyvende Luna”.

Hun synger især med tidligt om morgenen, når jeg hiver guitaren frem til hendes udelte begejstring, og spiller et meget blandet repertoire. Hun har faktisk nogle yndlingssange, som hun reagerer særligt genkendende på – ikke mindst R.E.M.s ”Everybody Hurts”. Det slår aldrig fejl at når jeg spiller og synger den, så synger hun med, og det med en klagesang, der ikke har det fjerneste med melodien at gøre, men som til gengæld som baggrundseffekt understøtter teksten ganske udmærket.

Hendes seneste påfund er at hun prøver at fløjte med når jeg fløjter for hende. Hun spidser munden og puster lidt savl ud – nogle gange med stemme på, men det er på ingen måde fløjtelyde. Det varer nok et par år før hun er klar til det. Og til den tid kan hun måske også ramme en tone og synge en melodi.

Begejstring

Når Luna vågner tidligt om morgenen varer det ikke længe før hun smiler over hele hovedet og spjætter begejstret med hele kroppen. Når hun får øje på sine forældre lyser hun endnu mere op, uanset hvor søvnigt sløve vi ser ud på det tidspunkt. Som regel står jeg så op sammen med Luna og giver Hustruen en velfortjent time alene i dobbeltsengen. Luna stråler af uhæmmet begejstring for livet og den nye dag, og det er svært ikke at blive smittet af det selv om man allerhelst bare gerne vil sove.

Jeg elsker Luna for mange ting (og alene fordi hun er til), men den evne hun har til at vise uhæmmet glæde over de mindste ting er simpelthen så kær at den kan redde min dag. Det er derfor man kan udholde så meget af alt det besvær og bekymring og gråd og gummers gnidsel der også følger med et spædbarn. Når man er ved at gå ned på at hun ikke vil sove i barnevognen eller er meget lunefuld, så kan hendes morgensmil få én til næsten at glemme gårsdagens fortrædeligheder.

Kan man lære noget af et spædbarn? Ja, det tror jeg faktisk man kan, uden at det bliver en regression hvor man selv bliver som et barn. Luna kan lære en gammel melankoliker som hendes far at nyde livet og give plads til begejstring. Okay, det lyder som side 1 fra en dårlig selvhjælpsbog, så jeg må hellere præcisere: med sit eksempel planter Luna en lille glæde i mig, som gør at jeg bliver lidt bedre til bare at nyde. Især når jeg er sammen med hende, men også i andre sammenhænge.

At sætte sig ind i Lunas sanselighed er at opdage hvor fantastisk vasketøj og solpletter kan være i sig selv; at grine uhæmmet over en simpel øjenkontakt; at finde på fjollede sange bare for at glæde hende, selv om hun ikke fatter et ord; at opdage at dét, at jeg blot fløjter, er en kilde til evig morskab; at mærke hvor spændende det er bare at iagttage verden uden endnu at ville forstå den; at mærke hengivenheden når hun til sidst træt lægger sit hoved mod mit bryst. Jeg kysser hende på issen og indsnuser duften af hendes hovedbund, som jeg bærer med mig ud i verden, lykkelig over at være hendes far.

Barnevognsrusen

Dette indlæg handler om min nyvundne mulighed for at køre i barnevogn med Luna og om en særligt dejlig dag.

Lortebleen

Advarsel: Denne beretning har et ufravigeligt fokus på afføring.

Luna i vandet – Babysvømning

I dag var jeg for første gang i svømmehallen med Luna, som nu er 15 uger gammel. Luna havde prøvet babysvømning en gang før med sin mor, og nu var det så min tur til at gå i vandet med hende.  Det var en stor oplevelse, både for Luna og for mig. Der var ikke instruktør på, men jeg havde fået at vide hvordan jeg skulle gøre, og Hustruen så til fra kanten.

Først holdt jeg hende ind til mig mens vi steg ned i vandet, og da vi var kommet ned, klamrede hun sig stadig til mig. Hun havde opspærrede øjne og veg ikke en tomme fra mit bryst. Efter et par minutter på denne måde, strakte jeg hende langsomt ud, mens jeg forsøgte at holde intens øjenkontakt med hende. Hun kiggede mere ned og rundt, men var rolig og fattet.

Næste skridt var at lade hendes ben glide bagud, så hun lå på maven, støttet af mine håndflader. Det gik fint. Hun sugede indtryk til sig og virkede mere koncentreret om at sanse end egentlig begejstret. Så var øvelsen at lade hende ligge på ryggen og flyde, kun støttet under hovedet. Det var virkelig noget hun kunne lide. Hendes ansigtsudtryk da jeg slap hånden under rumpen var fantastisk. Hun spærrede øjnene op, mærkede at hun selv kunne holde sig oppe, smilede over hele hovedet, og gav sig så til at sparke med benene og nød hvert et minut. Vi svømmede rundt og holdt øjenkontakt og hun pludrede med sit “rrrrrrøøøøø”.

Efter små 20 minutter havde hun fået nok, og det gik ikke helt glat med at få hende tørret og give hende tøj på. Hun var blevet irritabel og træt og overvældet af de mange indtryk, så der skulle ingenting til før hun stak i gråd. Hustruen tog hende med ud i sit omklædningsrum og forsøgte at amme hende, men hun var bare træt og ville sove. Det gjorde hun så hele vejen hjem i viklen. Og da hun vågnede var hun glad og pludrende igen.

Turen var også et vellykket forsøg på at bruge min Facebook-fædregruppe til at skabe fysiske møder, der ellers ikke ville være fundet sted. Jeg oprettede en event på babysvømningen og Morten – som jeg ikke har mødt før, men kun kender fra blogosfæren – kom også. Det var godt med lidt far-bonding, omend det ikke blev til så meget snak, da vi skulle pusle om vores små døtre.

Det foregik i Frederiksberg Svømmehal, hvor man kan booke sig ind via deres hjemmeside (virker kun i Explorer til PC) eller ved at ringe. Der er altså ikke tale om holdundervisning, men om at tage derhen på egen hånd. Man kan dog godt få hjælp, hvis det er.  Der er et højopvarmet puslerum lige ved siden af babybassinet, hvor forældrene evt. sammen kan bade deres baby og klæde den om. Og både i herre- og dame-omklædningen er der babystole, som de kan sidde i mens man selv klæder om og går i bad. Det kan vist ikke gøres meget bedre.

Gråd

Alle forældre kender det: Man står med sit elskede spædbarn i armene mens det skriger af gråd lige ind i øret på én. Denne lyd fortsætter direkte ned i rygmarven og sætter centralnervesystemet i alarmberedskab. Man bliver stresset og desperat, og jo længere tid der går uden at barnet falder til ro, des mere stresset bliver man. Man kan efter sigende nå dertil hvor kun pligtfølelsen eller erindringen om hvor dejlig ens barn i øvrigt er, forhindrer en i bare at stille det fra sig og løbe væk.

Der er to afgørende faktorer på spil. Det ene er akustisk-biologisk, det andet er kommunikativt.

Det akustiske handler om at barnegråd ligger på de mest enerverende frekvenser. Det er næppe tilfældigt at det er sådan. Evolutionen handler ikke kun om at overleve, men også om at tage sig af sit afkom og føre sine gener videre. Det er en evolutionær fordel at man bliver vækket af og reagerer på barnegråd, at man ikke kan ignorere det. Det er bare også en pestilens når man nu en gang har hørt det og gør hvad man kan for at trøste barnet.

Det er heller ikke tilfældigt at klassiske alarmer og sirener netop har barnegråden som forbillede. Der er ikke langt fra barnegråd til de sirener som indtil for nylig lød hver onsdag klokken 12. Og klassiske brandalarmer og hånddrevne sirener havde præcis samme kvaliteter. Det skulle nok kunne vække folk.

Den kommunikative faktor handler om at spædbarnet ikke har noget sprog. Kommunikationsværdien af gråden begrænser sig til det meget generelle: “Jeg er utilpas”, hvilket kan betyde alt fra “jeg har luft i maven” til “jeg har stærke smerter og er ved at dø”. Man må forsøge at gætte sig til hvad der er galt, og som regel finder man aldrig nogensinde ud af det. (Kolik er i øvrigt ikke en sygdom, men blot betegnelsen for en masse gråd, man ikke kender årsagen til).

Man vil gøre hvad som helst for at ens barn skal få det godt igen. Hvis bare det kunne sige hvad der var galt, skulle man nok tage affære. Men det kan barnet ikke, og man står med en afmagt, der næsten ikke er til at bære. Samtidig kan det føles som en bebrejdelse, som om barnet anklager en for ikke at gøre det rigtige. Det er bare en projektion, for et spædbarn er ikke i stand til at bebrejde, men den er svær at undgå.

Efter et tidsrum, som i værste fald kan være mange timer, falder barnet endelig til ro, man kan lægge det fra sig og hurtigt forsvinder al desperationen. Man betragter sit blidt sovende spædbarn og mærker igen den kærlighed som bærer én gennem det hele.

(Visse folk med fødselsdepression mærker den ikke, men det kommer langt de fleste af dem til senere).

Luna er et relativt nemt barn. Selv om det kan være frustrerende at hun hverken vil tage sut eller køre i barnevogn, men skal falde i søvn mens man går rundt med hende, så falder hun som regel altid til ro inden der er gået en halv time. Det er altså ingenting i forhold til hvad forældre til kolikbørn oplever. De har min største respekt og medfølelse.

Alligevel kan jeg godt blive stresset når hun græder meget, fx når hun er syg. Måske fordi jeg ikke er vant til det i samme omfang som så mange andre. Nogle gange putter vi ørepropper i ørerne; det tager lige toppen. Men det er ikke nok. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke for alvor kan bære den smerte det er at mit elskede barn lider. Jeg er nødt til at sætte et forsvar op, ellers bliver det for meget. Så jeg lukker lidt af for mine følelser for hende (så meget som det nu er muligt), klemmer ballerne sammen og betragter det som en opgave der skal løses gennem udholdenhed. Jeg går frem og tilbage på de få meter der er til rådighed med Luna på armen og forsøger at tænke på noget andet, forsøger ikke at mærke hvad dette lille menneske betyder for mig, forsøger ikke at mærke hvordan hun klynger sig til mig og skriger på lindring. Alt imens min arm syrer til af anstrengelsen.

Så standser gråden. Enten brat eller også i en mere langsom kadence med stadigt kortere og mere dæmpede klynk. Hun lægger sit hoved til hvile mod mit bryst, min skulder, min hals. Jeg fortsætter med at gå frem og tilbage, men nu mærker jeg omfavnelsen, nærheden og min kærlighed til hende. Jeg er nu tydeligvis ikke længere den afmægtige som ikke gør det rigtige, men i stedet den trygge havn, der fik hende til at falde til ro, og som hun nu belønner med sin lille omfavnelse. Det føles som en tilgivelse.

Mageløs Mariehøns-Mobile

Det bedste i verden er den uro (mobile), der hænger over Lunas puslebord. Den er fantastisk, den er sjov, den er en kilde til evindelig underholdning. Altså for Luna. Jeg har ikke helt forstået hvad der gør den så fantastisk, men det må jeg jo bare respektere.

Og det gør jeg da også til fulde. Det er en fryd at lægge hende på puslebordet og se hende lyse op ved synet af uroen, der hjælper på næsten ethvert humør. Selv når den er stille er den interessant for hende, og tager hendes fulde opmærksomhed. Og når man så kommer til at skubbe til den, eller når føntørreren (som hun elsker at bliver blæst af) sætter gang i uroen, så kender festen ingen grænser: Luna smiler og griner og virrer begejstret med hovedet og sender de velkendte ukontrollable spasmer ud i resten af kroppen. Hun er med andre ord i en slags ekstase. Og finder sig i næsten hvad som helst fra os.

Men hvad er det dog med den uro, der hensætter hende i ekstatisk fryd mange gange om dagen? Der er tale om fire flyvende mariehøns på stænger, som omgiver et lille rødt æble med en lillebitte orm. Det er især mariehønsene, der tager kegler hos Luna.

Set ovenfra er det svært at dele hendes begejstring for uroen, selv om man kan glæde og more sig over den. Jeg har længe været nysgerrig efter at se den med Lunas øjne, men jeg kan ikke rigtig komme til at lægge mig på hendes puslebord. Nu fik jeg så den idé at fotografere den – simpelthen lægge kameraet dér hvor Lunas hoved ligger når hun bliver skiftet. Og dette er kameraets version:

Billedet er taget med mobilen i bevægelse, og med det lys der nu var i rummet (loftet er faktisk hvidt). Når jeg ser det, kan jeg faktisk bedre forstå Lunas begejstring. De er da lidt sjove, de mariehøns, og jeg begynder at forstå at hun synes de er hendes bedste venner.

Før I nu skriver at det nok lige så vel kunne have været en anden uro end lige netop den her, vil jeg straks sige: ja, det ved jeg godt. Men nu er det altså den her. Og den slår åbenbart husets andet børnetingeltangel.