Archive for marts 2008

Lortebleen

28. marts, 2008

Advarsel: Denne beretning har et ufravigeligt fokus på afføring.

(more…)

Reklamer

Luna i vandet – Babysvømning

22. marts, 2008

I dag var jeg for første gang i svømmehallen med Luna, som nu er 15 uger gammel. Luna havde prøvet babysvømning en gang før med sin mor, og nu var det så min tur til at gå i vandet med hende.  Det var en stor oplevelse, både for Luna og for mig. Der var ikke instruktør på, men jeg havde fået at vide hvordan jeg skulle gøre, og Hustruen så til fra kanten.

Først holdt jeg hende ind til mig mens vi steg ned i vandet, og da vi var kommet ned, klamrede hun sig stadig til mig. Hun havde opspærrede øjne og veg ikke en tomme fra mit bryst. Efter et par minutter på denne måde, strakte jeg hende langsomt ud, mens jeg forsøgte at holde intens øjenkontakt med hende. Hun kiggede mere ned og rundt, men var rolig og fattet.

Næste skridt var at lade hendes ben glide bagud, så hun lå på maven, støttet af mine håndflader. Det gik fint. Hun sugede indtryk til sig og virkede mere koncentreret om at sanse end egentlig begejstret. Så var øvelsen at lade hende ligge på ryggen og flyde, kun støttet under hovedet. Det var virkelig noget hun kunne lide. Hendes ansigtsudtryk da jeg slap hånden under rumpen var fantastisk. Hun spærrede øjnene op, mærkede at hun selv kunne holde sig oppe, smilede over hele hovedet, og gav sig så til at sparke med benene og nød hvert et minut. Vi svømmede rundt og holdt øjenkontakt og hun pludrede med sit “rrrrrrøøøøø”.

Efter små 20 minutter havde hun fået nok, og det gik ikke helt glat med at få hende tørret og give hende tøj på. Hun var blevet irritabel og træt og overvældet af de mange indtryk, så der skulle ingenting til før hun stak i gråd. Hustruen tog hende med ud i sit omklædningsrum og forsøgte at amme hende, men hun var bare træt og ville sove. Det gjorde hun så hele vejen hjem i viklen. Og da hun vågnede var hun glad og pludrende igen.

Turen var også et vellykket forsøg på at bruge min Facebook-fædregruppe til at skabe fysiske møder, der ellers ikke ville være fundet sted. Jeg oprettede en event på babysvømningen og Morten – som jeg ikke har mødt før, men kun kender fra blogosfæren – kom også. Det var godt med lidt far-bonding, omend det ikke blev til så meget snak, da vi skulle pusle om vores små døtre.

Det foregik i Frederiksberg Svømmehal, hvor man kan booke sig ind via deres hjemmeside (virker kun i Explorer til PC) eller ved at ringe. Der er altså ikke tale om holdundervisning, men om at tage derhen på egen hånd. Man kan dog godt få hjælp, hvis det er.  Der er et højopvarmet puslerum lige ved siden af babybassinet, hvor forældrene evt. sammen kan bade deres baby og klæde den om. Og både i herre- og dame-omklædningen er der babystole, som de kan sidde i mens man selv klæder om og går i bad. Det kan vist ikke gøres meget bedre.

Gråd

20. marts, 2008

Alle forældre kender det: Man står med sit elskede spædbarn i armene mens det skriger af gråd lige ind i øret på én. Denne lyd fortsætter direkte ned i rygmarven og sætter centralnervesystemet i alarmberedskab. Man bliver stresset og desperat, og jo længere tid der går uden at barnet falder til ro, des mere stresset bliver man. Man kan efter sigende nå dertil hvor kun pligtfølelsen eller erindringen om hvor dejlig ens barn i øvrigt er, forhindrer en i bare at stille det fra sig og løbe væk.

Der er to afgørende faktorer på spil. Det ene er akustisk-biologisk, det andet er kommunikativt.

Det akustiske handler om at barnegråd ligger på de mest enerverende frekvenser. Det er næppe tilfældigt at det er sådan. Evolutionen handler ikke kun om at overleve, men også om at tage sig af sit afkom og føre sine gener videre. Det er en evolutionær fordel at man bliver vækket af og reagerer på barnegråd, at man ikke kan ignorere det. Det er bare også en pestilens når man nu en gang har hørt det og gør hvad man kan for at trøste barnet.

Det er heller ikke tilfældigt at klassiske alarmer og sirener netop har barnegråden som forbillede. Der er ikke langt fra barnegråd til de sirener som indtil for nylig lød hver onsdag klokken 12. Og klassiske brandalarmer og hånddrevne sirener havde præcis samme kvaliteter. Det skulle nok kunne vække folk.

Den kommunikative faktor handler om at spædbarnet ikke har noget sprog. Kommunikationsværdien af gråden begrænser sig til det meget generelle: “Jeg er utilpas”, hvilket kan betyde alt fra “jeg har luft i maven” til “jeg har stærke smerter og er ved at dø”. Man må forsøge at gætte sig til hvad der er galt, og som regel finder man aldrig nogensinde ud af det. (Kolik er i øvrigt ikke en sygdom, men blot betegnelsen for en masse gråd, man ikke kender årsagen til).

Man vil gøre hvad som helst for at ens barn skal få det godt igen. Hvis bare det kunne sige hvad der var galt, skulle man nok tage affære. Men det kan barnet ikke, og man står med en afmagt, der næsten ikke er til at bære. Samtidig kan det føles som en bebrejdelse, som om barnet anklager en for ikke at gøre det rigtige. Det er bare en projektion, for et spædbarn er ikke i stand til at bebrejde, men den er svær at undgå.

Efter et tidsrum, som i værste fald kan være mange timer, falder barnet endelig til ro, man kan lægge det fra sig og hurtigt forsvinder al desperationen. Man betragter sit blidt sovende spædbarn og mærker igen den kærlighed som bærer én gennem det hele.

(Visse folk med fødselsdepression mærker den ikke, men det kommer langt de fleste af dem til senere).

Luna er et relativt nemt barn. Selv om det kan være frustrerende at hun hverken vil tage sut eller køre i barnevogn, men skal falde i søvn mens man går rundt med hende, så falder hun som regel altid til ro inden der er gået en halv time. Det er altså ingenting i forhold til hvad forældre til kolikbørn oplever. De har min største respekt og medfølelse.

Alligevel kan jeg godt blive stresset når hun græder meget, fx når hun er syg. Måske fordi jeg ikke er vant til det i samme omfang som så mange andre. Nogle gange putter vi ørepropper i ørerne; det tager lige toppen. Men det er ikke nok. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke for alvor kan bære den smerte det er at mit elskede barn lider. Jeg er nødt til at sætte et forsvar op, ellers bliver det for meget. Så jeg lukker lidt af for mine følelser for hende (så meget som det nu er muligt), klemmer ballerne sammen og betragter det som en opgave der skal løses gennem udholdenhed. Jeg går frem og tilbage på de få meter der er til rådighed med Luna på armen og forsøger at tænke på noget andet, forsøger ikke at mærke hvad dette lille menneske betyder for mig, forsøger ikke at mærke hvordan hun klynger sig til mig og skriger på lindring. Alt imens min arm syrer til af anstrengelsen.

Så standser gråden. Enten brat eller også i en mere langsom kadence med stadigt kortere og mere dæmpede klynk. Hun lægger sit hoved til hvile mod mit bryst, min skulder, min hals. Jeg fortsætter med at gå frem og tilbage, men nu mærker jeg omfavnelsen, nærheden og min kærlighed til hende. Jeg er nu tydeligvis ikke længere den afmægtige som ikke gør det rigtige, men i stedet den trygge havn, der fik hende til at falde til ro, og som hun nu belønner med sin lille omfavnelse. Det føles som en tilgivelse.

Mageløs Mariehøns-Mobile

1. marts, 2008

Det bedste i verden er den uro (mobile), der hænger over Lunas puslebord. Den er fantastisk, den er sjov, den er en kilde til evindelig underholdning. Altså for Luna. Jeg har ikke helt forstået hvad der gør den fantastisk, men det må jeg jo bare respektere.

Og det gør jeg da også til fulde. Det er en fryd at lægge hende på puslebordet og se hende lyse op ved synet af uroen, der hjælper på næsten ethvert humør. Selv når den er stille er den interessant for hende, og tager hendes fulde opmærksomhed. Og når man så kommer til at skubbe til den, eller når føntørreren (som hun elsker at bliver blæst af) sætter gang i uroen, så kender festen ingen grænser: Luna smiler og griner og virrer begejstret med hovedet og sender de velkendte ukontrollable spasmer ud i resten af kroppen. Hun er med andre ord i en slags ekstase. Og finder sig i næsten hvad som helst fra os.

Men hvad er det dog med den uro, der hensætter hende i ekstatisk fryd mange gange om dagen? Der er tale om fire flyvende mariehøns på stænger, som omgiver et lille rødt æble med en lillebitte orm. Det er især mariehønsene, der tager kegler hos Luna.

Set ovenfra er det svært at dele hendes begejstring for uroen, selv om man kan glæde og more sig over den. Jeg har længe været nysgerrig efter at se den med Lunas øjne, men jeg kan ikke rigtig komme til at lægge mig på hendes puslebord. Nu fik jeg så den idé at fotografere den – simpelthen lægge kameraet dér hvor Lunas hoved ligger når hun bliver skiftet. Og dette er kameraets version:

Lunas elskede mariehøns

Billedet er taget med mobilen i bevægelse, og med det lys der nu var i rummet (loftet er faktisk hvidt). Når jeg ser det, kan jeg faktisk bedre forstå Lunas begejstring. De er da lidt sjove, de mariehøns, og jeg begynder at forstå at hun synes de er hendes bedste venner.

Før I nu skriver at det nok lige så vel kunne have været en anden uro end lige netop den her, vil jeg straks sige: ja, det ved jeg godt. Men nu er det altså den her. Og den slår åbenbart husets andet børnetingeltangel.