Archive for the ‘Luna’ Category

Madmonsteret

29. oktober, 2008

Dette indlæg handler om måltiderne. Om hvordan Luna udtrykker et væld af følelser mens hun spiser. Og om hvordan hun lynhurtigt forvandler sig til et monster når først måltidet sættes i gang.

(Luna er nu 10 måneder gammel).

(more…)

Reklamer

Luna fryser: Indføling der bliver til overføring

13. oktober, 2008

Nogle gange kan vi ikke længere skelne mellem vores egen tilstand og Lunas. Det handler dette indlæg om:

(more…)

Ritualer

23. september, 2008

Dette indlæg handler om de mange små ritualer som binder mig sammen med Luna, der nu er 9 måneder gammel. Det er leg og kommunikation og bonding i ét. Det er “high five”, det er dans, det er at føle på væggen og meget andet:

(more…)

De første legestue-erfaringer

13. september, 2008

Jeg har været på fire legestuebesøg, herunder et længe ventet besøg på Fars legestue. Dem fortæller jeg mere om her:
(more…)

Luna kravler – af en slags

31. august, 2008

Nu hvor Luna og jeg er ved at komme os over den værste sygdom (som nu også har lagt Hustruen ned), er det på sin plads at glemme alt om snot og Lunas problemer med at trække vejret gennem næsen, og i stedet koncentrere sig om den fantastiske udvikling, hun har gennemgået i den sidste uge på trods af forkølelsen.

For få dage siden skrev jeg at Luna var meget tæt på at kravle. Nu fiser hun rundt på gulvet til sine forældres skrækblandede fryd. I løbet af et sekund er hun pludselig henne ved standerlampen eller noget andet, hun ikke skal være henne ved, og så snart vi bliver raske skal vi til at kravlesikre lejligheden. Det bliver noget af en opgave, for vi har mange ting.

Men hvor er det dog sjovt! Hun nyder det virkelig. Det er som at blive sluppet fri fra et fangeskab for hende, og første lille skridt mod at blive et selvstændigt væsen, der vælger sine egne veje – bogstaveligt talt. Hendes ansigtsudtryk er fuld af den kildren i maven, man kan opleve ved at køre hurtigt på motorcykel, selv om hendes hastighed ret beset kun er en kilometer i timen. Men det er naturligvis også triumfen over at kunne selv, der slår igennem enhver forkølelse.

Lige indtil hun bliver udmattet og mister modet. Så er alting helt galt, og hun begynder at småtude. For nu er hun jo blevet fri, og så er der ikke nogen fysik, der skal komme her og sætte grænser.

Og så er det, at jeg også lige skal forklare, at Lunas teknik ikke helt lever op til de tekniske standarder fra Dansk Kravle Union. Hun hiver sig snarere frem hen over gulvet og bruger ikke benene så meget. Ind imellem kommer hun dog til at bruge bene til at sparke fra, men opdager ikke rigtig teknikken. Grunden til at jeg alligevel (med fare for hån fra ortodokse kravle-puritanere) tør kalde det kravlen, er at det har samme effekt som den officielle teknik, omend hastigheden er nedsat og det er meget krævende for hendes ellers bomstærke arme.

Luna er syg

28. august, 2008

Først blev jeg syg, og nu Luna. Hun har feber og er snottet og forstår ingenting. Det sidste er det værste, for når hun ikke har noget sprog, kan man jo ikke forklare hende at man ikke giver hende saltvandsdråber i næsen for at torturere hende yderligere, men for at hjælpe hende til at kunne få luft. Og man kan ikke fortælle hende at hun er syg ligesom far og bliver rask igen.

Det er anden gang, Luna er syg. Første gang var hun kun et par måneder gammel og havde røde hunde. Det var ikke sjovt.

Hun har sovet elendigt i nat (og Hustruen ligeså), men hendes humør er overraskende nok okay nu til morgen, hvor hun har fortsat sine seneste færdigheder: At trække sig frem på gulvet (et forstadie til kravling); at bevæge hånden op og ned af læberne mens hun siger en lyd, så den bliver sjov; at puste ind i hånden ligesom os, når vi synger ballon-sangen.

I morges var jeg alene med hende, og meget af tiden gik med damage control efter at hun med yderst tynd afføring sked ud af bleen, ned på stolen, ned på gulvet og igen på mine hænder og alt andet omkring mig da jeg skulle skifte hende (lidt i stil med denne oplevelse). Da jeg senere iført regntøj og gummihandsker forsøgte at desinficere stolen under bruseren måtte jeg spejder-agtigt udbryde: “Der findes ikke diarré, kun forkert påklædning”.

Nu sover hun, og der var så meget andet jeg ville skrive om, men det får vente. Hjemmet er et kaos, og det er med at få noget gjort inden hun vågner igen.

Luna-status

24. august, 2008

Luna er nu over 8 måneder gammel, og jeg tænkte at det var på sin plads kort at fortælle lidt om hvordan hendes liv og personlighed er her før jeg begynder barslen – og at vise et par nyere billeder af hende. Der er også flere der har efterspurgt begge dele. Her er altså hvad jeg har at arbejde med under barslen:

(more…)

Lunalogi (læren om Luna)

22. juni, 2008

Da vi alligevel bruger en masse energi på at studere og håndtere Luna, kunne vi lige så godt omdanne vores hjem til Institut for Lunalogi. Her skitseres instituttets vigtigste forskningsaktiviteter:

(more…)

Luna som nattergal

19. maj, 2008

I nat vækkede Luna os med en længere koncert, der føltes som om den varede flere timer. Nej, hun græd ikke, hun sang. Luna er nemlig begyndt at synge meget, her hvor hun er 5 måneder gammel. Hun nyder at ligge og høre sin egen stemme, der synes både at fascinere hende og give hende en større grad af tryghed – og måske en gryende jeg-fornemmelse. I hvert fald kan hun ligge for sig selv og synge i lang tid uden at behøve os. Det gælder ikke nogen andre aktiviteter.

Det var absolut ikke sjovt i nat, og vi har stadig mén efter den lange søvnafbrydelse, som er kulminationen på mange dages opslidende søvnproblemer med hende. Da hun lå der og blev ved med at skråle lystigt i det totale mørke mens den tapre Hustru forsøgte at få hende til at falde til ro, begyndte jeg i et svagt øjeblik at overveje om ikke der var noget med at der er 2 års returret på sådan en unge, hvis den udviser funktionsfejl.

Men det er ellers utroligt kært, når hun synger, vores egen lille Bianca Castafiore.

Jeg ville gerne kunne sige at Luna synger fantastisk, men det ville være noget af en tilsnigelse. Det lyder rent ud sagt forfærdeligt – som en blanding mellem en kat og et æsel. Til gengæld har hun X-factor!

Det er tydeligt at hun koncentrerer sig meget når hun synger – det kommer ikke bare sådan lige. Hun skal lige overhovedet finde sin stemme, få koordineret mellemgulv og stemmebånd, og måske er det også derfor hun bliver ved så længe når først hun er begyndt – for så har hun fundet stemmen. Mens andre former for stemmebrug (fx gråd og klynken) kommer umiddelbart, er sangen snarere en viljesakt.

Hun rynker panden, spidser munden og prøvende kommer der en lyd ud. Under sangen har hun et lettere melankolsk ansigtsudtryk, som om hun dramatisk understreger det klagende i sangen.

Det sættes ofte i gang når vi selv synger for hende – hvilket vi gør meget; så meget at hendes liv er en veritabel musical. Det er utroligt som man kan grave glemte sange fra man var barn frem af hukommelsen. Og endnu mere utroligt som man pludselig går og digter nye sangtekster af ren ivrighed efter at synge noget passende til enhver situation. Således sangene ”Lille Luna” og ”Flyvende Luna”.

Hun synger især med tidligt om morgenen, når jeg hiver guitaren frem til hendes udelte begejstring, og spiller et meget blandet repertoire. Hun har faktisk nogle yndlingssange, som hun reagerer særligt genkendende på – ikke mindst R.E.M.s ”Everybody Hurts”. Det slår aldrig fejl at når jeg spiller og synger den, så synger hun med, og det med en klagesang, der ikke har det fjerneste med melodien at gøre, men som til gengæld som baggrundseffekt understøtter teksten ganske udmærket.

Hendes seneste påfund er at hun prøver at fløjte med når jeg fløjter for hende. Hun spidser munden og puster lidt savl ud – nogle gange med stemme på, men det er på ingen måde fløjtelyde. Det varer nok et par år før hun er klar til det. Og til den tid kan hun måske også ramme en tone og synge en melodi.

Begejstring

1. maj, 2008

Når Luna vågner tidligt om morgenen varer det ikke længe før hun smiler over hele hovedet og spjætter begejstret med hele kroppen. Når hun får øje på sine forældre lyser hun endnu mere op, uanset hvor søvnigt sløve vi ser ud på det tidspunkt. Som regel står jeg så op sammen med Luna og giver Hustruen en velfortjent time alene i dobbeltsengen. Luna stråler af uhæmmet begejstring for livet og den nye dag, og det er svært ikke at blive smittet af det selv om man allerhelst bare gerne vil sove.

Lunas smiler

Jeg elsker Luna for mange ting (og alene fordi hun er til), men den evne hun har til at vise uhæmmet glæde over de mindste ting er simpelthen så kær at den kan redde min dag. Det er derfor man kan udholde så meget af alt det besvær og bekymring og gråd og gummers gnidsel der også følger med et spædbarn. Når man er ved at gå ned på at hun ikke vil sove i barnevognen eller er meget lunefuld, så kan hendes morgensmil få én til næsten at glemme gårsdagens fortrædeligheder.

Kan man lære noget af et spædbarn? Ja, det tror jeg faktisk man kan, uden at det bliver en regression hvor man selv bliver som et barn. Luna kan lære en gammel melankoliker som hendes far at nyde livet og give plads til begejstring. Okay, det lyder som side 1 fra en dårlig selvhjælpsbog, så jeg må hellere præcisere: med sit eksempel planter Luna en lille glæde i mig, som gør at jeg bliver lidt bedre til bare at nyde. Især når jeg er sammen med hende, men også i andre sammenhænge.

At sætte sig ind i Lunas sanselighed er at opdage hvor fantastisk vasketøj og solpletter kan være i sig selv; at grine uhæmmet over en simpel øjenkontakt; at finde på fjollede sange bare for at glæde hende, selv om hun ikke fatter et ord; at opdage at dét, at jeg blot fløjter, er en kilde til evig morskab; at mærke hvor spændende det er bare at iagttage verden uden endnu at ville forstå den; at mærke hengivenheden når hun til sidst træt lægger sit hoved mod mit bryst. Jeg kysser hende på issen og indsnuser duften af hendes hovedbund, som jeg bærer med mig ud i verden, lykkelig over at være hendes far.

Barnevognsrusen

12. april, 2008

Dette indlæg handler om min nyvundne mulighed for at køre i barnevogn med Luna og om en særligt dejlig dag.

(more…)

Lortebleen

28. marts, 2008

Advarsel: Denne beretning har et ufravigeligt fokus på afføring.

(more…)

Luna i vandet – Babysvømning

22. marts, 2008

I dag var jeg for første gang i svømmehallen med Luna, som nu er 15 uger gammel. Luna havde prøvet babysvømning en gang før med sin mor, og nu var det så min tur til at gå i vandet med hende.  Det var en stor oplevelse, både for Luna og for mig. Der var ikke instruktør på, men jeg havde fået at vide hvordan jeg skulle gøre, og Hustruen så til fra kanten.

Først holdt jeg hende ind til mig mens vi steg ned i vandet, og da vi var kommet ned, klamrede hun sig stadig til mig. Hun havde opspærrede øjne og veg ikke en tomme fra mit bryst. Efter et par minutter på denne måde, strakte jeg hende langsomt ud, mens jeg forsøgte at holde intens øjenkontakt med hende. Hun kiggede mere ned og rundt, men var rolig og fattet.

Næste skridt var at lade hendes ben glide bagud, så hun lå på maven, støttet af mine håndflader. Det gik fint. Hun sugede indtryk til sig og virkede mere koncentreret om at sanse end egentlig begejstret. Så var øvelsen at lade hende ligge på ryggen og flyde, kun støttet under hovedet. Det var virkelig noget hun kunne lide. Hendes ansigtsudtryk da jeg slap hånden under rumpen var fantastisk. Hun spærrede øjnene op, mærkede at hun selv kunne holde sig oppe, smilede over hele hovedet, og gav sig så til at sparke med benene og nød hvert et minut. Vi svømmede rundt og holdt øjenkontakt og hun pludrede med sit “rrrrrrøøøøø”.

Efter små 20 minutter havde hun fået nok, og det gik ikke helt glat med at få hende tørret og give hende tøj på. Hun var blevet irritabel og træt og overvældet af de mange indtryk, så der skulle ingenting til før hun stak i gråd. Hustruen tog hende med ud i sit omklædningsrum og forsøgte at amme hende, men hun var bare træt og ville sove. Det gjorde hun så hele vejen hjem i viklen. Og da hun vågnede var hun glad og pludrende igen.

Turen var også et vellykket forsøg på at bruge min Facebook-fædregruppe til at skabe fysiske møder, der ellers ikke ville være fundet sted. Jeg oprettede en event på babysvømningen og Morten – som jeg ikke har mødt før, men kun kender fra blogosfæren – kom også. Det var godt med lidt far-bonding, omend det ikke blev til så meget snak, da vi skulle pusle om vores små døtre.

Det foregik i Frederiksberg Svømmehal, hvor man kan booke sig ind via deres hjemmeside (virker kun i Explorer til PC) eller ved at ringe. Der er altså ikke tale om holdundervisning, men om at tage derhen på egen hånd. Man kan dog godt få hjælp, hvis det er.  Der er et højopvarmet puslerum lige ved siden af babybassinet, hvor forældrene evt. sammen kan bade deres baby og klæde den om. Og både i herre- og dame-omklædningen er der babystole, som de kan sidde i mens man selv klæder om og går i bad. Det kan vist ikke gøres meget bedre.

Mageløs Mariehøns-Mobile

1. marts, 2008

Det bedste i verden er den uro (mobile), der hænger over Lunas puslebord. Den er fantastisk, den er sjov, den er en kilde til evindelig underholdning. Altså for Luna. Jeg har ikke helt forstået hvad der gør den fantastisk, men det må jeg jo bare respektere.

Og det gør jeg da også til fulde. Det er en fryd at lægge hende på puslebordet og se hende lyse op ved synet af uroen, der hjælper på næsten ethvert humør. Selv når den er stille er den interessant for hende, og tager hendes fulde opmærksomhed. Og når man så kommer til at skubbe til den, eller når føntørreren (som hun elsker at bliver blæst af) sætter gang i uroen, så kender festen ingen grænser: Luna smiler og griner og virrer begejstret med hovedet og sender de velkendte ukontrollable spasmer ud i resten af kroppen. Hun er med andre ord i en slags ekstase. Og finder sig i næsten hvad som helst fra os.

Men hvad er det dog med den uro, der hensætter hende i ekstatisk fryd mange gange om dagen? Der er tale om fire flyvende mariehøns på stænger, som omgiver et lille rødt æble med en lillebitte orm. Det er især mariehønsene, der tager kegler hos Luna.

Set ovenfra er det svært at dele hendes begejstring for uroen, selv om man kan glæde og more sig over den. Jeg har længe været nysgerrig efter at se den med Lunas øjne, men jeg kan ikke rigtig komme til at lægge mig på hendes puslebord. Nu fik jeg så den idé at fotografere den – simpelthen lægge kameraet dér hvor Lunas hoved ligger når hun bliver skiftet. Og dette er kameraets version:

Lunas elskede mariehøns

Billedet er taget med mobilen i bevægelse, og med det lys der nu var i rummet (loftet er faktisk hvidt). Når jeg ser det, kan jeg faktisk bedre forstå Lunas begejstring. De er da lidt sjove, de mariehøns, og jeg begynder at forstå at hun synes de er hendes bedste venner.

Før I nu skriver at det nok lige så vel kunne have været en anden uro end lige netop den her, vil jeg straks sige: ja, det ved jeg godt. Men nu er det altså den her. Og den slår åbenbart husets andet børnetingeltangel.

Samtale (9 uger)

17. februar, 2008

For fire uger siden skrev jeg om hvordan jeg glædede mig til at Luna ville begynde at kommunikere med os direkte, holde øjenkontakt, smile til os. Man kan roligt sige at der er sket noget siden den gang. Det er kommet gradvist, men nu er Luna virkelig i kontakt.

Jeg sidder lige nu og tørrer mine øjne efter at have ligget på tæppet sammen med Luna, der var i et vældigt godt humør, og som grinede og grinede og kiggede mig i øjnene næsten hele tiden. Det har jeg oplevet før, men nu var der faktisk en ekstra dimension på. Luna begyndte for første gang at gentage det samme pludreord (“agrrrø” eller noget i den retning) . Jeg forsøgte så at sige det samme ord, og efter et par gange kunne hun tilsyneladende gennemskue at det var det samme ord. Så hver gang jeg sagde ordet grinede hun, og hun blev ved med at gentage det.

Hvor banalt det end lyder med denne “ordveksling”, og hvor meget jeg end måske overfortolker situationen, så var det en så overvældende oplevelse at jeg begyndte at græde. Det er noget med, at hun faktisk “svarer” mig og viser at hun er glad for mig. Og når hun så samtidig er så helt vildt overfantastisk nuttet, så går det altså rent ind. Det findes ikke større.

luna-glad.jpg

Lunas verden (5 uger gammel)

21. januar, 2008

Lunas verden er simpel: det handler om at spise, fordøje og sove. Og så en lille smule, når der ind imellem er lidt overskud: at kigge lidt på verden omkring hende.

Luna lever utopisk: hun får alle sine behov tilfredsstillet, bliver elsket og beundret og har intet ansvar – hun ved ikke en gang at der er andre der tager ansvaret for hende, så hun er også uden skyld, uden skam, uden skuffelser, uden bekymringer. Hun lever 100% i nuet – en tilstand som aldrig kommer igen, og som adskillige religioner og livsfilosofier og selvudviklingskurser jager som tabt ideal.

Når hun græder er hun gråd, når hun fordøjer er hun fordøjelse, når hun når hun spiser er hun en malkemaskine. Den største ambivalens man finder hos hende er når hun er på kanten mellem drøm og vågen tilstand: her er det som om to kræfter kæmper i hende: en der vil vågne og en der vil sove. Ellers er hun utopien om det hele menneske.

Hun aner det bare ikke. Hun aner ikke at hun er et menneske, at hun eksisterer som adskilt fra verden, at hun bliver passet på af sine forældre, som er andre væsener adskilt fra hende, der selv har et liv. I det hele taget ved Luna absolut ingenting. Hun er bare. En “hommelette”, som det hedder hos psykoanalytikeren Jacques Lacan – en blanding mellem “lille menneske” og “udflydende æggeret”.

Hun ser ikke genstande, objekter, men snarere bare kontraster mellem lys og mørke. Derfor er de tre mest interessante ting at kigge på:
1. Kanten af et overvejende mørkeblåt billede hendes mor har malet, der hvor det møder den hvide væg.
2. Lampen. En hvilken som helst lampe eller anden afgrænset lyskilde.
3. Uroen over hendes puslebord.

Hun kan godt ind imellem finde en vis interesse i sine forældres ansigter i nogle sekunder før lampen ved siden af fanger hendes blik. Hun kan formentlig genkende vores stemmer og lugte som noget trygt og velkendt uden at identificere det nærmere.

Jeg elsker hende overalt på jorden, hun er det sødeste lille væsen, men jeg må indrømme at jeg efterhånden begynder at længes mod at hun bliver lidt kommunikerende – altså bare at hun kigger på mig, genkender mig og viser at der er en kontakt mellem mig og hende. At jeg på et tidspunkt bliver mere interessant end lampen. At hun forstår at min tale kommer fra mit ansigt. At hun giver et smil, der ikke kan affærdiges som en refleksmæssig sideefekt ved fordøjelsen.  At det bliver en tovejs-relation.

Det skulle være lige om hjørnet, ifølge videnskaben. Hun er på vej mod det første spring, hvorefter hun vil være mere udadvendt. Det er allerede så småt på vej. Forleden dag så hun mit ansigt omvendt (da jeg lænede mig ind over hvor hun lå) og stak i et smil, der formentlig havde noget at gøre med hvad hun så. Hun ved vist også godt efterhånden at når man har skiftet hende og tænder føntørreren, så betyder lyden at der lige om lidt kommer et varmt pust på hendes krop, som først får det til at gibbe i hende, hvorefter hun bogstaveligt talt slapper af i hele kroppen og nyder det.

Så smelter far.

Superwoman

8. januar, 2008

Luna er stærk. Overraskende stærk i forhold til sin lille størrelse (nu snart 4 kg). Det har hun nu været siden fødslen, hvor hun kun vejede 2812 gram.

Hun har ikke styr over sine bevægelser, og nogle gange bliver hun så ivrig med at die at hun rækker ud efter brystet – med den konsekvens at hun blot skubber det væk, så det virker modsat hensigten. Når jeg så træder til for at løse dette paradoks ved at fjerne hendes arm fra at skubbe brystet væk, stider hun imod, og jeg er hver gang imponeret af den kraft hvormed hun gør det.

Og når hun fordøjer – hvilket hun gør meget, højlydt og med stort besvær – kan man se og mærke hendes gigantiske mavemuskler arbejde for at få peristaltikken til at køre.

Når hun sover rækker hun af og til en knyttet hånd i vejret, lidt ligesom Superman. Dette sammenholdt med hendes kræfter har givet hende kælenavnet Superwoman.

Der er dog én vigtig ting som adskiller hende fra Superwoman, hvis man skal tro Shu-Bi-Dua: “Superwoman don’t know how to shit “. Det gør Luna!

Superwoman

Glimt fra de første uger

28. december, 2007

Her er nogle glimt af livet de første par uger efter fødslen. Der kommer sikkert flere i de kommende indlæg, men her får jeg i hvert fald begyndt. Det handler om at være Jæger og Arbejderbi, om fordøjelse og bleskift, om at få et andet forhold til nattesøvn og ikke mindst om nydelsen ved at være sammen med Luna.

(more…)

Lunas fødsel 5: Familiestue

26. december, 2007

I hvilken fødslen er overstået og den nye familie finder sig selv, modtager besøg og forsøger at sove. Beretningen ender med hjemkomsten til Lunas nye hjem.

(more…)

Lunas fødsel 3: Klimaks

21. december, 2007

Nu er vi nået til selve fødslen.

(more…)