Archive for august 2008

Luna kravler – af en slags

31. august, 2008

Nu hvor Luna og jeg er ved at komme os over den værste sygdom (som nu også har lagt Hustruen ned), er det på sin plads at glemme alt om snot og Lunas problemer med at trække vejret gennem næsen, og i stedet koncentrere sig om den fantastiske udvikling, hun har gennemgået i den sidste uge på trods af forkølelsen.

For få dage siden skrev jeg at Luna var meget tæt på at kravle. Nu fiser hun rundt på gulvet til sine forældres skrækblandede fryd. I løbet af et sekund er hun pludselig henne ved standerlampen eller noget andet, hun ikke skal være henne ved, og så snart vi bliver raske skal vi til at kravlesikre lejligheden. Det bliver noget af en opgave, for vi har mange ting.

Men hvor er det dog sjovt! Hun nyder det virkelig. Det er som at blive sluppet fri fra et fangeskab for hende, og første lille skridt mod at blive et selvstændigt væsen, der vælger sine egne veje – bogstaveligt talt. Hendes ansigtsudtryk er fuld af den kildren i maven, man kan opleve ved at køre hurtigt på motorcykel, selv om hendes hastighed ret beset kun er en kilometer i timen. Men det er naturligvis også triumfen over at kunne selv, der slår igennem enhver forkølelse.

Lige indtil hun bliver udmattet og mister modet. Så er alting helt galt, og hun begynder at småtude. For nu er hun jo blevet fri, og så er der ikke nogen fysik, der skal komme her og sætte grænser.

Og så er det, at jeg også lige skal forklare, at Lunas teknik ikke helt lever op til de tekniske standarder fra Dansk Kravle Union. Hun hiver sig snarere frem hen over gulvet og bruger ikke benene så meget. Ind imellem kommer hun dog til at bruge bene til at sparke fra, men opdager ikke rigtig teknikken. Grunden til at jeg alligevel (med fare for hån fra ortodokse kravle-puritanere) tør kalde det kravlen, er at det har samme effekt som den officielle teknik, omend hastigheden er nedsat og det er meget krævende for hendes ellers bomstærke arme.

Reklamer

Luna er syg

28. august, 2008

Først blev jeg syg, og nu Luna. Hun har feber og er snottet og forstår ingenting. Det sidste er det værste, for når hun ikke har noget sprog, kan man jo ikke forklare hende at man ikke giver hende saltvandsdråber i næsen for at torturere hende yderligere, men for at hjælpe hende til at kunne få luft. Og man kan ikke fortælle hende at hun er syg ligesom far og bliver rask igen.

Det er anden gang, Luna er syg. Første gang var hun kun et par måneder gammel og havde røde hunde. Det var ikke sjovt.

Hun har sovet elendigt i nat (og Hustruen ligeså), men hendes humør er overraskende nok okay nu til morgen, hvor hun har fortsat sine seneste færdigheder: At trække sig frem på gulvet (et forstadie til kravling); at bevæge hånden op og ned af læberne mens hun siger en lyd, så den bliver sjov; at puste ind i hånden ligesom os, når vi synger ballon-sangen.

I morges var jeg alene med hende, og meget af tiden gik med damage control efter at hun med yderst tynd afføring sked ud af bleen, ned på stolen, ned på gulvet og igen på mine hænder og alt andet omkring mig da jeg skulle skifte hende (lidt i stil med denne oplevelse). Da jeg senere iført regntøj og gummihandsker forsøgte at desinficere stolen under bruseren måtte jeg spejder-agtigt udbryde: “Der findes ikke diarré, kun forkert påklædning”.

Nu sover hun, og der var så meget andet jeg ville skrive om, men det får vente. Hjemmet er et kaos, og det er med at få noget gjort inden hun vågner igen.

Luna-status

24. august, 2008

Luna er nu over 8 måneder gammel, og jeg tænkte at det var på sin plads kort at fortælle lidt om hvordan hendes liv og personlighed er her før jeg begynder barslen – og at vise et par nyere billeder af hende. Der er også flere der har efterspurgt begge dele. Her er altså hvad jeg har at arbejde med under barslen:

(more…)

På vej mod barsel

17. august, 2008

I fredags havde jeg min sidste rigtige arbejdsdag inden barsel.

Det bliver spændende. Jeg glæder mig til at være endnu mere sammen med Luna og til at komme endnu tættere på hende. Jeg glæder mig til at gå til babyrytmik, gå i Fars Legestue, gå barnevognstur med andre fædre, køre med hende i Nihola-cyklen og finde på nye små lege sammen med hende. Også til små hverdagsting som at tage hende med i vaskekælderen eller på indkøb. Jeg er godt klar over at det ikke altid er fryd og gammen, at hun visse dage ikke vil gide noget og vil dræne mig for energi. Men det må jeg så tage med.

Samtidig med denne grundlæggende glade forventning, kan jeg ikke lade være med også at være en smule urolig. Jeg skal kaste mig ud i en tilværelse som er en ganske anden end den jeg er vant til. Jeg har ikke Hustruens hverdagsrutiner siddende i kroppen, men skal lære dem i de næste 2 uger, hvor vi begge er hjemme. Jeg er vant til at have Luna alene et par timer om morgenen og i mindre perioder sidst på dagen og i weekenden. Ellers er det sammen med Hustruen, som har en naturlig autoritet gennem sin erfaring. Nu skal jeg stå med ansvaret selv.

De ting som kan gøre mig lidt urolig er: Om jeg vil komme til at kede mig med en hverdag fuld af banale rutiner. Om jeg kommer til at dumme mig og gøre alle de forkerte ting. Om jeg kan håndtere de dage hvor hun ikke vil sove i barnevognen. Om hun vil være ulykkelig over at hendes elskede mor går hver morgen. Og frem for alt: Om jeg kommer til at tabe Luna eller på anden måde skade hende. Allerværst: Om hun kommer ud for en ulykke fordi jeg i et øjeblik ikke er årvågen nok eller ikke har gennemskuet hvad der kunne ske.

Men denne uro overskygges af den spændte forventning om at skulle være sammen med hende hele tiden og at knytte et intimt bånd, der sætter sig varige spor. At følge hendes udvikling nøje og være den, der kan fortælle om hvad hun nu har fundet på når Hustruen kommer hjem. At opleve hende opleve verden og at gøre det sammen med hende. Måske at være den første der ser hende kravle. Eller høre hende sige sit første ord (som sandsynligheden taler for vil være enten “mor”, “far”, “hurrah” eller “gyng-gang”).

Jeg har ikke fået skrevet så ofte på det seneste. Det er ikke fordi jeg mangler stof at skrive om, tværtimod, men simpelthen fordi jeg har manglet tid og overskud. Jeg regner med at min aktivitet vil stige markant i de næste tre måneder, da jeg hverken skal skrive forskningsartikler eller avisanmeldelser og vel nærmest er afhængig af at skrive. Så Farbar går formentlig ind i sin mest intense periode.