Archive for august 2007

Riis vs. Riskær

30. august, 2007

Der har åbenbart været en heftig TV-debat i Go’ Morgen Danmark på TV2 mellem Klaus Riskær og Anne-Grethe Bjarup Riis på grund af Riskærs macho-yuppie-levemands-udtalelser i B.T om at manden ikke skal være til stede ved sit barns fødsel, at kun “uldtot”-mænd skifter ble og andet oldnordisk vås. I samme ombæring har Riskær (nybagt far) også udtalt at kvinder skylder manden at abortere hvis de bliver gravide uden at være i et fast forhold. Riis (mor til tre) går i kødet på Riskær og forsvarer bravt, men tilsyneladende lidt aggressivt, de nye fædre. Efter sigende var debatten på TV2 så ophedet (især fra Riis’ side) at værten Ole Stephensen måtte opgive at styre løjerne.

Desværre ligger TV-klippet tilsyneladende ikke nogen steder på nettet (?), men så er det godt at mine radiohelte, De sorte spejdere som altid er på pletten med både at spille uddrag af diskussionen og give Klaus Riskær tørt på. Indslaget kan høres her.

Reklamer

Perversion: Ammende fædre

29. august, 2007

Mænd kan amme. Hvis de træner længe nok. Se her og her.

Jeg går ind som bekendt for en ny faderrolle, hvor faderen tager afgørende del i barnets omsorg og pleje. Jeg går ind for flere mænd på barsel. Jeg går ind for en tæt relation mellem far og barn.

Men ammende fædre virker bare helt forkert. Det er at forsøge at drive ligestillingen ud over sin naturlige grænse. Her kan man med rette tale om fædre der forsøger at være mødre, som Henrik Jensen fejlagtigt gør det om kærlige fædre der prioriterer deres børn.

Er jeg reaktionær når jeg mener at det er kvinden der bør amme? So be it! Jeg skifter gerne ble (modsat fortidsøglen Klaus Riskær), men jeg ammer fandemene ikke!

(Tak til Emil for at henlede min opmærksomhed på det bizzare fænomen)

Islandsk fadertrend?

26. august, 2007

Min bror har netop været i Island, og der fandt han i et supermarked en hylde med noget der kunne ligne blade og bøger om fædre. Han tog et par hurtige billeder og sendte til mig som et tegn på hvor meget islændinge går op i de nye fædre. Jeg forstår ikke islandsk, men har lavet lidt research. Hvis nogen kan islandsk må de meget gerne hjælpe med opklaringen. Se billeder med kommentarer nedenfor:

(more…)

Forandringer

22. august, 2007

Mange små ting forandrer sig når man skal være far. Ikke på samme måde som for den vordende mor. Hun mærker en masse fysiske forandringer når hun bliver gravid. For hende er det noget konkret og altid nærværende. For manden er det som regel mere diffust og abstrakt.

Jeg vil her på halvvejen af graviditeten skrive om nogle af de forandringer jeg selv mærker. Der er ikke tale om dramatiske følelser eller markante handlinger, men om små forskelle, små skift i fokus – lidt som når man med et spejlrefleks-kamera stiller skarpt på andre elementer i billedet.

Her er nogle forandringer som jeg lige kan komme i tanker om. Jeg kommer sikkert i tanker om flere, som jeg kan samle op i et senere indlæg. Og så er der nogle som efter planen får deres egne særskilte indlæg: panik før lukketid og frygt. Men her er nogle stykker til at begynde med:

– Jeg synes at jeg ser gravide og småbørn overalt. På gaden, til sammenkomster, på jobbet. Hver anden kvinde jeg får øje på er gravid.

– Mange af de mænd jeg får øje på er fædre. De er overalt, fædre med småbørn. De er altid kærlige ved deres børn, og selv om de ind imellem ser stressede ud, så fornemmer jeg at de har en ekstra dimension i deres tilværelse.

– Jeg er blevet meget rørstrømsk med det. I dag gik jeg forbi en far i supermarkedet, som forklarede sin treårige datter at grunden til at jeg havde en større indkøbsvogn end hende var at jeg var meget større end hende. Jeg kiggede ned, og der gik pigen med en tung, overlæsset barneindkøbsvogn, som hun med stolt besvær fik manøvreret rundt om et skarpt hjørne. “Det er flot, skat” sagde faderen kærligt. Mere skal der ikke til. Jeg blev så rørt at jeg måtte standse op ved pålægsdisken, tørre et par tårer væk og trække vejret roligt før jeg kunne fortsætte hen mod mælken. Det er svært at forklare. Det var bare en smuk situation i al sin hverdagslige banalitet. Og dette sker for mig næsten hver eneste dag.

– Jeg begynder at få visse dansktopsange af typen “Hvem du end er så velkommen til verden” og “Hurra, hurra, hurra, hurra/ min kone har gjort mig til far” på hjernen. Og i stedet for at vifte dem væk som ulidelige, musikalske parasitter, så forekommer de mig nu at være dybe og meningsfulde udsagn om det vigtige her i verden.

– Jeg sover mindre. Jeg går senere i seng, og vågner alligevel tit længe før vækkeuret ringer. Der er en uro i kroppen, som til dels hænger sammen med at jeg er spændt på hvad der skal ske. Ikke sådan at det er noget jeg tænker på hele tiden; det ligger bare i baghovedet, som man siger. Det betyder noget i retning af at det er til stede som en horisont, en atmosfære som alle andre hændelser er omgivet af. Det er der også når jeg ikke tænker på det. Jeg bilder mig ind at den mindre søvn også er en måde at forberede mig på søvnmanglen efter fødslen på. Men det er jo stik modsat Hustruen, der ofte går i seng kl. 21, dvs. tre timer før mig.

– Mange af mine drømme handler om at have børn. Enkelte har handlet om selve fødslen. Nogle gange er det et dyr i stedet for et barn, men det er stadig mit barn. Det minder mig faktisk om to ting: dels Bonnie Prince Billys “Song for the New Breed” og dels en drøm jeg havde for 15 år siden. Jeg drømte at jeg havde en lille hvid kattekilling. Denne kattekilling var mere end et kæledyr. Det var et væsen som jeg elskede på en måde som man kun elsker sit barn. Jeg mærkede simpelthen denne kærlighed i en drøm. Så gik det galt og både katten og jeg var i fare, men det er en anden historie. Jeg vågnede og vidste at jeg en dag skulle blive far.

– Jeg betragter det som en opgave at sørge for at Hustruen altid cykler med cykelhjelmen på og i det hele taget passer på sig selv. Forleden dag kom jeg sent hjem og hun var der ikke som hun plejer. Jeg ringede til hendes mobil og fik et lille chok da hun som det første svarede at hun var på Rigshospitalet. I et splitsekund så jeg hende miste barnet og vores verden falde sammen. Men kun i et splitsekund, for øjeblikket efter registrerede jeg hvor glad hun lød. Hun var derovre for at se til et vennepar der lige havde født!

– Jeg kigger på min elskede hustru og føler mig lykkelig. Det gjorde jeg også før hun blev gravid, men nu er der ligesom endnu mere at holde af. Hun vokser horisontalt. Hendes mave er nu faktisk så stor at jeg ikke kan forestille mig at den kan blive større. Men planen er at den skal vokse sig dobbelt så stor. Det er svært at tro på, for det kan hendes krop da ikke holde til. Det ved jeg godt at den kan, men alligevel.

TV-tabu

21. august, 2007

Et hurtigt kig på tv-programmet i dag:

TV2, 22.50: ”Mord på gravide – når fostre stjæles”
Sverige 2, 20.30: “At begrave et foster”

Jeg har ikke bemærket den slags programmer før, men nu synes jeg de er der hver eneste dag.

Der er tale om programmer som jeg simpelthen ikke tør se. Eller rettere: som jeg gerne vil skåne mig selv for; som jeg ikke synes jeg vil byde mig selv lige nu.

En provokation

20. august, 2007

Da jeg for nylig blev interviewet om kunst og provokation i radioen, sagde jeg at den største provokation jeg havde oplevet i nyere tid er at skulle være far.

Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men pointen er at provokation kan forstås positivt, selv om vi normalt bruger det mere negativt. En provokation er en handling eller omstændighed som fremkalder en reaktion, og Farbar er et tydeligt tegn på at det har fremkaldt en stor reaktion at skulle blive far.

Det føles som om der venter en stor omvæltning, og som om hele den livsmåde, jeg har haft i adskillige år, snart vil blive skiftet radikalt ud til fordel for en tilværelse hvor et lille, krævende og elskeligt væsen vil blive omdrejningspunkt. Det kan gøre mig spændt og lykkelig, og sådan er det det meste af tiden. Men det betyder også at jeg bliver mere rastløs – der er en stemning af panik før lukketid. Og endelig lurer der nedenunder også frygten for alt det som kan gå galt. Det er heldigvis glæden der dominerer. Jeg vil i nogle af de kommende indlæg forsøge at sætte ord på hvordan det er at være mand i denne fase hvor hustruens graviditeten tager fat for alvor, men hvor der endnu er længe til.

Til sidst en lille anekdote fra radio-optagelsen: jeg blev interviewet sammen med min kollega, Mette (mor til tre), som lige var kommet tilbage fra et længere USA-ophold og derfor ikke havde hørt at jeg skulle være far.Vi nåede kun lige at snakke kort inden vi gik på med interviewet. Det var et fjerninterview, hvor journalisten sad i Århus og ikke kunne se os. Da jeg så begyndte at tale om at jeg skulle være far (som illustration af at en provokation kan være noget positivt), gik der lige et par sekunder, og så lyste Mettes ansigt op. Hun kunne jo ikke sige noget da vi var midt i et radiointerview, men formede et tavst “til lykke!” med munden. Det var en lidt mærkelig situation, midt i et radio-interview. Jeg var i gang med en længere udredning, så jeg kunne ikke lade mig mærke med det, men jeg følte alligevel en glæde og stolthed, som jeg har gjort det utallige gange både før og siden. Jeg tror ikke man kan høre det i udsendelsen.

Ja, jeg skal være far; ja, det er stort; ja, jeg glæder mig sindssygt; ja, det er hamrende provokerende.

Fars legestue lukker

13. august, 2007

På Nørrebro findes Fars legestue, hvor mænd med småbørn kan komme og møde hinanden og lege med deres børn i et dertil indrettet rum. Der er sundhedsplejerske tilknyttet og alt er skabt af mænd til mænd på mændenes præmisser. Det er efter sigende ikke som mødregruppernes kaffeslabberas, men aktiv leg med børnene og snak imens. Det lyder som et fantastisk sted for småbørnsfædre.

Jeg sad i dag og læste om Fars legestue og glædede mig helt vildt til hver torsdag at trille ned og lege med min lille spunk og samtidig møde andre i samme situation. Jeg sad og kiggede på billederne og glædede mig over at bo i et samfund hvor den slags er muligt.

Og så ser jeg nyheden: Fars legestue skal lukkes. Kommunen skal skære ned, og alle aktiviteterne i dette børneforældrenes paradis af et “sundhedshus” skæres væk. ØV!

😦

Venter på spark

11. august, 2007

Hustruen mærker barnet sparke adskillige gange i løbet af en dag. Hun lægger hånden på maven og mener også at kunne mærke det udefra. Hun kalder på mig, og jeg lægger hånden på maven, men kan ikke mærke andet end pulsen. Jeg kan ikke mærke det udefra.

Jeg ved godt at den snart må være der, men det er lidt frustrerende ikke at blive sparket. Ja, det er nok en af de få situationer i livet, hvor man længes efter et spark. Gerne i hovedet.

Hvorfor er sparket så vigtigt at det er blevet en begivenhed alle husker? Det er fordi det er mandens første fysiske kontakt med barnet. Man går rundt og ser sin kvinde svulme op og gøre mærkelige ting, men man har ikke samme fysiske kontakt til det liv som er ved at forme sig. Hun går rundt med et levende væsen inde i sig. Jeg må bare vente. Og skrive lidt på min blog.

Så spark dog til!

Den gode far

6. august, 2007

Vor dages fædre ønsker at være ganske anderledes end deres egen far. En tankevækkende undersøgelse som refereres i bogen Kend din krop, mand (s. 270-71) viser at de fleste af disse mænd betragter deres egen far som fraværende, at han ikke forstod dem, og at der ikke er noget fra deres egen far de selv kan bruge som fædre. Det er uhyre trist, og det viser hvor omfattende en manderolle-revolution vi står midt i.

De samme mænds svar på hvad en god far er, lyder: han er opmærksom, nærværende, deltagende, kærlig, interesseret og omsorgsfuld. Han bruger tid sammen med barnet; også når barnet er spæd.

I modsætning til hvad Henrik Jensen tror, så er disse kvaliteter vel fuldt forenelige med at være et mandligt forbillede og en autoritet. Ja, spørgsmålet er om ikke denne faderrolle er så meget desto mere befordrende for igen at etablere faderen som en vigtig del af familien og dermed også af opdragelsen.

Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen

5. august, 2007

Jeg har svært ved at se fremkomsten af de nye fædre – dem der tager barsel og tager ansvar for nærheden til deres barn – som andet end et entydigt fremskridt. Når ellers projektet lykkes er det et gode for både manden, kvinden, samfundet og mest af alt: barnet. Så hvorfor er der nogle der alligevel er sure? (more…)

Den fraværende far

3. august, 2007

Som tidligere beskrevet er der opstået et begreb om “de nye fædre” – dem som tager barsel og som prioriterer nærheden til deres børn uden af den grund at give køb på en maskulinitet. Heri adskiller de sig markant fra tidligere faderroller, ikke mindst den fraværende far, som det skal handle om her. (more…)

Scanningsbilleder – hvad ser man egentlig?

2. august, 2007

Som en god kollega (fotografi-forsker og selv kommende far) gjorde mig opmærksom på for nylig, så er der en vis grad af indbildning forbundet med ens forhold til de billeder man får med hjem fra scanningerne. Man bilder sig ind at man ser noget unikt – ens eget barn – men det man ser er egentlig bare et prototypisk foster, et hvilket som helst rask foster (med mindre altså at der er noget galt). Det er nemlig sådan at fosteret endnu ikke har udviklet individuelle træk. Alle raske fostre i første halvdel af graviditeten er altså ens, og de kunne lige så godt stikke os allesammen variationer af det samme billede.

Det er de hårde facts: man ser ikke noget særligt. Og hvilken konsekvens skal man drage af det? Man kunne smide billederne ud og bare kigge på nogle andre på nettet. Men det ville ingen gøre (heller ikke fotografi-forskeren selv), for de har alligevel en helt særlig status for de kommende forældre. Og hvad er det så der giver dem denne status?

Det er, at man ser et stillbillede fra en helt særlig begivenhed, nemlig da man så et glimt af sit kommende barn bevæge sig rundt derinde. Især for manden er det helt unikt, da vi jo ikke har den fysiske kontakt med det. Det man ser på skærmen er realtime og levende og et direkte aftryk af hvad der foregår inde i livmoderen i dette øjeblik. De billeder man får ud er ikke så meget i sig selv, men er primært et minde om hvad man så. Og for de berørte er det af en meget stor værdi.

Det kan også forklare hvorfor billedet er så meget mindre interessant for andre at kigge på. Man ser en grå masse og kan med lidt vejledning se omridset af et foster. Men når man ikke har været til scanningen er det mest de vordende forældres begejstring som kan smitte – selve billedet er i udgangspunktet uinteressant for andre. Så måske skulle man fortsat have scanningsbillederne hængende på køleskabsdøren, men så i øvrigt holde lidt igen med at vise dem frem til alle mulige – og huske på hvor lidet interessante scanningsbilleder var før man selv stod i det.

Og nu melder spørgsmålet sig: hvorfor har jeg så mine scanningsbilleder liggende på bloggen (her, her og her)? Og svaret må være at de for andre blot er en illustration til teksten, som handler om oplevelsen ved selve scanningen. Jeg beder ikke nogen om at kommentere dem og sige at vores foster ser flot ud, for det giver ingen mening. Det giver langt mere mening at glæde sig over at det lever og at vi er i gang med at sætte liv i verden.

Og så kan jeg i øvrigt hurtigt selv finde dem frem på skærmen, uanset hvor i verden jeg befinder mig, hvis jeg lige skulle få lyst til at blive mindet om hvad det er jeg har begivet mig ud i. Billederne har altså en afledt, men vigtig betydning

Tredje glimt

1. august, 2007

Så har vi været til den “rigtige” scanning, hvor fosteret blev gransket i over en halv time – hjernen, hjertet, nyrerne, rygraden osv. – og alt var i orden. Sygeplejersken var sød og meget bevidst om ikke at gøre os urolige undervejs. Hun er tydeligvis vant til nervøsiteten, så hun understregede konstant at det så fint ud og at pauser i hendes talestrøm ikke betød at der var noget galt, men bare at hun lige skulle koncentrere sig.

Nogle gange brugte hun ordet “flot” – det så “flot” ud – som om vi havde præsteret noget helt særligt som vi skulle roses for. Det har vi mødt et par gange før, og der er altså noget mærkeligt ved den formulering. Vi kan sådan set ikke gøre så meget fra eller til, men er bare glade over at alt er i orden.

For os var det sjoveste at fosteret undervejs hikkede, gabte og kløede sig i nakken. Ellers så det faktisk lidt spooky ud fordi det nu har udviklet et færdigt skelet og det var i høj grad det man så.

Vi ville jo gerne have kønnet at vide hvis det var muligt. Det var det bare ikke. Den lille var hemmelighedsfuld og insisterede på at dække sine kønsorganer til under hele seancen.

Vi fik korrigeret terminen således at den nu simpelthen er 24. december. Jeg havde det nok på fornemmelsen…

Scanning 3