Far-litteratur

Man kan ikke læse sig til at blive far. Men måske kan man blive lidt klogere på de ting man er usikker på, både ved at blive oplyst og ved at høre om andre fædres beretninger.

Her vil jeg lave en liste over alle de bøger (og artikler) der er skrevet om at blive far. Jeg vil give dem en kort kommentar/varebetegnelse når jeg har kigget kort i dem, og dem jeg faktisk læser vil jeg måske anmelde på bloggen. Hvis du kender far-bøger (eller -artikler) som ikke er på listen, må du meget gerne kommentere nedenfor med forfatter, titel og en beskrivelse af bogen/artiklen. Du skal også være velkommen til at give din mening til kende om bøgerne på listen.

Det er min plan også at lave en liste med de bedste bøger om graviditet, fødsel og forældreskab. “De bedste” fordi markedet bugner.

Bøger om at blive far

Povl Erik Carstensen & Thomas Wivel: Hvordan man overlever sin kones graviditet. En guide for frustrerede mænd af to stand-up-komikere. Opbygget som alfabetisk opslagsværk. Desværre er den ikke spor morsom. Den er simpelthen plat, og har som udgangspunkt at alle mænd er primitive tåber der bruger al deres energi på at drikke øl og se superliga-fodbold i deres netundertrøje.

Lars Daneskov: Far på færde. Sød, morsom og velskrevet bog om at blive (og især være) far.

Far for første gang. Antologi baseret på samtaler med førstegangsfædre plus korte artikler af eksperter. Om graviditeten; om sexlivet; om fødslen; om den første tid med barnet; om forholdet til vennerne.

Jan Gintberg: Dysfunktionel far. Komikerens selvironiske historier og gode råd om at være far. For overgearet og anstrengt til at ramme præcist, og derfor ikke så morsom som den kunne være blevet, hvis Gintberg havde tilladt enkelte sætninger uden humoristiske sammenligninger på rutinemæssig standup-facon. Dog lidt sjovere end Carstensen & Wivel, og mere ærlig.

Sebastian Klein: Familiefar i knibe. Humoristisk selvbiografi om faderskabets viderværdigheder skrevet af Dr. Pjuskebusk.

Per Are Løkke: Fædrenes revolution. Om faderskabets historie og den nye faderolle set i et kønsperspektiv. Jeg er i gang med at læse den, og den er rigtig god. Jeg vil anbefale den til alle med interesse for emnet. Dog er den bedst i de første kapitler, hvorefter den begynder at gentage sig selv en del i uddybninger af temaerne.

Svend Aage Madsen, Dennis Lind & Hanne Munck: Fædres tilknytning til spædbørn. Grundig, forskningsbaseret bog om de psykologiske og sociologiske aspekter af den nye faderrolle.

Bertill Nordahl: Den gravide mand (1980). En lidt 70’er-agtig beretning om at blive far – men meget af det der siges er stadig relevant i dag, selv om jeg/vi vil formulere det anderledes. Et pionérarbejde af manden der i dag har en blog om mandroller. Omslagsbilledet kan skræmme enhver væk…

Når du bliver far. Tidlig antologi (1994) om forskellige aspekter af det at blive far: Den personlige beretning (Bo Green Jensen); om hvorfor det er vigtigt at have en far (Leif Mousten og Peter L. Aarslev); om kvindens graviditet forklaret for mænd (Henrik Vittrup); gode råd til vordende fædre (Hans Bonde); noget om fædres juridiske rettigheder og noget om mænd og barsel (begge Søren Carlsen).

Kirsten Stendevad og Esben Kjær: Den nye karrierefar (2005). Om at få balance mellem arbejde og privatliv, med udgangspunkt i den påstand at karrierearbejde og faderskab ikke behøver være i vejen for hinanden, men gensidigt kan befrugte hinanden. Se mere her.

Dick Sundevall: Du skal være far. Svensk far til tre fortæller om kronologisk om processen fra graviditeten til barnet er teenager. Bygger ikke kun på hans egne erfaringer, men på personlige interviews med 30 fædre og en jordemor. Velskrevet, grundig og spændende.

Kristian Witt: Bare vent til far kommer hjem. Selvbiografisk bog af far til fire.

Martin Østergaard: Hjælp! Jeg er far. Halvt selvbiografisk, halvt terapeutisk bog om at være far, om forholdet til børnene og til deres mor. Fuld af råd og huskesedler. Ind imellem præget af Østergaards lidt firkantede holdninger. Jeg har ikke kigget så meget i den endnu.

Reklamer

5 kommentarer to “Far-litteratur”

  1. Egle Says:

    Jeg kigger efter en bog til min mand og fandt din blog. Her er en bog som jeg ikke har læst selv men måske er den noget ved og du vil tilføje til din liste “Mand og dreng” af Tony Parsons.

  2. jremin Says:

    hej torben,
    tak for din blog og litteraturliste. det er dejligt at få et kvalificeret mandligt perspektiv på en verden der normalt er temmelig pink tonet.

    jeg skal selv til at være far, og har hørt om svend åge madsens spørgeskemaer, som stiller spørgsmål til begge forældres forventninger omkring fødslen, barsel, barnet etc. — det virker som et godt udgangspunkt for nogle gode og indholdsrige samtale omkring emner som tit kan være lidt svære at få hul på…

    har du tilfældigvis stødt på disse skemaer? ved du om de findes derude på nettet et sted?

    bedste hilsner,
    jacob

  3. Torben Sangild Says:

    Hej Jacob,

    Jeg kender desværre ikke disse spørgeskemaer. Men du kan jo prøve at kontakte manden selv.

    vh
    Farbar

  4. Carina Andersen Says:

    Tak for denne gennemgang. Synes nemlig jeg er træt af de bøger der lægger op til at alle fædre er forvirrede og helt blanke, som om de er nogle stakler. Søger en bog med humor, men også en bog der netop giver lidt oplysninger som kan bruges til noget, til en kommende far der glæder sig. Ikke en stakkel der er forvirret. Lyder til far på færde måske er god til det eller når du bliver far, er jeg på rette vej?

  5. Ole Says:

    Hvad med denne? 🙂
    https://www.saxo.com/dk/fra-far-til-far_ole-anand_haeftet_9788771888331

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: