Ritualer

Dette indlæg handler om de mange små ritualer som binder mig sammen med Luna, der nu er 9 måneder gammel. Det er leg og kommunikation og bonding i ét. Det er “high five”, det er dans, det er at føle på væggen og meget andet:

Jeg får ikke skrevet her så tit, selv om der er 1000 emner der trænger sig på. Det handler om at have tid og overskud. Når jeg så nu har tid og overskud, hvad er så det vigtigste?

Måske er det vigtigste de små ting, der binder mig og Luna sammen i hverdagen. Hun er blevet meget kommunikativ og ekspressiv i løbet af de seneste måneder, og det får vi både meget sjov og meget samhørighedsfølelse ud af. Mange af ritualerne deles med Lunas mor, men der er også visse ting som kun er mellem mig og Luna. Dette indlæg rummer begge dele, og er et forsøg på at beskrive bare nogle få af de mange ritualer, Luna og jeg har sammen.

Allerede for længe siden begyndte jeg at udpege mor, far og Luna for hende. For eksempel lægger jeg hånden på Hustruens pande og siger “mor…”, på min pande og siger “far…” og på Lunas pande og siger “…og Luna!”. Når jeg er alene med Luna, og det er jeg jo meget i øjeblikket, er det blot “Luna….og far. Luna…og far”. Det morer hende meget, og jeg tror bestemt hun forstår det.

Jeg har også lært Luna at lave “high five”. Jeg åbner min håndflade lodret og siger “take five”, og Luna gør det samme med sin hånd, hvorefter vi klasker dem sammen til stor lykke for os begge. Nogle gange gør vi det flere gange i træk, og så ender det med at Luna griber min hånd og putter min pegefinger i sin mund.

Når jeg går ned af bagtrappen med Luna – enten fordi hun skal sove, fordi vi skal lege i haven eller fordi vi skal på tur – så tager Luna nøglerne. Jeg morer mig med at lade som om hun hjælper til, og siger gerne “Luna, tager du lige nøglerne – tak”. For Luna er nøglerne bare legetøj (ligesom alt andet, bortset fra mad), men hun har dog forstået at jeg skal have nøglerne når jeg skal låse mig ind i cykelkælderen, og hun giver mig dem så, selv om hun egentlig hellere vil sutte på dem. Hun får dem tit igen, hvis hun insisterer, og jeg kommer så først i tanker om dem når Luna er faldet i søvn i barnevognen og de ligger viklet ind i hendes seletøj. Kunsten er at lirke dem lige så forsigtigt fra hende uden hun vågner fra sin søde søvn. Det lykkes næsten altid.

Når vi går op ad bagtrappen får hun tit lov til at føle med sine hænder på væggen hele vejen op til tredje sal. Det gør manøvren noget langsommere og mere besværlig, men det er tydeligvis en stor sanselig nydelse for hende. Væggen er nemlig lettere ru og ujævn, og er god at vågne op til.

Jeg bliver blød om hjertet hver eneste gang Luna samarbejder. Det gælder i høj grad også når vi giver hende tøj på. Det hader hun. Ligesom os andre vil Luna hellere have at det er sommer så man ikke behøver pakkes ind i adskillige lag irriterende tøj og overtøj og – værst af alt – hue. Så det er ikke uden gråd og gummers gnidsel (Luna har endnu ikke tænder) når vi giver hende tøj på. Men selv om hun protesterer, så samarbejder hendes krop: Hun strækker armene ud når hun skal have ærmerne på osv. Det er formentlig fordi hun har erfaret at det tager kortere tid når hun hjælper til, men alligevel – det var ikke en gestus jeg på forhånd havde regnet med fra en vred og træt baby.

Luna har et lille forråd af gestus som hun er begyndt at kommunikere med. Nogle af dem er et signal, andre bare for sjov.

Når vi er i legestue kan hun som regel udforske verden lidt på egen hånd, men ind imellem har hun brug for noget tryghed, dvs. at komme hen og få en krammer og sidde lidt hos far. Hun kravler så hen og hiver mig i buksebenet eller klapper mig på foden, og jeg ved præcis hvad det betyder. Jeg tager hende op og krammer hende og lader hende sidde hos mig de næste par minutter indtil hun skal ud på nye eventyr.

Når Luna gerne vil høre musik og “danse”, bevæger hun hovedet frem og tilbage i en slags headbanging. Jeg sætter et stykke musik på (det kan være samtlige tænkelige genrer, fra støjrock til renæssancekor, fra avantgardejazz til smægtende pop) og danser med Luna. Det slår aldrig fejl at når jeg sætter musikken på, beder hun om at blive taget op. Jeg tager hende op på armen vendt ind imod mig, tager hendes hånd, strækker den ud i traditionel dansepositur og hvirvler rundt i stuen i takt til musikken. Jeg vender hende rundt på hovedet og lader hende “flyve” rundt på maven. Jeg synger med på musikken og hun forsøger det samme (“ababababa” synger hun gerne, uanset hvad vi hører). Det er en dejlig måde at være sammen på, men også ret udmattende, så det er ikke noget man kan fylde dagen med.

Hun er begyndt at nikke og ryste på hovedet. Det betyder endnu ikke ja og nej, men er snarere en slags lille hoved-ekstase. Hun klapper også med hænderne når hun er begejstret. Eller hun løfter en genstand, som hun vil hylde op over hovedet som var det en hellig skat, der skulle tilbedes. Nogle gange gør hun det uden genstand, lidt som Rued i Mifunes sidste sang. Og samtidig smiler hun på en måde der synes bevidst om at der er publikum på. Det er en slags ikke-sproglig vittighed mellem os og hende.

Ved middagsbordet foregår der en masse af den slags mellem hende og os. Og der kommer hele tiden nye ting til. Når hendes trætte far tager sine briller af og masserer ansigtet, finder hun det rasende morsomt. Hun tror jeg leger en slags gemmeleg, og det er jeg så begyndt at gøre i forlængelse af min ansigtsmassage.

Når Luna skal i seng, sætter en række ritualer i gang, som Lunas mor har fundet på: Først bliver Luna skiftet; så “siger” hun godnat til mig, som kysser hende på panden; så bliver hun båret hen foran nogle fotografier fra vores bryllup og Hustruen udpeger: “mor” og “far” og peger så også på Luna. Det er hun helt vild med, og det er en meget kær familie-bonding-ting. Så går Hustruen ind i soveværelset med Luna, mens hun synger “Solen er så rød mor”, og jeg laver mad eller rydder op i køkkenet med Lunas sidste smil i hjertet.

Så bliver der ro. Og det er en nydelse. Næste dag går det løs igen. Luna…og far.

Luna leger med far

Luna leger med far

Reklamer

En kommentar to “Ritualer”

  1. Jacob Sangild Says:

    Kære Torben – hvor ser I dog dejlige glade og forelskede ud. Det er nogle fantastiske beskrivelser du laver og de rammer lige ind i mit hjerte. Jeg kan hurtigt genkalde følelser fra da mine børn var i den alder og jeg ville ønske at jeg havde skrevet en del af disse stemninger og ritualer ned. Blot for at genkalde dem og erindre dem sammen med mine børn som nu alle er store og selvstændige individer.
    Jeg husker disse tilstande som forelskelser på den helt store bane. en endeløs og ubeskrivelig kærlighed der ikke har nogen grænser.

    Tak fordi du hjælper med disse erindringer:-)

    Kh. Jacob

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: