Archive for juni 2007

Som en si

30. juni, 2007

Der er et fænomen som i den sidste tid er gået op for mig med større og større klarhed: Det at blive far indebærer akut hukommelsessvigt. Ikke kun i barselsperioden og ikke kun angående ydre ting, men simpelthen i forhold til at huske graviditeten, fødslen og den første tid.

Her troede jeg at jeg skulle suge til mig af mine fædrende venners erfaringer, og så husker de absolut ingenting. De husker vagt noget om selve fødslen, men har ingen ide om hvorvidt den varede 2 eller 12 timer. Tiden mens deres udkårne var gravid eksisterer ikke – bortset fra at de lavede lidt om i lejligheden eller noget. Og de første par år af barnets liv er også mærkeligt omtågede.

Der er sikkert en eller anden evolutionær fordel ved denne glemsel, som handler om at det også er en hård tid, og at det bedste er at der kun er en grundfølelse tilbage. Men det er til gengæld en stor ulempe at man ikke kan give sine erfaringer videre til andre.

Med lidt held vil denne blog gøre mig i stand til at huske lidt mere af hvad der skete og hvad jeg tænkte om det.

Reklamer

Lær af din mand

29. juni, 2007

Der er ingen tvivl om at det er kvinden der har førertrøjen når det gælder den nyfødte baby – ikke kun fordi hun kan amme, men også fordi hun som ofte ved mest om hvad der skal til, fordi hun har sat sig mere ind i det praktiske: at holde barnet, at skifte ble, at få det til at falde til ro osv.

Hun bliver hurtigt eksperten, der lærer manden hvordan tingene skal være, og det er i udgangspunktet fint. Men det er vigtigt at hun giver plads til at manden får lov at drage sig sine egne erfaringer, at han får lov at gøre tingene på sin egen måde, selv om det umiddelbart kan virke mindre effektivt. Hans måde kan nogle gange faktisk have sin berettigelse, ligesom han skal drage sine egne erfaringer. Ja, faktisk er der 10 ting som kvinden kan lære af sin mand.

Mærkevarebørn

29. juni, 2007

Nybagte og kommende forældre bruger dobbelt så meget på udstyr og især tøj til deres børn som de gjorde i år 2000. Og allerede dengang var mærkevarebørn stærkt udbredt. Politiken skriver om det i dag. Her er to citater fra mødre på barsel:

”Nu hvor jeg er blevet mor, har jeg overført mit tøjforbrug på min baby. For når vi er i byen er det altid babyen der bliver vist frem først”.

”[Tøjet] må gerne være hamrende dyrt og lækkert, men skal helst ikke se ud af noget. Og så har der været en lang periode hvor det helst skulle se hjemmelavet ud – sådan er det vist stadig, for det signalerer overskud”.

Med fare for at lyde politisk korrekt, så er jeg ved at brække mig over forældre, især mødre, der gør deres børn til statussymboler og ikke kan komme tidligt nok i gang med mærkevareræset. Men før jeg bare fordømmer, må vi lige se på årsagen. Det har Lars Pynt Andersen forsket i:

”De velklædte børn er et signal til omverdenen om, at her går det fint, og mor har helt styr på det med at være forælder.”

Men ud over at ”man synes bedre om et velklædt og lækkert barn”, som det også hedder sig, så handler det vist også om at baby-butikkerne i deres rus har oprustet salgsteknikkerne. Man får efter sigende udleveret en lang liste over de ”nødvendige” ting, der lige løber op i max. 13.500 kr. Og jeg har hørt fra flere at hvis man overvejer en billigere model af noget får man formuleringen fra sælgeren ”den her vil virkelig være god for dit barn” (om den dyre model), og hvem vil ikke være gode ved sine børn?

Måske skulle folk være lidt mere bevidste om hvad de gør, for de forstærker mærkevareræset ved at deltage i det, og lægger dermed et øget pres på dem der forsøger at holde det nede – eller simpelthen ikke har råd. Mærkevareræset er knyttet til mobning i skolerne, klasseforskel og generelt grusomt snobberi (se fx her). Jeg har ingen respekt for det. Hvorfor er det mærkevare-fetichisterne der får lov til at sætte dagsordenen i mødregrupper, vuggestuer, børnehaver og skoler?

Til dem der fører an i mærkevareræset: Prop din gucchitaske op i røven på Mads Christensen og få et liv. Dit barn har ikke brug for mærkevaretøj, og du har ikke brug for mærkevaretøj på dit barn. Hvis du tror noget andet bør du gå til psykolog og få rettet op på dit selvværd. Det bliver i hvert fald ikke fikset ved at gøre dit barn til en påklædningsdukke.

På vej mod de nye fædre

27. juni, 2007

Det er meningen at denne blog (blandt meget andet) skal handle om “de nye fædre” – dem som tager faderskabet til sig på en ny måde, som tager barselsorlov (ud over de 14 dage) og går op i nærværet med deres børn.

Den nye far distancerer sig fra de tidligere typiske fædre: både patriarken, den fraværende far og den bløde mand. Den nye far ikke ser en konflikt mellem maskulinitet og kærlig omsorg, men ser netop et alt for uudnyttet potentiale i en forening af dem. Kort sagt.

Men der er meget at tage hul på i den anledning: Faderskabets historie, maskulinitetsopfattelser, andre typer fædre, stereotypiseringer, rettigheder osv. osv.

Lad mig blot begynde med en anekdote:

En god ven af mig fik fik en dejlig datter for et par år siden. Mens han glædestrålende skiftede ble på sin lille datter fortalte han hvordan hans far havde reageret nogle dage tidligere ved synet af samme handling:
– Ja, vi var så den sidste generation der fik lov at slippe, sagde den gamle far.
– Nej, I var den sidste generation der ikke fik muligheden, sagde hans søn, den nye far.

Det er sagen i en nøddeskal. En mentalitetsændring fra opfattelsen af barnepasning og hvad dertil hører som en ren byrde henimod en opfattelse af nærværet med barnet som en mulighed for at få et langt tættere forhold til sine børn.

Fødselssmerter

24. juni, 2007

Det gør ondt når en kvinde skal føde. Hvor ondt? Ubeskrivelgt ondt, værre end noget nogen mænd nogensinde ville kunne forestille sig, lyder det ofte. Og så tror kvinden ellers at mænd vil lade sig stille tilfreds med denne forklaring og ellers betragte hende som en martyrisk heltinde, der kun går gennem denne tortur fordi hun er en urmoder der udfører naturens smukkeste offergerning.

Men så let går det ikke. Mange mænd vil for det første ikke acceptere det lidet eksakte”værre end du kan forestille dig” – det må kunne måles mere præcist. For det andet ligger der noget ekskluderende og nedvurderende i at denne smerte skulle være hinsides mænds lave forestillingsevne. Og for det tredje kunne det jo være hun tog fejl, at mænd faktisk godt kan forestille sig meget slemme smerter, såsom korsfæstelser eller benamputationer uden bedøvelse.

Så manden begynder at rationalisere og sammenligne det umålelige, det som kvinden gerne ville holde udenfor enhver sammenlignelig skala, til stor irritation for hende.

Såsom Chandler fra TV-serien Venner, der midt under sine kommende adoptiv-tvillingers fødsel finder anledning til at spørge den fødende kvinde (Erica) hvad hun tror er den værste smerte: at føde eller at blive sparket i testiklerne? I stedet for at svare på dette præcist formulerede (men i sagens natur ubesvarlige) spørgsmål sender hun ham et vantro blik og kæmper med endnu en vé.

Sådan cirka med samme grad af relevans har Politiken-journalisten Anders Legarth Schmidt fundet på at lave en længere artikel i dag (24/6-07) som undersøger det i sommervarmen påtrængende spørgsmål: hvad gør mest ondt – at føde eller at løbe et marathonløb? Fordelen ved dette spørgsmål frem for Chandlers er frem for alt, at også kvinder kan opleve marathonløbet, og desuden at denne erfaring har udholdenheds-parametret med. Ulempen er så til gengæld at dét at løbe langt vel gør ondt på en helt, helt anden måde end at føde, går jeg ud fra. Men journalisten går troligt ud i marken og spørger diverse kvinder, ikke mindst kvinder der både har løbet marathon og født. Og de mener ganske forudsigeligt at de to smerter ikke kan sammenlignes. Men hårdt presset svarede et flertal af kvinderne så alligevel at fødslen var værst. En af undtagelserne kalder dog fødslen for ”piece of cake” og en anden dyrker ekstremsport, som er ti gange hårdere end fødsler. Hun har så også ”raftet på en flod i 10 timer, kørt 180 km på mountainbike og så lige sluttet af med 80 km løb”.

Men faktisk stiller han undervejs også en (mandlig) smerteforsker, Lars Arendt-Nielsen, et efter min mening langt bedre spørgsmål, nemlig om der findes en smerte som manden kender til der kan sammenlignes med fødselssmerter. Og svaret er:

”Ja, hvis du knalder dit skinneben mod en hård stålkant, så oplever du den meget præcise, jagende og kraftige smerte, som fødende kvinder oplever i veerne. Det er en af de voldsomste smerter, man kender…du kommer pludselig til at svede, hjerterytmen ændrer sig, og du kan få kvalme, blive utilpas”.

Sådan! Så skal man bare forestille sig at man knalder skinnebenet ind i stålkanten med få minutters mellemrum i mange timer i træk, og så er vi ved at være der. Endelig et klart svar på et dumt spørgsmål.

Det lyttende foster – musik og børn

23. juni, 2007

I denne 15. uge af graviditeten færdigudvikles fosterets ører og dets høresans begynder at virke. Dets hjerne er dog næppe udviklet i en grad så det kan huske og genkende lyde. Men det kommer det til i tredje trimester, hvor fosteret efter sigende påvirkes af ikke blot de ambiente lyde i livmoderen (moderens hjerte, blod, tarmrumlen, åndedræt), men også lyde udefra, heriblandt forældrenes stemmer. Her kan faderens stemme høres, og samtidig kan barnet opfatte musik. Ifølge Dick Sundevall kan fosteret ligefrem kende forskel på forskellige musikgenrer! (Sundevall 123). Jeg ville gerne vide hvordan man har undersøgt det.

Da jeg alligevel af og til sidder og synger og spiller guitar er det oplagt at spille for fosteret i månederne op til fødslen. Men da jeg samtidig er yderst kræsen med musik og ikke har det godt med normal børnemusik, som jeg opfatter som en misforståelse, er det lidt svært at vælge hvad jeg skal spille for det. Støjrock som My Bloody Valentine ville være oplagt, men det går ikke rigtigt på akustisk guitar, så det må jeg spille over anlægget. Hustruen kan ikke lide den slags, så det må være når hun er ude……….okay, det går så lige op for mig at fosteret jo har det med at følge med sin mor ud af døren, så planen om at overskylle det med My Bloody Valentines søde toner i moderens fravær har visse praktiske problemer knyttet til sig.

Men hvad kunne så være passende at spille/synge? Går man efter teksten kunne et bud være Bonnie Prince Billys sære ”Song for the New Breed”. Men måske skal man bare være ligeglad med repertoiret, for det er fosteret uden tvivl.

Et problem er at fosteret sikkert har en infantil interesse i at høre det samme nummer igen og igen, og jeg har det meget svært med musikalske gentagelser. Og jeg ved godt at dette problem for alvor vil melde sig efter fødslen, idet børn elsker at høre den samme sang 24 timer i træk og formentlig vælger den tåbeligste melodi som de har fået foræret af en eller anden velmenende voksen i familien eller omgangskredsen. Noget MGP eller Nik & Jay eller Smølferne eller Åh Frede eller hvad det nu er de unge vil have. Så er det nok at man skal prise sig lykkelig for opfindelsen af hovedtelefonerne. Eller også forsøge at mobilisere en zen-agtig toleance over for Teletubbies-soundtracket på repeat.

Komponisten John Cage opfordrede sine elever til, at hvis der var noget musik de ikke kunne lide skulle de høre det igen og igen indtil de kunne lide det. Og her mentes der ikke kompliceret avantgarde-musik, men netop det alt for banale. Det kan være forældre er nødt til at gøre det samme. Høre ”Postmand Per”-sangen igen og igen indtil der åbner sig en afgrund af sublim ekstase bag den tilsyneladende simple melodi. Eller måske (mere i tråd med Cages zen-filosofi) en ophøjet accept af det der er.

Efter sigende har børn der endnu ikke er blevet hjernevasket af børnekulturindustrien, en enorm åbenhed over for alle genrer, inklusive tolvtonemusik og andet som de fleste voksne sætter en ære i at håne (især hvis de aldrig har lyttet til det). Denne barnets åbenhed tror jeg er vigtig, og selv om det sikkert er en håbløs kamp, vil jeg gøre mit til at mit kommende barn udsættes for en mangfoldighed af musikalske indtryk fra begyndelsen – fra renæssancemusik til electronica. Og selv om Postmand Per-sangen sikkert vinder, kan jeg da i hvert fald sige at jeg har gjort mit. Og måske vil det have en virkning alligevel.

Mytiske fædre

22. juni, 2007

Den nye faderrolle er virkelig hidtil uset. For nu at begynde med begyndelsen: Vi har tilsyneladende ikke nogen store, gamle mytologiske fortællinger om den kærlige far. Som Per Are Løkke skriver (s. 18) er det helten der beskrives i den vestlige mytologi og ikke den omsorgsfulde far. Helten der drager ud og efterlader sine børn hos moderen, som er den egentlige omsorgsfulde figur. Men ud over helte-faderne er der utallige grusomme fædre, der svigter, forbander, voldtager, ofrer og dræber deres børn i mytologierne og i Bibelen. Mytisk set er faderen altså enten en fraværende helt eller en grusom tyrran. Jeg håber at der findes undtagelser, og I må meget gerne finde frem til den, for det er godt nok en ubehagelig gang fædre vi trækkes med. Det er ikke her man skal finde sine rollemodeller. Lad mig gennemgå nogle af de mere grusomme:

– Noah var en fuld stodder, der forbandede sin søns slægt efter at sønnen havde forsøgt at redde Noahs ære. Se her.

– Abraham var parat til at dræbe sin søn, Isak, fordi hans kærlighed til Gud var større end til hans eget barn.

– Kronos spiste sine børn.

– Kronos’ søn Zeus blev selv far, og kastede et af sine børn (Hefaistos) ned af bjerget fordi han var for grim.

– Kong Laios satte sin søn, Ødipus, ud i skoven som bytte for dyrene. Han sørgede for at gennembore den lille drengs akilleshæle, så denne ikke kunne stikke af.

– Kong Agamemnon ofrede sin datter, Iphigeneia, for at få vind i sejlene på sit krigsskib.

Jeg er godt klar over at der findes diverse mytologiske grunde til disse faderfigurer – at de opfylder nogle særlige roller i en kulturs fortællinger om sig selv. Men det er da alligevel slående. Det bedste modeksempel jeg umiddelbart kan komme i tanker om er lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15), men det er jo netop en nytestamentlig lignelse og dermed nok ikke en egentlig myte. Andre bud? Findes der nogen kærlige fædre i vores ældste myter? Og hvordan er det egentlig med fædre i nordisk mytologi?

Instinkt

13. juni, 2007

Kort efter barnet er født, får det sine første synsindtryk nogensinde. Det kan kun se 20 cm frem for sig og ved intet om verden. Alt er kaos og barnet ved ikke en gang at det selv eksisterer, har ingen fornemmelse af et jeg. Får det øje på et bryst sker der imidlertid noget: barnet vil forsøge at kravle hen til det og sutte. Det har aldrig set (eller duftet) et bryst før, og alligevel reagerer det målrettet i situationen. Det er rendyrket instinkt. Programmering.

Instinkt er noget mærkeligt noget. Vi foretager os alle sammen mærkelige ting hver eneste dag på grund af instinktet. Tænk bare på en dybest set absurd aktivitet som samleje. Vi ville aldrig have fundet på den slags hvis ikke vores instinkt drev os til det. Visse dyr – fx insekter – lærer intet i deres korte liv, men udfører alle deres aktiviteter (fødehentning, parring, redebygning, evt. sociale tegn som biernes dans) på baggrund af programmeret instinkt og med det ene formål at føre arten videre så næste generation kan gøre det samme. Her kan man for alvor tale om livets absurditet.

Vi er så vant til, at det vi foretager os har et refleksivt niveau, at vi er klar over hvad vi gør. Selv når vi følger vores instinkt, ved vi som regel at det er dét der sker. Derfor er det nyfødte barns rene, uvidende instinkt en fascinerende kraft at iagttage. Også det vil jeg glæde mig til.

Andet glimt

12. juni, 2007

I går var vi til nakkefoldsscanning, og igen var det en fantastisk oplevelse at se det lille liv derinde. Vi så den nu fra siden, hvor den lå ret stille, men dens hjerte bankede og den havde fået en næse. Arme og ben kunne man ikke se så tydeligt, men sygeplejersken forsikrede os at de skam var der. Den ligner ikke længere et bjørnedyr, men måske snarere snøvsen.

Vi fik at vide at alt er godt, og strålede som nyforelskede da vi gik ud i solen.

Og nej, den lille tap som nogen måske kan ane er altså bare en del af navlestrengen!

Scanning 2

Om et år…

11. juni, 2007

Det var vores 2 års bryllupsdag i går, og vi tog en dejlig tur med delebilen op på landet til Rågeleje, hvor vi badede og spiste på fiskerestaurant. Vi havde begge følelsen af at vi var ved at blive meget voksne. Og hvadenten vi lå på stranden, gik tur, spiste eller kørte i bilen var der hele tiden denne fornemmelse hos os begge: om et år vil vi (hvis alt går vel) have et lille barn med os overalt, og intet vil være det samme.

Proportioner

11. juni, 2007

Hustruen kigger sig i spejlet med alvorlig mine: “Jeg tror faktisk jeg ender med at blive mere vandret end lodret”

Jeg: ?????!!!! (mens mærkelige billeder farer gennem mit hoved)

Hustruen: Altså, at maven bliver det.

Er “vi” gravide?

4. juni, 2007

“Vi er gravide!” jubler det ene par efter det andet, og der vil altid være en kværulant i selskabet som skal irettesætte denne sprogbrug for at være ukorrekt (såsom Søren Pind i radioen forleden dag). Og så er den begejstring dæmpet…

Udtrykket “vi er gravide” er på én gang meget brugt og meget hadet. Brugt fordi der er et gran af sandhed i det; hadet fordi det forekommer urealistisk romantisk at man skulle kunne dele en graviditet.

Nej, som enhver ved er manden ikke fysisk gravid. Han har ikke et barn der vokser i hans mave, og har har allerhøjst en mild grad af sin gravide kvindes symptomer som sympati-graviditet. Så hvad bilder mænd sig ind og komme her og ville være med i en af de få ting som kun kvinder kan?

Freud talte om penis-misundelse ud fra ideen om at manden har noget som kvinden mangler. Men han talte ikke om livmoder-misundelse fordi kvinden kan noget som manden ikke kan, nemlig blive gravid. De færreste mænd vil sikkert indrømme deres livmoder-misundelse, for det lyder ikke særligt maskulint. Men hvem har ikke i et lille glimt ønsket at kunne bære et barn inden i sig? Og det er udelukkende det der ligger i begrebet; ikke et ønske om at være kvinde. Jeg tør godt indrømme at jeg synes der er noget fantastisk over det – også uden at føle mig mindre maskulin af den grund.

Men nej, vi er ikke gravide, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Det er hun, og jeg kan kun være med på sidelinjen. Til gengæld taler man ofte om at manden er “psykisk gravid” eller “mentalt gravid”. Det gør for eksempel psykoterapeut og far Lars Borgmann:

“Det er to mennesker, der skal have et barn…Manden er lige så gravid. Bare på et psykisk plan.” (Far for første gang s. 14)

Så det kunne være et forsvar for udtrykket “vi er gravide”. Men et endnu vigtigere aspekt ved dette udtryk er markeringen af, at selv om det er kvinden der er gravid, så er det noget vi er fælles om. Fælles om at glædes og ængstes og følge med i fosterets udvikling. Fælles om at planlægge hvad der skal købes og hvordan lejligheden skal laves om. Fælles om den gryende kærlighed til et endnu ufødt barn. Det er det som ligger i udtrykket “vi er gravide”, og det er nok også det der fornemmes hos pedanten der irettesætter udtrykket, hvadenten det så skyldes misundelse eller generel mangel på situationsfornemmelse.

Men jeg har det faktisk selv svært med udtrykket, og har vist ikke selv brugt det – i hvert fald kun få gange, og måske med tilføjelsen “…som man siger”.

Måske er der et bedre udtryk: “Vi venter barn!”. Det kan vel ikke bestrides. Jeg venter også barnet. At “venter” også en gang var et udtryk for graviditet er ikke et problem, for det benævner netop den del af projektet som man er fælles om: at vente spændt på det som skal komme.

Autostol og cykelstol

1. juni, 2007

Det er stadig yderst uvant for mig at forholde mig til alle de indkøb som skal gøres i forbindelse med at få barn. Men lad os begynde et sted, nemlig auto- og cykelstole. Anledningen er at det nye nummer af Tænk netop er dumpet ind ad brevsprækken.

Her kan man orientere sig i en omfattende test af de forskellige autostole på markedet, og der er ingen tvivl: Man skal købe en Maxi Cosi eller evt. en Römer – begge skal være modeller med Isofix. Og man skal i hvert fald overhovedet ikke købe en Brio eller en Recardo – de er simpelten ikke sikre. Se testen her.

Hvad angår dette nye og effektive Isofix-system er det nok bare et problem hvis man (som vi) ikke har egen bil, men benytter os af delebiler og taxa. Isofix kræver nemlig “to beslag, der er monteret på bilens chassis bag bagsædet mellem ryglænet og selve sædet”. Og de er nok ikke så mobile.

Samtidig har Forældre og børn testet cykelstole, og her er konklusionen at man nok skal købe en Ergon fra Babysam. Jeg har dog ikke set hele testen, men kun en omtale af den her.

Barnets køn – hvorfor vente?

1. juni, 2007

I disse uger dannes vores kommende barns kønsorganer, og dermed de synlige tegn på dets køn.

Jeg kender mange som ikke har villet vide om de fik en dreng eller en pige; som på forhånd har valgt det fra ved 20-ugers-scanningen. Det koncept har jeg aldrig forstået.

Når man spørger dem, svarer de som regel: “Det skal være en overraskelse!”

En overraskelse?!

Er der ikke rigeligt grænseoverskridende fantastisk at ens barn mirakuløst bliver født og har ændret ens liv for bestandig? Skal fødslen virkelige lige krydres med en ekstra overraskelse om det nu bliver en dreng eller en pige? Sådan så det ikke bliver ren rutine og hverdag?

Jeg har fuld respekt for folks valg, men jeg forstår ikke overraskelses-konceptet. For mig (og heldigvis også Hustruen) at se er det en lige så stor og fantastisk begivenhed hvis man får det at vide ved scanningen. Ja, måske endnu mere, for der kan man rent faktisk koncentrere sig om det faktum.

Så nu spørger jeg: kunne I måske forklare konceptet lidt nærmere?