Archive for januar 2008

At identificere sig med et spædbarn

30. januar, 2008

Mange forældre kan berette om hvordan man oplever at komme i kontakt med sin egen barndom når man får børn. Hvordan man følger barnet ved at komme i kontakt med sider af sig selv som svarer til barnets alder – først og fremmest selvfølgelig ens egne erindringer fra man var barn. For eksempel når ens barn skal i skole begynder end egne første skole-erindringer at trænge sig på med stor styrke osv. Det fortæller mange om.

Jeg har aldrig forstået det sådan at det gik tilbage til det nyfødte spædbarn. Og det er måske også lidt vovet at påstå det, men faktisk lever jeg mig ofte så meget ind i Luna at jeg i glimt begynder at identificere mig med hende. Det var især i de første fem uger da jeg stadig gik hjemme på barsel/ferie at jeg oplevede det. Her var jeg sammen med hende døgnet rundt og gjorde (i samarbejde med Hustruen) meget for at prøve at forstå hvad hun havde brug for. Det går ikke upåvirket hen.

Det er som sagt kun i små glimt, som regel i forbindelse med reflekser og instinktive bevægelser. For eksempel når jeg strækker mig efter at være vågnet. I et indre glimt ser jeg Luna i præcis samme situation med hænderne over hovedet strække sig alt hvad hun kan fordi instinktet får hende til det. Som alle formentlig kender til, kan der være en lille ekstase forbundet med at strække sig, en behagelig gysen, som måske også er en regression, en tilbagevenden til noget primitivt, et medfødt instinkt. Uden at jeg på nogen måde dyrker regressionen, melder den sig altså af og til i skikkelse af at jeg i et kort sekund føler mig som Luna. Andre eksempler er når jeg nyser eller bøvser.

Det er ikke noget stort, det er noget ganske småt og meget flygtigt. Men jeg synes alligevel det er pudsigt, og jeg har aldrig hørt nogen nævne det før.

Reklamer

Lunas verden (5 uger gammel)

21. januar, 2008

Lunas verden er simpel: det handler om at spise, fordøje og sove. Og så en lille smule, når der ind imellem er lidt overskud: at kigge lidt på verden omkring hende.

Luna lever utopisk: hun får alle sine behov tilfredsstillet, bliver elsket og beundret og har intet ansvar – hun ved ikke en gang at der er andre der tager ansvaret for hende, så hun er også uden skyld, uden skam, uden skuffelser, uden bekymringer. Hun lever 100% i nuet – en tilstand som aldrig kommer igen, og som adskillige religioner og livsfilosofier og selvudviklingskurser jager som tabt ideal.

Når hun græder er hun gråd, når hun fordøjer er hun fordøjelse, når hun når hun spiser er hun en malkemaskine. Den største ambivalens man finder hos hende er når hun er på kanten mellem drøm og vågen tilstand: her er det som om to kræfter kæmper i hende: en der vil vågne og en der vil sove. Ellers er hun utopien om det hele menneske.

Hun aner det bare ikke. Hun aner ikke at hun er et menneske, at hun eksisterer som adskilt fra verden, at hun bliver passet på af sine forældre, som er andre væsener adskilt fra hende, der selv har et liv. I det hele taget ved Luna absolut ingenting. Hun er bare. En “hommelette”, som det hedder hos psykoanalytikeren Jacques Lacan – en blanding mellem “lille menneske” og “udflydende æggeret”.

Hun ser ikke genstande, objekter, men snarere bare kontraster mellem lys og mørke. Derfor er de tre mest interessante ting at kigge på:
1. Kanten af et overvejende mørkeblåt billede hendes mor har malet, der hvor det møder den hvide væg.
2. Lampen. En hvilken som helst lampe eller anden afgrænset lyskilde.
3. Uroen over hendes puslebord.

Hun kan godt ind imellem finde en vis interesse i sine forældres ansigter i nogle sekunder før lampen ved siden af fanger hendes blik. Hun kan formentlig genkende vores stemmer og lugte som noget trygt og velkendt uden at identificere det nærmere.

Jeg elsker hende overalt på jorden, hun er det sødeste lille væsen, men jeg må indrømme at jeg efterhånden begynder at længes mod at hun bliver lidt kommunikerende – altså bare at hun kigger på mig, genkender mig og viser at der er en kontakt mellem mig og hende. At jeg på et tidspunkt bliver mere interessant end lampen. At hun forstår at min tale kommer fra mit ansigt. At hun giver et smil, der ikke kan affærdiges som en refleksmæssig sideefekt ved fordøjelsen.  At det bliver en tovejs-relation.

Det skulle være lige om hjørnet, ifølge videnskaben. Hun er på vej mod det første spring, hvorefter hun vil være mere udadvendt. Det er allerede så småt på vej. Forleden dag så hun mit ansigt omvendt (da jeg lænede mig ind over hvor hun lå) og stak i et smil, der formentlig havde noget at gøre med hvad hun så. Hun ved vist også godt efterhånden at når man har skiftet hende og tænder føntørreren, så betyder lyden at der lige om lidt kommer et varmt pust på hendes krop, som først får det til at gibbe i hende, hvorefter hun bogstaveligt talt slapper af i hele kroppen og nyder det.

Så smelter far.

Baby-matematik

9. januar, 2008

Flere har skrevet til mig og bedt mig kommentere den nyeste trend: at lære babyer matematik. Nu er det ikke fordi denne trend mangler kritikere, så jeg kan gøre det kort:

Det er min opfattelse at behovet for at stimulere barnet med matematik/regning primært er et voksenbehov og ikke barnets. Barnet har behov for at blive stimuleret, ja, men kun i mindre doser og formentlig langt mindre systematisk. Jeg tror umiddelbart at babysvømning og -rytmik og anden legende adfærd er vigtigere stimulation fordi den også er kropslig. Og det skal i øvrigt altsammen foregå i barnets tempo og på barnets præmisser.

Man kan – som Lise Ryge gør det – mene at så længe også matematikken leges ind på spædbørnenes vilkår, er det ingen skade til, tværtimod. Og det er der måske også noget om. Men jeg har bare en mistanke om at forældrene netop vælger matematik til deres spædbarn frem for andre, mere åbne og kropslige aktiviteter, fordi de har ambitioner om at skabe et klogt barn, der kommer foran i skolen; altså at pace barnet. Og det er entydigt usundt.

Superwoman

8. januar, 2008

Luna er stærk. Overraskende stærk i forhold til sin lille størrelse (nu snart 4 kg). Det har hun nu været siden fødslen, hvor hun kun vejede 2812 gram.

Hun har ikke styr over sine bevægelser, og nogle gange bliver hun så ivrig med at die at hun rækker ud efter brystet – med den konsekvens at hun blot skubber det væk, så det virker modsat hensigten. Når jeg så træder til for at løse dette paradoks ved at fjerne hendes arm fra at skubbe brystet væk, stider hun imod, og jeg er hver gang imponeret af den kraft hvormed hun gør det.

Og når hun fordøjer – hvilket hun gør meget, højlydt og med stort besvær – kan man se og mærke hendes gigantiske mavemuskler arbejde for at få peristaltikken til at køre.

Når hun sover rækker hun af og til en knyttet hånd i vejret, lidt ligesom Superman. Dette sammenholdt med hendes kræfter har givet hende kælenavnet Superwoman.

Der er dog én vigtig ting som adskiller hende fra Superwoman, hvis man skal tro Shu-Bi-Dua: “Superwoman don’t know how to shit “. Det gør Luna!

Superwoman

Middagskonversationen

1. januar, 2008

Vi er blevet et af de dér forældrepar. Den sekt som man ikke troede man ville blive en del af.

Det begyndte med at vi spiste suppe. Jeg havde lavet en fin kartoffel/broccoli-suppe, som vi lystigt slubrede i os. Og umærkeligt sneg samtalen sig hen på det emne der alligevel optog os mest: Lunas afføring. Dets farve og konsistens og disses udvikling i de senere dage. Uden at tøve med at slupre suppen i os, som (uden at jeg vil gå i detaljer) havde en farve og konsistens der ikke var helt ulig vores samtaleemne.

Pludselig gik det op for mig, og jeg afbrød samtalen: “Er du klar over hvad vi sidder og gør? Vi er blevet sådan nogen der taler om vores babys afføring over middagsbordet!” Men Hustruen grinede bare, og det er da lige netop også bare til grin.

Jeg skal nok love at vi holder os i skindet hvis vi en dag skulle sidde til bords med ikke-forældre. Der findes trods alt andre samtaleemner.