Archive for maj 2008

Luna som nattergal

19. maj, 2008

I nat vækkede Luna os med en længere koncert, der føltes som om den varede flere timer. Nej, hun græd ikke, hun sang. Luna er nemlig begyndt at synge meget, her hvor hun er 5 måneder gammel. Hun nyder at ligge og høre sin egen stemme, der synes både at fascinere hende og give hende en større grad af tryghed – og måske en gryende jeg-fornemmelse. I hvert fald kan hun ligge for sig selv og synge i lang tid uden at behøve os. Det gælder ikke nogen andre aktiviteter.

Det var absolut ikke sjovt i nat, og vi har stadig mén efter den lange søvnafbrydelse, som er kulminationen på mange dages opslidende søvnproblemer med hende. Da hun lå der og blev ved med at skråle lystigt i det totale mørke mens den tapre Hustru forsøgte at få hende til at falde til ro, begyndte jeg i et svagt øjeblik at overveje om ikke der var noget med at der er 2 års returret på sådan en unge, hvis den udviser funktionsfejl.

Men det er ellers utroligt kært, når hun synger, vores egen lille Bianca Castafiore.

Jeg ville gerne kunne sige at Luna synger fantastisk, men det ville være noget af en tilsnigelse. Det lyder rent ud sagt forfærdeligt – som en blanding mellem en kat og et æsel. Til gengæld har hun X-factor!

Det er tydeligt at hun koncentrerer sig meget når hun synger – det kommer ikke bare sådan lige. Hun skal lige overhovedet finde sin stemme, få koordineret mellemgulv og stemmebånd, og måske er det også derfor hun bliver ved så længe når først hun er begyndt – for så har hun fundet stemmen. Mens andre former for stemmebrug (fx gråd og klynken) kommer umiddelbart, er sangen snarere en viljesakt.

Hun rynker panden, spidser munden og prøvende kommer der en lyd ud. Under sangen har hun et lettere melankolsk ansigtsudtryk, som om hun dramatisk understreger det klagende i sangen.

Det sættes ofte i gang når vi selv synger for hende – hvilket vi gør meget; så meget at hendes liv er en veritabel musical. Det er utroligt som man kan grave glemte sange fra man var barn frem af hukommelsen. Og endnu mere utroligt som man pludselig går og digter nye sangtekster af ren ivrighed efter at synge noget passende til enhver situation. Således sangene ”Lille Luna” og ”Flyvende Luna”.

Hun synger især med tidligt om morgenen, når jeg hiver guitaren frem til hendes udelte begejstring, og spiller et meget blandet repertoire. Hun har faktisk nogle yndlingssange, som hun reagerer særligt genkendende på – ikke mindst R.E.M.s ”Everybody Hurts”. Det slår aldrig fejl at når jeg spiller og synger den, så synger hun med, og det med en klagesang, der ikke har det fjerneste med melodien at gøre, men som til gengæld som baggrundseffekt understøtter teksten ganske udmærket.

Hendes seneste påfund er at hun prøver at fløjte med når jeg fløjter for hende. Hun spidser munden og puster lidt savl ud – nogle gange med stemme på, men det er på ingen måde fløjtelyde. Det varer nok et par år før hun er klar til det. Og til den tid kan hun måske også ramme en tone og synge en melodi.

Reklamer

Begejstring

1. maj, 2008

Når Luna vågner tidligt om morgenen varer det ikke længe før hun smiler over hele hovedet og spjætter begejstret med hele kroppen. Når hun får øje på sine forældre lyser hun endnu mere op, uanset hvor søvnigt sløve vi ser ud på det tidspunkt. Som regel står jeg så op sammen med Luna og giver Hustruen en velfortjent time alene i dobbeltsengen. Luna stråler af uhæmmet begejstring for livet og den nye dag, og det er svært ikke at blive smittet af det selv om man allerhelst bare gerne vil sove.

Lunas smiler

Jeg elsker Luna for mange ting (og alene fordi hun er til), men den evne hun har til at vise uhæmmet glæde over de mindste ting er simpelthen så kær at den kan redde min dag. Det er derfor man kan udholde så meget af alt det besvær og bekymring og gråd og gummers gnidsel der også følger med et spædbarn. Når man er ved at gå ned på at hun ikke vil sove i barnevognen eller er meget lunefuld, så kan hendes morgensmil få én til næsten at glemme gårsdagens fortrædeligheder.

Kan man lære noget af et spædbarn? Ja, det tror jeg faktisk man kan, uden at det bliver en regression hvor man selv bliver som et barn. Luna kan lære en gammel melankoliker som hendes far at nyde livet og give plads til begejstring. Okay, det lyder som side 1 fra en dårlig selvhjælpsbog, så jeg må hellere præcisere: med sit eksempel planter Luna en lille glæde i mig, som gør at jeg bliver lidt bedre til bare at nyde. Især når jeg er sammen med hende, men også i andre sammenhænge.

At sætte sig ind i Lunas sanselighed er at opdage hvor fantastisk vasketøj og solpletter kan være i sig selv; at grine uhæmmet over en simpel øjenkontakt; at finde på fjollede sange bare for at glæde hende, selv om hun ikke fatter et ord; at opdage at dét, at jeg blot fløjter, er en kilde til evig morskab; at mærke hvor spændende det er bare at iagttage verden uden endnu at ville forstå den; at mærke hengivenheden når hun til sidst træt lægger sit hoved mod mit bryst. Jeg kysser hende på issen og indsnuser duften af hendes hovedbund, som jeg bærer med mig ud i verden, lykkelig over at være hendes far.