Er “vi” gravide?

“Vi er gravide!” jubler det ene par efter det andet, og der vil altid være en kværulant i selskabet som skal irettesætte denne sprogbrug for at være ukorrekt (såsom Søren Pind i radioen forleden dag). Og så er den begejstring dæmpet…

Udtrykket “vi er gravide” er på én gang meget brugt og meget hadet. Brugt fordi der er et gran af sandhed i det; hadet fordi det forekommer urealistisk romantisk at man skulle kunne dele en graviditet.

Nej, som enhver ved er manden ikke fysisk gravid. Han har ikke et barn der vokser i hans mave, og har har allerhøjst en mild grad af sin gravide kvindes symptomer som sympati-graviditet. Så hvad bilder mænd sig ind og komme her og ville være med i en af de få ting som kun kvinder kan?

Freud talte om penis-misundelse ud fra ideen om at manden har noget som kvinden mangler. Men han talte ikke om livmoder-misundelse fordi kvinden kan noget som manden ikke kan, nemlig blive gravid. De færreste mænd vil sikkert indrømme deres livmoder-misundelse, for det lyder ikke særligt maskulint. Men hvem har ikke i et lille glimt ønsket at kunne bære et barn inden i sig? Og det er udelukkende det der ligger i begrebet; ikke et ønske om at være kvinde. Jeg tør godt indrømme at jeg synes der er noget fantastisk over det – også uden at føle mig mindre maskulin af den grund.

Men nej, vi er ikke gravide, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Det er hun, og jeg kan kun være med på sidelinjen. Til gengæld taler man ofte om at manden er “psykisk gravid” eller “mentalt gravid”. Det gør for eksempel psykoterapeut og far Lars Borgmann:

“Det er to mennesker, der skal have et barn…Manden er lige så gravid. Bare på et psykisk plan.” (Far for første gang s. 14)

Så det kunne være et forsvar for udtrykket “vi er gravide”. Men et endnu vigtigere aspekt ved dette udtryk er markeringen af, at selv om det er kvinden der er gravid, så er det noget vi er fælles om. Fælles om at glædes og ængstes og følge med i fosterets udvikling. Fælles om at planlægge hvad der skal købes og hvordan lejligheden skal laves om. Fælles om den gryende kærlighed til et endnu ufødt barn. Det er det som ligger i udtrykket “vi er gravide”, og det er nok også det der fornemmes hos pedanten der irettesætter udtrykket, hvadenten det så skyldes misundelse eller generel mangel på situationsfornemmelse.

Men jeg har det faktisk selv svært med udtrykket, og har vist ikke selv brugt det – i hvert fald kun få gange, og måske med tilføjelsen “…som man siger”.

Måske er der et bedre udtryk: “Vi venter barn!”. Det kan vel ikke bestrides. Jeg venter også barnet. At “venter” også en gang var et udtryk for graviditet er ikke et problem, for det benævner netop den del af projektet som man er fælles om: at vente spændt på det som skal komme.

Reklamer

En kommentar to “Er “vi” gravide?”

  1. Wendelboe Says:

    Med en kæreste i 8. måned, har jeg stadig ikke oplevet at vi har været gravide.. Jeg bryder mig ikke om udtrykket og har ikke brugt det, eller for den sags skyld, hørt det sagt om os..

    Og nu vi er ved ting jeg ikke bryder mig om at folk siger – jeg har flere gange oplevet at især sundhedspersonalet (som jeg ellers har været meget positivt overrasket over), vi har mødt, har omtalt babyen som “baby”.. Det må de og alle andre gerne holde op med..!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: