Archive for the ‘Eftertanke/diskussion’ Category

“Nej”?

3. september, 2008

Jeg er begyndt at overveje om lyden af ordet “nej” faktisk ikke er helt tilfældigt. Luna kommer nemlig ind imellem til næsten at sige det, og jeg er overbevist om at hun (snart 9 måneder) ikke er i stand til at sige ord endnu. Desuden har hun gjort det længe. Det bemærkelsesværdige er, at hun altid gør det når hun udtrykker en stærk grad af utilfredshed og vil have noget stoppet: “Nnnnnaj” eller “Nnnna”.

På alle sprog, jeg kender, begynder ordet for nej med n: No, nein, nei, non, njet, nee etc. Jeg er godt klar over at der er undtagelser (estisk, kinesisk, græsk etc.), men det er nu alligevel slående så udbredt det er, i lyset af at Luna helt intuitivt siger det når hun er stærkt utilfreds. Så derfor udkaster jeg den foreløbige tese at n-lyden er et delvist lydefterlignende ord (onomatopoietikon), som altså efterligner babyens pludrende nægtelse. Jeg kan sagtens tage fejl.

Har I andre oplevet noget lignende? (hvis ikke mange kan genkend det, kommer tesen ikke særlig langt). Kender I andre intuitive ordlyde fra jeres spædbørn?

Reklamer

Gråd

20. marts, 2008

Alle forældre kender det: Man står med sit elskede spædbarn i armene mens det skriger af gråd lige ind i øret på én. Denne lyd fortsætter direkte ned i rygmarven og sætter centralnervesystemet i alarmberedskab. Man bliver stresset og desperat, og jo længere tid der går uden at barnet falder til ro, des mere stresset bliver man. Man kan efter sigende nå dertil hvor kun pligtfølelsen eller erindringen om hvor dejlig ens barn i øvrigt er, forhindrer en i bare at stille det fra sig og løbe væk.

Der er to afgørende faktorer på spil. Det ene er akustisk-biologisk, det andet er kommunikativt.

Det akustiske handler om at barnegråd ligger på de mest enerverende frekvenser. Det er næppe tilfældigt at det er sådan. Evolutionen handler ikke kun om at overleve, men også om at tage sig af sit afkom og føre sine gener videre. Det er en evolutionær fordel at man bliver vækket af og reagerer på barnegråd, at man ikke kan ignorere det. Det er bare også en pestilens når man nu en gang har hørt det og gør hvad man kan for at trøste barnet.

Det er heller ikke tilfældigt at klassiske alarmer og sirener netop har barnegråden som forbillede. Der er ikke langt fra barnegråd til de sirener som indtil for nylig lød hver onsdag klokken 12. Og klassiske brandalarmer og hånddrevne sirener havde præcis samme kvaliteter. Det skulle nok kunne vække folk.

Den kommunikative faktor handler om at spædbarnet ikke har noget sprog. Kommunikationsværdien af gråden begrænser sig til det meget generelle: “Jeg er utilpas”, hvilket kan betyde alt fra “jeg har luft i maven” til “jeg har stærke smerter og er ved at dø”. Man må forsøge at gætte sig til hvad der er galt, og som regel finder man aldrig nogensinde ud af det. (Kolik er i øvrigt ikke en sygdom, men blot betegnelsen for en masse gråd, man ikke kender årsagen til).

Man vil gøre hvad som helst for at ens barn skal få det godt igen. Hvis bare det kunne sige hvad der var galt, skulle man nok tage affære. Men det kan barnet ikke, og man står med en afmagt, der næsten ikke er til at bære. Samtidig kan det føles som en bebrejdelse, som om barnet anklager en for ikke at gøre det rigtige. Det er bare en projektion, for et spædbarn er ikke i stand til at bebrejde, men den er svær at undgå.

Efter et tidsrum, som i værste fald kan være mange timer, falder barnet endelig til ro, man kan lægge det fra sig og hurtigt forsvinder al desperationen. Man betragter sit blidt sovende spædbarn og mærker igen den kærlighed som bærer én gennem det hele.

(Visse folk med fødselsdepression mærker den ikke, men det kommer langt de fleste af dem til senere).

Luna er et relativt nemt barn. Selv om det kan være frustrerende at hun hverken vil tage sut eller køre i barnevogn, men skal falde i søvn mens man går rundt med hende, så falder hun som regel altid til ro inden der er gået en halv time. Det er altså ingenting i forhold til hvad forældre til kolikbørn oplever. De har min største respekt og medfølelse.

Alligevel kan jeg godt blive stresset når hun græder meget, fx når hun er syg. Måske fordi jeg ikke er vant til det i samme omfang som så mange andre. Nogle gange putter vi ørepropper i ørerne; det tager lige toppen. Men det er ikke nok. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke for alvor kan bære den smerte det er at mit elskede barn lider. Jeg er nødt til at sætte et forsvar op, ellers bliver det for meget. Så jeg lukker lidt af for mine følelser for hende (så meget som det nu er muligt), klemmer ballerne sammen og betragter det som en opgave der skal løses gennem udholdenhed. Jeg går frem og tilbage på de få meter der er til rådighed med Luna på armen og forsøger at tænke på noget andet, forsøger ikke at mærke hvad dette lille menneske betyder for mig, forsøger ikke at mærke hvordan hun klynger sig til mig og skriger på lindring. Alt imens min arm syrer til af anstrengelsen.

Så standser gråden. Enten brat eller også i en mere langsom kadence med stadigt kortere og mere dæmpede klynk. Hun lægger sit hoved til hvile mod mit bryst, min skulder, min hals. Jeg fortsætter med at gå frem og tilbage, men nu mærker jeg omfavnelsen, nærheden og min kærlighed til hende. Jeg er nu tydeligvis ikke længere den afmægtige som ikke gør det rigtige, men i stedet den trygge havn, der fik hende til at falde til ro, og som hun nu belønner med sin lille omfavnelse. Det føles som en tilgivelse.

Spædbarnets drømme

2. februar, 2008

Lige siden Luna blev født har hun drømt når hun sov. (Ja faktisk drømmer fostre også, har man fundet ud af). Og spørgsmålet er naturligvis: hvad i alverden drømmer et nyfødt spædbarn om? Man kan se når Luna drømmer – hun bevæger sine øjenæbler i REM-søvn. Nogle gange klynker hun lidt.

Mit gæt er som følger: Lunas drømme har ikke handlingsforløb som sådan og der indgår ikke personer og situationer og rum. Det er snarere genkaldelse af de mest basale sanseindtryk og følelser. Jeg forestiller mig at Luna drømmer om at die (og at vente frustreret på at kunne die), om lys og mørke, om at være tæt på en anden krop (uden at hun ved at det er en krop som tilhører en person), om at tisse og skide og prutte og bøvse, om at blive skiftet (fornemmelsen af at få hevet tøj af og på), om hendes elskede uro der hænger over puslebordet og som stadig er hendes bedste ven, om at have ondt, om at blive båret og hvad der nu ellers optager hende i hendes stadig meget simple liv.

Og så er der det store spørgsmål: drømmer hun også om sin fødsel? Jeg tror det. Det er uden sammenligning hendes livs største chok, det er ur-chokket, alle choks moder, og det må sætte sig sine spor.

Baby-matematik

9. januar, 2008

Flere har skrevet til mig og bedt mig kommentere den nyeste trend: at lære babyer matematik. Nu er det ikke fordi denne trend mangler kritikere, så jeg kan gøre det kort:

Det er min opfattelse at behovet for at stimulere barnet med matematik/regning primært er et voksenbehov og ikke barnets. Barnet har behov for at blive stimuleret, ja, men kun i mindre doser og formentlig langt mindre systematisk. Jeg tror umiddelbart at babysvømning og -rytmik og anden legende adfærd er vigtigere stimulation fordi den også er kropslig. Og det skal i øvrigt altsammen foregå i barnets tempo og på barnets præmisser.

Man kan – som Lise Ryge gør det – mene at så længe også matematikken leges ind på spædbørnenes vilkår, er det ingen skade til, tværtimod. Og det er der måske også noget om. Men jeg har bare en mistanke om at forældrene netop vælger matematik til deres spædbarn frem for andre, mere åbne og kropslige aktiviteter, fordi de har ambitioner om at skabe et klogt barn, der kommer foran i skolen; altså at pace barnet. Og det er entydigt usundt.

Farbar i Kaffeklubben

12. december, 2007

Dagen efter Lunas fødsel var jeg gæst i programmet Kaffeklubben på P1. Eller rettere sagt: da blev programmet sendt mens jeg lå med Luna på maven og havde glemt alt om verden udenfor, inklusive P1. Det blev nemlig optaget 4 dage før, mens jeg endnu troede at der var et par uger til fødslen.

I programmet diskuterer jeg emner her fra Farbar (såvel som studieværtens supplerende emner) med de tre folketingspolitikere, som denne gang var Morten Østergaard (rad.), Ellen Trane Nørby (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.).

Jeg synes der gik lidt for meget tid med at diskutere mærkevaretøj som statussymbol og politisk korrekthed i børneopdragelsen og for lidt om faderrollen. Jeg havde nemlig endnu et indlæg om faderroller gennem tiderne som vi ikke nåede. Men ellers handlede det om fædre og barsel, spædbørn og køn og andre emner.

Læs mere og hør programmet her. (Man kan også downloade det som podcast).

Fædre på barsel

8. december, 2007

Spørgsmålet om fædre på barsel har luret i mange tidligere indlæg, og her kommer min umiddelbare mening om den sag:

(more…)

Fødsel før og nu

13. november, 2007

Dette er en sammenligning af min egen fødsel og fødsler i dag, efter en gradvis og rigtig revolution på fødselsområdet. Fra sterilitet til kropskontakt; fra tugt til omsorg; fra faderen som perifer pårørende til faderen som modtager af sit barn. (more…)

En provokation

20. august, 2007

Da jeg for nylig blev interviewet om kunst og provokation i radioen, sagde jeg at den største provokation jeg havde oplevet i nyere tid er at skulle være far.

Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men pointen er at provokation kan forstås positivt, selv om vi normalt bruger det mere negativt. En provokation er en handling eller omstændighed som fremkalder en reaktion, og Farbar er et tydeligt tegn på at det har fremkaldt en stor reaktion at skulle blive far.

Det føles som om der venter en stor omvæltning, og som om hele den livsmåde, jeg har haft i adskillige år, snart vil blive skiftet radikalt ud til fordel for en tilværelse hvor et lille, krævende og elskeligt væsen vil blive omdrejningspunkt. Det kan gøre mig spændt og lykkelig, og sådan er det det meste af tiden. Men det betyder også at jeg bliver mere rastløs – der er en stemning af panik før lukketid. Og endelig lurer der nedenunder også frygten for alt det som kan gå galt. Det er heldigvis glæden der dominerer. Jeg vil i nogle af de kommende indlæg forsøge at sætte ord på hvordan det er at være mand i denne fase hvor hustruens graviditeten tager fat for alvor, men hvor der endnu er længe til.

Til sidst en lille anekdote fra radio-optagelsen: jeg blev interviewet sammen med min kollega, Mette (mor til tre), som lige var kommet tilbage fra et længere USA-ophold og derfor ikke havde hørt at jeg skulle være far.Vi nåede kun lige at snakke kort inden vi gik på med interviewet. Det var et fjerninterview, hvor journalisten sad i Århus og ikke kunne se os. Da jeg så begyndte at tale om at jeg skulle være far (som illustration af at en provokation kan være noget positivt), gik der lige et par sekunder, og så lyste Mettes ansigt op. Hun kunne jo ikke sige noget da vi var midt i et radiointerview, men formede et tavst “til lykke!” med munden. Det var en lidt mærkelig situation, midt i et radio-interview. Jeg var i gang med en længere udredning, så jeg kunne ikke lade mig mærke med det, men jeg følte alligevel en glæde og stolthed, som jeg har gjort det utallige gange både før og siden. Jeg tror ikke man kan høre det i udsendelsen.

Ja, jeg skal være far; ja, det er stort; ja, jeg glæder mig sindssygt; ja, det er hamrende provokerende.

Den gode far

6. august, 2007

Vor dages fædre ønsker at være ganske anderledes end deres egen far. En tankevækkende undersøgelse som refereres i bogen Kend din krop, mand (s. 270-71) viser at de fleste af disse mænd betragter deres egen far som fraværende, at han ikke forstod dem, og at der ikke er noget fra deres egen far de selv kan bruge som fædre. Det er uhyre trist, og det viser hvor omfattende en manderolle-revolution vi står midt i.

De samme mænds svar på hvad en god far er, lyder: han er opmærksom, nærværende, deltagende, kærlig, interesseret og omsorgsfuld. Han bruger tid sammen med barnet; også når barnet er spæd.

I modsætning til hvad Henrik Jensen tror, så er disse kvaliteter vel fuldt forenelige med at være et mandligt forbillede og en autoritet. Ja, spørgsmålet er om ikke denne faderrolle er så meget desto mere befordrende for igen at etablere faderen som en vigtig del af familien og dermed også af opdragelsen.

Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen

5. august, 2007

Jeg har svært ved at se fremkomsten af de nye fædre – dem der tager barsel og tager ansvar for nærheden til deres barn – som andet end et entydigt fremskridt. Når ellers projektet lykkes er det et gode for både manden, kvinden, samfundet og mest af alt: barnet. Så hvorfor er der nogle der alligevel er sure? (more…)

Den fraværende far

3. august, 2007

Som tidligere beskrevet er der opstået et begreb om “de nye fædre” – dem som tager barsel og som prioriterer nærheden til deres børn uden af den grund at give køb på en maskulinitet. Heri adskiller de sig markant fra tidligere faderroller, ikke mindst den fraværende far, som det skal handle om her. (more…)

Scanningsbilleder – hvad ser man egentlig?

2. august, 2007

Som en god kollega (fotografi-forsker og selv kommende far) gjorde mig opmærksom på for nylig, så er der en vis grad af indbildning forbundet med ens forhold til de billeder man får med hjem fra scanningerne. Man bilder sig ind at man ser noget unikt – ens eget barn – men det man ser er egentlig bare et prototypisk foster, et hvilket som helst rask foster (med mindre altså at der er noget galt). Det er nemlig sådan at fosteret endnu ikke har udviklet individuelle træk. Alle raske fostre i første halvdel af graviditeten er altså ens, og de kunne lige så godt stikke os allesammen variationer af det samme billede.

Det er de hårde facts: man ser ikke noget særligt. Og hvilken konsekvens skal man drage af det? Man kunne smide billederne ud og bare kigge på nogle andre på nettet. Men det ville ingen gøre (heller ikke fotografi-forskeren selv), for de har alligevel en helt særlig status for de kommende forældre. Og hvad er det så der giver dem denne status?

Det er, at man ser et stillbillede fra en helt særlig begivenhed, nemlig da man så et glimt af sit kommende barn bevæge sig rundt derinde. Især for manden er det helt unikt, da vi jo ikke har den fysiske kontakt med det. Det man ser på skærmen er realtime og levende og et direkte aftryk af hvad der foregår inde i livmoderen i dette øjeblik. De billeder man får ud er ikke så meget i sig selv, men er primært et minde om hvad man så. Og for de berørte er det af en meget stor værdi.

Det kan også forklare hvorfor billedet er så meget mindre interessant for andre at kigge på. Man ser en grå masse og kan med lidt vejledning se omridset af et foster. Men når man ikke har været til scanningen er det mest de vordende forældres begejstring som kan smitte – selve billedet er i udgangspunktet uinteressant for andre. Så måske skulle man fortsat have scanningsbillederne hængende på køleskabsdøren, men så i øvrigt holde lidt igen med at vise dem frem til alle mulige – og huske på hvor lidet interessante scanningsbilleder var før man selv stod i det.

Og nu melder spørgsmålet sig: hvorfor har jeg så mine scanningsbilleder liggende på bloggen (her, her og her)? Og svaret må være at de for andre blot er en illustration til teksten, som handler om oplevelsen ved selve scanningen. Jeg beder ikke nogen om at kommentere dem og sige at vores foster ser flot ud, for det giver ingen mening. Det giver langt mere mening at glæde sig over at det lever og at vi er i gang med at sætte liv i verden.

Og så kan jeg i øvrigt hurtigt selv finde dem frem på skærmen, uanset hvor i verden jeg befinder mig, hvis jeg lige skulle få lyst til at blive mindet om hvad det er jeg har begivet mig ud i. Billederne har altså en afledt, men vigtig betydning

Mærkevarebørn

29. juni, 2007

Nybagte og kommende forældre bruger dobbelt så meget på udstyr og især tøj til deres børn som de gjorde i år 2000. Og allerede dengang var mærkevarebørn stærkt udbredt. Politiken skriver om det i dag. Her er to citater fra mødre på barsel:

”Nu hvor jeg er blevet mor, har jeg overført mit tøjforbrug på min baby. For når vi er i byen er det altid babyen der bliver vist frem først”.

”[Tøjet] må gerne være hamrende dyrt og lækkert, men skal helst ikke se ud af noget. Og så har der været en lang periode hvor det helst skulle se hjemmelavet ud – sådan er det vist stadig, for det signalerer overskud”.

Med fare for at lyde politisk korrekt, så er jeg ved at brække mig over forældre, især mødre, der gør deres børn til statussymboler og ikke kan komme tidligt nok i gang med mærkevareræset. Men før jeg bare fordømmer, må vi lige se på årsagen. Det har Lars Pynt Andersen forsket i:

”De velklædte børn er et signal til omverdenen om, at her går det fint, og mor har helt styr på det med at være forælder.”

Men ud over at ”man synes bedre om et velklædt og lækkert barn”, som det også hedder sig, så handler det vist også om at baby-butikkerne i deres rus har oprustet salgsteknikkerne. Man får efter sigende udleveret en lang liste over de ”nødvendige” ting, der lige løber op i max. 13.500 kr. Og jeg har hørt fra flere at hvis man overvejer en billigere model af noget får man formuleringen fra sælgeren ”den her vil virkelig være god for dit barn” (om den dyre model), og hvem vil ikke være gode ved sine børn?

Måske skulle folk være lidt mere bevidste om hvad de gør, for de forstærker mærkevareræset ved at deltage i det, og lægger dermed et øget pres på dem der forsøger at holde det nede – eller simpelthen ikke har råd. Mærkevareræset er knyttet til mobning i skolerne, klasseforskel og generelt grusomt snobberi (se fx her). Jeg har ingen respekt for det. Hvorfor er det mærkevare-fetichisterne der får lov til at sætte dagsordenen i mødregrupper, vuggestuer, børnehaver og skoler?

Til dem der fører an i mærkevareræset: Prop din gucchitaske op i røven på Mads Christensen og få et liv. Dit barn har ikke brug for mærkevaretøj, og du har ikke brug for mærkevaretøj på dit barn. Hvis du tror noget andet bør du gå til psykolog og få rettet op på dit selvværd. Det bliver i hvert fald ikke fikset ved at gøre dit barn til en påklædningsdukke.

På vej mod de nye fædre

27. juni, 2007

Det er meningen at denne blog (blandt meget andet) skal handle om “de nye fædre” – dem som tager faderskabet til sig på en ny måde, som tager barselsorlov (ud over de 14 dage) og går op i nærværet med deres børn.

Den nye far distancerer sig fra de tidligere typiske fædre: både patriarken, den fraværende far og den bløde mand. Den nye far ikke ser en konflikt mellem maskulinitet og kærlig omsorg, men ser netop et alt for uudnyttet potentiale i en forening af dem. Kort sagt.

Men der er meget at tage hul på i den anledning: Faderskabets historie, maskulinitetsopfattelser, andre typer fædre, stereotypiseringer, rettigheder osv. osv.

Lad mig blot begynde med en anekdote:

En god ven af mig fik fik en dejlig datter for et par år siden. Mens han glædestrålende skiftede ble på sin lille datter fortalte han hvordan hans far havde reageret nogle dage tidligere ved synet af samme handling:
– Ja, vi var så den sidste generation der fik lov at slippe, sagde den gamle far.
– Nej, I var den sidste generation der ikke fik muligheden, sagde hans søn, den nye far.

Det er sagen i en nøddeskal. En mentalitetsændring fra opfattelsen af barnepasning og hvad dertil hører som en ren byrde henimod en opfattelse af nærværet med barnet som en mulighed for at få et langt tættere forhold til sine børn.

Det lyttende foster – musik og børn

23. juni, 2007

I denne 15. uge af graviditeten færdigudvikles fosterets ører og dets høresans begynder at virke. Dets hjerne er dog næppe udviklet i en grad så det kan huske og genkende lyde. Men det kommer det til i tredje trimester, hvor fosteret efter sigende påvirkes af ikke blot de ambiente lyde i livmoderen (moderens hjerte, blod, tarmrumlen, åndedræt), men også lyde udefra, heriblandt forældrenes stemmer. Her kan faderens stemme høres, og samtidig kan barnet opfatte musik. Ifølge Dick Sundevall kan fosteret ligefrem kende forskel på forskellige musikgenrer! (Sundevall 123). Jeg ville gerne vide hvordan man har undersøgt det.

Da jeg alligevel af og til sidder og synger og spiller guitar er det oplagt at spille for fosteret i månederne op til fødslen. Men da jeg samtidig er yderst kræsen med musik og ikke har det godt med normal børnemusik, som jeg opfatter som en misforståelse, er det lidt svært at vælge hvad jeg skal spille for det. Støjrock som My Bloody Valentine ville være oplagt, men det går ikke rigtigt på akustisk guitar, så det må jeg spille over anlægget. Hustruen kan ikke lide den slags, så det må være når hun er ude……….okay, det går så lige op for mig at fosteret jo har det med at følge med sin mor ud af døren, så planen om at overskylle det med My Bloody Valentines søde toner i moderens fravær har visse praktiske problemer knyttet til sig.

Men hvad kunne så være passende at spille/synge? Går man efter teksten kunne et bud være Bonnie Prince Billys sære ”Song for the New Breed”. Men måske skal man bare være ligeglad med repertoiret, for det er fosteret uden tvivl.

Et problem er at fosteret sikkert har en infantil interesse i at høre det samme nummer igen og igen, og jeg har det meget svært med musikalske gentagelser. Og jeg ved godt at dette problem for alvor vil melde sig efter fødslen, idet børn elsker at høre den samme sang 24 timer i træk og formentlig vælger den tåbeligste melodi som de har fået foræret af en eller anden velmenende voksen i familien eller omgangskredsen. Noget MGP eller Nik & Jay eller Smølferne eller Åh Frede eller hvad det nu er de unge vil have. Så er det nok at man skal prise sig lykkelig for opfindelsen af hovedtelefonerne. Eller også forsøge at mobilisere en zen-agtig toleance over for Teletubbies-soundtracket på repeat.

Komponisten John Cage opfordrede sine elever til, at hvis der var noget musik de ikke kunne lide skulle de høre det igen og igen indtil de kunne lide det. Og her mentes der ikke kompliceret avantgarde-musik, men netop det alt for banale. Det kan være forældre er nødt til at gøre det samme. Høre ”Postmand Per”-sangen igen og igen indtil der åbner sig en afgrund af sublim ekstase bag den tilsyneladende simple melodi. Eller måske (mere i tråd med Cages zen-filosofi) en ophøjet accept af det der er.

Efter sigende har børn der endnu ikke er blevet hjernevasket af børnekulturindustrien, en enorm åbenhed over for alle genrer, inklusive tolvtonemusik og andet som de fleste voksne sætter en ære i at håne (især hvis de aldrig har lyttet til det). Denne barnets åbenhed tror jeg er vigtig, og selv om det sikkert er en håbløs kamp, vil jeg gøre mit til at mit kommende barn udsættes for en mangfoldighed af musikalske indtryk fra begyndelsen – fra renæssancemusik til electronica. Og selv om Postmand Per-sangen sikkert vinder, kan jeg da i hvert fald sige at jeg har gjort mit. Og måske vil det have en virkning alligevel.

Mytiske fædre

22. juni, 2007

Den nye faderrolle er virkelig hidtil uset. For nu at begynde med begyndelsen: Vi har tilsyneladende ikke nogen store, gamle mytologiske fortællinger om den kærlige far. Som Per Are Løkke skriver (s. 18) er det helten der beskrives i den vestlige mytologi og ikke den omsorgsfulde far. Helten der drager ud og efterlader sine børn hos moderen, som er den egentlige omsorgsfulde figur. Men ud over helte-faderne er der utallige grusomme fædre, der svigter, forbander, voldtager, ofrer og dræber deres børn i mytologierne og i Bibelen. Mytisk set er faderen altså enten en fraværende helt eller en grusom tyrran. Jeg håber at der findes undtagelser, og I må meget gerne finde frem til den, for det er godt nok en ubehagelig gang fædre vi trækkes med. Det er ikke her man skal finde sine rollemodeller. Lad mig gennemgå nogle af de mere grusomme:

– Noah var en fuld stodder, der forbandede sin søns slægt efter at sønnen havde forsøgt at redde Noahs ære. Se her.

– Abraham var parat til at dræbe sin søn, Isak, fordi hans kærlighed til Gud var større end til hans eget barn.

– Kronos spiste sine børn.

– Kronos’ søn Zeus blev selv far, og kastede et af sine børn (Hefaistos) ned af bjerget fordi han var for grim.

– Kong Laios satte sin søn, Ødipus, ud i skoven som bytte for dyrene. Han sørgede for at gennembore den lille drengs akilleshæle, så denne ikke kunne stikke af.

– Kong Agamemnon ofrede sin datter, Iphigeneia, for at få vind i sejlene på sit krigsskib.

Jeg er godt klar over at der findes diverse mytologiske grunde til disse faderfigurer – at de opfylder nogle særlige roller i en kulturs fortællinger om sig selv. Men det er da alligevel slående. Det bedste modeksempel jeg umiddelbart kan komme i tanker om er lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15), men det er jo netop en nytestamentlig lignelse og dermed nok ikke en egentlig myte. Andre bud? Findes der nogen kærlige fædre i vores ældste myter? Og hvordan er det egentlig med fædre i nordisk mytologi?

Instinkt

13. juni, 2007

Kort efter barnet er født, får det sine første synsindtryk nogensinde. Det kan kun se 20 cm frem for sig og ved intet om verden. Alt er kaos og barnet ved ikke en gang at det selv eksisterer, har ingen fornemmelse af et jeg. Får det øje på et bryst sker der imidlertid noget: barnet vil forsøge at kravle hen til det og sutte. Det har aldrig set (eller duftet) et bryst før, og alligevel reagerer det målrettet i situationen. Det er rendyrket instinkt. Programmering.

Instinkt er noget mærkeligt noget. Vi foretager os alle sammen mærkelige ting hver eneste dag på grund af instinktet. Tænk bare på en dybest set absurd aktivitet som samleje. Vi ville aldrig have fundet på den slags hvis ikke vores instinkt drev os til det. Visse dyr – fx insekter – lærer intet i deres korte liv, men udfører alle deres aktiviteter (fødehentning, parring, redebygning, evt. sociale tegn som biernes dans) på baggrund af programmeret instinkt og med det ene formål at føre arten videre så næste generation kan gøre det samme. Her kan man for alvor tale om livets absurditet.

Vi er så vant til, at det vi foretager os har et refleksivt niveau, at vi er klar over hvad vi gør. Selv når vi følger vores instinkt, ved vi som regel at det er dét der sker. Derfor er det nyfødte barns rene, uvidende instinkt en fascinerende kraft at iagttage. Også det vil jeg glæde mig til.

Er “vi” gravide?

4. juni, 2007

“Vi er gravide!” jubler det ene par efter det andet, og der vil altid være en kværulant i selskabet som skal irettesætte denne sprogbrug for at være ukorrekt (såsom Søren Pind i radioen forleden dag). Og så er den begejstring dæmpet…

Udtrykket “vi er gravide” er på én gang meget brugt og meget hadet. Brugt fordi der er et gran af sandhed i det; hadet fordi det forekommer urealistisk romantisk at man skulle kunne dele en graviditet.

Nej, som enhver ved er manden ikke fysisk gravid. Han har ikke et barn der vokser i hans mave, og har har allerhøjst en mild grad af sin gravide kvindes symptomer som sympati-graviditet. Så hvad bilder mænd sig ind og komme her og ville være med i en af de få ting som kun kvinder kan?

Freud talte om penis-misundelse ud fra ideen om at manden har noget som kvinden mangler. Men han talte ikke om livmoder-misundelse fordi kvinden kan noget som manden ikke kan, nemlig blive gravid. De færreste mænd vil sikkert indrømme deres livmoder-misundelse, for det lyder ikke særligt maskulint. Men hvem har ikke i et lille glimt ønsket at kunne bære et barn inden i sig? Og det er udelukkende det der ligger i begrebet; ikke et ønske om at være kvinde. Jeg tør godt indrømme at jeg synes der er noget fantastisk over det – også uden at føle mig mindre maskulin af den grund.

Men nej, vi er ikke gravide, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Det er hun, og jeg kan kun være med på sidelinjen. Til gengæld taler man ofte om at manden er “psykisk gravid” eller “mentalt gravid”. Det gør for eksempel psykoterapeut og far Lars Borgmann:

“Det er to mennesker, der skal have et barn…Manden er lige så gravid. Bare på et psykisk plan.” (Far for første gang s. 14)

Så det kunne være et forsvar for udtrykket “vi er gravide”. Men et endnu vigtigere aspekt ved dette udtryk er markeringen af, at selv om det er kvinden der er gravid, så er det noget vi er fælles om. Fælles om at glædes og ængstes og følge med i fosterets udvikling. Fælles om at planlægge hvad der skal købes og hvordan lejligheden skal laves om. Fælles om den gryende kærlighed til et endnu ufødt barn. Det er det som ligger i udtrykket “vi er gravide”, og det er nok også det der fornemmes hos pedanten der irettesætter udtrykket, hvadenten det så skyldes misundelse eller generel mangel på situationsfornemmelse.

Men jeg har det faktisk selv svært med udtrykket, og har vist ikke selv brugt det – i hvert fald kun få gange, og måske med tilføjelsen “…som man siger”.

Måske er der et bedre udtryk: “Vi venter barn!”. Det kan vel ikke bestrides. Jeg venter også barnet. At “venter” også en gang var et udtryk for graviditet er ikke et problem, for det benævner netop den del af projektet som man er fælles om: at vente spændt på det som skal komme.

Barnets køn – hvorfor vente?

1. juni, 2007

I disse uger dannes vores kommende barns kønsorganer, og dermed de synlige tegn på dets køn.

Jeg kender mange som ikke har villet vide om de fik en dreng eller en pige; som på forhånd har valgt det fra ved 20-ugers-scanningen. Det koncept har jeg aldrig forstået.

Når man spørger dem, svarer de som regel: “Det skal være en overraskelse!”

En overraskelse?!

Er der ikke rigeligt grænseoverskridende fantastisk at ens barn mirakuløst bliver født og har ændret ens liv for bestandig? Skal fødslen virkelige lige krydres med en ekstra overraskelse om det nu bliver en dreng eller en pige? Sådan så det ikke bliver ren rutine og hverdag?

Jeg har fuld respekt for folks valg, men jeg forstår ikke overraskelses-konceptet. For mig (og heldigvis også Hustruen) at se er det en lige så stor og fantastisk begivenhed hvis man får det at vide ved scanningen. Ja, måske endnu mere, for der kan man rent faktisk koncentrere sig om det faktum.

Så nu spørger jeg: kunne I måske forklare konceptet lidt nærmere?