Ritualer

Dette indlæg handler om de mange små ritualer som binder mig sammen med Luna, der nu er 9 måneder gammel. Det er leg og kommunikation og bonding i ét. Det er “high five”, det er dans, det er at føle på væggen og meget andet:

Luna-status

Luna er nu over 8 måneder gammel, og jeg tænkte at det var på sin plads kort at fortælle lidt om hvordan hendes liv og personlighed er her før jeg begynder barslen – og at vise et par nyere billeder af hende. Der er også flere der har efterspurgt begge dele. Her er altså hvad jeg har at arbejde med under barslen:

Mageløs Mariehøns-Mobile

Det bedste i verden er den uro (mobile), der hænger over Lunas puslebord. Den er fantastisk, den er sjov, den er en kilde til evindelig underholdning. Altså for Luna. Jeg har ikke helt forstået hvad der gør den så fantastisk, men det må jeg jo bare respektere.

Og det gør jeg da også til fulde. Det er en fryd at lægge hende på puslebordet og se hende lyse op ved synet af uroen, der hjælper på næsten ethvert humør. Selv når den er stille er den interessant for hende, og tager hendes fulde opmærksomhed. Og når man så kommer til at skubbe til den, eller når føntørreren (som hun elsker at bliver blæst af) sætter gang i uroen, så kender festen ingen grænser: Luna smiler og griner og virrer begejstret med hovedet og sender de velkendte ukontrollable spasmer ud i resten af kroppen. Hun er med andre ord i en slags ekstase. Og finder sig i næsten hvad som helst fra os.

Men hvad er det dog med den uro, der hensætter hende i ekstatisk fryd mange gange om dagen? Der er tale om fire flyvende mariehøns på stænger, som omgiver et lille rødt æble med en lillebitte orm. Det er især mariehønsene, der tager kegler hos Luna.

Set ovenfra er det svært at dele hendes begejstring for uroen, selv om man kan glæde og more sig over den. Jeg har længe været nysgerrig efter at se den med Lunas øjne, men jeg kan ikke rigtig komme til at lægge mig på hendes puslebord. Nu fik jeg så den idé at fotografere den – simpelthen lægge kameraet dér hvor Lunas hoved ligger når hun bliver skiftet. Og dette er kameraets version:

Billedet er taget med mobilen i bevægelse, og med det lys der nu var i rummet (loftet er faktisk hvidt). Når jeg ser det, kan jeg faktisk bedre forstå Lunas begejstring. De er da lidt sjove, de mariehøns, og jeg begynder at forstå at hun synes de er hendes bedste venner.

Før I nu skriver at det nok lige så vel kunne have været en anden uro end lige netop den her, vil jeg straks sige: ja, det ved jeg godt. Men nu er det altså den her. Og den slår åbenbart husets andet børnetingeltangel.

Superwoman

Luna er stærk. Overraskende stærk i forhold til sin lille størrelse (nu snart 4 kg). Det har hun nu været siden fødslen, hvor hun kun vejede 2812 gram.

Hun har ikke styr over sine bevægelser, og nogle gange bliver hun så ivrig med at die at hun rækker ud efter brystet – med den konsekvens at hun blot skubber det væk, så det virker modsat hensigten. Når jeg så træder til for at løse dette paradoks ved at fjerne hendes arm fra at skubbe brystet væk, stider hun imod, og jeg er hver gang imponeret af den kraft hvormed hun gør det.

Og når hun fordøjer – hvilket hun gør meget, højlydt og med stort besvær – kan man se og mærke hendes gigantiske mavemuskler arbejde for at få peristaltikken til at køre.

Når hun sover rækker hun af og til en knyttet hånd i vejret, lidt ligesom Superman. Dette sammenholdt med hendes kræfter har givet hende kælenavnet Superwoman.

Der er dog én vigtig ting som adskiller hende fra Superwoman, hvis man skal tro Shu-Bi-Dua: “Superwoman don’t know how to shit “. Det gør Luna!

Luna er fra Nørrebro

…og ikke særlig autoritetstro!

Et barn er født!

Lille Luna blev født mandag 10. december kl. 6.42. Det var en tidlig og hurtig fødsel. Hun er det sødeste lille menneske, og jeg skal nok fortælle mere når jeg får tid. Lige nu er der meget at se til, for hun kom jo noget før forventet.

Her er foreløbig et billede fra hun stadig er få timer gammel:

Islandsk fadertrend?

Min bror har netop været i Island, og der fandt han i et supermarked en hylde med noget der kunne ligne blade og bøger om fædre. Han tog et par hurtige billeder og sendte til mig som et tegn på hvor meget islændinge går op i de nye fædre. Jeg forstår ikke islandsk, men har lavet lidt research. Hvis nogen kan islandsk må de meget gerne hjælpe med opklaringen. Se billeder med kommentarer nedenfor:

Scanningsbilleder – hvad ser man egentlig?

Som en god kollega (fotografi-forsker og selv kommende far) gjorde mig opmærksom på for nylig, så er der en vis grad af indbildning forbundet med ens forhold til de billeder man får med hjem fra scanningerne. Man bilder sig ind at man ser noget unikt – ens eget barn – men det man ser er egentlig bare et prototypisk foster, et hvilket som helst rask foster (med mindre altså at der er noget galt). Det er nemlig sådan at fosteret endnu ikke har udviklet individuelle træk. Alle raske fostre i første halvdel af graviditeten er altså ens, og de kunne lige så godt stikke os allesammen variationer af det samme billede.

Det er de hårde facts: man ser ikke noget særligt. Og hvilken konsekvens skal man drage af det? Man kunne smide billederne ud og bare kigge på nogle andre på nettet. Men det ville ingen gøre (heller ikke fotografi-forskeren selv), for de har alligevel en helt særlig status for de kommende forældre. Og hvad er det så der giver dem denne status?

Det er, at man ser et stillbillede fra en helt særlig begivenhed, nemlig da man så et glimt af sit kommende barn bevæge sig rundt derinde. Især for manden er det helt unikt, da vi jo ikke har den fysiske kontakt med det. Det man ser på skærmen er realtime og levende og et direkte aftryk af hvad der foregår inde i livmoderen i dette øjeblik. De billeder man får ud er ikke så meget i sig selv, men er primært et minde om hvad man så. Og for de berørte er det af en meget stor værdi.

Det kan også forklare hvorfor billedet er så meget mindre interessant for andre at kigge på. Man ser en grå masse og kan med lidt vejledning se omridset af et foster. Men når man ikke har været til scanningen er det mest de vordende forældres begejstring som kan smitte – selve billedet er i udgangspunktet uinteressant for andre. Så måske skulle man fortsat have scanningsbillederne hængende på køleskabsdøren, men så i øvrigt holde lidt igen med at vise dem frem til alle mulige – og huske på hvor lidet interessante scanningsbilleder var før man selv stod i det.

Og nu melder spørgsmålet sig: hvorfor har jeg så mine scanningsbilleder liggende på bloggen (her, her og her)? Og svaret må være at de for andre blot er en illustration til teksten, som handler om oplevelsen ved selve scanningen. Jeg beder ikke nogen om at kommentere dem og sige at vores foster ser flot ud, for det giver ingen mening. Det giver langt mere mening at glæde sig over at det lever og at vi er i gang med at sætte liv i verden.

Og så kan jeg i øvrigt hurtigt selv finde dem frem på skærmen, uanset hvor i verden jeg befinder mig, hvis jeg lige skulle få lyst til at blive mindet om hvad det er jeg har begivet mig ud i. Billederne har altså en afledt, men vigtig betydning

Tredje glimt

Så har vi været til den “rigtige” scanning, hvor fosteret blev gransket i over en halv time – hjernen, hjertet, nyrerne, rygraden osv. – og alt var i orden. Sygeplejersken var sød og meget bevidst om ikke at gøre os urolige undervejs. Hun er tydeligvis vant til nervøsiteten, så hun understregede konstant at det så fint ud og at pauser i hendes talestrøm ikke betød at der var noget galt, men bare at hun lige skulle koncentrere sig.

Nogle gange brugte hun ordet “flot” – det så “flot” ud – som om vi havde præsteret noget helt særligt som vi skulle roses for. Det har vi mødt et par gange før, og der er altså noget mærkeligt ved den formulering. Vi kan sådan set ikke gøre så meget fra eller til, men er bare glade over at alt er i orden.

For os var det sjoveste at fosteret undervejs hikkede, gabte og kløede sig i nakken. Ellers så det faktisk lidt spooky ud fordi det nu har udviklet et færdigt skelet og det var i høj grad det man så.

Vi ville jo gerne have kønnet at vide hvis det var muligt. Det var det bare ikke. Den lille var hemmelighedsfuld og insisterede på at dække sine kønsorganer til under hele seancen.

Vi fik korrigeret terminen således at den nu simpelthen er 24. december. Jeg havde det nok på fornemmelsen…

Andet glimt

I går var vi til nakkefoldsscanning, og igen var det en fantastisk oplevelse at se det lille liv derinde. Vi så den nu fra siden, hvor den lå ret stille, men dens hjerte bankede og den havde fået en næse. Arme og ben kunne man ikke se så tydeligt, men sygeplejersken forsikrede os at de skam var der. Den ligner ikke længere et bjørnedyr, men måske snarere snøvsen.

Vi fik at vide at alt er godt, og strålede som nyforelskede da vi gik ud i solen.

Og nej, den lille tap som nogen måske kan ane er altså bare en del af navlestrengen!

Første glimt

Når jeg nu kigger på billedet fra scanningen ligner det mest en grå vingummibamse eller et nærbillede af et bjørnedyr.

Men da billedet blev taget, nemlig ved selve scanningen var oplevelsen en helt anden: dér så vi med øjne som tekopper et lille levende væsen med hjertebanken, som bevægede arme og ben; et 9 uger gammelt, to centimeter langt lille væsen som lever inde i hende. Vi brast i glæde.