Archive for the ‘Graviditet’ Category

Det lyttende foster 2

19. oktober, 2007

(31. uge)

Nu er der ingen tvivl længere: den lille reagerer når jeg spiller guitar og synger. Vi har testet det her i ferien, og den er der hver gang: den lille roterer og bevæger sig lystigt. Vi mener selvfølgelig det er et tegn på at den kan lide musikken, men ret beset kunne det jo lige så vel være det modsatte.

Den reagerer mere når jeg synger end når jeg spiller instrumentalnumre; jeg håber den faktisk hører min stemme og vænner sig til den. Hvad jeg spiller/synger er vist lige meget for den lille. Den opfatter det næppe musikalsk i nogen egentlig forstand, omend den sikkert kan mærke stemningsforskelle mellem stille og mere voldsomme numre.

Nogle påstår at den kan høre forskelle på forskellige genrer og genkende numre senere hen som man har sunget for den under graviditeten. Jeg ved ikke hvordan man undersøger den slags, men det er da en sjov tanke. Jeg gør det nu mest for hyggens skyld.

Se også: Det lyttende foster

Reklamer

Alien

16. oktober, 2007

(31. uge)

Der bor et levende væsen inde i hustruens mave. Det står helt klart nu. Når den vender sig eller sparker kan man ikke bare mærke det – man kan se det. Det er meget fascinerende og en lille smule skræmmende. Som en parasit eller en alien, der prøver at bryde igennen huden. Man ser en fod eller en hånd bevæge sig. Den er levende. Det er vores kommende barn. Forstå det hvem der kan.

Udenfor

5. oktober, 2007

Flere gange om dagen ler Hustruen indforstået eller kommer med et lille udbrud. Jeg tror som regel først at det har noget med mig at gøre eller noget der sker omkring os, men det har det ikke. Det sker inde i hende: den lille vender sig og sparker og gør ved, og hun mærker det.

Jeg kan godt blive lidt misundelig over at hun oplever disse ting. Det er som om hun allerede har en meningsfuld kontakt til barnet, mens jeg kun kan lægge en hånd på og mærke et spark – hvis jeg er heldig. Hun er god til at forsøge at dele det med mig, men det bliver ikke det samme. Jeg er bare udenfor – helt bogstaveligt.

Forandringer 3: Panik før lukketid

24. september, 2007

Det føles lidt som panik før lukketid. Samtidig med at jeg glæder mig voldsomt, er der også en følelse af at tilværelsen som jeg kender den bliver afløst af noget helt andet; at intet bliver det samme igen; at der er en masse ting jeg ikke vil have tid og overskud til når først den lille kommer. Så derfor er der en masse jeg skal nå.

Henrik Vittrup skriver om det som han kalder for “det andet projekt”. Det er når manden under sin kones graviditet begynder på nye aktiviteter: nogle vil male alle værelserne, andre tage et bestemt kursus, nogle endda skifte arbejde. Vittrup skriver: “Trangen til at gøre eller handle er et gennemgående træk, og er måske…mandens ‘sprogløse’ måde at indstille sig til det nye liv…Projekter af denne slags skal ses som en trang til at lægge ungdommen bag sig og udvælge nogle kvaliteter, man vil bringe med sig i en ny manddom” (Når du bli’r far, s. 50-53).

Denne weblog kan sagtens ses som “det andet projekt”, som et forsøg på at forholde sig til det som skal komme, og som jeg ikke aner hvordan vil blive, men som jeg alligevel tror det er godt at forholde sig til, frem for bare at tænke på noget andet.

Men derudover har jeg også påtaget mig lige lovligt meget ekstra-arbejde her i efteråret, og det lider jeg så under nu. Jeg tænkte at nu ville jeg lige give den en skalle inden jeg bliver far, men det er blevet til lidt for mange ja’er og lidt for få nej’er.

Panik før lukketid, ja, men man kunne jo også betragte det som en panik før åbningstid. Noget velkendt lukker, men der åbner sig noget nyt. Og det er værd at holde et vist fokus på.

Forandringer 2: Nyt centrum

2. september, 2007

En af de ting som også sker når man skal være far er, at centrum i ens tilværelse forskydes. For mange sker det måske først efter fødslen, men for mig er det allerede sket gradvist i løbet af graviditeten.

Det viser sig klarest når man tænker på sin egen død. Det gør man jo ind imellem – jeg gør i hvert fald. Det kan måske i det følgende lyde som om det er noget jeg tænker på tit, men det er ikke meningen. Det er bare en ret afgørende tanke, der siger noget om ens eksistens når man tænker den (som visse filosoffer også har understreget).

For 9 år siden boede jeg alene uden fast kæreste. Da var mine tanker om at dø centreret omkring mig selv. Jeg ville ikke dø, for der var så meget jeg skulle nå. Min fantasi om hvad der ville ske hvis jeg pludselig døde i min lejlighed handlede primært om hvor længe der ville gå før nogen opdagede det og gjorde noget ved det. Min beregning var at der nok ville gå tre uger før nogen greb til den handling at hidkalde en låsesmed på baggrund af en mistanke om at den var gal. Tre uger kunne jeg få lov at ligge og rådne.

Senere forskød centrum sig langsomt mere og mere efterhånden som mit forhold til Hustruen udviklede sig og blev til et ægteskab. Det vigtigste i mine fantasier blev at jeg ville gøre hende ulykkelig ved at dø fra hende. Det var ikke til at bære. Men her var der trods alt den trøst at hun ville kunne komme sig delvist over det og få sig et nyt liv.

Nu har centrum forskudt sig endnu en gang, og denne gang er det afgørende. Jeg passer på mig selv (og på Hustruen) fordi vi er i færd med at sætte et barn i verden som er fuldstændigt afhængig af os. Vi må bare ikke dø fra dette barn; det ville være fatalt. Når jeg kommer ud for små situationer i trafikken skal der ikke meget til før jeg ser for mig at….det må bare ikke ske! Jeg skal være der for dem.

pingviner-1.jpg

Dette kan lyde som noget meget trist noget: tanker om død og ulykke. Men det er faktisk meget, meget livsbekræftende fordi det simpelthen giver en ekstra eksistentiel dimension at få centrum forskudt til noget uden for sig selv; en dybde i tilværelsen og en glæde over at være til for nogen (som også er til for mig). Hvor ville jeg dog nødigt tilbage til den lejlighed, hvor jeg var mit eget centrum.

Forandringer

22. august, 2007

Mange små ting forandrer sig når man skal være far. Ikke på samme måde som for den vordende mor. Hun mærker en masse fysiske forandringer når hun bliver gravid. For hende er det noget konkret og altid nærværende. For manden er det som regel mere diffust og abstrakt.

Jeg vil her på halvvejen af graviditeten skrive om nogle af de forandringer jeg selv mærker. Der er ikke tale om dramatiske følelser eller markante handlinger, men om små forskelle, små skift i fokus – lidt som når man med et spejlrefleks-kamera stiller skarpt på andre elementer i billedet.

Her er nogle forandringer som jeg lige kan komme i tanker om. Jeg kommer sikkert i tanker om flere, som jeg kan samle op i et senere indlæg. Og så er der nogle som efter planen får deres egne særskilte indlæg: panik før lukketid og frygt. Men her er nogle stykker til at begynde med:

– Jeg synes at jeg ser gravide og småbørn overalt. På gaden, til sammenkomster, på jobbet. Hver anden kvinde jeg får øje på er gravid.

– Mange af de mænd jeg får øje på er fædre. De er overalt, fædre med småbørn. De er altid kærlige ved deres børn, og selv om de ind imellem ser stressede ud, så fornemmer jeg at de har en ekstra dimension i deres tilværelse.

– Jeg er blevet meget rørstrømsk med det. I dag gik jeg forbi en far i supermarkedet, som forklarede sin treårige datter at grunden til at jeg havde en større indkøbsvogn end hende var at jeg var meget større end hende. Jeg kiggede ned, og der gik pigen med en tung, overlæsset barneindkøbsvogn, som hun med stolt besvær fik manøvreret rundt om et skarpt hjørne. “Det er flot, skat” sagde faderen kærligt. Mere skal der ikke til. Jeg blev så rørt at jeg måtte standse op ved pålægsdisken, tørre et par tårer væk og trække vejret roligt før jeg kunne fortsætte hen mod mælken. Det er svært at forklare. Det var bare en smuk situation i al sin hverdagslige banalitet. Og dette sker for mig næsten hver eneste dag.

– Jeg begynder at få visse dansktopsange af typen “Hvem du end er så velkommen til verden” og “Hurra, hurra, hurra, hurra/ min kone har gjort mig til far” på hjernen. Og i stedet for at vifte dem væk som ulidelige, musikalske parasitter, så forekommer de mig nu at være dybe og meningsfulde udsagn om det vigtige her i verden.

– Jeg sover mindre. Jeg går senere i seng, og vågner alligevel tit længe før vækkeuret ringer. Der er en uro i kroppen, som til dels hænger sammen med at jeg er spændt på hvad der skal ske. Ikke sådan at det er noget jeg tænker på hele tiden; det ligger bare i baghovedet, som man siger. Det betyder noget i retning af at det er til stede som en horisont, en atmosfære som alle andre hændelser er omgivet af. Det er der også når jeg ikke tænker på det. Jeg bilder mig ind at den mindre søvn også er en måde at forberede mig på søvnmanglen efter fødslen på. Men det er jo stik modsat Hustruen, der ofte går i seng kl. 21, dvs. tre timer før mig.

– Mange af mine drømme handler om at have børn. Enkelte har handlet om selve fødslen. Nogle gange er det et dyr i stedet for et barn, men det er stadig mit barn. Det minder mig faktisk om to ting: dels Bonnie Prince Billys “Song for the New Breed” og dels en drøm jeg havde for 15 år siden. Jeg drømte at jeg havde en lille hvid kattekilling. Denne kattekilling var mere end et kæledyr. Det var et væsen som jeg elskede på en måde som man kun elsker sit barn. Jeg mærkede simpelthen denne kærlighed i en drøm. Så gik det galt og både katten og jeg var i fare, men det er en anden historie. Jeg vågnede og vidste at jeg en dag skulle blive far.

– Jeg betragter det som en opgave at sørge for at Hustruen altid cykler med cykelhjelmen på og i det hele taget passer på sig selv. Forleden dag kom jeg sent hjem og hun var der ikke som hun plejer. Jeg ringede til hendes mobil og fik et lille chok da hun som det første svarede at hun var på Rigshospitalet. I et splitsekund så jeg hende miste barnet og vores verden falde sammen. Men kun i et splitsekund, for øjeblikket efter registrerede jeg hvor glad hun lød. Hun var derovre for at se til et vennepar der lige havde født!

– Jeg kigger på min elskede hustru og føler mig lykkelig. Det gjorde jeg også før hun blev gravid, men nu er der ligesom endnu mere at holde af. Hun vokser horisontalt. Hendes mave er nu faktisk så stor at jeg ikke kan forestille mig at den kan blive større. Men planen er at den skal vokse sig dobbelt så stor. Det er svært at tro på, for det kan hendes krop da ikke holde til. Det ved jeg godt at den kan, men alligevel.

TV-tabu

21. august, 2007

Et hurtigt kig på tv-programmet i dag:

TV2, 22.50: ”Mord på gravide – når fostre stjæles”
Sverige 2, 20.30: “At begrave et foster”

Jeg har ikke bemærket den slags programmer før, men nu synes jeg de er der hver eneste dag.

Der er tale om programmer som jeg simpelthen ikke tør se. Eller rettere: som jeg gerne vil skåne mig selv for; som jeg ikke synes jeg vil byde mig selv lige nu.

En provokation

20. august, 2007

Da jeg for nylig blev interviewet om kunst og provokation i radioen, sagde jeg at den største provokation jeg havde oplevet i nyere tid er at skulle være far.

Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men pointen er at provokation kan forstås positivt, selv om vi normalt bruger det mere negativt. En provokation er en handling eller omstændighed som fremkalder en reaktion, og Farbar er et tydeligt tegn på at det har fremkaldt en stor reaktion at skulle blive far.

Det føles som om der venter en stor omvæltning, og som om hele den livsmåde, jeg har haft i adskillige år, snart vil blive skiftet radikalt ud til fordel for en tilværelse hvor et lille, krævende og elskeligt væsen vil blive omdrejningspunkt. Det kan gøre mig spændt og lykkelig, og sådan er det det meste af tiden. Men det betyder også at jeg bliver mere rastløs – der er en stemning af panik før lukketid. Og endelig lurer der nedenunder også frygten for alt det som kan gå galt. Det er heldigvis glæden der dominerer. Jeg vil i nogle af de kommende indlæg forsøge at sætte ord på hvordan det er at være mand i denne fase hvor hustruens graviditeten tager fat for alvor, men hvor der endnu er længe til.

Til sidst en lille anekdote fra radio-optagelsen: jeg blev interviewet sammen med min kollega, Mette (mor til tre), som lige var kommet tilbage fra et længere USA-ophold og derfor ikke havde hørt at jeg skulle være far.Vi nåede kun lige at snakke kort inden vi gik på med interviewet. Det var et fjerninterview, hvor journalisten sad i Århus og ikke kunne se os. Da jeg så begyndte at tale om at jeg skulle være far (som illustration af at en provokation kan være noget positivt), gik der lige et par sekunder, og så lyste Mettes ansigt op. Hun kunne jo ikke sige noget da vi var midt i et radiointerview, men formede et tavst “til lykke!” med munden. Det var en lidt mærkelig situation, midt i et radio-interview. Jeg var i gang med en længere udredning, så jeg kunne ikke lade mig mærke med det, men jeg følte alligevel en glæde og stolthed, som jeg har gjort det utallige gange både før og siden. Jeg tror ikke man kan høre det i udsendelsen.

Ja, jeg skal være far; ja, det er stort; ja, jeg glæder mig sindssygt; ja, det er hamrende provokerende.

Venter på spark

11. august, 2007

Hustruen mærker barnet sparke adskillige gange i løbet af en dag. Hun lægger hånden på maven og mener også at kunne mærke det udefra. Hun kalder på mig, og jeg lægger hånden på maven, men kan ikke mærke andet end pulsen. Jeg kan ikke mærke det udefra.

Jeg ved godt at den snart må være der, men det er lidt frustrerende ikke at blive sparket. Ja, det er nok en af de få situationer i livet, hvor man længes efter et spark. Gerne i hovedet.

Hvorfor er sparket så vigtigt at det er blevet en begivenhed alle husker? Det er fordi det er mandens første fysiske kontakt med barnet. Man går rundt og ser sin kvinde svulme op og gøre mærkelige ting, men man har ikke samme fysiske kontakt til det liv som er ved at forme sig. Hun går rundt med et levende væsen inde i sig. Jeg må bare vente. Og skrive lidt på min blog.

Så spark dog til!

Scanningsbilleder – hvad ser man egentlig?

2. august, 2007

Som en god kollega (fotografi-forsker og selv kommende far) gjorde mig opmærksom på for nylig, så er der en vis grad af indbildning forbundet med ens forhold til de billeder man får med hjem fra scanningerne. Man bilder sig ind at man ser noget unikt – ens eget barn – men det man ser er egentlig bare et prototypisk foster, et hvilket som helst rask foster (med mindre altså at der er noget galt). Det er nemlig sådan at fosteret endnu ikke har udviklet individuelle træk. Alle raske fostre i første halvdel af graviditeten er altså ens, og de kunne lige så godt stikke os allesammen variationer af det samme billede.

Det er de hårde facts: man ser ikke noget særligt. Og hvilken konsekvens skal man drage af det? Man kunne smide billederne ud og bare kigge på nogle andre på nettet. Men det ville ingen gøre (heller ikke fotografi-forskeren selv), for de har alligevel en helt særlig status for de kommende forældre. Og hvad er det så der giver dem denne status?

Det er, at man ser et stillbillede fra en helt særlig begivenhed, nemlig da man så et glimt af sit kommende barn bevæge sig rundt derinde. Især for manden er det helt unikt, da vi jo ikke har den fysiske kontakt med det. Det man ser på skærmen er realtime og levende og et direkte aftryk af hvad der foregår inde i livmoderen i dette øjeblik. De billeder man får ud er ikke så meget i sig selv, men er primært et minde om hvad man så. Og for de berørte er det af en meget stor værdi.

Det kan også forklare hvorfor billedet er så meget mindre interessant for andre at kigge på. Man ser en grå masse og kan med lidt vejledning se omridset af et foster. Men når man ikke har været til scanningen er det mest de vordende forældres begejstring som kan smitte – selve billedet er i udgangspunktet uinteressant for andre. Så måske skulle man fortsat have scanningsbillederne hængende på køleskabsdøren, men så i øvrigt holde lidt igen med at vise dem frem til alle mulige – og huske på hvor lidet interessante scanningsbilleder var før man selv stod i det.

Og nu melder spørgsmålet sig: hvorfor har jeg så mine scanningsbilleder liggende på bloggen (her, her og her)? Og svaret må være at de for andre blot er en illustration til teksten, som handler om oplevelsen ved selve scanningen. Jeg beder ikke nogen om at kommentere dem og sige at vores foster ser flot ud, for det giver ingen mening. Det giver langt mere mening at glæde sig over at det lever og at vi er i gang med at sætte liv i verden.

Og så kan jeg i øvrigt hurtigt selv finde dem frem på skærmen, uanset hvor i verden jeg befinder mig, hvis jeg lige skulle få lyst til at blive mindet om hvad det er jeg har begivet mig ud i. Billederne har altså en afledt, men vigtig betydning

Tredje glimt

1. august, 2007

Så har vi været til den “rigtige” scanning, hvor fosteret blev gransket i over en halv time – hjernen, hjertet, nyrerne, rygraden osv. – og alt var i orden. Sygeplejersken var sød og meget bevidst om ikke at gøre os urolige undervejs. Hun er tydeligvis vant til nervøsiteten, så hun understregede konstant at det så fint ud og at pauser i hendes talestrøm ikke betød at der var noget galt, men bare at hun lige skulle koncentrere sig.

Nogle gange brugte hun ordet “flot” – det så “flot” ud – som om vi havde præsteret noget helt særligt som vi skulle roses for. Det har vi mødt et par gange før, og der er altså noget mærkeligt ved den formulering. Vi kan sådan set ikke gøre så meget fra eller til, men er bare glade over at alt er i orden.

For os var det sjoveste at fosteret undervejs hikkede, gabte og kløede sig i nakken. Ellers så det faktisk lidt spooky ud fordi det nu har udviklet et færdigt skelet og det var i høj grad det man så.

Vi ville jo gerne have kønnet at vide hvis det var muligt. Det var det bare ikke. Den lille var hemmelighedsfuld og insisterede på at dække sine kønsorganer til under hele seancen.

Vi fik korrigeret terminen således at den nu simpelthen er 24. december. Jeg havde det nok på fornemmelsen…

Scanning 3

Sympati-graviditet

2. juli, 2007

Det er en stående joke blandt par der venter børn, at manden er sympati-gravid. At hans voksende mave ikke skyldes for meget mad og at hans træthed ikke skyldes stress, men at begge dele er en indlevelse i kvinden graviditet.

Men faktisk er det alvor for mange mænd: de har fysiske symptomer på falsk graviditet. For det meste blot lidt morgenkvalme og træthed, men i de værste tilfælde kan mandens mave faktisk svulme voldsomt op i takt med kvindens og klaske sammen igen efter fødslen!

Fænomenet kaldes fantom-graviditet eller couvade-syndrom. Couvade er oprindeligt betegnelsen for gamle ritualer, hvor manden under graviditet og især fødsel klædte sig ud som kvinde og efterlignede hendes smerter – og i øvrigt opnåede al sympatien mens den fødende kvinde blev gemt væk.

I dag bruges det så om de mænd der under graviditeten ufrivilligt mimer kvindens symptomer. Og selv om det kan lyde sjovt at manden ligger med morgenkvalme og opspilet mave, så er den gængse forklaring mere alvorlig: der er tale om en angstreaktion. (Angst og frygt er i øvrigt noget jeg vil tage op senere her på bloggen).

Og mig selv? Jo, jeg har da været ualmindeligt træt de sidste mange uger og har en enkelt gang haft morgenkvalme, men det har været i meget mild grad, og min maves størrelse skyldes vist mest af alt for lidt motion på det sidste…

Læs mere her
En ny engelsk undersøgelse bekræfter at fænomenet er yderst udbredt
Den danske ekspert Kirsten Lindved om fænomenet
Wikipedia om couvade (med yderligere links)

Jeg vil gerne have kommentarer fra mænd der har haft symptomer (man må gerne være anonym) eller fra andre der kender nogen som har haft det. Det eneste eksempel jeg lige har kunnet finde er dette.

Det lyttende foster – musik og børn

23. juni, 2007

I denne 15. uge af graviditeten færdigudvikles fosterets ører og dets høresans begynder at virke. Dets hjerne er dog næppe udviklet i en grad så det kan huske og genkende lyde. Men det kommer det til i tredje trimester, hvor fosteret efter sigende påvirkes af ikke blot de ambiente lyde i livmoderen (moderens hjerte, blod, tarmrumlen, åndedræt), men også lyde udefra, heriblandt forældrenes stemmer. Her kan faderens stemme høres, og samtidig kan barnet opfatte musik. Ifølge Dick Sundevall kan fosteret ligefrem kende forskel på forskellige musikgenrer! (Sundevall 123). Jeg ville gerne vide hvordan man har undersøgt det.

Da jeg alligevel af og til sidder og synger og spiller guitar er det oplagt at spille for fosteret i månederne op til fødslen. Men da jeg samtidig er yderst kræsen med musik og ikke har det godt med normal børnemusik, som jeg opfatter som en misforståelse, er det lidt svært at vælge hvad jeg skal spille for det. Støjrock som My Bloody Valentine ville være oplagt, men det går ikke rigtigt på akustisk guitar, så det må jeg spille over anlægget. Hustruen kan ikke lide den slags, så det må være når hun er ude……….okay, det går så lige op for mig at fosteret jo har det med at følge med sin mor ud af døren, så planen om at overskylle det med My Bloody Valentines søde toner i moderens fravær har visse praktiske problemer knyttet til sig.

Men hvad kunne så være passende at spille/synge? Går man efter teksten kunne et bud være Bonnie Prince Billys sære ”Song for the New Breed”. Men måske skal man bare være ligeglad med repertoiret, for det er fosteret uden tvivl.

Et problem er at fosteret sikkert har en infantil interesse i at høre det samme nummer igen og igen, og jeg har det meget svært med musikalske gentagelser. Og jeg ved godt at dette problem for alvor vil melde sig efter fødslen, idet børn elsker at høre den samme sang 24 timer i træk og formentlig vælger den tåbeligste melodi som de har fået foræret af en eller anden velmenende voksen i familien eller omgangskredsen. Noget MGP eller Nik & Jay eller Smølferne eller Åh Frede eller hvad det nu er de unge vil have. Så er det nok at man skal prise sig lykkelig for opfindelsen af hovedtelefonerne. Eller også forsøge at mobilisere en zen-agtig toleance over for Teletubbies-soundtracket på repeat.

Komponisten John Cage opfordrede sine elever til, at hvis der var noget musik de ikke kunne lide skulle de høre det igen og igen indtil de kunne lide det. Og her mentes der ikke kompliceret avantgarde-musik, men netop det alt for banale. Det kan være forældre er nødt til at gøre det samme. Høre ”Postmand Per”-sangen igen og igen indtil der åbner sig en afgrund af sublim ekstase bag den tilsyneladende simple melodi. Eller måske (mere i tråd med Cages zen-filosofi) en ophøjet accept af det der er.

Efter sigende har børn der endnu ikke er blevet hjernevasket af børnekulturindustrien, en enorm åbenhed over for alle genrer, inklusive tolvtonemusik og andet som de fleste voksne sætter en ære i at håne (især hvis de aldrig har lyttet til det). Denne barnets åbenhed tror jeg er vigtig, og selv om det sikkert er en håbløs kamp, vil jeg gøre mit til at mit kommende barn udsættes for en mangfoldighed af musikalske indtryk fra begyndelsen – fra renæssancemusik til electronica. Og selv om Postmand Per-sangen sikkert vinder, kan jeg da i hvert fald sige at jeg har gjort mit. Og måske vil det have en virkning alligevel.

Andet glimt

12. juni, 2007

I går var vi til nakkefoldsscanning, og igen var det en fantastisk oplevelse at se det lille liv derinde. Vi så den nu fra siden, hvor den lå ret stille, men dens hjerte bankede og den havde fået en næse. Arme og ben kunne man ikke se så tydeligt, men sygeplejersken forsikrede os at de skam var der. Den ligner ikke længere et bjørnedyr, men måske snarere snøvsen.

Vi fik at vide at alt er godt, og strålede som nyforelskede da vi gik ud i solen.

Og nej, den lille tap som nogen måske kan ane er altså bare en del af navlestrengen!

Scanning 2

Er “vi” gravide?

4. juni, 2007

“Vi er gravide!” jubler det ene par efter det andet, og der vil altid være en kværulant i selskabet som skal irettesætte denne sprogbrug for at være ukorrekt (såsom Søren Pind i radioen forleden dag). Og så er den begejstring dæmpet…

Udtrykket “vi er gravide” er på én gang meget brugt og meget hadet. Brugt fordi der er et gran af sandhed i det; hadet fordi det forekommer urealistisk romantisk at man skulle kunne dele en graviditet.

Nej, som enhver ved er manden ikke fysisk gravid. Han har ikke et barn der vokser i hans mave, og har har allerhøjst en mild grad af sin gravide kvindes symptomer som sympati-graviditet. Så hvad bilder mænd sig ind og komme her og ville være med i en af de få ting som kun kvinder kan?

Freud talte om penis-misundelse ud fra ideen om at manden har noget som kvinden mangler. Men han talte ikke om livmoder-misundelse fordi kvinden kan noget som manden ikke kan, nemlig blive gravid. De færreste mænd vil sikkert indrømme deres livmoder-misundelse, for det lyder ikke særligt maskulint. Men hvem har ikke i et lille glimt ønsket at kunne bære et barn inden i sig? Og det er udelukkende det der ligger i begrebet; ikke et ønske om at være kvinde. Jeg tør godt indrømme at jeg synes der er noget fantastisk over det – også uden at føle mig mindre maskulin af den grund.

Men nej, vi er ikke gravide, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Det er hun, og jeg kan kun være med på sidelinjen. Til gengæld taler man ofte om at manden er “psykisk gravid” eller “mentalt gravid”. Det gør for eksempel psykoterapeut og far Lars Borgmann:

“Det er to mennesker, der skal have et barn…Manden er lige så gravid. Bare på et psykisk plan.” (Far for første gang s. 14)

Så det kunne være et forsvar for udtrykket “vi er gravide”. Men et endnu vigtigere aspekt ved dette udtryk er markeringen af, at selv om det er kvinden der er gravid, så er det noget vi er fælles om. Fælles om at glædes og ængstes og følge med i fosterets udvikling. Fælles om at planlægge hvad der skal købes og hvordan lejligheden skal laves om. Fælles om den gryende kærlighed til et endnu ufødt barn. Det er det som ligger i udtrykket “vi er gravide”, og det er nok også det der fornemmes hos pedanten der irettesætter udtrykket, hvadenten det så skyldes misundelse eller generel mangel på situationsfornemmelse.

Men jeg har det faktisk selv svært med udtrykket, og har vist ikke selv brugt det – i hvert fald kun få gange, og måske med tilføjelsen “…som man siger”.

Måske er der et bedre udtryk: “Vi venter barn!”. Det kan vel ikke bestrides. Jeg venter også barnet. At “venter” også en gang var et udtryk for graviditet er ikke et problem, for det benævner netop den del af projektet som man er fælles om: at vente spændt på det som skal komme.

Barnets køn – hvorfor vente?

1. juni, 2007

I disse uger dannes vores kommende barns kønsorganer, og dermed de synlige tegn på dets køn.

Jeg kender mange som ikke har villet vide om de fik en dreng eller en pige; som på forhånd har valgt det fra ved 20-ugers-scanningen. Det koncept har jeg aldrig forstået.

Når man spørger dem, svarer de som regel: “Det skal være en overraskelse!”

En overraskelse?!

Er der ikke rigeligt grænseoverskridende fantastisk at ens barn mirakuløst bliver født og har ændret ens liv for bestandig? Skal fødslen virkelige lige krydres med en ekstra overraskelse om det nu bliver en dreng eller en pige? Sådan så det ikke bliver ren rutine og hverdag?

Jeg har fuld respekt for folks valg, men jeg forstår ikke overraskelses-konceptet. For mig (og heldigvis også Hustruen) at se er det en lige så stor og fantastisk begivenhed hvis man får det at vide ved scanningen. Ja, måske endnu mere, for der kan man rent faktisk koncentrere sig om det faktum.

Så nu spørger jeg: kunne I måske forklare konceptet lidt nærmere?

Første glimt

28. maj, 2007

Når jeg nu kigger på billedet fra scanningen ligner det mest en grå vingummibamse eller et nærbillede af et bjørnedyr.

Scanning 1

Men da billedet blev taget, nemlig ved selve scanningen var oplevelsen en helt anden: dér så vi med øjne som tekopper et lille levende væsen med hjertebanken, som bevægede arme og ben; et 9 uger gammelt, to centimeter langt lille væsen som lever inde i hende. Vi brast i glæde.