Archive for the ‘Psykisk og psykologisk’ Category

Luna fryser: Indføling der bliver til overføring

13. oktober, 2008

Nogle gange kan vi ikke længere skelne mellem vores egen tilstand og Lunas. Det handler dette indlæg om:

(more…)

Reklamer

Søvnmangel og distræthed

16. juni, 2008

Et indlæg om hvor distræt man kan blive af ikke at få sovet.

(more…)

Begejstring

1. maj, 2008

Når Luna vågner tidligt om morgenen varer det ikke længe før hun smiler over hele hovedet og spjætter begejstret med hele kroppen. Når hun får øje på sine forældre lyser hun endnu mere op, uanset hvor søvnigt sløve vi ser ud på det tidspunkt. Som regel står jeg så op sammen med Luna og giver Hustruen en velfortjent time alene i dobbeltsengen. Luna stråler af uhæmmet begejstring for livet og den nye dag, og det er svært ikke at blive smittet af det selv om man allerhelst bare gerne vil sove.

Lunas smiler

Jeg elsker Luna for mange ting (og alene fordi hun er til), men den evne hun har til at vise uhæmmet glæde over de mindste ting er simpelthen så kær at den kan redde min dag. Det er derfor man kan udholde så meget af alt det besvær og bekymring og gråd og gummers gnidsel der også følger med et spædbarn. Når man er ved at gå ned på at hun ikke vil sove i barnevognen eller er meget lunefuld, så kan hendes morgensmil få én til næsten at glemme gårsdagens fortrædeligheder.

Kan man lære noget af et spædbarn? Ja, det tror jeg faktisk man kan, uden at det bliver en regression hvor man selv bliver som et barn. Luna kan lære en gammel melankoliker som hendes far at nyde livet og give plads til begejstring. Okay, det lyder som side 1 fra en dårlig selvhjælpsbog, så jeg må hellere præcisere: med sit eksempel planter Luna en lille glæde i mig, som gør at jeg bliver lidt bedre til bare at nyde. Især når jeg er sammen med hende, men også i andre sammenhænge.

At sætte sig ind i Lunas sanselighed er at opdage hvor fantastisk vasketøj og solpletter kan være i sig selv; at grine uhæmmet over en simpel øjenkontakt; at finde på fjollede sange bare for at glæde hende, selv om hun ikke fatter et ord; at opdage at dét, at jeg blot fløjter, er en kilde til evig morskab; at mærke hvor spændende det er bare at iagttage verden uden endnu at ville forstå den; at mærke hengivenheden når hun til sidst træt lægger sit hoved mod mit bryst. Jeg kysser hende på issen og indsnuser duften af hendes hovedbund, som jeg bærer med mig ud i verden, lykkelig over at være hendes far.

Samtale (9 uger)

17. februar, 2008

For fire uger siden skrev jeg om hvordan jeg glædede mig til at Luna ville begynde at kommunikere med os direkte, holde øjenkontakt, smile til os. Man kan roligt sige at der er sket noget siden den gang. Det er kommet gradvist, men nu er Luna virkelig i kontakt.

Jeg sidder lige nu og tørrer mine øjne efter at have ligget på tæppet sammen med Luna, der var i et vældigt godt humør, og som grinede og grinede og kiggede mig i øjnene næsten hele tiden. Det har jeg oplevet før, men nu var der faktisk en ekstra dimension på. Luna begyndte for første gang at gentage det samme pludreord (“agrrrø” eller noget i den retning) . Jeg forsøgte så at sige det samme ord, og efter et par gange kunne hun tilsyneladende gennemskue at det var det samme ord. Så hver gang jeg sagde ordet grinede hun, og hun blev ved med at gentage det.

Hvor banalt det end lyder med denne “ordveksling”, og hvor meget jeg end måske overfortolker situationen, så var det en så overvældende oplevelse at jeg begyndte at græde. Det er noget med, at hun faktisk “svarer” mig og viser at hun er glad for mig. Og når hun så samtidig er så helt vildt overfantastisk nuttet, så går det altså rent ind. Det findes ikke større.

luna-glad.jpg

At identificere sig med et spædbarn

30. januar, 2008

Mange forældre kan berette om hvordan man oplever at komme i kontakt med sin egen barndom når man får børn. Hvordan man følger barnet ved at komme i kontakt med sider af sig selv som svarer til barnets alder – først og fremmest selvfølgelig ens egne erindringer fra man var barn. For eksempel når ens barn skal i skole begynder end egne første skole-erindringer at trænge sig på med stor styrke osv. Det fortæller mange om.

Jeg har aldrig forstået det sådan at det gik tilbage til det nyfødte spædbarn. Og det er måske også lidt vovet at påstå det, men faktisk lever jeg mig ofte så meget ind i Luna at jeg i glimt begynder at identificere mig med hende. Det var især i de første fem uger da jeg stadig gik hjemme på barsel/ferie at jeg oplevede det. Her var jeg sammen med hende døgnet rundt og gjorde (i samarbejde med Hustruen) meget for at prøve at forstå hvad hun havde brug for. Det går ikke upåvirket hen.

Det er som sagt kun i små glimt, som regel i forbindelse med reflekser og instinktive bevægelser. For eksempel når jeg strækker mig efter at være vågnet. I et indre glimt ser jeg Luna i præcis samme situation med hænderne over hovedet strække sig alt hvad hun kan fordi instinktet får hende til det. Som alle formentlig kender til, kan der være en lille ekstase forbundet med at strække sig, en behagelig gysen, som måske også er en regression, en tilbagevenden til noget primitivt, et medfødt instinkt. Uden at jeg på nogen måde dyrker regressionen, melder den sig altså af og til i skikkelse af at jeg i et kort sekund føler mig som Luna. Andre eksempler er når jeg nyser eller bøvser.

Det er ikke noget stort, det er noget ganske småt og meget flygtigt. Men jeg synes alligevel det er pudsigt, og jeg har aldrig hørt nogen nævne det før.

Fødsel før og nu

13. november, 2007

Dette er en sammenligning af min egen fødsel og fødsler i dag, efter en gradvis og rigtig revolution på fødselsområdet. Fra sterilitet til kropskontakt; fra tugt til omsorg; fra faderen som perifer pårørende til faderen som modtager af sit barn. (more…)

Frygt

18. oktober, 2007

Denne post handler om følelser af frygt i forbindelse med at skulle sætte et barn i verden. Så er du advaret.

(more…)

Forandringer 3: Panik før lukketid

24. september, 2007

Det føles lidt som panik før lukketid. Samtidig med at jeg glæder mig voldsomt, er der også en følelse af at tilværelsen som jeg kender den bliver afløst af noget helt andet; at intet bliver det samme igen; at der er en masse ting jeg ikke vil have tid og overskud til når først den lille kommer. Så derfor er der en masse jeg skal nå.

Henrik Vittrup skriver om det som han kalder for “det andet projekt”. Det er når manden under sin kones graviditet begynder på nye aktiviteter: nogle vil male alle værelserne, andre tage et bestemt kursus, nogle endda skifte arbejde. Vittrup skriver: “Trangen til at gøre eller handle er et gennemgående træk, og er måske…mandens ‘sprogløse’ måde at indstille sig til det nye liv…Projekter af denne slags skal ses som en trang til at lægge ungdommen bag sig og udvælge nogle kvaliteter, man vil bringe med sig i en ny manddom” (Når du bli’r far, s. 50-53).

Denne weblog kan sagtens ses som “det andet projekt”, som et forsøg på at forholde sig til det som skal komme, og som jeg ikke aner hvordan vil blive, men som jeg alligevel tror det er godt at forholde sig til, frem for bare at tænke på noget andet.

Men derudover har jeg også påtaget mig lige lovligt meget ekstra-arbejde her i efteråret, og det lider jeg så under nu. Jeg tænkte at nu ville jeg lige give den en skalle inden jeg bliver far, men det er blevet til lidt for mange ja’er og lidt for få nej’er.

Panik før lukketid, ja, men man kunne jo også betragte det som en panik før åbningstid. Noget velkendt lukker, men der åbner sig noget nyt. Og det er værd at holde et vist fokus på.

Forandringer 2: Nyt centrum

2. september, 2007

En af de ting som også sker når man skal være far er, at centrum i ens tilværelse forskydes. For mange sker det måske først efter fødslen, men for mig er det allerede sket gradvist i løbet af graviditeten.

Det viser sig klarest når man tænker på sin egen død. Det gør man jo ind imellem – jeg gør i hvert fald. Det kan måske i det følgende lyde som om det er noget jeg tænker på tit, men det er ikke meningen. Det er bare en ret afgørende tanke, der siger noget om ens eksistens når man tænker den (som visse filosoffer også har understreget).

For 9 år siden boede jeg alene uden fast kæreste. Da var mine tanker om at dø centreret omkring mig selv. Jeg ville ikke dø, for der var så meget jeg skulle nå. Min fantasi om hvad der ville ske hvis jeg pludselig døde i min lejlighed handlede primært om hvor længe der ville gå før nogen opdagede det og gjorde noget ved det. Min beregning var at der nok ville gå tre uger før nogen greb til den handling at hidkalde en låsesmed på baggrund af en mistanke om at den var gal. Tre uger kunne jeg få lov at ligge og rådne.

Senere forskød centrum sig langsomt mere og mere efterhånden som mit forhold til Hustruen udviklede sig og blev til et ægteskab. Det vigtigste i mine fantasier blev at jeg ville gøre hende ulykkelig ved at dø fra hende. Det var ikke til at bære. Men her var der trods alt den trøst at hun ville kunne komme sig delvist over det og få sig et nyt liv.

Nu har centrum forskudt sig endnu en gang, og denne gang er det afgørende. Jeg passer på mig selv (og på Hustruen) fordi vi er i færd med at sætte et barn i verden som er fuldstændigt afhængig af os. Vi må bare ikke dø fra dette barn; det ville være fatalt. Når jeg kommer ud for små situationer i trafikken skal der ikke meget til før jeg ser for mig at….det må bare ikke ske! Jeg skal være der for dem.

pingviner-1.jpg

Dette kan lyde som noget meget trist noget: tanker om død og ulykke. Men det er faktisk meget, meget livsbekræftende fordi det simpelthen giver en ekstra eksistentiel dimension at få centrum forskudt til noget uden for sig selv; en dybde i tilværelsen og en glæde over at være til for nogen (som også er til for mig). Hvor ville jeg dog nødigt tilbage til den lejlighed, hvor jeg var mit eget centrum.

Forandringer

22. august, 2007

Mange små ting forandrer sig når man skal være far. Ikke på samme måde som for den vordende mor. Hun mærker en masse fysiske forandringer når hun bliver gravid. For hende er det noget konkret og altid nærværende. For manden er det som regel mere diffust og abstrakt.

Jeg vil her på halvvejen af graviditeten skrive om nogle af de forandringer jeg selv mærker. Der er ikke tale om dramatiske følelser eller markante handlinger, men om små forskelle, små skift i fokus – lidt som når man med et spejlrefleks-kamera stiller skarpt på andre elementer i billedet.

Her er nogle forandringer som jeg lige kan komme i tanker om. Jeg kommer sikkert i tanker om flere, som jeg kan samle op i et senere indlæg. Og så er der nogle som efter planen får deres egne særskilte indlæg: panik før lukketid og frygt. Men her er nogle stykker til at begynde med:

– Jeg synes at jeg ser gravide og småbørn overalt. På gaden, til sammenkomster, på jobbet. Hver anden kvinde jeg får øje på er gravid.

– Mange af de mænd jeg får øje på er fædre. De er overalt, fædre med småbørn. De er altid kærlige ved deres børn, og selv om de ind imellem ser stressede ud, så fornemmer jeg at de har en ekstra dimension i deres tilværelse.

– Jeg er blevet meget rørstrømsk med det. I dag gik jeg forbi en far i supermarkedet, som forklarede sin treårige datter at grunden til at jeg havde en større indkøbsvogn end hende var at jeg var meget større end hende. Jeg kiggede ned, og der gik pigen med en tung, overlæsset barneindkøbsvogn, som hun med stolt besvær fik manøvreret rundt om et skarpt hjørne. “Det er flot, skat” sagde faderen kærligt. Mere skal der ikke til. Jeg blev så rørt at jeg måtte standse op ved pålægsdisken, tørre et par tårer væk og trække vejret roligt før jeg kunne fortsætte hen mod mælken. Det er svært at forklare. Det var bare en smuk situation i al sin hverdagslige banalitet. Og dette sker for mig næsten hver eneste dag.

– Jeg begynder at få visse dansktopsange af typen “Hvem du end er så velkommen til verden” og “Hurra, hurra, hurra, hurra/ min kone har gjort mig til far” på hjernen. Og i stedet for at vifte dem væk som ulidelige, musikalske parasitter, så forekommer de mig nu at være dybe og meningsfulde udsagn om det vigtige her i verden.

– Jeg sover mindre. Jeg går senere i seng, og vågner alligevel tit længe før vækkeuret ringer. Der er en uro i kroppen, som til dels hænger sammen med at jeg er spændt på hvad der skal ske. Ikke sådan at det er noget jeg tænker på hele tiden; det ligger bare i baghovedet, som man siger. Det betyder noget i retning af at det er til stede som en horisont, en atmosfære som alle andre hændelser er omgivet af. Det er der også når jeg ikke tænker på det. Jeg bilder mig ind at den mindre søvn også er en måde at forberede mig på søvnmanglen efter fødslen på. Men det er jo stik modsat Hustruen, der ofte går i seng kl. 21, dvs. tre timer før mig.

– Mange af mine drømme handler om at have børn. Enkelte har handlet om selve fødslen. Nogle gange er det et dyr i stedet for et barn, men det er stadig mit barn. Det minder mig faktisk om to ting: dels Bonnie Prince Billys “Song for the New Breed” og dels en drøm jeg havde for 15 år siden. Jeg drømte at jeg havde en lille hvid kattekilling. Denne kattekilling var mere end et kæledyr. Det var et væsen som jeg elskede på en måde som man kun elsker sit barn. Jeg mærkede simpelthen denne kærlighed i en drøm. Så gik det galt og både katten og jeg var i fare, men det er en anden historie. Jeg vågnede og vidste at jeg en dag skulle blive far.

– Jeg betragter det som en opgave at sørge for at Hustruen altid cykler med cykelhjelmen på og i det hele taget passer på sig selv. Forleden dag kom jeg sent hjem og hun var der ikke som hun plejer. Jeg ringede til hendes mobil og fik et lille chok da hun som det første svarede at hun var på Rigshospitalet. I et splitsekund så jeg hende miste barnet og vores verden falde sammen. Men kun i et splitsekund, for øjeblikket efter registrerede jeg hvor glad hun lød. Hun var derovre for at se til et vennepar der lige havde født!

– Jeg kigger på min elskede hustru og føler mig lykkelig. Det gjorde jeg også før hun blev gravid, men nu er der ligesom endnu mere at holde af. Hun vokser horisontalt. Hendes mave er nu faktisk så stor at jeg ikke kan forestille mig at den kan blive større. Men planen er at den skal vokse sig dobbelt så stor. Det er svært at tro på, for det kan hendes krop da ikke holde til. Det ved jeg godt at den kan, men alligevel.

TV-tabu

21. august, 2007

Et hurtigt kig på tv-programmet i dag:

TV2, 22.50: ”Mord på gravide – når fostre stjæles”
Sverige 2, 20.30: “At begrave et foster”

Jeg har ikke bemærket den slags programmer før, men nu synes jeg de er der hver eneste dag.

Der er tale om programmer som jeg simpelthen ikke tør se. Eller rettere: som jeg gerne vil skåne mig selv for; som jeg ikke synes jeg vil byde mig selv lige nu.

En provokation

20. august, 2007

Da jeg for nylig blev interviewet om kunst og provokation i radioen, sagde jeg at den største provokation jeg havde oplevet i nyere tid er at skulle være far.

Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men pointen er at provokation kan forstås positivt, selv om vi normalt bruger det mere negativt. En provokation er en handling eller omstændighed som fremkalder en reaktion, og Farbar er et tydeligt tegn på at det har fremkaldt en stor reaktion at skulle blive far.

Det føles som om der venter en stor omvæltning, og som om hele den livsmåde, jeg har haft i adskillige år, snart vil blive skiftet radikalt ud til fordel for en tilværelse hvor et lille, krævende og elskeligt væsen vil blive omdrejningspunkt. Det kan gøre mig spændt og lykkelig, og sådan er det det meste af tiden. Men det betyder også at jeg bliver mere rastløs – der er en stemning af panik før lukketid. Og endelig lurer der nedenunder også frygten for alt det som kan gå galt. Det er heldigvis glæden der dominerer. Jeg vil i nogle af de kommende indlæg forsøge at sætte ord på hvordan det er at være mand i denne fase hvor hustruens graviditeten tager fat for alvor, men hvor der endnu er længe til.

Til sidst en lille anekdote fra radio-optagelsen: jeg blev interviewet sammen med min kollega, Mette (mor til tre), som lige var kommet tilbage fra et længere USA-ophold og derfor ikke havde hørt at jeg skulle være far.Vi nåede kun lige at snakke kort inden vi gik på med interviewet. Det var et fjerninterview, hvor journalisten sad i Århus og ikke kunne se os. Da jeg så begyndte at tale om at jeg skulle være far (som illustration af at en provokation kan være noget positivt), gik der lige et par sekunder, og så lyste Mettes ansigt op. Hun kunne jo ikke sige noget da vi var midt i et radiointerview, men formede et tavst “til lykke!” med munden. Det var en lidt mærkelig situation, midt i et radio-interview. Jeg var i gang med en længere udredning, så jeg kunne ikke lade mig mærke med det, men jeg følte alligevel en glæde og stolthed, som jeg har gjort det utallige gange både før og siden. Jeg tror ikke man kan høre det i udsendelsen.

Ja, jeg skal være far; ja, det er stort; ja, jeg glæder mig sindssygt; ja, det er hamrende provokerende.

Den gode far

6. august, 2007

Vor dages fædre ønsker at være ganske anderledes end deres egen far. En tankevækkende undersøgelse som refereres i bogen Kend din krop, mand (s. 270-71) viser at de fleste af disse mænd betragter deres egen far som fraværende, at han ikke forstod dem, og at der ikke er noget fra deres egen far de selv kan bruge som fædre. Det er uhyre trist, og det viser hvor omfattende en manderolle-revolution vi står midt i.

De samme mænds svar på hvad en god far er, lyder: han er opmærksom, nærværende, deltagende, kærlig, interesseret og omsorgsfuld. Han bruger tid sammen med barnet; også når barnet er spæd.

I modsætning til hvad Henrik Jensen tror, så er disse kvaliteter vel fuldt forenelige med at være et mandligt forbillede og en autoritet. Ja, spørgsmålet er om ikke denne faderrolle er så meget desto mere befordrende for igen at etablere faderen som en vigtig del af familien og dermed også af opdragelsen.

Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen

5. august, 2007

Jeg har svært ved at se fremkomsten af de nye fædre – dem der tager barsel og tager ansvar for nærheden til deres barn – som andet end et entydigt fremskridt. Når ellers projektet lykkes er det et gode for både manden, kvinden, samfundet og mest af alt: barnet. Så hvorfor er der nogle der alligevel er sure? (more…)

Sympati-graviditet

2. juli, 2007

Det er en stående joke blandt par der venter børn, at manden er sympati-gravid. At hans voksende mave ikke skyldes for meget mad og at hans træthed ikke skyldes stress, men at begge dele er en indlevelse i kvinden graviditet.

Men faktisk er det alvor for mange mænd: de har fysiske symptomer på falsk graviditet. For det meste blot lidt morgenkvalme og træthed, men i de værste tilfælde kan mandens mave faktisk svulme voldsomt op i takt med kvindens og klaske sammen igen efter fødslen!

Fænomenet kaldes fantom-graviditet eller couvade-syndrom. Couvade er oprindeligt betegnelsen for gamle ritualer, hvor manden under graviditet og især fødsel klædte sig ud som kvinde og efterlignede hendes smerter – og i øvrigt opnåede al sympatien mens den fødende kvinde blev gemt væk.

I dag bruges det så om de mænd der under graviditeten ufrivilligt mimer kvindens symptomer. Og selv om det kan lyde sjovt at manden ligger med morgenkvalme og opspilet mave, så er den gængse forklaring mere alvorlig: der er tale om en angstreaktion. (Angst og frygt er i øvrigt noget jeg vil tage op senere her på bloggen).

Og mig selv? Jo, jeg har da været ualmindeligt træt de sidste mange uger og har en enkelt gang haft morgenkvalme, men det har været i meget mild grad, og min maves størrelse skyldes vist mest af alt for lidt motion på det sidste…

Læs mere her
En ny engelsk undersøgelse bekræfter at fænomenet er yderst udbredt
Den danske ekspert Kirsten Lindved om fænomenet
Wikipedia om couvade (med yderligere links)

Jeg vil gerne have kommentarer fra mænd der har haft symptomer (man må gerne være anonym) eller fra andre der kender nogen som har haft det. Det eneste eksempel jeg lige har kunnet finde er dette.

Som en si

30. juni, 2007

Der er et fænomen som i den sidste tid er gået op for mig med større og større klarhed: Det at blive far indebærer akut hukommelsessvigt. Ikke kun i barselsperioden og ikke kun angående ydre ting, men simpelthen i forhold til at huske graviditeten, fødslen og den første tid.

Her troede jeg at jeg skulle suge til mig af mine fædrende venners erfaringer, og så husker de absolut ingenting. De husker vagt noget om selve fødslen, men har ingen ide om hvorvidt den varede 2 eller 12 timer. Tiden mens deres udkårne var gravid eksisterer ikke – bortset fra at de lavede lidt om i lejligheden eller noget. Og de første par år af barnets liv er også mærkeligt omtågede.

Der er sikkert en eller anden evolutionær fordel ved denne glemsel, som handler om at det også er en hård tid, og at det bedste er at der kun er en grundfølelse tilbage. Men det er til gengæld en stor ulempe at man ikke kan give sine erfaringer videre til andre.

Med lidt held vil denne blog gøre mig i stand til at huske lidt mere af hvad der skete og hvad jeg tænkte om det.

Om et år…

11. juni, 2007

Det var vores 2 års bryllupsdag i går, og vi tog en dejlig tur med delebilen op på landet til Rågeleje, hvor vi badede og spiste på fiskerestaurant. Vi havde begge følelsen af at vi var ved at blive meget voksne. Og hvadenten vi lå på stranden, gik tur, spiste eller kørte i bilen var der hele tiden denne fornemmelse hos os begge: om et år vil vi (hvis alt går vel) have et lille barn med os overalt, og intet vil være det samme.