Archive for februar 2008

Samtale 2

23. februar, 2008

“Er du en sød lille baby, hva? Er du det? Ja, er du en sød lille baby? Jaaaa, du er en sød lille baby, ja det er du”.

Måden man taler til spædbørn (og hunde) på har altid undret mig. Man stiller disse komplet ordløse væsener nogle retoriske spørgsmål, som gentages og gentages i et højt stemmeleje og derefter besvares af én selv. Stemmeføringen er teatralsk overspillet, hvilket står i kontrast til det ret banale udsagn. Alt i alt er kommunikationsværdien nul, med mindre der er et andet voksent menneske til stede i lokalet, som man så kan kommunikere indirekte til gennem sin tale til barnet: “Skal du over til far hva? Skal du det? Ja, skal du over til far? Jaaaaa”.

Jeg har fundet denne retorik latterlig. Jeg har bevidst ikke talt til spædbørn og hunde på denne måde, fordi den ikke gav nogen som helst mening for mig.

Og nu blev jeg så selv far.

Jeg vil ikke sige at jeg har overgivet mig fuldstændig til dette sprog, men jeg begynder at forstå meningen med stemmeføringen. Spædbørn og hunde skal fornemme at man taler til dem, og der skal være plads til at de kan “svare”. Det er lige meget hvad man siger, så man kan lige så godt spørge dem om de er spædbørn/hunde, selv om svaret må siges at være indlysende. Det handler om at de kan fornemme dialogens tone og fornemme den voksnes humør. Så derfor kan jeg godt finde på at tale med Luna på måder, som udefra må lyde ret fjollede.

Den voksne pludrer i virkeligheden, og det vigtige er tonefaldet, og det er dér kommunikationsværdien ligger. Men fordi vi er så sproglige som vi er, kan vi ikke få os selv til bare at pludre vrøvleord. Derfor snakker vi et sted mellem det meningsfulde og det meningsløse når vi snakker med spædbarnet.

“Skal du have en ren ble på, hva? Skal du det? Ja, skal du have en ren ble på? Jaaaa, det skal du”!

Reklamer

Samtale (9 uger)

17. februar, 2008

For fire uger siden skrev jeg om hvordan jeg glædede mig til at Luna ville begynde at kommunikere med os direkte, holde øjenkontakt, smile til os. Man kan roligt sige at der er sket noget siden den gang. Det er kommet gradvist, men nu er Luna virkelig i kontakt.

Jeg sidder lige nu og tørrer mine øjne efter at have ligget på tæppet sammen med Luna, der var i et vældigt godt humør, og som grinede og grinede og kiggede mig i øjnene næsten hele tiden. Det har jeg oplevet før, men nu var der faktisk en ekstra dimension på. Luna begyndte for første gang at gentage det samme pludreord (“agrrrø” eller noget i den retning) . Jeg forsøgte så at sige det samme ord, og efter et par gange kunne hun tilsyneladende gennemskue at det var det samme ord. Så hver gang jeg sagde ordet grinede hun, og hun blev ved med at gentage det.

Hvor banalt det end lyder med denne “ordveksling”, og hvor meget jeg end måske overfortolker situationen, så var det en så overvældende oplevelse at jeg begyndte at græde. Det er noget med, at hun faktisk “svarer” mig og viser at hun er glad for mig. Og når hun så samtidig er så helt vildt overfantastisk nuttet, så går det altså rent ind. Det findes ikke større.

luna-glad.jpg

Spædbarnets drømme

2. februar, 2008

Lige siden Luna blev født har hun drømt når hun sov. (Ja faktisk drømmer fostre også, har man fundet ud af). Og spørgsmålet er naturligvis: hvad i alverden drømmer et nyfødt spædbarn om? Man kan se når Luna drømmer – hun bevæger sine øjenæbler i REM-søvn. Nogle gange klynker hun lidt.

Mit gæt er som følger: Lunas drømme har ikke handlingsforløb som sådan og der indgår ikke personer og situationer og rum. Det er snarere genkaldelse af de mest basale sanseindtryk og følelser. Jeg forestiller mig at Luna drømmer om at die (og at vente frustreret på at kunne die), om lys og mørke, om at være tæt på en anden krop (uden at hun ved at det er en krop som tilhører en person), om at tisse og skide og prutte og bøvse, om at blive skiftet (fornemmelsen af at få hevet tøj af og på), om hendes elskede uro der hænger over puslebordet og som stadig er hendes bedste ven, om at have ondt, om at blive båret og hvad der nu ellers optager hende i hendes stadig meget simple liv.

Og så er der det store spørgsmål: drømmer hun også om sin fødsel? Jeg tror det. Det er uden sammenligning hendes livs største chok, det er ur-chokket, alle choks moder, og det må sætte sig sine spor.