“Er du en sød lille baby, hva? Er du det? Ja, er du en sød lille baby? Jaaaa, du er en sød lille baby, ja det er du”.
Måden man taler til spædbørn (og hunde) på har altid undret mig. Man stiller disse komplet ordløse væsener nogle retoriske spørgsmål, som gentages og gentages i et højt stemmeleje og derefter besvares af én selv. Stemmeføringen er teatralsk overspillet, hvilket står i kontrast til det ret banale udsagn. Alt i alt er kommunikationsværdien nul, med mindre der er et andet voksent menneske til stede i lokalet, som man så kan kommunikere indirekte til gennem sin tale til barnet: “Skal du over til far hva? Skal du det? Ja, skal du over til far? Jaaaaa”.
Jeg har fundet denne retorik latterlig. Jeg har bevidst ikke talt til spædbørn og hunde på denne måde, fordi den ikke gav nogen som helst mening for mig.
Og nu blev jeg så selv far.
Jeg vil ikke sige at jeg har overgivet mig fuldstændig til dette sprog, men jeg begynder at forstå meningen med stemmeføringen. Spædbørn og hunde skal fornemme at man taler til dem, og der skal være plads til at de kan “svare”. Det er lige meget hvad man siger, så man kan lige så godt spørge dem om de er spædbørn/hunde, selv om svaret må siges at være indlysende. Det handler om at de kan fornemme dialogens tone og fornemme den voksnes humør. Så derfor kan jeg godt finde på at tale med Luna på måder, som udefra må lyde ret fjollede.
Den voksne pludrer i virkeligheden, og det vigtige er tonefaldet, og det er dér kommunikationsværdien ligger. Men fordi vi er så sproglige som vi er, kan vi ikke få os selv til bare at pludre vrøvleord. Derfor snakker vi et sted mellem det meningsfulde og det meningsløse når vi snakker med spædbarnet.
“Skal du have en ren ble på, hva? Skal du det? Ja, skal du have en ren ble på? Jaaaa, det skal du”!