Archive for maj 2007

Hvad skal barnet hedde?

28. maj, 2007

Vi håber det bliver en pige, for så er vi enige om navnet. Det har vi været i årevis, længe inden hustruen blev gravid. Så skal hun nemlig hedde Luna. Det står ikke til diskussion.

Men lige så længe har vi diskuteret drengenavne, og her er det fuldstændig umuligt at blive enige. Når man grundlægger en heroisk slægt med ens søn som stamfader må navnet klinge heroisk. Jeg har derfor foreslået gode navne som Tristan, Napoleon og Alexander. Eller langstrakte navne som Maximillian, Anaximander og Nebukadnezar – men jo længere navne jeg foreslår, des mere stritter hustruen imod, og jo mere hustruen stritter imod, des længere navne foreslår jeg. Så i øjeblikket er mit udspil Mahershalalhashbaz.

Til gengæld vil hustruen have – om ikke Ib eller Bo, så dog Niels, Silas, Miklas eller Niklas, og jeg nedlægger strengt veto mod navne der ender på -las og rider på en sort hoppe. Jeg vil heller ikke gå med til navne der betegner temperaturskalaer eller komiske figurer hos Holberg eller Ole Lund Kirkegaaard (hhv. Kelvin, Jeppe og Virgil). Eller træer (Birk, Ask). Eller samme navne som nogen jeg har gået i skole med. Eller på anden måde har hadet. Så det er ikke let.

Vi har sat os med Hvad skal barnet hedde® og hver især lavet en bruttoliste. Dem har vi så sammenlignet. Der var ét navn som gik igen på begge lister: Sylvester. Så det kan godt være den ender dér. Det lyder bare lidt som en tysk nytårsaften eller en pave. Faktisk er der en hel munkeorden som hedder ”Sylvestrinerne”, grundlagt af Sankt Sylvester i 1231. Og vi er ikke så katolske så det gør noget. Endsige munkeagtige (selv om min hårpragt synes at trække i den retning).

”Sylvester” betyder ”den der bor i skoven”. Vi bor på Indre Nørrebro.

Det skal så også siges at der er to andre navne på nettolisten, som endnu ikke er helt udelukkede: Ivan og Vincent. Men det holder hårdt. Hustruen synes de lyder lidt udenlandske. Og det hjælper ikke at fortælle hende at Sylvester også er udenlandsk. Udenlandsk er nemlig som bekendt noget subjektivt.

Første glimt

28. maj, 2007

Når jeg nu kigger på billedet fra scanningen ligner det mest en grå vingummibamse eller et nærbillede af et bjørnedyr.

Scanning 1

Men da billedet blev taget, nemlig ved selve scanningen var oplevelsen en helt anden: dér så vi med øjne som tekopper et lille levende væsen med hjertebanken, som bevægede arme og ben; et 9 uger gammelt, to centimeter langt lille væsen som lever inde i hende. Vi brast i glæde.