Samtale 2

23. februar, 2008

“Er du en sød lille baby, hva? Er du det? Ja, er du en sød lille baby? Jaaaa, du er en sød lille baby, ja det er du”.

Måden man taler til spædbørn (og hunde) på har altid undret mig. Man stiller disse komplet ordløse væsener nogle retoriske spørgsmål, som gentages og gentages i et højt stemmeleje og derefter besvares af én selv. Stemmeføringen er teatralsk overspillet, hvilket står i kontrast til det ret banale udsagn. Alt i alt er kommunikationsværdien nul, med mindre der er et andet voksent menneske til stede i lokalet, som man så kan kommunikere indirekte til gennem sin tale til barnet: “Skal du over til far hva? Skal du det? Ja, skal du over til far? Jaaaaa”.

Jeg har fundet denne retorik latterlig. Jeg har bevidst ikke talt til spædbørn og hunde på denne måde, fordi den ikke gav nogen som helst mening for mig.

Og nu blev jeg så selv far.

Jeg vil ikke sige at jeg har overgivet mig fuldstændig til dette sprog, men jeg begynder at forstå meningen med stemmeføringen. Spædbørn og hunde skal fornemme at man taler til dem, og der skal være plads til at de kan “svare”. Det er lige meget hvad man siger, så man kan lige så godt spørge dem om de er spædbørn/hunde, selv om svaret må siges at være indlysende. Det handler om at de kan fornemme dialogens tone og fornemme den voksnes humør. Så derfor kan jeg godt finde på at tale med Luna på måder, som udefra må lyde ret fjollede.

Den voksne pludrer i virkeligheden, og det vigtige er tonefaldet, og det er dér kommunikationsværdien ligger. Men fordi vi er så sproglige som vi er, kan vi ikke få os selv til bare at pludre vrøvleord. Derfor snakker vi et sted mellem det meningsfulde og det meningsløse når vi snakker med spædbarnet.

“Skal du have en ren ble på, hva? Skal du det? Ja, skal du have en ren ble på? Jaaaa, det skal du”!

Reklamer

Samtale (9 uger)

17. februar, 2008

For fire uger siden skrev jeg om hvordan jeg glædede mig til at Luna ville begynde at kommunikere med os direkte, holde øjenkontakt, smile til os. Man kan roligt sige at der er sket noget siden den gang. Det er kommet gradvist, men nu er Luna virkelig i kontakt.

Jeg sidder lige nu og tørrer mine øjne efter at have ligget på tæppet sammen med Luna, der var i et vældigt godt humør, og som grinede og grinede og kiggede mig i øjnene næsten hele tiden. Det har jeg oplevet før, men nu var der faktisk en ekstra dimension på. Luna begyndte for første gang at gentage det samme pludreord (“agrrrø” eller noget i den retning) . Jeg forsøgte så at sige det samme ord, og efter et par gange kunne hun tilsyneladende gennemskue at det var det samme ord. Så hver gang jeg sagde ordet grinede hun, og hun blev ved med at gentage det.

Hvor banalt det end lyder med denne “ordveksling”, og hvor meget jeg end måske overfortolker situationen, så var det en så overvældende oplevelse at jeg begyndte at græde. Det er noget med, at hun faktisk “svarer” mig og viser at hun er glad for mig. Og når hun så samtidig er så helt vildt overfantastisk nuttet, så går det altså rent ind. Det findes ikke større.

luna-glad.jpg

Spædbarnets drømme

2. februar, 2008

Lige siden Luna blev født har hun drømt når hun sov. (Ja faktisk drømmer fostre også, har man fundet ud af). Og spørgsmålet er naturligvis: hvad i alverden drømmer et nyfødt spædbarn om? Man kan se når Luna drømmer – hun bevæger sine øjenæbler i REM-søvn. Nogle gange klynker hun lidt.

Mit gæt er som følger: Lunas drømme har ikke handlingsforløb som sådan og der indgår ikke personer og situationer og rum. Det er snarere genkaldelse af de mest basale sanseindtryk og følelser. Jeg forestiller mig at Luna drømmer om at die (og at vente frustreret på at kunne die), om lys og mørke, om at være tæt på en anden krop (uden at hun ved at det er en krop som tilhører en person), om at tisse og skide og prutte og bøvse, om at blive skiftet (fornemmelsen af at få hevet tøj af og på), om hendes elskede uro der hænger over puslebordet og som stadig er hendes bedste ven, om at have ondt, om at blive båret og hvad der nu ellers optager hende i hendes stadig meget simple liv.

Og så er der det store spørgsmål: drømmer hun også om sin fødsel? Jeg tror det. Det er uden sammenligning hendes livs største chok, det er ur-chokket, alle choks moder, og det må sætte sig sine spor.

At identificere sig med et spædbarn

30. januar, 2008

Mange forældre kan berette om hvordan man oplever at komme i kontakt med sin egen barndom når man får børn. Hvordan man følger barnet ved at komme i kontakt med sider af sig selv som svarer til barnets alder – først og fremmest selvfølgelig ens egne erindringer fra man var barn. For eksempel når ens barn skal i skole begynder end egne første skole-erindringer at trænge sig på med stor styrke osv. Det fortæller mange om.

Jeg har aldrig forstået det sådan at det gik tilbage til det nyfødte spædbarn. Og det er måske også lidt vovet at påstå det, men faktisk lever jeg mig ofte så meget ind i Luna at jeg i glimt begynder at identificere mig med hende. Det var især i de første fem uger da jeg stadig gik hjemme på barsel/ferie at jeg oplevede det. Her var jeg sammen med hende døgnet rundt og gjorde (i samarbejde med Hustruen) meget for at prøve at forstå hvad hun havde brug for. Det går ikke upåvirket hen.

Det er som sagt kun i små glimt, som regel i forbindelse med reflekser og instinktive bevægelser. For eksempel når jeg strækker mig efter at være vågnet. I et indre glimt ser jeg Luna i præcis samme situation med hænderne over hovedet strække sig alt hvad hun kan fordi instinktet får hende til det. Som alle formentlig kender til, kan der være en lille ekstase forbundet med at strække sig, en behagelig gysen, som måske også er en regression, en tilbagevenden til noget primitivt, et medfødt instinkt. Uden at jeg på nogen måde dyrker regressionen, melder den sig altså af og til i skikkelse af at jeg i et kort sekund føler mig som Luna. Andre eksempler er når jeg nyser eller bøvser.

Det er ikke noget stort, det er noget ganske småt og meget flygtigt. Men jeg synes alligevel det er pudsigt, og jeg har aldrig hørt nogen nævne det før.

Lunas verden (5 uger gammel)

21. januar, 2008

Lunas verden er simpel: det handler om at spise, fordøje og sove. Og så en lille smule, når der ind imellem er lidt overskud: at kigge lidt på verden omkring hende.

Luna lever utopisk: hun får alle sine behov tilfredsstillet, bliver elsket og beundret og har intet ansvar – hun ved ikke en gang at der er andre der tager ansvaret for hende, så hun er også uden skyld, uden skam, uden skuffelser, uden bekymringer. Hun lever 100% i nuet – en tilstand som aldrig kommer igen, og som adskillige religioner og livsfilosofier og selvudviklingskurser jager som tabt ideal.

Når hun græder er hun gråd, når hun fordøjer er hun fordøjelse, når hun når hun spiser er hun en malkemaskine. Den største ambivalens man finder hos hende er når hun er på kanten mellem drøm og vågen tilstand: her er det som om to kræfter kæmper i hende: en der vil vågne og en der vil sove. Ellers er hun utopien om det hele menneske.

Hun aner det bare ikke. Hun aner ikke at hun er et menneske, at hun eksisterer som adskilt fra verden, at hun bliver passet på af sine forældre, som er andre væsener adskilt fra hende, der selv har et liv. I det hele taget ved Luna absolut ingenting. Hun er bare. En “hommelette”, som det hedder hos psykoanalytikeren Jacques Lacan – en blanding mellem “lille menneske” og “udflydende æggeret”.

Hun ser ikke genstande, objekter, men snarere bare kontraster mellem lys og mørke. Derfor er de tre mest interessante ting at kigge på:
1. Kanten af et overvejende mørkeblåt billede hendes mor har malet, der hvor det møder den hvide væg.
2. Lampen. En hvilken som helst lampe eller anden afgrænset lyskilde.
3. Uroen over hendes puslebord.

Hun kan godt ind imellem finde en vis interesse i sine forældres ansigter i nogle sekunder før lampen ved siden af fanger hendes blik. Hun kan formentlig genkende vores stemmer og lugte som noget trygt og velkendt uden at identificere det nærmere.

Jeg elsker hende overalt på jorden, hun er det sødeste lille væsen, men jeg må indrømme at jeg efterhånden begynder at længes mod at hun bliver lidt kommunikerende – altså bare at hun kigger på mig, genkender mig og viser at der er en kontakt mellem mig og hende. At jeg på et tidspunkt bliver mere interessant end lampen. At hun forstår at min tale kommer fra mit ansigt. At hun giver et smil, der ikke kan affærdiges som en refleksmæssig sideefekt ved fordøjelsen.  At det bliver en tovejs-relation.

Det skulle være lige om hjørnet, ifølge videnskaben. Hun er på vej mod det første spring, hvorefter hun vil være mere udadvendt. Det er allerede så småt på vej. Forleden dag så hun mit ansigt omvendt (da jeg lænede mig ind over hvor hun lå) og stak i et smil, der formentlig havde noget at gøre med hvad hun så. Hun ved vist også godt efterhånden at når man har skiftet hende og tænder føntørreren, så betyder lyden at der lige om lidt kommer et varmt pust på hendes krop, som først får det til at gibbe i hende, hvorefter hun bogstaveligt talt slapper af i hele kroppen og nyder det.

Så smelter far.

Baby-matematik

9. januar, 2008

Flere har skrevet til mig og bedt mig kommentere den nyeste trend: at lære babyer matematik. Nu er det ikke fordi denne trend mangler kritikere, så jeg kan gøre det kort:

Det er min opfattelse at behovet for at stimulere barnet med matematik/regning primært er et voksenbehov og ikke barnets. Barnet har behov for at blive stimuleret, ja, men kun i mindre doser og formentlig langt mindre systematisk. Jeg tror umiddelbart at babysvømning og -rytmik og anden legende adfærd er vigtigere stimulation fordi den også er kropslig. Og det skal i øvrigt altsammen foregå i barnets tempo og på barnets præmisser.

Man kan – som Lise Ryge gør det – mene at så længe også matematikken leges ind på spædbørnenes vilkår, er det ingen skade til, tværtimod. Og det er der måske også noget om. Men jeg har bare en mistanke om at forældrene netop vælger matematik til deres spædbarn frem for andre, mere åbne og kropslige aktiviteter, fordi de har ambitioner om at skabe et klogt barn, der kommer foran i skolen; altså at pace barnet. Og det er entydigt usundt.

Superwoman

8. januar, 2008

Luna er stærk. Overraskende stærk i forhold til sin lille størrelse (nu snart 4 kg). Det har hun nu været siden fødslen, hvor hun kun vejede 2812 gram.

Hun har ikke styr over sine bevægelser, og nogle gange bliver hun så ivrig med at die at hun rækker ud efter brystet – med den konsekvens at hun blot skubber det væk, så det virker modsat hensigten. Når jeg så træder til for at løse dette paradoks ved at fjerne hendes arm fra at skubbe brystet væk, stider hun imod, og jeg er hver gang imponeret af den kraft hvormed hun gør det.

Og når hun fordøjer – hvilket hun gør meget, højlydt og med stort besvær – kan man se og mærke hendes gigantiske mavemuskler arbejde for at få peristaltikken til at køre.

Når hun sover rækker hun af og til en knyttet hånd i vejret, lidt ligesom Superman. Dette sammenholdt med hendes kræfter har givet hende kælenavnet Superwoman.

Der er dog én vigtig ting som adskiller hende fra Superwoman, hvis man skal tro Shu-Bi-Dua: “Superwoman don’t know how to shit “. Det gør Luna!

Superwoman

Middagskonversationen

1. januar, 2008

Vi er blevet et af de dér forældrepar. Den sekt som man ikke troede man ville blive en del af.

Det begyndte med at vi spiste suppe. Jeg havde lavet en fin kartoffel/broccoli-suppe, som vi lystigt slubrede i os. Og umærkeligt sneg samtalen sig hen på det emne der alligevel optog os mest: Lunas afføring. Dets farve og konsistens og disses udvikling i de senere dage. Uden at tøve med at slupre suppen i os, som (uden at jeg vil gå i detaljer) havde en farve og konsistens der ikke var helt ulig vores samtaleemne.

Pludselig gik det op for mig, og jeg afbrød samtalen: “Er du klar over hvad vi sidder og gør? Vi er blevet sådan nogen der taler om vores babys afføring over middagsbordet!” Men Hustruen grinede bare, og det er da lige netop også bare til grin.

Jeg skal nok love at vi holder os i skindet hvis vi en dag skulle sidde til bords med ikke-forældre. Der findes trods alt andre samtaleemner.

Glimt fra de første uger

28. december, 2007

Her er nogle glimt af livet de første par uger efter fødslen. Der kommer sikkert flere i de kommende indlæg, men her får jeg i hvert fald begyndt. Det handler om at være Jæger og Arbejderbi, om fordøjelse og bleskift, om at få et andet forhold til nattesøvn og ikke mindst om nydelsen ved at være sammen med Luna.

Læs resten af dette indlæg »

Lunas fødsel 5: Familiestue

26. december, 2007

I hvilken fødslen er overstået og den nye familie finder sig selv, modtager besøg og forsøger at sove. Beretningen ender med hjemkomsten til Lunas nye hjem.

Læs resten af dette indlæg »

Lunas fødsel 4: Hvad jeg kunne gøre

23. december, 2007

Når man skal være far for første gang vil man ofte stå i den situation at man gerne vil være med til fødslen, men ikke helt ved hvad man skal stille op undervejs. Mange mænd beretter om hvordan de har følt sig overflødige, mens mange kvinder beretter om hvor godt det var at deres mand var med. Sagen er at små ting betyder meget, ikke mindst bare det at man er der og støtter. Jeg har her opregnet hvad jeg kunne gøre for Hustruen fra og med jeg blev vækket:

Læs resten af dette indlæg »

Lunas fødsel 3: Klimaks

21. december, 2007

Nu er vi nået til selve fødslen.

Læs resten af dette indlæg »

Lunas fødsel 2: På vej

19. december, 2007

I anden del af beretningen om Lunas fødsel optræder en overivrig taxachauffør og en jordemor der alligevel godt kunne se at den var god nok.

Læs resten af dette indlæg »

Luna er fra Nørrebro

17. december, 2007

Luna giver fingeren (4 dage gammel)

…og ikke særlig autoritetstro!


Lunas fødsel 1: Veer og vækning

13. december, 2007

Eftersom Lunas fødsel er en begivenhed der får alt andet her på Farbar til at blegne, vil jeg berette om den i detaljer. Også fordi mange siger at de ikke kan huske detaljerne senere. Jeg vil gerne fastholde disse timer og dele dem med dem som måtte være interesseret.

Det bliver en lang tekst, og med spædbarn og kronisk ammende hustru skriver jeg den i kortere bidder. Derfor kommer den også som en lille føljeton her på bloggen. Vi begynder med tidspunktet for veernes indtræffen, som blev holdt hemmelig for mig:

Læs resten af dette indlæg »

Farbar i Kaffeklubben

12. december, 2007

Dagen efter Lunas fødsel var jeg gæst i programmet Kaffeklubben på P1. Eller rettere sagt: da blev programmet sendt mens jeg lå med Luna på maven og havde glemt alt om verden udenfor, inklusive P1. Det blev nemlig optaget 4 dage før, mens jeg endnu troede at der var et par uger til fødslen.

I programmet diskuterer jeg emner her fra Farbar (såvel som studieværtens supplerende emner) med de tre folketingspolitikere, som denne gang var Morten Østergaard (rad.), Ellen Trane Nørby (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.).

Jeg synes der gik lidt for meget tid med at diskutere mærkevaretøj som statussymbol og politisk korrekthed i børneopdragelsen og for lidt om faderrollen. Jeg havde nemlig endnu et indlæg om faderroller gennem tiderne som vi ikke nåede. Men ellers handlede det om fædre og barsel, spædbørn og køn og andre emner.

Læs mere og hør programmet her. (Man kan også downloade det som podcast).

Et barn er født!

12. december, 2007

Lille Luna blev født mandag 10. december kl. 6.42. Det var en tidlig og hurtig fødsel. Hun er det sødeste lille menneske, og jeg skal nok fortælle mere når jeg får tid. Lige nu er der meget at se til, for hun kom jo noget før forventet.

Her er foreløbig et billede fra hun stadig er få timer gammel:
Luna nyfødt

Fædre på barsel

8. december, 2007

Spørgsmålet om fædre på barsel har luret i mange tidligere indlæg, og her kommer min umiddelbare mening om den sag:

Læs resten af dette indlæg »

Fødsel før og nu

13. november, 2007

Dette er en sammenligning af min egen fødsel og fødsler i dag, efter en gradvis og rigtig revolution på fødselsområdet. Fra sterilitet til kropskontakt; fra tugt til omsorg; fra faderen som perifer pårørende til faderen som modtager af sit barn. Læs resten af dette indlæg »

Afvikling og arbejdsliv

30. oktober, 2007

Jeg er begyndt at svare på henvendelser på denne måde:

“Kære [NN, redaktør, projektleder eller arrangør]

Det lyder spændende, men jeg er i gang med at afvikle mine (alt for mange) freelance-aktiviteter inden jeg bliver far til december, så jeg er nødt til at sige nej.”

Det er svært at gøre det, men jeg bliver helt stolt bagefter. Det svære ligger i at det som regel er spændende småopgaver som jeg kunne have lyst til, og som jeg som regel siger ja til – lidt for ofte efter Hustruens mening. Stoltheden ligger i at kunne trodse denne refleks (og den dynamiske, hårdtarbejdende redaktørs manglende forståelse) og stå af ræset i en periode, der i hvert fald hedder vinteren med. I den periode skal jeg have barsel og ferie og derudover “kun” passe mit kernejob. Og fra september 2008 går jeg igen på barsel i ca. 3 måneder.

Jeg har hørt at man bliver mere effektiv når man får barn, og det kunne være rart: at arbejde super-effektivt ca. 6 timer om dagen og så kunne tage hjem med god samvittighed. Modsat nu, hvor jeg arbejder med en masse overspringshandlinger 8-10 timer om dagen og aftenen. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men nu må vi se hvad der sker til foråret. Erfaringer med at forsøge at forene arbejdsliv og spædbarn derhjemme er yderst velkomne!