Gråd

Alle forældre kender det: Man står med sit elskede spædbarn i armene mens det skriger af gråd lige ind i øret på én. Denne lyd fortsætter direkte ned i rygmarven og sætter centralnervesystemet i alarmberedskab. Man bliver stresset og desperat, og jo længere tid der går uden at barnet falder til ro, des mere stresset bliver man. Man kan efter sigende nå dertil hvor kun pligtfølelsen eller erindringen om hvor dejlig ens barn i øvrigt er, forhindrer en i bare at stille det fra sig og løbe væk.

Der er to afgørende faktorer på spil. Det ene er akustisk-biologisk, det andet er kommunikativt.

Det akustiske handler om at barnegråd ligger på de mest enerverende frekvenser. Det er næppe tilfældigt at det er sådan. Evolutionen handler ikke kun om at overleve, men også om at tage sig af sit afkom og føre sine gener videre. Det er en evolutionær fordel at man bliver vækket af og reagerer på barnegråd, at man ikke kan ignorere det. Det er bare også en pestilens når man nu en gang har hørt det og gør hvad man kan for at trøste barnet.

Det er heller ikke tilfældigt at klassiske alarmer og sirener netop har barnegråden som forbillede. Der er ikke langt fra barnegråd til de sirener som indtil for nylig lød hver onsdag klokken 12. Og klassiske brandalarmer og hånddrevne sirener havde præcis samme kvaliteter. Det skulle nok kunne vække folk.

Den kommunikative faktor handler om at spædbarnet ikke har noget sprog. Kommunikationsværdien af gråden begrænser sig til det meget generelle: “Jeg er utilpas”, hvilket kan betyde alt fra “jeg har luft i maven” til “jeg har stærke smerter og er ved at dø”. Man må forsøge at gætte sig til hvad der er galt, og som regel finder man aldrig nogensinde ud af det. (Kolik er i øvrigt ikke en sygdom, men blot betegnelsen for en masse gråd, man ikke kender årsagen til).

Man vil gøre hvad som helst for at ens barn skal få det godt igen. Hvis bare det kunne sige hvad der var galt, skulle man nok tage affære. Men det kan barnet ikke, og man står med en afmagt, der næsten ikke er til at bære. Samtidig kan det føles som en bebrejdelse, som om barnet anklager en for ikke at gøre det rigtige. Det er bare en projektion, for et spædbarn er ikke i stand til at bebrejde, men den er svær at undgå.

Efter et tidsrum, som i værste fald kan være mange timer, falder barnet endelig til ro, man kan lægge det fra sig og hurtigt forsvinder al desperationen. Man betragter sit blidt sovende spædbarn og mærker igen den kærlighed som bærer én gennem det hele.

(Visse folk med fødselsdepression mærker den ikke, men det kommer langt de fleste af dem til senere).

Luna er et relativt nemt barn. Selv om det kan være frustrerende at hun hverken vil tage sut eller køre i barnevogn, men skal falde i søvn mens man går rundt med hende, så falder hun som regel altid til ro inden der er gået en halv time. Det er altså ingenting i forhold til hvad forældre til kolikbørn oplever. De har min største respekt og medfølelse.

Alligevel kan jeg godt blive stresset når hun græder meget, fx når hun er syg. Måske fordi jeg ikke er vant til det i samme omfang som så mange andre. Nogle gange putter vi ørepropper i ørerne; det tager lige toppen. Men det er ikke nok. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke for alvor kan bære den smerte det er at mit elskede barn lider. Jeg er nødt til at sætte et forsvar op, ellers bliver det for meget. Så jeg lukker lidt af for mine følelser for hende (så meget som det nu er muligt), klemmer ballerne sammen og betragter det som en opgave der skal løses gennem udholdenhed. Jeg går frem og tilbage på de få meter der er til rådighed med Luna på armen og forsøger at tænke på noget andet, forsøger ikke at mærke hvad dette lille menneske betyder for mig, forsøger ikke at mærke hvordan hun klynger sig til mig og skriger på lindring. Alt imens min arm syrer til af anstrengelsen.

Så standser gråden. Enten brat eller også i en mere langsom kadence med stadigt kortere og mere dæmpede klynk. Hun lægger sit hoved til hvile mod mit bryst, min skulder, min hals. Jeg fortsætter med at gå frem og tilbage, men nu mærker jeg omfavnelsen, nærheden og min kærlighed til hende. Jeg er nu tydeligvis ikke længere den afmægtige som ikke gør det rigtige, men i stedet den trygge havn, der fik hende til at falde til ro, og som hun nu belønner med sin lille omfavnelse. Det føles som en tilgivelse.

Reklamer

En kommentar to “Gråd”

  1. Begejstring « Farbar Says:

    […] den kan redde min dag. Det er derfor man kan udholde så meget af alt det besvær og bekymring og gråd og gummers gnidsel der også følger med et spædbarn. Når man (især Hustruen) er ved at gå ned på at hun ikke vil […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: