Barnevognsrusen

Dette indlæg handler om min nyvundne mulighed for at køre i barnevogn med Luna og om en særligt dejlig dag.

I dag har jeg været ude at køre med Luna i barnevognen alene for tredje gang, og det var helt fantastisk. Tredje gang lyder ikke af meget når hun nu er 4 måneder gammel, men indtil for nylig har hun ikke villet barnevognen, og vi var begyndt at blive nervøse for at hun aldrig ville acceptere den. Det har hun nu gjort – sådan da. Hver anden gang er lykkens gang.

Det var rigtig stort i dag. Det er som sagt noget nyt at jeg overhovedet kan gøre det, og denne gang gik alting perfekt uden noget klynkeri. Hun var begyndt at være lidt træt, og Hustruen foreslog at jeg tog hende ud i barnevognen, hvilket ikke krævede nogen overtalelse.

Jeg gav hende udedragten på, puttede hastigt hendes hue i frakkelommen, og gik så med hende og dynen på armen ned af alle trapperne, mens jeg sang for hende. Selv om hun var træt, var hun helt rolig og puttede sig bare ind til mig. Da jeg låste mig ind i cykelkælderen var hun stadig rolig. Her er det vigtigt at få tændt lyset med det samme, da hun ikke bryder sig om mørket. Jeg lagde hende i barnevognen, stadig syngende, lagde hendes tøjabe ved siden af hende, og puttede dynen over hende. Ikke et klynk kom hun med, snarere et lille, fortroligt smil.

Jeg kørte så rundt med hende for at få hende til at falde til ro – især på den brostensallé der går mellem de to haver i vores dejlige gård. Brostenene får barnevognen til at gynge og ryste og dermed lulle hende mere end den glatte asfalt. Jeg kører som regel frem og tilbage på dette stykke indtil hun sover, og så kører jeg ud i verden. Verden er ret lille i denne sammenhæng – jeg vover mig foreløbig ikke mere end 500m væk fra lejligheden.

I dag kørte jeg frem og tilbage på brostenene i den skarpe forårssol mens jeg igen og igen og igen sang nogle af de sange hun kender. Jeg forsøgte at lade være med at kigge for meget på hende, så hun kunne falde til ro ved synet af mig og min stemme og følelsen af brostenenes bumlen. Og uden nogen modstand gav hun langsomt efter for sin træthed, lå først og stenede i 10 minutter og lukkede så delvist øjnene. Ind imellem åbnede hun dem som for at tjekke at jeg stadig var der, og det synes virkelig at berolige hende at se at jeg stadig var der.

Da hun faldt i søvn mærkede jeg for tredje gang den kildrende glæde og stolthed ved at det lykkedes, puttede De sorte spejderes podcast i ørerne og trådte ud på Nørrebros fortove. Ligesom de andre gange strålede jeg af lykke og synes nærmest at alle folk på gaden burde hilse, gratulere mig med succesen og give mig blomster, men igen var der naturligvis ingen der tog notits af min barnevognsrus. Ingen steder er fædre med barnevogne så almindelige som på Nørrebro, og at nogle af dem også ser glade ud, gør ikke den store forskel.

Således sejlede jeg rundt i kvarteret ad sindrige ottetalsruter med et stort smil på, forårsaget af lige dele Luna og De sorte spejdere. Jeg havde kigget på klokken og vidste hvornår jeg skulle være tilbage, dvs. hvornår hendes 30 minutters søvncyklus var ovre.

Jeg købte lidt ind hos den lokale købmand, der vist ikke har meget forstand på spædbørn, selv om han er far til 4. Han arbejder 12 timer i døgnet 7 dage om ugen og hans kone har nok egenhændigt passet børnene, som nu er store. Hans eneste kommentar til Luna i barnevognen var at “det er godt når de sover”. Det har han helt ret i.

Det mirakuløse var nu, at da vi helt på det rette tidspunkt kørte tilbage ind i gården, vågnede hun en lille smule, men jeg fortsatte med at køre rundt i gården, og så tog hun sandelig en lur til. Og en til. Det havde jeg ikke prøvet før.

Jeg stillede barnevognen, nød solen og spejdernes obligatoriske samtale med Kasper fra Thy, og da Luna endelig vågnede var det også uden gråd og gummers gnidsel. Hun vred sig lidt, lavede grimasser, åbnede øjnene og kiggede på mig med sine skønne øjne, lod sig roligt tage op, puttede sig ind til mig og lod sig tålmodigt bære op ad alle trapperne og ind i lejligheden, hvor Hustruen havde nydt et par timers frirum.

Hold kæft hvor er det dejligt at være far!

Reklamer

3 kommentarer to “Barnevognsrusen”

  1. Jesper Says:

    Det vildeste er at det bliver sjovere og sjovere og man kommer til at holde mere og mere af dem.

    Lige nu sidder jeg i haven med den bærbare på knæerne, en kat i skødet og tøserne leger i sandkassen og det bliver bare ikke meget bedre.

  2. Torben Sangild Says:

    Dejligt!

  3. Barnevogns-centrisme « Farbar Says:

    […] har tidligere i begejstrede vendinger beskrevet hvor fantastisk det kan være at køre sit barn i søvn, og det […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: