I disse uger dannes vores kommende barns kønsorganer, og dermed de synlige tegn på dets køn.
Jeg kender mange som ikke har villet vide om de fik en dreng eller en pige; som på forhånd har valgt det fra ved 20-ugers-scanningen. Det koncept har jeg aldrig forstået.
Når man spørger dem, svarer de som regel: “Det skal være en overraskelse!”
En overraskelse?!
Er der ikke rigeligt grænseoverskridende fantastisk at ens barn mirakuløst bliver født og har ændret ens liv for bestandig? Skal fødslen virkelige lige krydres med en ekstra overraskelse om det nu bliver en dreng eller en pige? Sådan så det ikke bliver ren rutine og hverdag?
Jeg har fuld respekt for folks valg, men jeg forstår ikke overraskelses-konceptet. For mig (og heldigvis også Hustruen) at se er det en lige så stor og fantastisk begivenhed hvis man får det at vide ved scanningen. Ja, måske endnu mere, for der kan man rent faktisk koncentrere sig om det faktum.
Så nu spørger jeg: kunne I måske forklare konceptet lidt nærmere?
Farbar 
1. juni, 2007 kl. 11:20 |
Tror det bunder lidt i at det er rent tekniske landvindinger der gør at man kan forudsige barnets køn nutildags, og at egentlig ikke var meningen at man skulle dette.
Min kone ville ikke vide kønnet på vores første, men blev helt tilfældigvis alligevel scannet sent i graviditeten og barnets køn blev derved meddelt til mig og svigermor (for vi ville gerne :p)
Ved vores andet barn var hun dog med på den, men der kunne man desværre ikke se kønnet pga fosteret krydsede ben/vendte forkert/sov osv osv.
1. juni, 2007 kl. 11:58 |
Tak for kommentaren, Johnny.
Jeg forstår ikke helt ideen om at “det egentlig ikke var meningen” at man skulle kunne se kønnet før fødslen. Hvilken egentlig mening er det man henviser til?
Nu er jeg ikke religiøs, men selv hvis man var religiøs måtte man vel mene, at hvis ikke det var meningen at man skulle kunne scanne, så ville Gud vel ikke have skabt den mulighed?
4. juni, 2007 kl. 11:49 |
Er i princippet helt enig, dog havde min kommentar heller ikke religiøs baggrund, men har blot en pointe lidt mere i retning af traditioner.
Selvom selve fødslen er grænseoverskridende fantastisk, er selve overraskelsesværdien ved den vel ikke specielt nævneværdig? Jeg mener, man er jo så godt som 100% sikker på at det ender med et barn. Hvad man derimod ikke er sikker på er oplevelsen af selve fødslen, smerterne, følelserne, reaktionerne, omgivelserne.
Man ved bare at der er stor sandsynlighed for at man kommer til at skulle arbejde meget hårdt, for at give livet til barnet, og jeg tror det er tanker der vækker ængstelse hos en del kvinder.
At lade vente med at kende barnets køn kan måske fungere som en “slikkepind” for enden fødslen. En positiv belønning efter endt arbejde. En gulerrod som man på forhånd ved er en rar afslutning på de 9 mdrs slæb og fødsel.
Men der er ingen tvivl om at vide barnets køn før fødslen har ganske god praktisk værdi. Jeg ved ikke om der er lavet undersøgelser af det, men det skulle egentlig ikke undre mig at det mest er mænd der gerne vil vide kønnet på forhånd, men det er kvinderne holder ved at vente til fødslen.
4. juni, 2007 kl. 9:47 |
Johnny skrev: At lade vente med at kende barnets køn kan måske fungere som en “slikkepind” for enden fødslen. En positiv belønning efter endt arbejde.
Øh, måske har jeg misforstået noget, men jeg troede at selve barnet var belønningen og ikke dets køn.
Men du har sikkert ret at mange tænker sådan.
Dick Sundevall lider af lignende forestillinger:
Ja, og det er vel også stort nok ved selve fødslen, blot dette at skulle være far. Vi har ganske vist termin ved juletid, men jeg tror ikke at barnets køn er blandt mine juleønsker. Jeg tror ikke at fødslen bliver mindre fantastisk af at vide kønnet på forhånd. Og Sundevall siger sammesteds at “der er andre spørgsmål, som er mere spændende at få svar på, spørgsmål som ikke kan besvares før fødslen.” Ja, det ser jeg netop som et argument for at det ikke kan skade at kende kønnet på forhånd. Der er ting som er vigtigere når fødslen sker!
Det sidste argument han trækker op af hatten er jordemoderen Christina, som siger at kvinden har et stort arbejde foran sig, og “hvis hun ved, at det er en dreng eller en pige, der kommer ud, så har hun ikke dette spændende at se frem til.”
Hallo! Hun skal være mor! Er det ikke så spændende at se frem til at det umuligt kan gøres trivielt ved at man kender kønnet?
Summa summarum: Jeg ser stadig ingen gode grunde til at vente med at få kønnet at vide.
6. juni, 2007 kl. 10:04 |
Hvis det er en kvindeting at ville vente med at få kønnet at vide til efter fødslen, så er jeg i hvert fald en afviger. Hjemme hos os har det alle tre gange været lige modsat.
Her er det min mand, der har strittet imod for overraskelsens(?) skyld (de sidste to gange sikkert også for at få lov at beholde håbet om en dreng så længe som muligt), og jeg har, hvor det har været muligt – dvs. med første barn, frabedt mig enhver vished om køn ved diverse scanninger.
Fordi jeg ved, at jeg ville have svært med at holde min mund, hvis jeg vidste det, og fordi det dog alligevel er en ting, som jeg godt kan leve uden at vide.
Hvad angår de forskellige bevæggrunde for ikke at kønsbestemme på forhånd, så tænker jeg også, at det hænger meget sammen med en efterhånden gammeldags opfattelse af, hvad en fødsel er – nemlig tidspunktet, hvor man udmattet endelig, endelig, endelig kan få at vide, om man forgæves har strikket lyserøde sokker (eller hvad man har gjort) i ni måneder eller ej.
6. juni, 2007 kl. 7:42 |
Måske er June inde på noget rigtigt – eller i hvert fald hendes omkring hendes mands bevæggrunde. Såfremt man har en præference om barnets køn, vil man ikke skuffes for tidligt i forløbet. På den anden side ville det vel være fornuftigt at erfare det inden fødslen, så man kan bearbejde en eventuel skuffelse og forberede den rigtige grimasse på selve fødselstidpunktet, hvor alt helst skulle være lutter glæde.
Måske handler det i virkeligheden ikke så meget om at skulle blive overrasket – det er blot den ydre grund. Jeg kan forestille mig, at for nogle handler det om, at såfremt man kender barnets køn, så vil tilknytningen blive stærkere og hvis nu der sker noget – så vil tabet/sorgen blive større.
Ikke at jeg personligt kender til de tanker/følelser -jeg ville gerne have haft mine børns køn at vide tidligt – det er jo ret praktisk, men i den periode var holdningen i systemet, at det skulle være en overraskelse!!!
6. juni, 2007 kl. 8:35 |
Jeg fandt din blog på nd, og den er ganske interessant.
Vi har ikke villet vide kønnet – og vi har været enige.
En af grundene er, at det et eller andet sted er temmelig grænseoverskridende at have et foster inde i maven, og jeg har haft lidt svært ved at forholde mig til det, og jeg har også været bange for at knytte mig for tæt – tænk hvis noget gik galt. Når man ikke kender kønnet, er det lidt nemmere. Jeg har svært ved, når nogen omtaler babyen med navn, inden den er født.
Det kan anses som værende en meget pessimistisk tilgang til tingene, men det er mine tanker omkring det:-)
Jeg synes også det er sjovere, når jeg ikke kender kønnet på veninder og families kommende børn – for udenforstående er der da et større overraskelsesmoment, når kønnet er ukendt.
Men jeg synes, det er fint, at man kan få det at vide, hvis det er det, man ønsker – jeg synes, jeg har skullet forsvare mit valg mange gange over for dumme kommentarer (“Jamen så kan du jo ikke nå at have alt tøjet klar!” Og “Det er nok fordi, du ikke er så perfektionistisk”), men det er mit indtryk, at det også er tilfældet for dem, der har valgt at vide det.
6. juni, 2007 kl. 10:21 |
Argumentet med at være bange for at knytte sig for tæt til barnet forstår jeg faktisk bedre. Ens fantasi gør barnet mere konkret når der kommer køn og især navn på.
Jeg tror dog alligevel at sorgen under alle omstændigheder vil være så stor at det ikke er af afgørende betydning om man kendte kønnet. Men jeg er ikke sikker.
8. juni, 2007 kl. 9:05 |
Vi har nu også valgt at få barnets køn at vide. i starten ville jeg også helst have ventet, mest af den grund, at det vigtigste for mig var at vide at det er et sundt og raskt barn vi venter os. Men manden fik mig overbevist om andet, for derefter selv at blive i tvivl. Til sidst var enigheden da nået, og i dag ved vi at det er en lille pige der venter på at møde os, og vi venter på at møde. Tror usikkerheden, for mit vedkommende, lå i, som en anden også omtaler, at det nemt kan blive for ‘farligt’ at vide kønnet. Der er så meget der kan gå galt, selvom det heldigvis sjældent gør det. Vi har dog ikke et sekund fortrudt at vi i dag ved kønnet, og vi taler da også til hende med brug af hendes navn. Tror, at i det man kender kønnet bliver det hele en anelse mere virkeligt. Måske i sær for far, der jo på ingen måde oplever de samme ting som moderen gør under graviditeten?
1. august, 2007 kl. 4:46 |
[…] ville jo gerne have kønnet at vide hvis det var muligt. Det var det bare ikke. Den lille var hemmelighedsfuld og insisterede på at […]
6. august, 2007 kl. 1:41 |
En af mine veninder ønskede ikke at få barnets køn at vide, for, som hun sagde: Hvorfor er det så vigtigt? Lad dog barnet få lov at være sig selv de ni måneder – det kan tidsnok få kønsnormer presset ned over hovedet.
Jeg er lidt enig med hende. Der er noget syret over, at vi i den grad “kønner” vores børn lige præcis i den periode, hvor kønnet sådan set betyder mindst. Flere af mine venner har fx haft overraskende svært ved at finde babytøj, der ikke straks signalerede: lyserød prinsesse/lyseblå vildbasse. Ved at få barnets køn at vide ved en scanning, opbygger man så en hel masse kønnede forventninger, allerede før barnet er født. Forventninger, som sandsynligvis har mere at gøre med de eksisterende kønsroller, end egentlig med barnet selv.
Nå ja, det er såmænd ikke fordi jeg tror, man kan undgå kønsnormerne, eller at det altid er ønskværdigt at gøre det. Men det er da bare lidt tankevækkende..
I øvrigt, tak for en interessant blog om et ofte overset emne. Jeg ser frem til at følge den fremover. 🙂
6. august, 2007 kl. 1:49 |
Jeg vil også helst vente til fødslen. Ikke pga overraskelsen, egentlig, for med to valgmuligheder er mulighederne der jo begrænsede. Man står jo ikke lamslået og himmelfalden over at det hidtil kønsløse pludselig viser sig at være en pige…af alle muligheder, tænk sig.
For os (ja, nu er det jo kun mig, for vi er ved at blive skilt) var det meget at det var sjovt at tale om. At gå med tankerne om det nu var det ene eller det andet. I sig selv var det jo flintrende ligegyldigt, for når først man har barnet er dets køn jo så selvfølgeligt. Naturligvis har jeg fået piger, for mine børn er piger og jeg har ingen sønner. Tror bare det er en del af miraklet omkring livets tilblivelse som vi gerne ville have med.
6. august, 2007 kl. 2:09 |
Jeg er helt enig i at vi alt for hurtigt presser kønsnormer ned over hovedet på barnet. Det jeg ikke forstår er netop at det skulle være så vigtigt at man må sørge for at holde det hemmeligt.
Jeg skal være den første til at iklæde mit spædbarn kønsneutralt tøj og lade min pige spille fodbold eller min dreng lege med dukker. Jeg vil meget gerne gå imod den lyserøde/lyseblå tidsånd, hvor alt fra skal kønnes så tidligt som muligt.
Men jeg ved også at barnet selv på et tidspunkt vil forholde sig til det, og at mange piger fx får et prinsesseflip når de er gamle nok til at registrere den slags.
22. september, 2007 kl. 11:42 |
Hold da op…..endelig en der har det som jeg har det. Venner og kollegaer er også superoverraskede over at jeg gerne vil vide barnets køn…..det er jo så meget mere spændende hvis man ikke ved det før fødslen..! Øhrm jeg synes nu at det er temmelig spændende i forvejen !!! Det er jo næsten ikke til at fatte at det rent faktisk kan lade sig gøre, at man kan udrette sådan et mirakel som et barn jo nu altså er. Jeg er godt på vej mod den scanning der kan fortælle mig om jeg får en pige eller dreng, og jeg kan næsten ikke vente…!! Og jeg vil nok blive noget skuffet hvis man ikke lige sådan kan se det ….øv bøv siger jeg bare. Og det er da også rart at være lidt forberedt. Jeg må desværre indrømme at jeg altid har ønsket mig en dreng, og nok lige skal trække vejret hvis jeg fik at vide at det bliver en pige. Ikke dermed sagt at jeg ville blive skuffet…for det ville jeg absolut ikke….men med en scanning så har man lidt tid til tilvending hvis det nu skulle være….og det syns jeg er rart. Heldigvis er min partner og min familie enige. Mvh Mimi
PS Rigtig god vind fremover….hvor er det spændende
19. februar, 2008 kl. 10:01 |
Er der nogle der ved hvornår det blev opdaget at man kunne scanne og derved få barnets køn at vide før selve fødselen?
🙂
18. august, 2013 kl. 12:31 |
Nu er det ganske vist en gammel artikel, men jeg er nok af den gamle skole. Ved mit sidste barns fødsel i 2010 ville vi heller ikke vide det. Jeg synes, at det er fantastisk at gå og forestille sig en masse under graviditeten om barnets køn, personlighed og så lave små gættelege på om det er en dreng eller pige.