Lunas verden (5 uger gammel)

Lunas verden er simpel: det handler om at spise, fordøje og sove. Og så en lille smule, når der ind imellem er lidt overskud: at kigge lidt på verden omkring hende.

Luna lever utopisk: hun får alle sine behov tilfredsstillet, bliver elsket og beundret og har intet ansvar – hun ved ikke en gang at der er andre der tager ansvaret for hende, så hun er også uden skyld, uden skam, uden skuffelser, uden bekymringer. Hun lever 100% i nuet – en tilstand som aldrig kommer igen, og som adskillige religioner og livsfilosofier og selvudviklingskurser jager som tabt ideal.

Når hun græder er hun gråd, når hun fordøjer er hun fordøjelse, når hun når hun spiser er hun en malkemaskine. Den største ambivalens man finder hos hende er når hun er på kanten mellem drøm og vågen tilstand: her er det som om to kræfter kæmper i hende: en der vil vågne og en der vil sove. Ellers er hun utopien om det hele menneske.

Hun aner det bare ikke. Hun aner ikke at hun er et menneske, at hun eksisterer som adskilt fra verden, at hun bliver passet på af sine forældre, som er andre væsener adskilt fra hende, der selv har et liv. I det hele taget ved Luna absolut ingenting. Hun er bare. En “hommelette”, som det hedder hos psykoanalytikeren Jacques Lacan – en blanding mellem “lille menneske” og “udflydende æggeret”.

Hun ser ikke genstande, objekter, men snarere bare kontraster mellem lys og mørke. Derfor er de tre mest interessante ting at kigge på:
1. Kanten af et overvejende mørkeblåt billede hendes mor har malet, der hvor det møder den hvide væg.
2. Lampen. En hvilken som helst lampe eller anden afgrænset lyskilde.
3. Uroen over hendes puslebord.

Hun kan godt ind imellem finde en vis interesse i sine forældres ansigter i nogle sekunder før lampen ved siden af fanger hendes blik. Hun kan formentlig genkende vores stemmer og lugte som noget trygt og velkendt uden at identificere det nærmere.

Jeg elsker hende overalt på jorden, hun er det sødeste lille væsen, men jeg må indrømme at jeg efterhånden begynder at længes mod at hun bliver lidt kommunikerende – altså bare at hun kigger på mig, genkender mig og viser at der er en kontakt mellem mig og hende. At jeg på et tidspunkt bliver mere interessant end lampen. At hun forstår at min tale kommer fra mit ansigt. At hun giver et smil, der ikke kan affærdiges som en refleksmæssig sideefekt ved fordøjelsen.  At det bliver en tovejs-relation.

Det skulle være lige om hjørnet, ifølge videnskaben. Hun er på vej mod det første spring, hvorefter hun vil være mere udadvendt. Det er allerede så småt på vej. Forleden dag så hun mit ansigt omvendt (da jeg lænede mig ind over hvor hun lå) og stak i et smil, der formentlig havde noget at gøre med hvad hun så. Hun ved vist også godt efterhånden at når man har skiftet hende og tænder føntørreren, så betyder lyden at der lige om lidt kommer et varmt pust på hendes krop, som først får det til at gibbe i hende, hvorefter hun bogstaveligt talt slapper af i hele kroppen og nyder det.

Så smelter far.