Scanningsbilleder – hvad ser man egentlig?

Som en god kollega (fotografi-forsker og selv kommende far) gjorde mig opmærksom på for nylig, så er der en vis grad af indbildning forbundet med ens forhold til de billeder man får med hjem fra scanningerne. Man bilder sig ind at man ser noget unikt – ens eget barn – men det man ser er egentlig bare et prototypisk foster, et hvilket som helst rask foster (med mindre altså at der er noget galt). Det er nemlig sådan at fosteret endnu ikke har udviklet individuelle træk. Alle raske fostre i første halvdel af graviditeten er altså ens, og de kunne lige så godt stikke os allesammen variationer af det samme billede.

Det er de hårde facts: man ser ikke noget særligt. Og hvilken konsekvens skal man drage af det? Man kunne smide billederne ud og bare kigge på nogle andre på nettet. Men det ville ingen gøre (heller ikke fotografi-forskeren selv), for de har alligevel en helt særlig status for de kommende forældre. Og hvad er det så der giver dem denne status?

Det er, at man ser et stillbillede fra en helt særlig begivenhed, nemlig da man så et glimt af sit kommende barn bevæge sig rundt derinde. Især for manden er det helt unikt, da vi jo ikke har den fysiske kontakt med det. Det man ser på skærmen er realtime og levende og et direkte aftryk af hvad der foregår inde i livmoderen i dette øjeblik. De billeder man får ud er ikke så meget i sig selv, men er primært et minde om hvad man så. Og for de berørte er det af en meget stor værdi.

Det kan også forklare hvorfor billedet er så meget mindre interessant for andre at kigge på. Man ser en grå masse og kan med lidt vejledning se omridset af et foster. Men når man ikke har været til scanningen er det mest de vordende forældres begejstring som kan smitte – selve billedet er i udgangspunktet uinteressant for andre. Så måske skulle man fortsat have scanningsbillederne hængende på køleskabsdøren, men så i øvrigt holde lidt igen med at vise dem frem til alle mulige – og huske på hvor lidet interessante scanningsbilleder var før man selv stod i det.

Og nu melder spørgsmålet sig: hvorfor har jeg så mine scanningsbilleder liggende på bloggen (her, her og her)? Og svaret må være at de for andre blot er en illustration til teksten, som handler om oplevelsen ved selve scanningen. Jeg beder ikke nogen om at kommentere dem og sige at vores foster ser flot ud, for det giver ingen mening. Det giver langt mere mening at glæde sig over at det lever og at vi er i gang med at sætte liv i verden.

Og så kan jeg i øvrigt hurtigt selv finde dem frem på skærmen, uanset hvor i verden jeg befinder mig, hvis jeg lige skulle få lyst til at blive mindet om hvad det er jeg har begivet mig ud i. Billederne har altså en afledt, men vigtig betydning

11 kommentarer to “Scanningsbilleder – hvad ser man egentlig?”

  1. Sidsel Says:

    Du kan hilse denne fotografi-forsker at der er noget han har fået galt fat i! Selvfølgelig er der forskel på fostre – også i første halvdel af graviditeten. De er f.eks. meget banalt forskellige i størrelse og køn og nogle har forskellige misdannelser, men også alle de individuelle træk er i gang med at blive udviklet. De kan så muligvis ikke erkendes på scanningsbillederne, men det betyder jo ikke at de ikke er der.

    Jeg har aldrig syntes det var kedeligt at se på folks scanningsbilleder, selvom det kan være svært at se hvad det forestiller. Det repræsenterer jo ikke et hvilket som helst foster, det er jo netop deres lille foster som er afbilledet. Og selvom man ikke kan se på billedet at den vil få faster Karens næse, er det alligevel skæg at se og dele den begejstring forældrene føler.

    Billederne er kun en svag afglans af hvad man oplever live ved scanningen – og hvis man selv betaler for en scanning, kan man få en video med hjem af hele scanningen, hvilket jeg tror vil være langt sjovere at se på, også for andre!

  2. Farbar Says:

    Nu handler det jo om det man kan se på scanningsbilledet og ikke om eventuelle mikroskopiske forskelle, men i øvrigt skal jeg ikke gøre mig klog på det.

  3. Kratluskeren Says:

    Da jeg var med til første scanning for mit første barn stod det mig klart at jeg aldrig kunne gå ind for abort igen. Mit helt eget lille barn svømmede rundt derinde, med fingre og tæer og mund og var et helt lille menneske. Billedet er ganske rigtigt kun et sløret aftryk, men det er den fysiske forbindelse til første gang jeg så mit lille mirakel, som i dag hopper lykkeligt i sengen når jeg henter hende om morgenen.

    For nylig læste jeg negativt vinklet artikel om at forældre i dag bare ser på nf-scanningen som en begivenhed. SELVFØLGELIG gør man det for det er en kæmpe stor begivenhed og i langt det fleste tilfælde afslører det jo ikke nogen problemer.

  4. Tidens ekshibitionisme, små babyer og humanismetænkning « Eksistens Says:

    […] et PS. Den her kommentar på farbar illustrerer måske […]

  5. Dag (fotoforsker) Says:

    Kære Sidsel (og andre),
    Min kommentar til farbar vedr. scanningsbilleder havde sin oprindelse i vores jordmors udtalelse under en scanning. Hun sagde at fostre endnu ikke udviklet individuelle træk, og i uge 14 heller endnu ikke køn, hvilket på det tidspunkt kun er genetisk determineret. Kommentaren kom efter at jeg tykte mig se en ordentlig næse, og mente at den måske kunne spores til min egen. Det var hendes kommentar at UNDTAGET alvorlige udviklingsskader er alle foster helt ens. Fosterudvikling er ikke mit område, men fotografi er. Og kommentaren har nok mere interesse indenfor reflexioner om fotografiets sociale funktion end indenfor biologi.
    mvh
    Dag

  6. Sidsel Says:

    Hej Dag

    Den jordemoder mente det sikkert godt, men hun har nu ikke ret! Altså hun har sikkert ret i at man ikke kan dømme om næsen ud fra en tidlig scanning, men kønnet er nu begyndt at udvikle sig – der tilbydes faktisk tidlige kønsscanninger allerede i uge 12, selvom det kræver et trænet øje at se det på det tidspunkt! Det hun mente er formentlig, at det er svært at se individuelle forskelle på scanningen, hvilket er noget andet end spørgsmålet om de er der eller ej. Barnets testikler eller æggestokke er allerede dannet i 11. uge.
    I 12. uge er barnet stort set færdigt – derfra skal det bare vokse, sådan populært sagt.
    Sundhedspersonalet siger nogle gange noget som ikke er helt i tråd med virkeligheden, og det her var så en af dem.

    Mvh Sidsel

  7. Henrik B Says:

    Er det bare mig der er underlig, eller hvad? Vi har været til NF-scanning i sidste uge og så der de første (faktisk var det de tredie, men de to første gange gælder ikke helt) billeder af den kommende arving. Bevares, det var da spændende, men mest på den måde at min kæreste nu er i 15. uge, og det er bekræftet at der efterhånden er en rimelig chance for at der rent faktisk kommer et barn ud af det. Som bonusinfo kan jeg give, at vi for ca. 1 1/2 år siden var ude for en spontan abort som blev konstateret ved NF-scanningen, og måske af den årsag var overskyggede utrygheden ved om barnet fortsat var i live mange gange glæden over udsigten til at skulle se barnet bevæge sig etc. Jeg har derfor lidt svært ved at sætte mig ind i kommende forældre der vælter rundt øre af lykke og åbner den ene flaske champagne efter den anden efter NF-scanningen. Men igen, måske er jeg bare underlig eller måske mere sandsynligt en uforbederlig kyniker.

  8. sangild Says:

    Henrik: Du svarer vel selv på spørgsmålet: fordi I tidligere har været ude for en traumatisk scanning, så kan I ikke hengive jer til det som en festlig begivenhed. Det har jeg fuld forståelse for, og det tror jeg de fleste har.

    Jeg har for et par måneder siden været i email-kontakt med en mand, der var ude for at de mistede barnet ved 20-ugers-scanningen. Fødslen blev sat i gang og barnet levede i to timer. Der går ikke en dag uden at jeg tænker på ham, og jeg har endda aldrig mødt ham.

    Derfor har jeg også været nervøs for hver eneste scanning, og efterfølgende lettet over at jeg har været så heldig. Der er ingen retfærdighed hvad dette angår, og det kunne lige så vel have været os der mistede vores barn.

    Det er enhvers ret at betragte scanningen med den alvor som en sådan også indebærer. Men det er også en ret at glæde sig over at se et glimt af sit kommende barn.

    Som ovennævnte mand, der mistede et levende barn i uge 20, generøst skrev til mig:

    “Jeg håber, for intet i verden, at I oplever det samme som vi. Sæt pris på hvert øjeblik I har sammen med den lille – også mens han/hun er i maven. Og så krydser jeg selvfølgelig fingre for, at I får et sundt og raskt barn.”

  9. sidsel Says:

    Hej Henrik

    Champagne er under alle omstændigheder lidt egoistisk eftersom moderen ikke kan være med 😉

    Men ellers tror jeg det kan være jeres traumatiske oplevelse, der har sat sine spor. Og så tror jeg oplevelsen er stærkest ved første scanning (det var den i hvert fald for mig) og hvis man iøvrigt har svært ved at tro på, at det virkelig er lykkedes!
    Jeg vil nu heller ikke beskrive vores scanninger som noget med at vælte rundt og være ør af lykke. Mere som en dejlig oplvelse og en rar forsikring om at alt er som det skal være.

    Tillykke med graviditeten iøvrigt!

  10. Henrik B Says:

    Jeg er helt på det rene med, at vores ganske ubehagelige oplevelse i forrige forsøg er skyld i, at scanninger for mig nu mest er forbundet med bekymringer om, hvorvidt der stadig er liv. Men selvfølgelig ved jeg også, at jo længere tid der går, desto bedre er udsigterne.

    Jeg har en ven, hvis kæreste er i ca. 25. uge, og de har ved alle undersøgelser glædet sig og syntes det var åh-så-spændende, det de nu skulle op til, og jeg har lige så længe haft kulsort samvittighed over ikke at kunne glæde mig sammen med ham. Samtidig har jeg heller ikke delt mine egne bekymringer med ham af frygt for at skulle slå skår i deres glæde. Man skal nok have mistet for helt at kunne forstå hvor jeg står.

  11. sidsel Says:

    Det tror jeg du har ret i. Man kan ligefrem blive lidt irriteret på at andre er så “naive”. Jeg har ikke prøvet at miste, men kan nogenlunde sætte mig ind i det, fordi vi til gengæld ikke “kunne selv”, men skulle have hjælp fra hospitalet. Det giver også et chok og er en stor sorg, som har taget tid at komme over.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: