Samtale 2

“Er du en sød lille baby, hva? Er du det? Ja, er du en sød lille baby? Jaaaa, du er en sød lille baby, ja det er du”.

Måden man taler til spædbørn (og hunde) på har altid undret mig. Man stiller disse komplet ordløse væsener nogle retoriske spørgsmål, som gentages og gentages i et højt stemmeleje og derefter besvares af én selv. Stemmeføringen er teatralsk overspillet, hvilket står i kontrast til det ret banale udsagn. Alt i alt er kommunikationsværdien nul, med mindre der er et andet voksent menneske til stede i lokalet, som man så kan kommunikere indirekte til gennem sin tale til barnet: “Skal du over til far hva? Skal du det? Ja, skal du over til far? Jaaaaa”.

Jeg har fundet denne retorik latterlig. Jeg har bevidst ikke talt til spædbørn og hunde på denne måde, fordi den ikke gav nogen som helst mening for mig.

Og nu blev jeg så selv far.

Jeg vil ikke sige at jeg har overgivet mig fuldstændig til dette sprog, men jeg begynder at forstå meningen med stemmeføringen. Spædbørn og hunde skal fornemme at man taler til dem, og der skal være plads til at de kan “svare”. Det er lige meget hvad man siger, så man kan lige så godt spørge dem om de er spædbørn/hunde, selv om svaret må siges at være indlysende. Det handler om at de kan fornemme dialogens tone og fornemme den voksnes humør. Så derfor kan jeg godt finde på at tale med Luna på måder, som udefra må lyde ret fjollede.

Den voksne pludrer i virkeligheden, og det vigtige er tonefaldet, og det er dér kommunikationsværdien ligger. Men fordi vi er så sproglige som vi er, kan vi ikke få os selv til bare at pludre vrøvleord. Derfor snakker vi et sted mellem det meningsfulde og det meningsløse når vi snakker med spædbarnet.

“Skal du have en ren ble på, hva? Skal du det? Ja, skal du have en ren ble på? Jaaaa, det skal du”!

4 kommentarer to “Samtale 2”

  1. Søren E Says:

    Meget præcist! Jeg har selv været igennem samme dannelsesproces for nylig.

  2. Irene Manteufel Says:

    Haha! Indtil jeg selv blev mor, troede jeg, at jeg var en abnorm kvinde, fordi jeg aldrig kunne finde på noget at sige til spædbørn. Jeg anede jo ikke hvad de tænkte – og jeg havde også en fornemmelse af, at de alligevel ikke ville svare. Til gengæld kunne jeg sagtens tale med mine katte. Og da jeg blev mor, viste det sig pludselig at jeg aldrig løb tør for åndssvage ting at sige – det er stadig ikke sket, og jeg må indrømme, at jeg stadig kan finde på at synge hjemmelavede babysange for min datter på 7—!

  3. Torben Sangild Says:

    Jeg er faktisk også begyndt at synge hjemmelavede sange for Luna. De strømmer ud af mig uden at jeg gør noget for det. Ofte er der tale om nye tekster til andre sange, men ind imellem også nye melodier. Hun elsker dem og forsøger at synge med på sit pludresprog, som mest bliver til “a-grrrøøøø”. Selv om hendes intonation mangler en smule, mener jeg bestemt hun har den X-factor der skal til…

  4. Lortebleen « Farbar Says:

    […] hvert fald havde jeg intet overskud til at pludre med Luna. Eller synge for hende. Eller lave nogen glade ansigter. Heldigvis havde hun […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: