Lunas fødsel 3: Klimaks

Nu er vi nået til selve fødslen.

Jordemoderen talte med lidt accent og var muligvis tidligere østeuropæer. Hun virkede træt og lidt formel i det, og henvendte sig kun meget sjældent til mig. Og så blev hun ved med at kalde vores kommende barn ”han”, selv om vi gentog at vi ikke kendte kønnet. Men hun var fagligt dygtig og gjorde alle de rigtige ting – og det er naturligvis det vigtigste.

Der var en koncentreret, stille stemning der på fødestuen sidst på natten. Der var ingen andre lyde end dem vi selv lavede – og ”vi” betyder selvfølgelig først og fremmest Hustruen, som tacklede veerne uden nogen former for bedøvelse. Det kom slet ikke på tale, så hurtigt gik det.

Hustruen havde øvet sig på en masse fødestillinger hjemmefra, men fordi barnets hjertelyd var uregelmæssig, blev hun beordret til at ligge på ryggen. Det er ellers en fødestilling man er gået væk fra af hensyn til den fødende, men for jordemoderen er det den ideale position for at kunne se op. Og i dette tilfælde skulle der måles hjertelyd – både med et bælte om Hustruens liv og med elektroder inde på barnets isse.

Hustruen skulle holde igen med presningen og gispe under presseveerne i en halv time. Det var fordi barnet ikke var skruet helt ned i bækkenet. Hun gispede og gispede, men ind imellem og pressetrangen overhånd, og Kvinden var et par sekunder i sin naturs vold. Jeg synes hun var sej.

Jeg var tredje hjul , og forsøgte at finde min rolle i alt dette. Jeg holdt hende i hånden, jeg bragte hende vand med sugerør, jeg holdt en våd klud over hendes pande, jeg roste hende, jeg gav hende iltmaske mellem veerne.

Jeg ønskede også at holde øje med hjerterytmen, og i en ledig stund tog jeg mod til mig og spurgte den afmålte jordemor hvad tallene betød og hvad jeg eventuelt kunne holde øje med. Jeg fik et svar, men det var tydeligt at hun helst selv ville holde øje med det. Svaret var at det var normalt med udsving i hjerterytmen (under 110 og over 150), men at de ikke måtte vare mere end et par sekunder.

Selv om jeg kun havde sovet tre timer (og ikke havde fået kaffe) var jeg fuldstændig klar i hovedet fra jeg blev vækket til længe efter fødslen. Adrenalinen pumpede, men jeg var rolig og koncentreret. Enhver tidsopfattelse var forsvundet, og kun i kraft af registreringer eller benævnelser kender jeg de enkelte tidspunkter.

Så var den halve time gået, barnet var sunket ned i bækkenet. Nu måtte der presses. Kvinden forvandlede sig nu i veerne til urmoderen selv. Hun pressede og stønnede og var rød i ansigtet. Det skræmte mig ikke– jeg var forberedt på det. Mellem veerne var hun pludselig helt normal og bad roligt om noget mere vand eller ville holde mig i hånden.

Faktisk kom der kun fire presseveer før barnet var ude. Efter den tredje presseve kunne jeg se barnets isse. Det var et lidt uhyggeligt syn, idet den så helt grålilla og skaldet ud. Faktisk en smule dødt. Men jeg stolede på jordemoderen og huskede mig selv på at børn under og lige efter fødslen kan antage mange forskellige farver i området blå/rød/lilla. Jeg fortalte Hustruen (uden at vise at jeg var chokeret) at vore barn var skaldet. Det viste i øvrigt sig senere at hun ikke var skaldet, blot meget korthåret, og at farven på hendes isse skyldtes et gigantisk blåt mærke.

Og så kom den fjerde presseve, der skulle blive den sidste. Barnets hoved kom pludselig til syne, og ikke nok med det: også dets ansigt. ”Det er en er lille stjernekigger!” udbrød jordemoderen uden bekymring. (En ”stjernekigger” er et barn der fødes med ansigtet vendt mod himlen, hvilket er en ’forkert’ og uhensigtsmæssig position). Jeg var overvældet.

Og sekundet efter fik jeg et stort chok. Det så ud som om barnets hals var skåret over! Der væltede blod ud fra hvad der lignede barnets hals. Jeg kiggede væk i et sekund og så tilbage igen, idet jeg kunne høre at jordemoderen var ubekymret. Svup, sagde det, og så var barnet ude. Lilla og dækket af fosterfedt, og hendes kranie var deformt af strabadserne, men hun var helskindet. Der gik et par sekunder hvor jordemoderen og jeg konstaterede at det var en pige, og så græd barnet.

Græd Luna. For hende var det.

Jeg blev spurgt om jeg ville klippe navlestrengen, og det ville jeg gerne. En symbolsk handling som jeg ikke på forhånd var sikker på om jeg ville være parat til, men efter at have været med hele vejen og set alt og gjort alt det rigtige var jeg ovenpå. Jeg fik at vide at jeg skulle klippe langsomt. Det forstod jeg ikke helt meningen med, og klippede igennem med det samme, hvorefter der sprøjtede en lille kaskade blod ud. Det havde jeg egentlig ikke regnet med. Jordemoderen mente at jeg havde klippet for hurtigt, men den dag i dag forstår jeg ikke hvad det med langsom klipning handlede om.

Jordemoderen forklarede at det var heldigt at Luna blev født tidligt og var lille, for hvis hun havde været større ville der være komplikationer i og med hendes stjernekiggeri. Hendes navlestreng var også viklet rundt om halsen (måske var det dét jeg så som lignede en overskåren hals?), hvilket også kunne blive et problem hvis hun var født senere.

Ikke noget med vejning eller vaskning, Luna blev straks lagt op til sin mor i nærheden af hendes bryst. Hun var allerede på vej mod hudfarve, bortset fra på issen, og kraniet var på vej til normal form. Hun fik en hue på. Det var et fantastisk syn. Og alligevel fattede jeg ikke hele konsekvensen af det just skete. Jeg var på en måde for koncentreret om at det hele skulle gå godt til at kunne hengive mig fuldt i minutterne efter fødslen. Sådan havde Hustruen det ikke. Hun sad henført med lille Luna, som hurtigt faldt til ro igen.

Da Hustruen og Luna havde fået et par minutters symbiose mens jeg kiggede på, lænede jeg mig ind over dem og rørte min datter for første gang. Her skete der noget magisk. Luna åbnede øjnene og kiggede skiftevis på Hustruen og på mig, frem og tilbage, som om hun iagttog sine forældre. Jeg ved godt at hun ikke var i stand til det, men lige her, lige i dette øjeblik, tiltroede jeg hende det.

”Hej Luna. Jeg er din far.”

Selv om jeg i månedsvis har skrevet en weblog kaldet Farbar og omtalt mig selv som vordende far, var det en helt mærkelig fornemmelse at sige ordet til min nyfødte datter. Jeg skal stadig, 10 dage senere mens jeg skriver dette, smage på ordene ”far” og ”datter” om mig og hende. Det lyder på en måde så voksent at være far.

Mens Hustruen blev syet gik jeg ud og ringede til de nybagte bedsteforældre. Jeg havde ikke lyst til at se nogen sy i hendes underliv og jeg havde jo også en opgave i at meddele at Luna var kommet til verden.

Da jeg kom tilbage var Hustruen blevet syet, og skulle ud på badeværelset og ”ordnes færdig”. Det viste sig at være en gave for mig. Jeg fik nemlig nu for allerførste gang en stund alene med lille Luna, som havde sin hvide hue på. Jeg sad med hende i mine arme og mærkede den stigende fornemmelse af kærlighed til det lille, skønne væsen, der lå dér og sov ovenpå sit livs første traumatiske oplevelse. Jeg sang for hende og jeg begyndte stille at græde. Af lettelse, af udmattelse, men frem for alt af glæde over at have dette liv i mine hænder.

Hun er min lillebitte datter.

(fortsættes)

5 kommentarer to “Lunas fødsel 3: Klimaks”

  1. Steffen Says:

    Jeg kan levende genkalde mig de følelser du beskriver her; det allerførste blik, følelsen af den første kontakt/samhørighed, at sidde med hende (og senere; ham) i favnen første gang. Den kolossale “vægt” på skuldrene, ansvaret, faderfornemmelsen, Kærligheden.

    Jeg blev meget rørt da jeg læste dette.

  2. jesper Says:

    Stort tillykke med hende.
    Ja, jeg blev også meget rørt, da jeg læste det, selv om jeg endnu ikke har prøvet det. (Men det skal jeg til gengæld til sommer, derfor fik jeg lige pludselig glæde af denne blog.)

  3. Ønskebarnet (Mor-Far-Forum) Says:

    SUK. Så fik jeg lige læst en stor del af bloggen i de senere nattetimer. Du skriver fantastisk og jeg blev helt rørt!

    Glæder mig til vores eget lille mirakel (en skønne dag)!

  4. Adam Says:

    Også jeg blev meget rørt af beretningen. Tog mig selv i at ånde lettet op og tænke “ååhh…” da Luna kom ud (selvom jeg selvfølgelig godt vidste det gik godt). Fik små gys ved afsnittet om den potentielt farlige navlestreng. Er forlovet, snart 28 år – og læsning er denne blog er en del af min mentale forbedrelse til at tage det næste store skridt i livet. At blive far.

  5. Anne Says:

    Det er rigtig godt skrevet det hele og dejligt, at der endelig er en, der kan stave 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: