Archive for the ‘Repræsentationer af faderskab’ Category

Frygt

18. oktober, 2007

Denne post handler om følelser af frygt i forbindelse med at skulle sætte et barn i verden. Så er du advaret.

(more…)

Reklamer

Forhåbning

7. september, 2007

Tænk hvis det at blive far virkelig bliver sådan her! Nu glæder jeg mig virkelig!

(vel vidende at mange har helt andre oplevelser)

Islandsk fadertrend?

26. august, 2007

Min bror har netop været i Island, og der fandt han i et supermarked en hylde med noget der kunne ligne blade og bøger om fædre. Han tog et par hurtige billeder og sendte til mig som et tegn på hvor meget islændinge går op i de nye fædre. Jeg forstår ikke islandsk, men har lavet lidt research. Hvis nogen kan islandsk må de meget gerne hjælpe med opklaringen. Se billeder med kommentarer nedenfor:

(more…)

Den gode far

6. august, 2007

Vor dages fædre ønsker at være ganske anderledes end deres egen far. En tankevækkende undersøgelse som refereres i bogen Kend din krop, mand (s. 270-71) viser at de fleste af disse mænd betragter deres egen far som fraværende, at han ikke forstod dem, og at der ikke er noget fra deres egen far de selv kan bruge som fædre. Det er uhyre trist, og det viser hvor omfattende en manderolle-revolution vi står midt i.

De samme mænds svar på hvad en god far er, lyder: han er opmærksom, nærværende, deltagende, kærlig, interesseret og omsorgsfuld. Han bruger tid sammen med barnet; også når barnet er spæd.

I modsætning til hvad Henrik Jensen tror, så er disse kvaliteter vel fuldt forenelige med at være et mandligt forbillede og en autoritet. Ja, spørgsmålet er om ikke denne faderrolle er så meget desto mere befordrende for igen at etablere faderen som en vigtig del af familien og dermed også af opdragelsen.

Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen

5. august, 2007

Jeg har svært ved at se fremkomsten af de nye fædre – dem der tager barsel og tager ansvar for nærheden til deres barn – som andet end et entydigt fremskridt. Når ellers projektet lykkes er det et gode for både manden, kvinden, samfundet og mest af alt: barnet. Så hvorfor er der nogle der alligevel er sure? (more…)

Den fraværende far

3. august, 2007

Som tidligere beskrevet er der opstået et begreb om “de nye fædre” – dem som tager barsel og som prioriterer nærheden til deres børn uden af den grund at give køb på en maskulinitet. Heri adskiller de sig markant fra tidligere faderroller, ikke mindst den fraværende far, som det skal handle om her. (more…)

Mytiske fædre

22. juni, 2007

Den nye faderrolle er virkelig hidtil uset. For nu at begynde med begyndelsen: Vi har tilsyneladende ikke nogen store, gamle mytologiske fortællinger om den kærlige far. Som Per Are Løkke skriver (s. 18) er det helten der beskrives i den vestlige mytologi og ikke den omsorgsfulde far. Helten der drager ud og efterlader sine børn hos moderen, som er den egentlige omsorgsfulde figur. Men ud over helte-faderne er der utallige grusomme fædre, der svigter, forbander, voldtager, ofrer og dræber deres børn i mytologierne og i Bibelen. Mytisk set er faderen altså enten en fraværende helt eller en grusom tyrran. Jeg håber at der findes undtagelser, og I må meget gerne finde frem til den, for det er godt nok en ubehagelig gang fædre vi trækkes med. Det er ikke her man skal finde sine rollemodeller. Lad mig gennemgå nogle af de mere grusomme:

– Noah var en fuld stodder, der forbandede sin søns slægt efter at sønnen havde forsøgt at redde Noahs ære. Se her.

– Abraham var parat til at dræbe sin søn, Isak, fordi hans kærlighed til Gud var større end til hans eget barn.

– Kronos spiste sine børn.

– Kronos’ søn Zeus blev selv far, og kastede et af sine børn (Hefaistos) ned af bjerget fordi han var for grim.

– Kong Laios satte sin søn, Ødipus, ud i skoven som bytte for dyrene. Han sørgede for at gennembore den lille drengs akilleshæle, så denne ikke kunne stikke af.

– Kong Agamemnon ofrede sin datter, Iphigeneia, for at få vind i sejlene på sit krigsskib.

Jeg er godt klar over at der findes diverse mytologiske grunde til disse faderfigurer – at de opfylder nogle særlige roller i en kulturs fortællinger om sig selv. Men det er da alligevel slående. Det bedste modeksempel jeg umiddelbart kan komme i tanker om er lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15), men det er jo netop en nytestamentlig lignelse og dermed nok ikke en egentlig myte. Andre bud? Findes der nogen kærlige fædre i vores ældste myter? Og hvordan er det egentlig med fædre i nordisk mytologi?