Archive for the ‘Mænd (og kvinder)’ Category

De første legestue-erfaringer

13. september, 2008

Jeg har været på fire legestuebesøg, herunder et længe ventet besøg på Fars legestue. Dem fortæller jeg mere om her:
(more…)

Reklamer

Lunas fødsel 4: Hvad jeg kunne gøre

23. december, 2007

Når man skal være far for første gang vil man ofte stå i den situation at man gerne vil være med til fødslen, men ikke helt ved hvad man skal stille op undervejs. Mange mænd beretter om hvordan de har følt sig overflødige, mens mange kvinder beretter om hvor godt det var at deres mand var med. Sagen er at små ting betyder meget, ikke mindst bare det at man er der og støtter. Jeg har her opregnet hvad jeg kunne gøre for Hustruen fra og med jeg blev vækket:

(more…)

Fædre på barsel

8. december, 2007

Spørgsmålet om fædre på barsel har luret i mange tidligere indlæg, og her kommer min umiddelbare mening om den sag:

(more…)

Faderrollen i dag (Svend Aage Madsen)

18. oktober, 2007

Et par citater om faderrollen i dag:

(more…)

Udenfor

5. oktober, 2007

Flere gange om dagen ler Hustruen indforstået eller kommer med et lille udbrud. Jeg tror som regel først at det har noget med mig at gøre eller noget der sker omkring os, men det har det ikke. Det sker inde i hende: den lille vender sig og sparker og gør ved, og hun mærker det.

Jeg kan godt blive lidt misundelig over at hun oplever disse ting. Det er som om hun allerede har en meningsfuld kontakt til barnet, mens jeg kun kan lægge en hånd på og mærke et spark – hvis jeg er heldig. Hun er god til at forsøge at dele det med mig, men det bliver ikke det samme. Jeg er bare udenfor – helt bogstaveligt.

Forandringer 3: Panik før lukketid

24. september, 2007

Det føles lidt som panik før lukketid. Samtidig med at jeg glæder mig voldsomt, er der også en følelse af at tilværelsen som jeg kender den bliver afløst af noget helt andet; at intet bliver det samme igen; at der er en masse ting jeg ikke vil have tid og overskud til når først den lille kommer. Så derfor er der en masse jeg skal nå.

Henrik Vittrup skriver om det som han kalder for “det andet projekt”. Det er når manden under sin kones graviditet begynder på nye aktiviteter: nogle vil male alle værelserne, andre tage et bestemt kursus, nogle endda skifte arbejde. Vittrup skriver: “Trangen til at gøre eller handle er et gennemgående træk, og er måske…mandens ‘sprogløse’ måde at indstille sig til det nye liv…Projekter af denne slags skal ses som en trang til at lægge ungdommen bag sig og udvælge nogle kvaliteter, man vil bringe med sig i en ny manddom” (Når du bli’r far, s. 50-53).

Denne weblog kan sagtens ses som “det andet projekt”, som et forsøg på at forholde sig til det som skal komme, og som jeg ikke aner hvordan vil blive, men som jeg alligevel tror det er godt at forholde sig til, frem for bare at tænke på noget andet.

Men derudover har jeg også påtaget mig lige lovligt meget ekstra-arbejde her i efteråret, og det lider jeg så under nu. Jeg tænkte at nu ville jeg lige give den en skalle inden jeg bliver far, men det er blevet til lidt for mange ja’er og lidt for få nej’er.

Panik før lukketid, ja, men man kunne jo også betragte det som en panik før åbningstid. Noget velkendt lukker, men der åbner sig noget nyt. Og det er værd at holde et vist fokus på.

Riis vs. Riskær

30. august, 2007

Der har åbenbart været en heftig TV-debat i Go’ Morgen Danmark på TV2 mellem Klaus Riskær og Anne-Grethe Bjarup Riis på grund af Riskærs macho-yuppie-levemands-udtalelser i B.T om at manden ikke skal være til stede ved sit barns fødsel, at kun “uldtot”-mænd skifter ble og andet oldnordisk vås. I samme ombæring har Riskær (nybagt far) også udtalt at kvinder skylder manden at abortere hvis de bliver gravide uden at være i et fast forhold. Riis (mor til tre) går i kødet på Riskær og forsvarer bravt, men tilsyneladende lidt aggressivt, de nye fædre. Efter sigende var debatten på TV2 så ophedet (især fra Riis’ side) at værten Ole Stephensen måtte opgive at styre løjerne.

Desværre ligger TV-klippet tilsyneladende ikke nogen steder på nettet (?), men så er det godt at mine radiohelte, De sorte spejdere som altid er på pletten med både at spille uddrag af diskussionen og give Klaus Riskær tørt på. Indslaget kan høres her.

Perversion: Ammende fædre

29. august, 2007

Mænd kan amme. Hvis de træner længe nok. Se her og her.

Jeg går ind som bekendt for en ny faderrolle, hvor faderen tager afgørende del i barnets omsorg og pleje. Jeg går ind for flere mænd på barsel. Jeg går ind for en tæt relation mellem far og barn.

Men ammende fædre virker bare helt forkert. Det er at forsøge at drive ligestillingen ud over sin naturlige grænse. Her kan man med rette tale om fædre der forsøger at være mødre, som Henrik Jensen fejlagtigt gør det om kærlige fædre der prioriterer deres børn.

Er jeg reaktionær når jeg mener at det er kvinden der bør amme? So be it! Jeg skifter gerne ble (modsat fortidsøglen Klaus Riskær), men jeg ammer fandemene ikke!

(Tak til Emil for at henlede min opmærksomhed på det bizzare fænomen)

Forandringer

22. august, 2007

Mange små ting forandrer sig når man skal være far. Ikke på samme måde som for den vordende mor. Hun mærker en masse fysiske forandringer når hun bliver gravid. For hende er det noget konkret og altid nærværende. For manden er det som regel mere diffust og abstrakt.

Jeg vil her på halvvejen af graviditeten skrive om nogle af de forandringer jeg selv mærker. Der er ikke tale om dramatiske følelser eller markante handlinger, men om små forskelle, små skift i fokus – lidt som når man med et spejlrefleks-kamera stiller skarpt på andre elementer i billedet.

Her er nogle forandringer som jeg lige kan komme i tanker om. Jeg kommer sikkert i tanker om flere, som jeg kan samle op i et senere indlæg. Og så er der nogle som efter planen får deres egne særskilte indlæg: panik før lukketid og frygt. Men her er nogle stykker til at begynde med:

– Jeg synes at jeg ser gravide og småbørn overalt. På gaden, til sammenkomster, på jobbet. Hver anden kvinde jeg får øje på er gravid.

– Mange af de mænd jeg får øje på er fædre. De er overalt, fædre med småbørn. De er altid kærlige ved deres børn, og selv om de ind imellem ser stressede ud, så fornemmer jeg at de har en ekstra dimension i deres tilværelse.

– Jeg er blevet meget rørstrømsk med det. I dag gik jeg forbi en far i supermarkedet, som forklarede sin treårige datter at grunden til at jeg havde en større indkøbsvogn end hende var at jeg var meget større end hende. Jeg kiggede ned, og der gik pigen med en tung, overlæsset barneindkøbsvogn, som hun med stolt besvær fik manøvreret rundt om et skarpt hjørne. “Det er flot, skat” sagde faderen kærligt. Mere skal der ikke til. Jeg blev så rørt at jeg måtte standse op ved pålægsdisken, tørre et par tårer væk og trække vejret roligt før jeg kunne fortsætte hen mod mælken. Det er svært at forklare. Det var bare en smuk situation i al sin hverdagslige banalitet. Og dette sker for mig næsten hver eneste dag.

– Jeg begynder at få visse dansktopsange af typen “Hvem du end er så velkommen til verden” og “Hurra, hurra, hurra, hurra/ min kone har gjort mig til far” på hjernen. Og i stedet for at vifte dem væk som ulidelige, musikalske parasitter, så forekommer de mig nu at være dybe og meningsfulde udsagn om det vigtige her i verden.

– Jeg sover mindre. Jeg går senere i seng, og vågner alligevel tit længe før vækkeuret ringer. Der er en uro i kroppen, som til dels hænger sammen med at jeg er spændt på hvad der skal ske. Ikke sådan at det er noget jeg tænker på hele tiden; det ligger bare i baghovedet, som man siger. Det betyder noget i retning af at det er til stede som en horisont, en atmosfære som alle andre hændelser er omgivet af. Det er der også når jeg ikke tænker på det. Jeg bilder mig ind at den mindre søvn også er en måde at forberede mig på søvnmanglen efter fødslen på. Men det er jo stik modsat Hustruen, der ofte går i seng kl. 21, dvs. tre timer før mig.

– Mange af mine drømme handler om at have børn. Enkelte har handlet om selve fødslen. Nogle gange er det et dyr i stedet for et barn, men det er stadig mit barn. Det minder mig faktisk om to ting: dels Bonnie Prince Billys “Song for the New Breed” og dels en drøm jeg havde for 15 år siden. Jeg drømte at jeg havde en lille hvid kattekilling. Denne kattekilling var mere end et kæledyr. Det var et væsen som jeg elskede på en måde som man kun elsker sit barn. Jeg mærkede simpelthen denne kærlighed i en drøm. Så gik det galt og både katten og jeg var i fare, men det er en anden historie. Jeg vågnede og vidste at jeg en dag skulle blive far.

– Jeg betragter det som en opgave at sørge for at Hustruen altid cykler med cykelhjelmen på og i det hele taget passer på sig selv. Forleden dag kom jeg sent hjem og hun var der ikke som hun plejer. Jeg ringede til hendes mobil og fik et lille chok da hun som det første svarede at hun var på Rigshospitalet. I et splitsekund så jeg hende miste barnet og vores verden falde sammen. Men kun i et splitsekund, for øjeblikket efter registrerede jeg hvor glad hun lød. Hun var derovre for at se til et vennepar der lige havde født!

– Jeg kigger på min elskede hustru og føler mig lykkelig. Det gjorde jeg også før hun blev gravid, men nu er der ligesom endnu mere at holde af. Hun vokser horisontalt. Hendes mave er nu faktisk så stor at jeg ikke kan forestille mig at den kan blive større. Men planen er at den skal vokse sig dobbelt så stor. Det er svært at tro på, for det kan hendes krop da ikke holde til. Det ved jeg godt at den kan, men alligevel.

Venter på spark

11. august, 2007

Hustruen mærker barnet sparke adskillige gange i løbet af en dag. Hun lægger hånden på maven og mener også at kunne mærke det udefra. Hun kalder på mig, og jeg lægger hånden på maven, men kan ikke mærke andet end pulsen. Jeg kan ikke mærke det udefra.

Jeg ved godt at den snart må være der, men det er lidt frustrerende ikke at blive sparket. Ja, det er nok en af de få situationer i livet, hvor man længes efter et spark. Gerne i hovedet.

Hvorfor er sparket så vigtigt at det er blevet en begivenhed alle husker? Det er fordi det er mandens første fysiske kontakt med barnet. Man går rundt og ser sin kvinde svulme op og gøre mærkelige ting, men man har ikke samme fysiske kontakt til det liv som er ved at forme sig. Hun går rundt med et levende væsen inde i sig. Jeg må bare vente. Og skrive lidt på min blog.

Så spark dog til!

Den gode far

6. august, 2007

Vor dages fædre ønsker at være ganske anderledes end deres egen far. En tankevækkende undersøgelse som refereres i bogen Kend din krop, mand (s. 270-71) viser at de fleste af disse mænd betragter deres egen far som fraværende, at han ikke forstod dem, og at der ikke er noget fra deres egen far de selv kan bruge som fædre. Det er uhyre trist, og det viser hvor omfattende en manderolle-revolution vi står midt i.

De samme mænds svar på hvad en god far er, lyder: han er opmærksom, nærværende, deltagende, kærlig, interesseret og omsorgsfuld. Han bruger tid sammen med barnet; også når barnet er spæd.

I modsætning til hvad Henrik Jensen tror, så er disse kvaliteter vel fuldt forenelige med at være et mandligt forbillede og en autoritet. Ja, spørgsmålet er om ikke denne faderrolle er så meget desto mere befordrende for igen at etablere faderen som en vigtig del af familien og dermed også af opdragelsen.

Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen

5. august, 2007

Jeg har svært ved at se fremkomsten af de nye fædre – dem der tager barsel og tager ansvar for nærheden til deres barn – som andet end et entydigt fremskridt. Når ellers projektet lykkes er det et gode for både manden, kvinden, samfundet og mest af alt: barnet. Så hvorfor er der nogle der alligevel er sure? (more…)

Den fraværende far

3. august, 2007

Som tidligere beskrevet er der opstået et begreb om “de nye fædre” – dem som tager barsel og som prioriterer nærheden til deres børn uden af den grund at give køb på en maskulinitet. Heri adskiller de sig markant fra tidligere faderroller, ikke mindst den fraværende far, som det skal handle om her. (more…)

Sympati-graviditet

2. juli, 2007

Det er en stående joke blandt par der venter børn, at manden er sympati-gravid. At hans voksende mave ikke skyldes for meget mad og at hans træthed ikke skyldes stress, men at begge dele er en indlevelse i kvinden graviditet.

Men faktisk er det alvor for mange mænd: de har fysiske symptomer på falsk graviditet. For det meste blot lidt morgenkvalme og træthed, men i de værste tilfælde kan mandens mave faktisk svulme voldsomt op i takt med kvindens og klaske sammen igen efter fødslen!

Fænomenet kaldes fantom-graviditet eller couvade-syndrom. Couvade er oprindeligt betegnelsen for gamle ritualer, hvor manden under graviditet og især fødsel klædte sig ud som kvinde og efterlignede hendes smerter – og i øvrigt opnåede al sympatien mens den fødende kvinde blev gemt væk.

I dag bruges det så om de mænd der under graviditeten ufrivilligt mimer kvindens symptomer. Og selv om det kan lyde sjovt at manden ligger med morgenkvalme og opspilet mave, så er den gængse forklaring mere alvorlig: der er tale om en angstreaktion. (Angst og frygt er i øvrigt noget jeg vil tage op senere her på bloggen).

Og mig selv? Jo, jeg har da været ualmindeligt træt de sidste mange uger og har en enkelt gang haft morgenkvalme, men det har været i meget mild grad, og min maves størrelse skyldes vist mest af alt for lidt motion på det sidste…

Læs mere her
En ny engelsk undersøgelse bekræfter at fænomenet er yderst udbredt
Den danske ekspert Kirsten Lindved om fænomenet
Wikipedia om couvade (med yderligere links)

Jeg vil gerne have kommentarer fra mænd der har haft symptomer (man må gerne være anonym) eller fra andre der kender nogen som har haft det. Det eneste eksempel jeg lige har kunnet finde er dette.

Lær af din mand

29. juni, 2007

Der er ingen tvivl om at det er kvinden der har førertrøjen når det gælder den nyfødte baby – ikke kun fordi hun kan amme, men også fordi hun som ofte ved mest om hvad der skal til, fordi hun har sat sig mere ind i det praktiske: at holde barnet, at skifte ble, at få det til at falde til ro osv.

Hun bliver hurtigt eksperten, der lærer manden hvordan tingene skal være, og det er i udgangspunktet fint. Men det er vigtigt at hun giver plads til at manden får lov at drage sig sine egne erfaringer, at han får lov at gøre tingene på sin egen måde, selv om det umiddelbart kan virke mindre effektivt. Hans måde kan nogle gange faktisk have sin berettigelse, ligesom han skal drage sine egne erfaringer. Ja, faktisk er der 10 ting som kvinden kan lære af sin mand.

Fødselssmerter

24. juni, 2007

Det gør ondt når en kvinde skal føde. Hvor ondt? Ubeskrivelgt ondt, værre end noget nogen mænd nogensinde ville kunne forestille sig, lyder det ofte. Og så tror kvinden ellers at mænd vil lade sig stille tilfreds med denne forklaring og ellers betragte hende som en martyrisk heltinde, der kun går gennem denne tortur fordi hun er en urmoder der udfører naturens smukkeste offergerning.

Men så let går det ikke. Mange mænd vil for det første ikke acceptere det lidet eksakte”værre end du kan forestille dig” – det må kunne måles mere præcist. For det andet ligger der noget ekskluderende og nedvurderende i at denne smerte skulle være hinsides mænds lave forestillingsevne. Og for det tredje kunne det jo være hun tog fejl, at mænd faktisk godt kan forestille sig meget slemme smerter, såsom korsfæstelser eller benamputationer uden bedøvelse.

Så manden begynder at rationalisere og sammenligne det umålelige, det som kvinden gerne ville holde udenfor enhver sammenlignelig skala, til stor irritation for hende.

Såsom Chandler fra TV-serien Venner, der midt under sine kommende adoptiv-tvillingers fødsel finder anledning til at spørge den fødende kvinde (Erica) hvad hun tror er den værste smerte: at føde eller at blive sparket i testiklerne? I stedet for at svare på dette præcist formulerede (men i sagens natur ubesvarlige) spørgsmål sender hun ham et vantro blik og kæmper med endnu en vé.

Sådan cirka med samme grad af relevans har Politiken-journalisten Anders Legarth Schmidt fundet på at lave en længere artikel i dag (24/6-07) som undersøger det i sommervarmen påtrængende spørgsmål: hvad gør mest ondt – at føde eller at løbe et marathonløb? Fordelen ved dette spørgsmål frem for Chandlers er frem for alt, at også kvinder kan opleve marathonløbet, og desuden at denne erfaring har udholdenheds-parametret med. Ulempen er så til gengæld at dét at løbe langt vel gør ondt på en helt, helt anden måde end at føde, går jeg ud fra. Men journalisten går troligt ud i marken og spørger diverse kvinder, ikke mindst kvinder der både har løbet marathon og født. Og de mener ganske forudsigeligt at de to smerter ikke kan sammenlignes. Men hårdt presset svarede et flertal af kvinderne så alligevel at fødslen var værst. En af undtagelserne kalder dog fødslen for ”piece of cake” og en anden dyrker ekstremsport, som er ti gange hårdere end fødsler. Hun har så også ”raftet på en flod i 10 timer, kørt 180 km på mountainbike og så lige sluttet af med 80 km løb”.

Men faktisk stiller han undervejs også en (mandlig) smerteforsker, Lars Arendt-Nielsen, et efter min mening langt bedre spørgsmål, nemlig om der findes en smerte som manden kender til der kan sammenlignes med fødselssmerter. Og svaret er:

”Ja, hvis du knalder dit skinneben mod en hård stålkant, så oplever du den meget præcise, jagende og kraftige smerte, som fødende kvinder oplever i veerne. Det er en af de voldsomste smerter, man kender…du kommer pludselig til at svede, hjerterytmen ændrer sig, og du kan få kvalme, blive utilpas”.

Sådan! Så skal man bare forestille sig at man knalder skinnebenet ind i stålkanten med få minutters mellemrum i mange timer i træk, og så er vi ved at være der. Endelig et klart svar på et dumt spørgsmål.

Er “vi” gravide?

4. juni, 2007

“Vi er gravide!” jubler det ene par efter det andet, og der vil altid være en kværulant i selskabet som skal irettesætte denne sprogbrug for at være ukorrekt (såsom Søren Pind i radioen forleden dag). Og så er den begejstring dæmpet…

Udtrykket “vi er gravide” er på én gang meget brugt og meget hadet. Brugt fordi der er et gran af sandhed i det; hadet fordi det forekommer urealistisk romantisk at man skulle kunne dele en graviditet.

Nej, som enhver ved er manden ikke fysisk gravid. Han har ikke et barn der vokser i hans mave, og har har allerhøjst en mild grad af sin gravide kvindes symptomer som sympati-graviditet. Så hvad bilder mænd sig ind og komme her og ville være med i en af de få ting som kun kvinder kan?

Freud talte om penis-misundelse ud fra ideen om at manden har noget som kvinden mangler. Men han talte ikke om livmoder-misundelse fordi kvinden kan noget som manden ikke kan, nemlig blive gravid. De færreste mænd vil sikkert indrømme deres livmoder-misundelse, for det lyder ikke særligt maskulint. Men hvem har ikke i et lille glimt ønsket at kunne bære et barn inden i sig? Og det er udelukkende det der ligger i begrebet; ikke et ønske om at være kvinde. Jeg tør godt indrømme at jeg synes der er noget fantastisk over det – også uden at føle mig mindre maskulin af den grund.

Men nej, vi er ikke gravide, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Det er hun, og jeg kan kun være med på sidelinjen. Til gengæld taler man ofte om at manden er “psykisk gravid” eller “mentalt gravid”. Det gør for eksempel psykoterapeut og far Lars Borgmann:

“Det er to mennesker, der skal have et barn…Manden er lige så gravid. Bare på et psykisk plan.” (Far for første gang s. 14)

Så det kunne være et forsvar for udtrykket “vi er gravide”. Men et endnu vigtigere aspekt ved dette udtryk er markeringen af, at selv om det er kvinden der er gravid, så er det noget vi er fælles om. Fælles om at glædes og ængstes og følge med i fosterets udvikling. Fælles om at planlægge hvad der skal købes og hvordan lejligheden skal laves om. Fælles om den gryende kærlighed til et endnu ufødt barn. Det er det som ligger i udtrykket “vi er gravide”, og det er nok også det der fornemmes hos pedanten der irettesætter udtrykket, hvadenten det så skyldes misundelse eller generel mangel på situationsfornemmelse.

Men jeg har det faktisk selv svært med udtrykket, og har vist ikke selv brugt det – i hvert fald kun få gange, og måske med tilføjelsen “…som man siger”.

Måske er der et bedre udtryk: “Vi venter barn!”. Det kan vel ikke bestrides. Jeg venter også barnet. At “venter” også en gang var et udtryk for graviditet er ikke et problem, for det benævner netop den del af projektet som man er fælles om: at vente spændt på det som skal komme.