Archive for the ‘Fødsel’ Category

Lunas fødsel 5: Familiestue

26. december, 2007

I hvilken fødslen er overstået og den nye familie finder sig selv, modtager besøg og forsøger at sove. Beretningen ender med hjemkomsten til Lunas nye hjem.

(more…)

Reklamer

Lunas fødsel 4: Hvad jeg kunne gøre

23. december, 2007

Når man skal være far for første gang vil man ofte stå i den situation at man gerne vil være med til fødslen, men ikke helt ved hvad man skal stille op undervejs. Mange mænd beretter om hvordan de har følt sig overflødige, mens mange kvinder beretter om hvor godt det var at deres mand var med. Sagen er at små ting betyder meget, ikke mindst bare det at man er der og støtter. Jeg har her opregnet hvad jeg kunne gøre for Hustruen fra og med jeg blev vækket:

(more…)

Lunas fødsel 3: Klimaks

21. december, 2007

Nu er vi nået til selve fødslen.

(more…)

Lunas fødsel 2: På vej

19. december, 2007

I anden del af beretningen om Lunas fødsel optræder en overivrig taxachauffør og en jordemor der alligevel godt kunne se at den var god nok.

(more…)

Lunas fødsel 1: Veer og vækning

13. december, 2007

Eftersom Lunas fødsel er en begivenhed der får alt andet her på Farbar til at blegne, vil jeg berette om den i detaljer. Også fordi mange siger at de ikke kan huske detaljerne senere. Jeg vil gerne fastholde disse timer og dele dem med dem som måtte være interesseret.

Det bliver en lang tekst, og med spædbarn og kronisk ammende hustru skriver jeg den i kortere bidder. Derfor kommer den også som en lille føljeton her på bloggen. Vi begynder med tidspunktet for veernes indtræffen, som blev holdt hemmelig for mig:

(more…)

Et barn er født!

12. december, 2007

Lille Luna blev født mandag 10. december kl. 6.42. Det var en tidlig og hurtig fødsel. Hun er det sødeste lille menneske, og jeg skal nok fortælle mere når jeg får tid. Lige nu er der meget at se til, for hun kom jo noget før forventet.

Her er foreløbig et billede fra hun stadig er få timer gammel:
Luna nyfødt

Fødsel før og nu

13. november, 2007

Dette er en sammenligning af min egen fødsel og fødsler i dag, efter en gradvis og rigtig revolution på fødselsområdet. Fra sterilitet til kropskontakt; fra tugt til omsorg; fra faderen som perifer pårørende til faderen som modtager af sit barn. (more…)

Fødselssmerter

24. juni, 2007

Det gør ondt når en kvinde skal føde. Hvor ondt? Ubeskrivelgt ondt, værre end noget nogen mænd nogensinde ville kunne forestille sig, lyder det ofte. Og så tror kvinden ellers at mænd vil lade sig stille tilfreds med denne forklaring og ellers betragte hende som en martyrisk heltinde, der kun går gennem denne tortur fordi hun er en urmoder der udfører naturens smukkeste offergerning.

Men så let går det ikke. Mange mænd vil for det første ikke acceptere det lidet eksakte”værre end du kan forestille dig” – det må kunne måles mere præcist. For det andet ligger der noget ekskluderende og nedvurderende i at denne smerte skulle være hinsides mænds lave forestillingsevne. Og for det tredje kunne det jo være hun tog fejl, at mænd faktisk godt kan forestille sig meget slemme smerter, såsom korsfæstelser eller benamputationer uden bedøvelse.

Så manden begynder at rationalisere og sammenligne det umålelige, det som kvinden gerne ville holde udenfor enhver sammenlignelig skala, til stor irritation for hende.

Såsom Chandler fra TV-serien Venner, der midt under sine kommende adoptiv-tvillingers fødsel finder anledning til at spørge den fødende kvinde (Erica) hvad hun tror er den værste smerte: at føde eller at blive sparket i testiklerne? I stedet for at svare på dette præcist formulerede (men i sagens natur ubesvarlige) spørgsmål sender hun ham et vantro blik og kæmper med endnu en vé.

Sådan cirka med samme grad af relevans har Politiken-journalisten Anders Legarth Schmidt fundet på at lave en længere artikel i dag (24/6-07) som undersøger det i sommervarmen påtrængende spørgsmål: hvad gør mest ondt – at føde eller at løbe et marathonløb? Fordelen ved dette spørgsmål frem for Chandlers er frem for alt, at også kvinder kan opleve marathonløbet, og desuden at denne erfaring har udholdenheds-parametret med. Ulempen er så til gengæld at dét at løbe langt vel gør ondt på en helt, helt anden måde end at føde, går jeg ud fra. Men journalisten går troligt ud i marken og spørger diverse kvinder, ikke mindst kvinder der både har løbet marathon og født. Og de mener ganske forudsigeligt at de to smerter ikke kan sammenlignes. Men hårdt presset svarede et flertal af kvinderne så alligevel at fødslen var værst. En af undtagelserne kalder dog fødslen for ”piece of cake” og en anden dyrker ekstremsport, som er ti gange hårdere end fødsler. Hun har så også ”raftet på en flod i 10 timer, kørt 180 km på mountainbike og så lige sluttet af med 80 km løb”.

Men faktisk stiller han undervejs også en (mandlig) smerteforsker, Lars Arendt-Nielsen, et efter min mening langt bedre spørgsmål, nemlig om der findes en smerte som manden kender til der kan sammenlignes med fødselssmerter. Og svaret er:

”Ja, hvis du knalder dit skinneben mod en hård stålkant, så oplever du den meget præcise, jagende og kraftige smerte, som fødende kvinder oplever i veerne. Det er en af de voldsomste smerter, man kender…du kommer pludselig til at svede, hjerterytmen ændrer sig, og du kan få kvalme, blive utilpas”.

Sådan! Så skal man bare forestille sig at man knalder skinnebenet ind i stålkanten med få minutters mellemrum i mange timer i træk, og så er vi ved at være der. Endelig et klart svar på et dumt spørgsmål.

Instinkt

13. juni, 2007

Kort efter barnet er født, får det sine første synsindtryk nogensinde. Det kan kun se 20 cm frem for sig og ved intet om verden. Alt er kaos og barnet ved ikke en gang at det selv eksisterer, har ingen fornemmelse af et jeg. Får det øje på et bryst sker der imidlertid noget: barnet vil forsøge at kravle hen til det og sutte. Det har aldrig set (eller duftet) et bryst før, og alligevel reagerer det målrettet i situationen. Det er rendyrket instinkt. Programmering.

Instinkt er noget mærkeligt noget. Vi foretager os alle sammen mærkelige ting hver eneste dag på grund af instinktet. Tænk bare på en dybest set absurd aktivitet som samleje. Vi ville aldrig have fundet på den slags hvis ikke vores instinkt drev os til det. Visse dyr – fx insekter – lærer intet i deres korte liv, men udfører alle deres aktiviteter (fødehentning, parring, redebygning, evt. sociale tegn som biernes dans) på baggrund af programmeret instinkt og med det ene formål at føre arten videre så næste generation kan gøre det samme. Her kan man for alvor tale om livets absurditet.

Vi er så vant til, at det vi foretager os har et refleksivt niveau, at vi er klar over hvad vi gør. Selv når vi følger vores instinkt, ved vi som regel at det er dét der sker. Derfor er det nyfødte barns rene, uvidende instinkt en fascinerende kraft at iagttage. Også det vil jeg glæde mig til.

Barnets køn – hvorfor vente?

1. juni, 2007

I disse uger dannes vores kommende barns kønsorganer, og dermed de synlige tegn på dets køn.

Jeg kender mange som ikke har villet vide om de fik en dreng eller en pige; som på forhånd har valgt det fra ved 20-ugers-scanningen. Det koncept har jeg aldrig forstået.

Når man spørger dem, svarer de som regel: “Det skal være en overraskelse!”

En overraskelse?!

Er der ikke rigeligt grænseoverskridende fantastisk at ens barn mirakuløst bliver født og har ændret ens liv for bestandig? Skal fødslen virkelige lige krydres med en ekstra overraskelse om det nu bliver en dreng eller en pige? Sådan så det ikke bliver ren rutine og hverdag?

Jeg har fuld respekt for folks valg, men jeg forstår ikke overraskelses-konceptet. For mig (og heldigvis også Hustruen) at se er det en lige så stor og fantastisk begivenhed hvis man får det at vide ved scanningen. Ja, måske endnu mere, for der kan man rent faktisk koncentrere sig om det faktum.

Så nu spørger jeg: kunne I måske forklare konceptet lidt nærmere?