Spædbarnets drømme

Lige siden Luna blev født har hun drømt når hun sov. (Ja faktisk drømmer fostre også, har man fundet ud af). Og spørgsmålet er naturligvis: hvad i alverden drømmer et nyfødt spædbarn om? Man kan se når Luna drømmer – hun bevæger sine øjenæbler i REM-søvn. Nogle gange klynker hun lidt.

Mit gæt er som følger: Lunas drømme har ikke handlingsforløb som sådan og der indgår ikke personer og situationer og rum. Det er snarere genkaldelse af de mest basale sanseindtryk og følelser. Jeg forestiller mig at Luna drømmer om at die (og at vente frustreret på at kunne die), om lys og mørke, om at være tæt på en anden krop (uden at hun ved at det er en krop som tilhører en person), om at tisse og skide og prutte og bøvse, om at blive skiftet (fornemmelsen af at få hevet tøj af og på), om hendes elskede uro der hænger over puslebordet og som stadig er hendes bedste ven, om at have ondt, om at blive båret og hvad der nu ellers optager hende i hendes stadig meget simple liv.

Og så er der det store spørgsmål: drømmer hun også om sin fødsel? Jeg tror det. Det er uden sammenligning hendes livs største chok, det er ur-chokket, alle choks moder, og det må sætte sig sine spor.

9 kommentarer to “Spædbarnets drømme”

  1. Lotte Says:

    Hmm..ja, eller også ér hun bare, som du også skriver i en anden post.

    “Hun aner ikke at hun er et menneske, at hun eksisterer som adskilt fra verden, at hun bliver passet på af sine forældre, som er andre væsener adskilt fra hende, der selv har et liv. I det hele taget ved Luna absolut ingenting. Hun er bare.”

    Hvad får dig til at tro, at der er “billeder” på? En indlæring der starter ved fødslen?

    Men så kan hun vel også drømme om dengang hun IKKE var født? Altså om tilstanden i maven. Der er vel ingen grund til at tro, at hun har “glemt det” Hvad skulle argumentet være for det.

    ????

  2. peteandersen Says:

    Selvfølgelig drømmer hun om sin fødsel og sikkert også om tiden før fødslen…

  3. sangild Says:

    Jamen Lotte dog, nu farer du vist lidt for hurtigt frem.

    Jeg skriver jo netop ikke at der er billeder på, men bare sanseindtryk. Jeg er nødt til at formulere dem i begreber som måske giver dig billeder. Prøv lige at læse den igen. Der er faktisk ikke billeder på, men lys og mørke og løsrevne sanseindtryk. Hvordan kan du få noget andet ud af det?

    Og jeg skriver heller ikke at hun ikke skulle drømme om tiden før fødslen – det fik jeg bare ikke nævnt, men når jeg skriver at fostre drømmer, hvorfor skulle jeg så mene at spædbørn ikke drømmer om tiden før fødslen? Det tror jeg bestemt hun gør. Så jeg gider slet ikke argumentere for noget jeg ikke mener.

  4. Søren E Says:

    Jf. jeres lille drømme-‘debat’ er det da interessant, hvor svært vi har ved at forestille os den ‘rene sansning’. Vi kan netop ex hypothesi *ikke* ‘genkalde’ os den i vores bevidsthed i form af billeder, da vi dermed allerede har begrebsliggjort sansestrømmen. Dette rejser det filosofisk interessante spørgsmål, om det i det hele taget giver mening at tale om det ikke-begrebsliggjorte. Mange filosoffer vil benægte dette.

  5. Lotte Says:

    Nej nej….du misforstår…Ja eller jeg spørger ikke ordentligt 🙂

    Jeg mente filosofisk betragtet….lidt som Søren E uddyber.
    Grænsen mellem sansning og billeder er interessant. Dertil kommer spørgsmålet om hukommelse. Man må formode, at hun er ved at opbygge det at forstå billeder. Jf. genkendelse. Indtil da handler det vel bare om netop en eller anden rendyrket sansning der langsomt udbygges. Pointen er bare, som jeg ser det, at den sansning kommer til at vige pladsen til fordel for renere billeder. De færreste husker noget fra før 3 års alderen, og det undrer mig meget, at hukommelsen ikke mestrer at erindre det/den mere rene sansningstid, og jeg undrer mig over, hvorfor det er sådan?

    Videre tænker jeg, om det er noget man kan forsøge at “dyrke” så små børn ikke glemmer den sansningstid. Er det mon muligt at fastholde den sansningstid. Feks. med musik eller?

    Søren nævner det ikke-begrebsliggjorte. Det tætteste JEG kommer på den tilstand er i musikken. Ja bevares. Eller sex. Og så er det jeg tænker, om denne “overjordiske” tilstand egentlig er beskrevet. Filosofisk vel at mærke. For psykologiske teorier findes der alt rigeligt i, og jeg mener, den ene er værre end den anden, når det kommer til at forstå/erkende og beskrive en babyverdenen. De fleste teorier underkender helt og aldeles babys eget univers, (dem jeg kender til)

    Jeg er helt ude på overdrevet i eksperimenterende baby-sansning på filosofisk grund. Interesseret i at forstå noget, der vel kun vanskeligt lader sig forstå.

  6. peteandersen Says:

    Hej Lotte

    Prøv engang at tænke på det på en anden måde. Det er ikke det, at man ikke lagrer den rene sansning. Det er mere at man forsøger at huske den i den voksnes sproglige/billedlige form. Måske skal man søge på en anden måde – mere kropslig/taktil.

    Tænk på hvordan en lugt, på et splitsekund, kan bringe en gammel erindring frem… Måske kan en sut i munden på en voksen gøre det samme…

    Mange hilsner
    Pete 🙂

  7. anita thomhave simonsen Says:

    ja det her er en kommentar til Lotte, der nævner at hun ikke kender til nogle teorier, der anerkender babys eget univers…og så vil jeg da lige nævne Daniel Stern, amerikansk udviklingspsykolog, der har skrevet bogen “Et spædbarns dagbog” 1991, hvor han netop forsøger at indleve sig i spædbarnets egne oplevelser. Men selvfølgelig er det Daniel Sterns iagttagelser, hans valg osv. men en god bog. Vil også nævne hans bog “Spædbarnets interpersonelle verden” (nyeste fra 2000. )

    Jeg mener netop at han forsøger at sætte sig ind i babys eget univers….og han gør netop brug af iagttagelser af levende børn.

    Link til mere om Daniel Stern http://da.wikipedia.org/wiki/Daniel_Stern

    venlige tanker fra Anita

  8. sangild Says:

    Ja, Daniel Stern er interessant. Desværre er “Et spædbarns dagbog” fuld af disse floromvundne poetiske beskrivelser i forsøget på at nå spædbarnets verden, som jeg personligt slet ikke kan holde ud, så jeg springer dem over og går direkte til facts. For hvad facts angår, er han jo den store guru.

    Man bør her også nævne bogen “Vidunderlige uger” af Hetty van de Rijt og Frans Plooij, hvor man i no nonsense-sprog kan følge barnets udvikling og især udviklingsspring.

  9. anita thomhave simonsen Says:

    Ja Torben..det er rigtigt at “et spædbarns dagbog” er fyldt med floromvundne poetiske beskrivelser, men dog et eksempel på en beskæftigelse med at forstå barnet udfra et barneperspektiv….jeg er heller ikke selv meget for poetisk fyldstof, som jeg også finder i megen ældre litteratur om maleri og anden kunst…..og iøvrigt tak for henvisning til anden litteratur…

    venlige tanker fra Anita…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: