Glimt fra de første uger

Her er nogle glimt af livet de første par uger efter fødslen. Der kommer sikkert flere i de kommende indlæg, men her får jeg i hvert fald begyndt. Det handler om at være Jæger og Arbejderbi, om fordøjelse og bleskift, om at få et andet forhold til nattesøvn og ikke mindst om nydelsen ved at være sammen med Luna.

Efter vi er kommet hjem er der gået to uger, der ikke minder om noget andet jeg har prøvet. Vi befinder os i en tilstand af stille lykke og uvante udfordringer. Hustruen er Dronningen der troner på sin ammeplads, mens jeg er Arbejderbien, der går rundt og ordner forskellige praktiske ting. Jeg er også Jægeren, der går ud i storbyjunglen for at opspore dagens bytte. På mine jagter nedlægger jeg bleer, skyder kaffe, sætter brødfælder op og kæmper farlige kampe mod madvarerne i køledisken. Byttet bringer jeg stolt tilbage til Dronningen og den lille, hvorefter jeg kaster mig ud i den ædle disciplin de kalder Tøjvask, der nu kræver mere end nogensinde før, idet den lille Babybi forbruger enorme mængder tøj og klude på en dag.

Babybien Luna trives godt, og vi har det vist lettere end mange andre nybagte forældre. Hun var meget rolig og veltilpas de første 10 dage af sit liv, hvorefter fordøjelsen begyndte at sætte sig sine spor. Hun klynker og grynter når al den modermælk hun begærligt suger til sig skal ned gennem systemet, kraftigt hjulpet på vej af hendes imponerende mavemuskler. Man kan simpelthen se bevægelserne – det er næsten som om tyktarmen buler ud kort før hun bliver helt rød i hovedet og der kommer en ikke særligt diskret lyd af afføring.

Jeg havde nok til nød forestillet mig at jeg kunne have det OK med at skifte Luna, og at det ikke ville være så slemt fordi det var mit eget barn. Men jeg havde aldrig forestillet mig at det kunne være en aktivitet jeg ville sætte så meget pris på. Det er enormt hyggeligt og rart og det er en af de stunder hvor jeg er mest i kontakt med Luna. Hun bruger jo næsten al tiden på at amme og sove.

Når hun bliver puslet er hun vågen, og nyder det som regel. Især nyder hun når jeg tænder føntørreren og blæser varm luft ind over hendes bare krop. Man kan simpelthen se på hende hvordan hun først får et sublimt chok af sanselig overvældelse og derefter slapper af og nyder følelsen 100%. Det er i det hele taget noget nyfødte babyer er gode til – at være helt og aldeles til stede i en sansning. Til gengæld kan de ikke så meget andet, og de er ikke i stand til at give sansningen mening i forhold til en hændelse uden for dem selv. Når hun ammer er hun amning, når hun græder er hun gråd, når hun fordøjer er hun fordøjelse. Simple living i nuet, ikke så meget pjat.

Det som vi før kendte som ”en god nats søvn” er nu blevet en fjern utopi. Søvn er en udstrakt og afbrudt aktivitet – især for Hustruen, der skal amme hver 3. time i gennemsnitligt en time, døgnet rundt. Men også til dels for mig, der vågner en del gange i løbet af natten når hun græder eller klynker og tit har svært ved at falde i søvn igen. Jeg står også nogle gange op og skifter hende. Jeg sover med sådanne afbrydelser ca. 11 timer i alt, hvorefter jeg som regel står op og tager Luna med mig, så Hustruen kan få lidt fred til at sove igennem. Det lykkes ikke altid, det med freden, for når Luna beslutter sig for at hun vil have bryst, så er der kun én ting der hjælper: mors bryst. Så kan faderen stå på sidelinjen med alle sine jæger/samler-instinkter og føle sig lettere nytteløs. Men som Hustruen er så sød at gøre mig opmærksom på: mine bidrag er uhyre vigtige, selv om de i forhold til amningen kan virke sekundære.

Mens det med søvnen ikke er noget større problem så længe jeg har barsel forlænget med ferie, bliver det benhårdt når jeg skal begynde på arbejde igen. Det skal jeg 14. januar, på Lunas 5 ugers fødselsdag. Vi må se hvordan det spænder af.

Når Luna ligger mellem os i dobbeltsengen med sin lillebitte dyne i en sovestilling der lige så vel kunne være en voksens er hun simpelthen så kær så man må lægge bånd på sig for ikke at overdænge hende med kys. Når hun ligger på min mave eller når jeg går med hende i slyngen mærker jeg mit hjerte banke mod hendes. Når vi synger er det tydeligt at hendes opmærksomhed vækkes. Og ind imellem kommer der hvad hendes forblændede forældre instinktivt opfatter som et smil, selv om de godt ved at snarere er en instinktiv grimasse. Og så er vi endnu en gang solgt. Disse små øjeblikke hvor vi nyder vores barn er der adskillige af i løbet af en dag. Og dem skal man bare hengive sig til, for om lidt er hun dobbelt så stor og har måske fået kolik og jeg skal på arbejde og forske i hvad-var-det-nu-det-var og før vi får set os om er hun blevet en utilpasset teenager der smækker med døren og kun svarer med enstavelsesord.

Det er ikke til at fatte at hun skal blive stor. Hun er jo lille Luna.