Lunas fødsel 1: Veer og vækning

Eftersom Lunas fødsel er en begivenhed der får alt andet her på Farbar til at blegne, vil jeg berette om den i detaljer. Også fordi mange siger at de ikke kan huske detaljerne senere. Jeg vil gerne fastholde disse timer og dele dem med dem som måtte være interesseret.

Det bliver en lang tekst, og med spædbarn og kronisk ammende hustru skriver jeg den i kortere bidder. Derfor kommer den også som en lille føljeton her på bloggen. Vi begynder med tidspunktet for veernes indtræffen, som blev holdt hemmelig for mig:

Søndag aften gik jeg i seng cirka kvart over tolv. Hustruen var som sædvanlig for længst gået i seng – hun har været træt under hele graviditeten og har også haft lidt søvnproblemer i den sene fase. Ideen var, at vi i den kommende uge ville ordne de sidste ting, så vi kunne blive klar til den lille ny som forventedes omkring jul. Førstegangsfødende går som regel over tiden, hed det sig. Hustruen skulle til jordemoder næste morgen og ville også gå ud at kigge på barneseng.

Da jeg gik i seng var hun stadig vågen, men det lagde jeg ikke noget i – hun har tit svært ved at falde i søvn. Da jeg lagde mig var hun ekstra kærlig og meget vågen, men det lagde jeg ikke noget i. Det var bare hyggeligt. Da jeg slumrede langsomt ind gik hun gentagende gange ud og ind, men det lagde jeg ikke noget i – det var sikkert bare noget med blæren. Så jeg sov sødt indtil kl. 3 da jeg blev vækket.

Sagen var jo at min kære hustru allerede havde veer da jeg gik i seng, men at hun ville skåne min nattesøvn. Hun vidste at jeg ikke ville få lukket et øje hvis hun fortalte hvad der foregik. Alligevel synes jeg det er imponerende at hun kunne holde tæt og at hun havde åndsnærværelse nok til at tænke på det nyttige i at jeg fik noget søvn inden det gik løs. Hun regnede med at det ville vare mange timer før vi skulle af sted, og at hun selv kunne tackle de begyndende veer.

Klokken 3 blev jeg vækket. Hustruen sad på sengekanten og strøg mig blidt over hovedet. Da jeg søvndrukkent så spørgende ud, sagde hun stille og smilende:

– Der er en lille på vej.

– Hvad?!

– Der er en lille på vej. Jeg har veer.

Så blev jeg lysvågen og måtte give hende et forvirret knus.

– Jamen…allerede? Det er jo for tidligt…vi er slet ikke klar.

– Pak taskerne mens jeg går ud i bad.

Så imens Hustruen stod og stønnede urmoderligt under bruseren fór jeg forvirret rundt for at finde de ting vi skulle have med. Jeg kom i tanker om at jeg skulle tage tid på veerne. Der var 2-3 minutter imellem. De varede cirka et minut hver. Det kunne vi ikke helt få til at passe med noget som helst – hun kunne vel ikke være nået så langt? Jeg ringede til hospitalet, og jordemoderen mente at når hun var førstegangsfødende ville der gå lang tid. Men vi kunne da godt komme derud med den risiko at blive sendt tilbage. Det var som om hun ikke helt troede på de intervaller jeg angav, eftersom veerne kun havde varet 3½ time. Det skulle hun senere ændre mening om.

Vi havde tilfældigvis besøg af min mor fra Jylland, som jeg nu vækkede. Hun var lettere chokeret, men tydeligvis også spændt over at få dette med. Hun blev nu sat til fortsat at tælle veerne mens jeg pakkede færdig. Efterhånden blev veerne kraftigere og kraftigere og inde i stuen prøvede Hustruen forskellige stillinger hun havde lært. Når jeg kom forbi brugte hun ind imellem mig som fysisk støtte, hvilket var en god funktion at have.

I køkkenet sad min mor og fortalte om hvordan der gik 18 timer fra hendes første veer til jeg blev født. Jeg havde ikke helt overskud til at engagere mig i min egen fødsel på dette tidspunkt, og havde også en stigende fornemmelse af at Hustruens forløb var mere fremskredent. Det samme havde Hustruen, så da jeg mellem to veer (som hun tog lænet ind over sofaen) spurgte om vi snart skulle ringe efter en taxi sagde hun bare ”ja”. Veerne gjorde hende generelt meget kortfattet.

(fortsættes)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: