Fødsel før og nu

Dette er en sammenligning af min egen fødsel og fødsler i dag, efter en gradvis og rigtig revolution på fødselsområdet. Fra sterilitet til kropskontakt; fra tugt til omsorg; fra faderen som perifer pårørende til faderen som modtager af sit barn.

Der er sket voldsomt meget meget på fødselsområdet i min levetid, og det går den rigtige vej. Tag nu min egen fødsel på Næstved Sygehus i 1969:

Min far måtte ikke komme med til fødslen, så han var fraværende. Min mor, som var usikker og nervøs over hele situationen (husk på at dette var før længe før internet og andre informationskilder), var overladt til personalet, der ikke alle var i stand til indlevelse. Særligt ikke oversygeplejersken på afdelingen, der konstant skældte hende ud og sørgede for at jeg blev holdt på afstand af hende efter jeg var født.

Jeg kom ikke op at ligge hos hende. Hun fik at vide at jeg var en dreng, og så skulle jeg ellers interneres i et sterilt rum for nyfødte. Der lå jeg så den første uge af mit liv, næsten uden nogen kropskontakt. Min mor lå den første nat og var bange for at der måtte være noget helt galt fordi hun hørte grædende børn i det fjerne. Hun kunne ikke sove på grund af denne uro. Hun havde stadig ikke fået mig op.

Jeg blev båret ind til min mor på faste klokkeslæt på dagen for at amme, ikke når jeg trængte eller når min mor kunne. Faktisk var det som regel mens jeg sov; så blev jeg knipset under fødderne så jeg kunne vågne og blive tvangsfodret. Resultatet var at jeg skreg i vilden sky til jeg var blå i hovedet. Min mor var stresset og nervøs når hun så fik mig stukket ud med en ordre om at amme, mens en matrone klemte hendes bryst sammen. Hun havde svært ved at få mælken til at løbe til. Det skyldtes ikke mindst den i øvrigt barnløse oversygeplejerske, der skældte hende ud og sagde ”de er dum” fordi hun ikke kunne finde ud af at amme selv om de pressede. Det skulle jo nok hjælpe.

Min mor erfarede efter nogle dage at når oversygeplejersken havde fyraften kunne hun slappe bedre af, og så løb mælken til. Hun kunne derfor godt amme mig om aftenen, hvor hun også fik lov at skifte mig. Men hun kunne ikke blive udskrevet før hun kunne amme på klokkeslæt. Til sidst blev hun overflyttet på medicinsk afdeling hvor de var søde nok, og der fik hun hurtigt gang i mælken. Da vi endelig blev udskrevet fra det sterile helvede var der ingen problemer med amningen.

Min far fik lov at komme i hospitalets besøgstid.

Ordet ”fremmedgørelse” klinger gammeldags i dag, men jeg forstår godt at det var på mode i 60’erne i et samfund hvor betonblokke gik hånd i hånd med umyndiggørelse af borgerne. Man mente at sterilitet var vigtigere for et nyfødt barn end kropslig nærhed! Jeg fatter det simpelthen ikke.

Næstved sygehus

Samtidig røg man ofte omkring barnet, drak lystigt under graviditeten og betragtede faderen som et skaffedyr der ellers ikke var meget bevendt.

Fædrene flygtede så ud på arbejdet, i kælderen, i værkstedet, bag avisen eller foran fjernsynet mens kvinderne realiserede sig selv i de følgende år – lidt karikeret sagt. Men det gik dog fremad; da min lillebror blev født små 4 år senere havde tingene ændret sig, og min far fik lov at være med til fødslen.

I dag er dette en selvfølge. Det er også en selvfølge at man får barnet op når man har født, at forældrene er de første barnet møder. Det er endda helt almindeligt at man betragtes som myndige væsener der selv har taget stilling til hvordan det skal foregå i det omfang fleksibilitet er muligt. Og på det fantastiske sted som de kalder Hvidovre Hospital får manden lov at overnatte sammen med sin hustru og det nyfødte barn i to døgn. På enestue. Man prioriterer altså i dag nærheden, roen og den lille families treenighed. Og jeg kan slet ikke vente med at give mit barn en bedre og mere kærlig begyndelse her i verden end jeg selv fik. Jeg takker det samfund og den tidsånd som har gjort det muligt.

 

9 kommentarer to “Fødsel før og nu”

  1. Emil Says:

    En interessant udvikling du referer. Et spørgsmål bliver imidlertid ved med at springe frem i min bevidsthed: Hvordan mon der vil blive set på nutidens måde at håndtere fødsler på om 40 år? Hvilket paradigme vil da være dominerende?
    Min pointe med spørgsmålet er nok, at jeg mener at man – i hvert fald så længe der har eksisteret noget der kan kaldes en velfærdsstat og et alment sundhedsvæsen – fra sundhedsvæsenets side har stræbt efter den bedst mulige fødsel, men at der nok gennem tiden har været lagt vægt på forskellige ting. Jeg tror at den udvikling du skitserer, har træk der i høj grad bygger ovenpå hinanden – fra et fokus på sterilitet og opdragelse efterfulgt af en norm om deltagelse og ligestilling til nutidens fokus på nærhed, tilstedeværelse og individuel kontakt med barnet på individuelle præmisser (så længe det der sundhedsmæssigt forsvarligt og kulturelt accepteret naturligvis).
    Men igen: Hvad vil de sige om 40 år? Vil man til den tid sige at nærhed, ro og familiens (hellige) treenighed (som man nok kun oplever som førstegangsfar eller -fødende) og alt det andet med at have-lov-til-at-være-sig-selv er helt i skoven, eller vil man acceptere det som en grundlæggende forudsætning for hvad en god fødsel og den efterfølgende proces er?
    Spørgsmålet kan måske virke en anelse spekulativt, men den egentlige grund til, jeg spørger er, at jeg selv er usikker på hvad der vil være det bedste for mit barn, og om jeg er i stand til at præstere og tilvejebringe netop dette.
    Jeg håber at svaret et eller andet sted derude er, at der er flere veje til målet, og at min unge om 30-40 år ikke kommer og siger til mig: “Hvad havde I gang i med den der isolation fra jordemødrene og de andre eksperter i de der såkaldte familiestuer? Alle ved da nyfødte børn ikke har godt af at være så meget sammen med deres forældre lige efter fødslen, hvor de begge er psykisk skrøbelige…” osv. osv.

  2. Sangild Says:

    Ja, jeg har selv tænkt tanken, men valgte at fokusere på den hidtidige udvikling. Der er ingen tvivl om at visse ting som er en selvfølge i dag vil være ude om 40 år, men det er meget svært at regn ud hvilke – så ville man jo bare kunne ændre dem med det samme.

    Man kunne i hvert fald håbe på at det er lige så normalt for fædre at gå på barsel som det i dag er at de er med til fødslen.

    Så vidt jeg ved, viser alle undersøgelser at nyfødte spædbørn ikke kan få for meget omsorg og kropskontakt. Så den landvinding synes at være uigenkaldelig.

    Familiestuer på hospitalerne tror jeg primært er et spørgsmål om økonomisk prioritering. Det kan ændre sig som led i en sparerunde, men næppe som et fravalg fordi det viser sig at være dårligt for barnet, gætter jeg på.

    Lad os tro på at dette er det rigtige og blot nyde den mulighed vi har for at være tæt på barnet og dets mor.

  3. sangild Says:

    (Apropos fremskridt, så bør jeg naturligvis også lige understrege at der naturligvis var visse fremskridt ved de store hospitaler og et øget fokus på hygiejne i 1900-tallet. Det skete bare delvist på bekostning af patienternes myndighed).

  4. Tas Says:

    Fed blog du holder dig. Som kvinde med en ret indelukket gemal hvad graviditet og fødsel angår, er det slet ikke så tosset endda at få indblik i hvordan mænd kan tænke om alt det her ståhej.

    Nu har jeg brugt jeg ved ikke hvor mange timer, på at læse mig igennem en hel del måneder (ikke dem alle) Først nu er der noget der “bider” hårdt nok til at jeg vil komme med en kommentar.

    Du fortæller at du må få 2 nætter sammen med din hustro og hendes barn på sygehuset.
    Lige den tror (og håber) jeg bliver en del af fremtiden, ikke kun gældende 1. gangs-fødende, men så sandelig da også de flergangsfødende som ønsker et sådant tilbud.

    Noget andet er så, at jeg syntes 2 døgn er fattigt, meget fattigt, bedre end mange andre steder bestemt, men stadig fattigt.
    Der hvor jeg fødte 1. og 2. gang måtte alle (også flergangs) barsle op mod 14 dage, med far og større søskende (så længe søskende holdt en hvis ro, naturligvis, og der var plads) Hovedsagligt 2. gang havde vi super meget glæde af at blive en lille uge, både fordi jeg døjede meget med efterveer, men også det at undgå alle barselsgæsterne hjemme i hjemmet, at jeg bare kunne side der og slappe af, uden at tænke på hvad den store nu lavede, om gæsterne havde kaffe nok, hvad vi skulle have at spise dagen efter og hvem der skulle lave det og og og, det samme galdt naturligvis for gemalen, der var alt den tid i verdenen til den aller første og ekstrem vigtige kontakt vi begge (alle 3) havde brug for. En anden grund til at det var så meget bedre 2. gang var at jeg fik en fødselsreaktion, og det at have fagpersonale omkring mig hele tiden (som dog ikke blandede sig, med mindre jeg bad dem om det) var ekstrem betryggende. Jeg behøvede ikke bekymre mig om: hvad nu hvis jeg fik en nedtur mens jeg var alene med begge børn? en kæmpe befrielse, jeg slet ikke er i tvivl om var med til at jeg hurtigere kom på den rigtige side.

    Noget andet, og kun + var at vi havde et lille te-køkken, med et åbent køleskab, fik vi gæster kunne vi gratis byde på en øl eller en vand, kage kunne de også få, ville vi nybagte mødre koge en rød pølse, eller lave en festmiddag, jamen så gjorde vi da bare det (det skulle vi så selv betale og sørge for varer til) forudsat at vi ryddede op efter os selv naturligvis, og for en skaldet pris af 75 kr kunne far og søskende spise med døgnet rundt; havde vi gæster til aftensmaden, kunne de få for 25 kr, i alle 14 dage, hvis vi ville blive så længe.

    Desværre er der som bekendt besparelser over hele linjen, så føde- og hvileafdelingen på dette lille sygehus er blevet lukket, så denne gang hvor jeg er flergangs-fødende) står den på: ind på sygehuset, ud med ungen, farvel og tak. 24 timer uden overnatning til far, det er alt. Ikke en gang en flad med spegepølse uden smør, bliver gemalen budt, vand fra vandhanen det er hvad han må leve af, hvis han selv henter det, alt andet skal der betales for.

    Jeg frygter oprigtigt at fremtiden byder på ringere forhold både for mødrene men også for fædrene og evt søskende, på trods af at alle undersøgelser viser at ro og tid til alle parter, giver langt den bedste tilknytning til det lille ny barn, og mindsker sygdomme ammeproblemer samt mange andre ting, tvivler jeg på at ro og tid kommer i højsædet; tendensen er den stik modsatte.

  5. sangild Says:

    Hej Tas,

    Tak for din kommentar. Det lyder godt nok fint med de faciliteter der var til din første fødsel. Hvilket sygehus var det?

    Også Hvidovre hospital bliver skåret ned, og det første de skærer væk er sorggrupper til dem der mister deres børn. Den prioritering har jeg svært ved at forstå. Det værste der kan ske er at miste sit barn; her må der bare ikke spares.

    Man kan altid diskutere hvor meget der er rimeligt at det offentlige skal tilbyde, og for os var de to døgn passende. Vi har også undgået stress med gæster derhjemme her de første par uger. Vi tager imod højst ét besøg om dagen i højst en time, og serverer ikke noget for dem. Man skal virkelig ikke lege vært når man lige har født – hvis gæsterne vil have kaffe ved de godt selv hvordan man laver den. Man ikke bare må, men skal tænke på sig selv i den situation. Det er de andre der har overskud, og det er dem der så gerne vil se den lille.

  6. Tas Says:

    Både 1. og 2. fødsel.

    1. Gang startede jeg I Hobro (som er det sygehus jeg taler om) men blev flyttet til Aalborg, hvor jeg så fødte (og tog tilbage til Hobro dagen efter). Forholdene der er altså ikke noget at råbe hurra for (eller var, nu har de jo fået patienthospitalet, men jeg ved ikke hvordan det fungerer). Efter en meget hård fødsel på 48 timer, lidt i midnat, fik gemalen besked på at skride. Jeg havde fået sovet mere end han på de 48 timer, ingen af os havde fået hverken vådt eller tørt, og efter fødslen (hvor vi fik 2 timer sammen, før han blev smidt ud) var det kun mig der blev tilbudt mad (at jeg så ikke var sulten og ikke kan lide smørrebrød, er en anden snak).

    Jeg blev flyttet i ambulance, hvor gemalen kørte med – dvs. han stod lidt i midnat i Aalborg uden bil, uden kontanter, og havde han villet kunne han alligevel ikke komme hjem, for der kommer slet ikke busser her hvor vi bor på den tid af døgnet, og hvem slæber lige rundt på flere tusinde kroner til en taxi? Han fik besked på at vi vel kendte nogen i Aalborg (det gør vi altså ikke), så der måtte han tage hen. Gemalen forsøgte at forhandle, bare en stol ja sågar i kælderen ville være nok, bare 4 timer (det er hvad han skal have som minimum for at fungere), men niks. Havde han nu haft bilen, ville det være dybt uansvarligt af ham at køre, altså helt ærligt 48 timer uden søvn.

    Jeg selv blev kørt på en 4-mands stue med en anden mor ud over mig, en tom seng og en tom plads, samt masser af stole (hvorfor kunne han ikke få lov at side der de skaldede 4 timer, eller opholdsstuen, som jo alligevel ikke bliver brugt af nogen på den tid af døgnet?) Jeg var RASENDE. Heldigvis forbarmede jordemoderen fra Hobro sig over ham (hun tog med til Aalborg); selv om at hun ikke skulle hele vejen tilbage til Hobro, gjorde hun det alligevel, så gemalen i det mindste kunne sove i bilen de timer han havde brug for, for at kunne køre.

    Jeg kan komme med en 10 gange så lang beretning om hvor dårligt jeg/vi blev behandlet (personalemæssigt set… de kan jo ikke gøre for at fødslen blev lang og hård) men springer over *ss*.

    Min oplevelse er, at det er nemmere både for de nybagte forældre og for gæsterne at skulle klare sig selv på et “motel” end det er hjemme i folks private hjem. Det er nemere at sige: “kaffebønnerne finder du i skabet over kaffemaskinen ude i køkkenet, kan du ikke selv lige lave noget, og tage en kop med til mig” og nemmere for gæsten at gøre det, det er jo et offentligt sted, end det er når man sidder hjemme i ens egen stue, samtidig med at det er grænseoverskridende for “fremmede” at rode i ens skabe og skuffer, ofte er det også for værtsparret.

    Nu har jeg jo prøvet det før, foruden at vores hjem i forvejen er “tag-selv-bord” (alt efter hvem der er på besøg naturligvis *ss*), så med venner og min nære familie bliver det intet problem at bede dem tage selv, de er vant til det, men der er mindst 2 hold besøgende som… de skal altså vartes op, de kan og vil ikke selv, og de kommer langvejs fra, (en bruger 5 timer på transport frem og tilbage, altså både ud og hjem, det andet hold 4 timer) så ikke en gang byde på en tår at drikke og en bid kage, ej du.

    Men du har ganske ret i at det gælder om at tilrettelægge besøgene, og sætte nogle tydelige grænser, dog syntes jeg det kan være svært.

    1. gang havde jeg ingen energi de første 3 dage efter, heller ikke til at tænke på at planlægge besøg, den klarede min mor så for os, hvilket var en kæmpe befrielse, samtidig med at folk gud ske tak og lov selv havde en smaddergod sans for hvornår de skulle fordufte (minus min svigerfar)
    2. gang havde jeg meget mere energi og massere af overskud. Dermed var det også nemmere at bede folk smutte når jeg ikke gad se mere på dem, eller når tøsen gav udtryk for at hun trængte til ro.

    Det der med på forhånd at sige fx max en time så er det uuud, den “tror” jeg ikke på: Nogle vil man gerne bare sidde og hygge med i flere timer, mens andre, kan man ikke holde ud at se på i så meget som 30 min. Dem man så gerne ser blive, skal man bruge energi på at holde på hvis man har sagt en time, mens dem man ikke gider se på, der skal man bruge energi på at holde sig i skindet, lige som barnet har en hel del at sige til det med gæster.

    Jeg håber jeg har samme mængde overskud denne gang som sidst, både fordi jeg satster på at føde hjemme (med 2 store oven i puhe ha), men også fordi det er så mange gange nemmere at bede folk smutte når man ikke gider dem mere, lige som der er det mere overskud til at huske at komme til bageren (vi skal 8 km til nærmeste) og til at få fundet kopperne frem til kaffen (ikke nødvendigvis sat på bordet 😉 )

    Lige så har du ret i at man SKAL tænke på sig selv, og dog til en hvis grænse *ss* i forhold til gæster, 100% enig, men er der større børn, som her, ja så kommer de altså før forældrene 😉 og så må vi voksne “bare” dele sol og vind så lige som muligt mellem os.

    Ligeså er jeg helt enig i at der er grænser for hvad det offentlige skal betale, fx undrede det mig meget at der ikke var en øl/vand/kage-kasse (eller at man betalte fx 20 kr pr dag til den slags til besøgende) – det syntes jeg bestemt var rimeligt at folk selv skulle betale for. Men jeg holder også på vigtigheden af at flergangs kan blive mere end de famøse 24 timer samt som minimum have far boende hos sig, både fordi det giver familien meget mere ro (for vores vedkommende skal vi have besøg af 2 fagpersoner, en gang til egen læge og en gang inden til JM eller sygehus, inden for den første uge, det er edder hakme meget for sådan en lille nyfødt baby, og for moderen som stærkt har brug for hvile, det slipper man for hvis man er på en hvileafdeling eller et patient hospital) fordi selv en 5. gangs kan få problemer med amingen, eller få en fødselsreaktion og der med have ekstra brug for støtte, fordi det er nemmere at bede gæsterne varte sig selv op, fordi man slipper for en masse vasketøj (underforstået at brug af sygehusets baby tøj håndklæder osv, er indkluderet i opholdet). Fordi det er nemmere for fagfolk af fange en fødselsreaktion hos far OG gøre noget ved det så det ikke udvikler sig, end det er for den nybagte mor (det er stadig meget tabu for mænd at søge hjælp og indse at noget er galt)

    Så lægge “hus” til tilbudet om at alle kan blive en uge, med far boende, mener jeg vil være et kæmpe fremskridt for familierne, at man så selv skal betale for mad og drikke (også mor, fx ud over det første døgn) syntes jeg er ok, for det koster trods alt også penge at have fagpersonale stående til rådighed, 37 timer om ugen er såmænd nok (i Hobro var der en nødtelefon, både til livstruende situationer hvor en læge var påkrøvet NU, men også så vi døgnet rundt kunne komme i kontakt med den vagthavende JM, og personale kun personale de 37 timer, hvilket var passende) Men det er jo sådan at de fleste flergangs, tager ret hurtigt hjem efter deres fødsler, så meget ekstra koster det aligevel ikke at ligge hus og tøj til.

    Og forresten, tillykke med din datter! Det er en SÅ enormt stor oplevelse at blive forælder, det ansvar man får i armene er ubeskriveligt på godt og ondt, og så oplevelsen af den ultimative totalt ubetingede kærlighed til det lille væsen, det eeeer, intet kan måle sig med det. Velkommen i en fager ny og gigantisk verden.

  7. Rosa Says:

    Synes det er vigtigt at når far deltager i fødslen at han da ikke ser sig selv som hovedperson, men fokuserer på, at det er kvinden alene, der føder.
    Og ingen som ikke vil være der 110% for kvinden – heller ikke faren – skal have lov at være med. Skriver bare dette fordi min mand ved min første fødsel faktisk ikke evnede at tænke på mig – og har været vred på ham over dette længe efter. Hvis far er nervøs eller bange er det bedre at kvindens mor eller veninde er med – det skal være den person der kan gøre det bedste for kvinden.
    For det er jo ikke faren der føder Han er tilskuer og skal kunne hjælpe til – ikke selv blive til hovedperson – så fortjener han ikke at være tilstede.
    Så for nogle er det godt at far er med – for andre er det ikke. Det kræver noget af ham – er han ikke god til fødsler og tænker han kun på sig selv skal han ikke have dette privilegium for det jo ikke ham der føder barnet.

  8. sangild Says:

    Det er da ærgerligt at du har haft en sådan oplevelse med din mand, men jeg tror sådan set de hører til undtagelserne. Min pointe var i øvrigt at det var synd for min mor at min far ikke MÅTTE være med for at kunne støtte HENDE.

  9. sangild Says:

    Nej, nu har jeg læst din kommentar til “Fædre på barsel” og er blevet sur, så nu får du igen med din egen medicin:

    Det kan godt være det er synd for de kvinder, der har nogle selvoptagede mænd, at deres mand har frivillig adgang til fødegangen, men så må man finde en måde at ordne det på (for nu at parafrasere dig selv) – det skal i hvert fald ikke gå ud over os andre.

    For eksempel kunne I lade være med at falde for den slags mænd, eller også lære dem at kende før fødslen, så I kan forudse det og bede en anden om at være med.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: