Frygt

Denne post handler om følelser af frygt i forbindelse med at skulle sætte et barn i verden. Så er du advaret.

For tiden er frygt, angst og depression noget der tales meget om i forbindelse med at blive forældrer. Et typisk eksempel er disse 7 punkter.
Som min kollega/ven, fotografiforskeren, siger, så oplever han pludselig at være i målgruppen for bekymringsindustrien. At han forventes at blive bekymret over at skulle være far, og at markedet tilbyder en masse varer som kan afhjælpe bekymringerne.

Og når nu man mest af alt glæder sig til at blive far, hvorfor skal man så konfronteres med velmenende psykologers ide om at man skal være forberedt på det negative følelser? Det kan virke som om glæden næsten hives ud af det hele.

Men der er faktisk nogle gode grunde til det. Det er blevet klart i de senere år, at også mange mænd lider af fødselsdepressioner (3-4000 danske fædre om året), og at de bliver taget endnu mindre alvorligt end kvinderne hvis de skulle være så dumdristige at nævne hvordan de har det. Derfor giver det mening – med måde – at fokusere på disse følelser i litteraturen om fædre og vordende fædre, at vise at det er normalt, og at de er langt lettere at håndtere hvis man forholder sig til dem.

Og mig selv? Min grundstemning er glæde og spændt forventning, men ind imellem kommer der stik af frygt og bekymring. Nogle af disse punkter bliver uden tvivl stærkere efter fødslen.

Jeg kan godt være bange for ikke at leve op til mine egne forventninger til mig selv som far. At jeg ikke magter det nye liv, at jeg ikke orker det, at det hele bliver for meget. At jeg bliver en fraværende far – det sidste jeg ønsker at blive. Så det bliver jeg nok heller ikke, men frygten sidder der alligevel en gang imellem.

Jeg kan bekymre mig om alle mulige mindre ting: om jeg kan gøre de rigtige ting for Hustruen ved fødslen; om jeg kan holde stanken ved bleskift ud; om jeg kommer til at forskrække barnet ved at råbe op når jeg bliver frustreret; om jeg kommer til at føle mig udenfor i symbiosen mellem Hustruen og det nyfødte barn.

Men alle disse ting er kun bagateller ved siden af den store frygt, grundfrygten: at barnet skal dø. Børn må simpelthen bare ikke dø, og at sætte liv i verden er også at sætte dødsangst i verden. Jeg mærker det tydeligt nu, og hvor slemt bliver det så ikke efter fødslen?

Jeg kan ikke tåle at se noget med børn der dør eller bliver gjort fortræd. Det er gået op for mig at det fylder relativt meget i mediebilledet (se fx her).

Allerede sidste år – mens vi prøvede at befrugte os -begyndte jeg at få en helt, helt irrationel frygt for at vores kommende barn skulle falde ud af vinduet (vi bor på 3. sal). Det begyndte at optræde i mine drømme, og gør det af og til stadig: scener hvor et vindue står åbent og barnet kravler ud. Det er sikkert en projektion af min egen højdeskræk. Jeg kan ikke holde ud at se forældre stå i åbne vinduer med deres lille barn i karmen; selv om de holder dem om livet eller i hænderne ser jeg allerede det fatale fald, og bliver svimmelangst.

En mand som jeg kun kender fra hans blog, men som jeg indledte en email-korrespondance med, mistede sit barn her i sommer. Ikke et normalfødt barn, men en pige der blev født efter 20 uger og levede i to timer. Da jeg først kontaktede ham var alt fryd og gammen: han skrev lidt om graviditeten på sin blog, og havde et fint billede af sin hustrus mave på forsiden; han glædede sig voldsomt til at blive far, og lagde ikke skjul på det. En dag sendte jeg en email og spurgte til om ikke han snart skulle opdatere bloggen, og fik så historien at høre: direkte, detaljeret, ærligt og uden omsvøb. Det var noget af et chok, og selv om jeg aldrig har mødt manden gik der ikke en dag i de næste par måneder hvor jeg ikke tænkte på ham og hans kone. Jeg har stadig kontakt med ham, og har en mærkelig følelse af solidaritet og tilknytning, selv om jeg ikke har oplevet noget lignende. Og samtidig en skyld over at alt går godt for mig, selv om han havde fortjent det lige så vel. Det er bare ikke retfærdigt.

5 kommentarer to “Frygt”

  1. Michael Says:

    En meget rammende beskrivelse.. Min kæreste er sat til nu på søndag og tanker som dem du beskriver snurrer bare rundt i hovedet på mig.

    For mig har drømmene mest handlet om et meget meget lille barn som jeg ikke kunne holde fast på. Bl.a. havde jeg en drøm om et lille fosterlignende barn som jeg tabte og som røg ned igennem et kloakdæksel.

    Tak for din gode måde at ramme ind til tingene på…

    Michael – far om 3 dage +/- det løse..

  2. sangild Says:

    Tak for kommentaren; det betyder meget at høre hvordan andre oplever det. Og held og lykke med faderskabet! Tænk, måske går vi forbi hinanden om få måneder med hver vores barnevogn…

  3. Jakob F Says:

    Min værste frygt blev til virkelighed. Eller næsten (på den anden side er frygten jo osse virkelig).

    Men jeg har altid synes der var noget der var værre end at barnet faldt ud af vinduet, eller blev skadet ved fødslen, og det var, hvis jeg skadede barnet.

    Det var sådan en slags tvangstanke; tænk om jeg kom til at smide det ud af vinduet, eller jeg ikke holdt opsyn og det brændte hånden i stykker på kakkelovnen osv.

    En søndagmorgen klokken 6 stod jeg op med den lille baby og ville give konen lidt ro og lidt ekstra tiltrængt søvn, og gik derfor til bageren. Dejlig forårssommer, baby i sele på maven, mig i sandaler, hilste overbærende på jævnaldrene på vej hjem fra en våd nat. Da mine fødder blev viklet ind i sådan et plast-spændebånd man bruger om postpakker. Mine fødder var fuldstændig låst og jeg faldt forover med baby på maven – lige ned i toppede brosten.

    Et øjebliks stilhed og så det vildeste skrig – først fra baby – så fra mig – da jeg mærkede indhulningen i nakken som føltes som var det på størrelse med en tennisbold.

    Jeg var overbevist om at jeg havde total hjerneskadet min søn. Så glimt af filmen om mig selv som gammel stå og give sondemad til min 40-årige gamle sinke-søn.

    Hjem og ud på hospitalet. Jeg havde 1 time i helvede, inden lægen på børneafdelingen i Hvidovre undersøgte ham og sagde at fordi hjerneskallen stadig var blød vil han ingen mén få. Og det fik han ikke.

    Efter den oplevelse er det ligesom frygten ikke længere er så virkelig…

  4. kratluskeren Says:

    At få barn er en utrolig masse glæder og jeg er helt enig i at glæden tit nærmest bliver forsøgt druknet i velmente bekymringer. For mest af alt er det en enorm glæde at have børn. Man oplever hele verden påny, sin fysik, objekter, hvor svært det er at gå, at tale, hvordan ting forstået, man får direkte indsigt i en uforbeholden glæde og begejstring som kun børn kan udvise (måske lige pånær helt nyforelskede) og det er helt uden for beskrivelse hvor mange glæder der er.

    Men der er også en konstant bekymring. Det er følgesvenden. Evigt dårlig samvittighed og evig bekymring.

    Normalt glemmer jeg mine drømme. Selv de værste mareridt. Jeg vågner, rædselsslagen, skutter mig og falder i søvn igen. For et år siden havde jeg et mareridt hvor jeg tabte min datter på Fisketorvet og så hendes lille krop trimle rundt som en kludedukke på vej mod gulvet, viljeløst på vej mod sin egen og min totale destruktion. Det kan jeg se fuldstændig levende i dag. Men jeg har glemt hver eneste drøm jeg har haft siden.

    Så der er mange bekymringer, men mange, mange, mange flere glæder, mange flere fornøjelser og alle de der afsindigt irriterende clicheer om en ny verden der bliver åbnet, større følelsesliv – det hele passer. Og mere til.

  5. sangild Says:

    Jakob og Kratluskeren: Tak for jeres beretninger – virkelige såvel som drømme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: