Forandringer 2: Nyt centrum

En af de ting som også sker når man skal være far er, at centrum i ens tilværelse forskydes. For mange sker det måske først efter fødslen, men for mig er det allerede sket gradvist i løbet af graviditeten.

Det viser sig klarest når man tænker på sin egen død. Det gør man jo ind imellem – jeg gør i hvert fald. Det kan måske i det følgende lyde som om det er noget jeg tænker på tit, men det er ikke meningen. Det er bare en ret afgørende tanke, der siger noget om ens eksistens når man tænker den (som visse filosoffer også har understreget).

For 9 år siden boede jeg alene uden fast kæreste. Da var mine tanker om at dø centreret omkring mig selv. Jeg ville ikke dø, for der var så meget jeg skulle nå. Min fantasi om hvad der ville ske hvis jeg pludselig døde i min lejlighed handlede primært om hvor længe der ville gå før nogen opdagede det og gjorde noget ved det. Min beregning var at der nok ville gå tre uger før nogen greb til den handling at hidkalde en låsesmed på baggrund af en mistanke om at den var gal. Tre uger kunne jeg få lov at ligge og rådne.

Senere forskød centrum sig langsomt mere og mere efterhånden som mit forhold til Hustruen udviklede sig og blev til et ægteskab. Det vigtigste i mine fantasier blev at jeg ville gøre hende ulykkelig ved at dø fra hende. Det var ikke til at bære. Men her var der trods alt den trøst at hun ville kunne komme sig delvist over det og få sig et nyt liv.

Nu har centrum forskudt sig endnu en gang, og denne gang er det afgørende. Jeg passer på mig selv (og på Hustruen) fordi vi er i færd med at sætte et barn i verden som er fuldstændigt afhængig af os. Vi må bare ikke dø fra dette barn; det ville være fatalt. Når jeg kommer ud for små situationer i trafikken skal der ikke meget til før jeg ser for mig at….det må bare ikke ske! Jeg skal være der for dem.

pingviner-1.jpg

Dette kan lyde som noget meget trist noget: tanker om død og ulykke. Men det er faktisk meget, meget livsbekræftende fordi det simpelthen giver en ekstra eksistentiel dimension at få centrum forskudt til noget uden for sig selv; en dybde i tilværelsen og en glæde over at være til for nogen (som også er til for mig). Hvor ville jeg dog nødigt tilbage til den lejlighed, hvor jeg var mit eget centrum.

Reklamer

6 kommentarer to “Forandringer 2: Nyt centrum”

  1. David Mondrup Says:

    Jeg følger dig fuldstændigt, og skyder lige et hurtigt tankeeksperiment ind:

    Forestil dig, at du ser nogen stå på skinnerne foran det frembrusende tog. Du kan redde dem ved at kaste dig ind foran og skubbe vedkommende væk, men det er med dig selv som indsats. Du vil med ret stor sandsynlighed dø af det. Hvis du skal nå det, skal du handle [i]nu[/i]!

    Realistisk set, hvem ville du gøre det for?

    For en vildt fremmed ville jeg ikke gøre det.

    For min kone ville jeg nok bagefter i fortvivlede stunder fortryde at jeg ikke gjorde det.

    For et af mine børn – uden tøven.

    De fleste af dem jeg har snakket med om det har det på samme måde. Det er sikkert noget Darwinistisk noget; sikringen af fremtidige generationer, og så videre. Men alligevel fascinerende at tænke over.

  2. Lotte Says:

    David. Jeg har prøvet det. Og du har helt ret, man tøver IKKE et sekund. En meget stor bil kom imod dem, og med kræfter jeg stadig ikke ved hvor kom fra kastede jeg begge mine unger hen over vejen med et fast greb i nakken på dem og stillede mig selv i vejen for (sprit)bilisten der så nåede at dreje af. Børnene ville han ikke have set – mig så han. Politi kom til osv. Det står stadig meget tydeligt for mig, at man netop ikke tøver et sekund.

  3. Michael Says:

    I sammenhæng med forskydningen af ens bekymringer overvejer jeg lidt hvilke praktiske skridt man kan/bør tage. Har nogle af gæsterne (eller værten) på denne fantastiske side overvejet et førstehjælpskursus med henblik på spædbørn? Se mere om sådanne her.

    Jeg er umiddelbart lidt kritisk over at skulle modtage privat sundhedsassistance. F.eks. er der en “Hotline” som jeg mener bør være det samme som at ringe til vagtlægen..

    Men et kursus i hvad man grundlæggende kan gøre ved større og mindre uheld er til gengæld rigtig fint tror jeg. Hvad siger i?

  4. Sidsel Says:

    Ja, Falcks ser lige lovligt kommercielt ud. Jeg tror jeg vil vælge Røde kors’ førstehjælpkursus i stedet. De udbydes også gennem FOF, tror jeg nok.

    Jeg synes, det er en rigtig god ide at lære førstehjælp, det burde vi alle kunne – og egentlig ikke kun for at kunne hjælpe vores egen lille bebs, men det er selvfølgelig der, det synes allervigtigst.

  5. Trine Says:

    Jeg er også overbevist om, at hvis man kommer i sådan en situation, så får man nogle uventede kræfter. Ligesom at man pludselig kan løfte en bil, hvis nogen ligger fastklemt under den.

    Jeg har også tit tænk på, hvordan og hvor lang tid der ville gå, før nogle opdagede mig, hvis jeg var faldet om i lejligheden, og om det mon er en låsesmed, der finder mig.

  6. Martin Says:

    Hej… sikke en historie dog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: