Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen

Jeg har svært ved at se fremkomsten af de nye fædre – dem der tager barsel og tager ansvar for nærheden til deres barn – som andet end et entydigt fremskridt. Når ellers projektet lykkes er det et gode for både manden, kvinden, samfundet og mest af alt: barnet. Så hvorfor er der nogle der alligevel er sure?

Det er enten fordi de er meget konservative i deres syn på manderollen eller fordi de har læst for meget Freud. Historikeren Henrik Jensen synes at lide af begge syndromer. Han mener vel nærmest at manden kastreres når han går på barsel – et synspunkt man også kan finde hos den amerikanske konservatist David Blankenhorn.

Jensen har ellers fint forstået problemet med tidligere faderroller såsom den fraværende far og patriarken, men det synes ikke at have påvirket hans syn på de nye fædre. I Politiken 18/10-06 udtaler han således, direkte adspurgt om de nye fædre:

”Fortidens far var som en mur, børnene kunne spille bold op ad. Nu er han i bedste fald reduceret til en slags sekundær mor, der giver omsorg og følelsesmæssig kontakt…han fungerer som en slags mor nr. 2…Tidligere var det fædrenes rolle at skille børnene fra deres mødre. Men den funktion kan blive svækket, hvis far ikke er der eller optræder som en sekundær mor. Så kan børnene lettere blive hængende i navlestrengen”

Henrik Jensen er 60 år gammel, ”far til to halvstore drenge” og forfatter til bogen Det faderløse samfund. Han er bekymret over den manglende autoritetstro i nutidens samfund, og det er skam en interessant debat, men den har bare ikke noget med nye fædre på barsel at gøre.

Jensens argument bygger på to fejlslutninger, der begge udspringer af Freuds generalisering af den victorianske kernefamilie til at være menneskets natur. Nu er der gået 100 år, og det burde være muligt at se lidt mere fleksibelt på faderen end som ham der skiller mor og barn og indfører forbud, disciplin og orden. Hvorfor bliver faderen til en moder fordi han er kærlig og tager del i omsorgen? Hvorfor kan han ikke være kærlig på en maskulin måde? Og hvorfor er det kun ham der skal stå for disciplinen?

Det er tilsyneladende ikke gået op for Henrik Jensen at en fader ikke behøver at være den tilbagetrukne patriark for at bevare sin maskulinitet. At de nye fædre ikke er bløde mænd. At barnet faktisk får langt mere ”fader” ved at faderen er tæt på barnet – ja, at den nye far netop er løsningen på problemet om faderløsheden og de fraværende fædre. At begge forældre – på hver deres måde – kan give omsorg og kærlighed og samtidig være forældreautoritet. Hvis der nogle gange er autoritetsproblemer skyldes de ikke fædrenes kærlighed, men formentlig begge forældres manglende evne til at sætte grænser og være konsekvente, hvilket er et helt andet problem.

Jeg synes at Henrik Jensen skulle give de yngre fædre en chance og lade være med at være så vrissen. Vi står i en unik historisk situation, hvor mændene har muligheden for at slå et slag for mandefrigørelsen – i dette tilfælde en frigørelse fra at være fjernt skaffedyr på sidelinjen. Det kræver noget af fædrene, men også noget af mødrene og af samfundet. Vi er på vej i den rigtige retning, og det skal Jensen ikke latterliggøre med sine jeremiader.

Jeg vil afsluttende citere Per Are Løkke, som i sit opgør med lignende forestillinger skriver:

”Når jeg tænker over dette, at disse mænd ikke tror på den faderrolle, jeg selv forsøger at udfylde, oplever jeg en sorg. Og det er en velkendt sorg. Sorgen over ikke at få kontakt og støtte fra den forrige generations mænd” (Fædrenes revolution s. 44).

Advertisements

2 kommentarer to “Den kærlige far er ikke en mor – kritik af Henrik Jensen”

  1. Claus Krogholm Says:

    Nu er det jo ikke ligefrem fordi, den patriarkalske, højborgerlige familie er noget ideal hos Freud. Det vrimler med dysfunktionelle familier og psykisk forkrøblede børn i det wienske borgerskab omkring århundredskiftet – og det skyldes ikke mindst en far, der repræsenterer forbud, disciplin og orden.
    Når børn i dag kan forekomme mindre autoritetstro, så skyldes det nok ikke så meget, at mænd er blevet mere kvindagtige, men at børn i dag lærer at argumentere. Derfor accepterer de ikke uden videre, at man gør “som far siger”, men forventer at også deres forældre kan argumentere for, hvorfor forbud, disciplin og orden kan være et gode. De lærer at begå sig i et demokrati.
    Det er mig en gåde, at vi stadig skal trækkes med disse rigide, stereotype kønsdikotomier. Hvis nogen føler sin maskulinitet truet af at give “omsorg og følelsesmæssig kontakt” til sine børn, så har han nok været en ynkelig mand til at begynde med.

  2. Michael Says:

    Tak for endnu en spændende tråd på denne blog. Jeg følger med på sidelinjen alt i mens min kæreste bliver større dag for dag. 12 uger tilbage, men allerede er maven jo kæmpe stor. Vi har stadig ikke lukket navne dysten, men det kommer jo nok. Der er jo endda nogle der siger at man ikke kan bestemme sig inden barnet er født. Hvad er det for noget vås?

    Hmm. I forhold til Henrik Jensen erklærer jeg mig meget enig med kritikken af det meget konservative syn på manderollen. En far behøver ikke være kold som Kaj Holger fra Krønikken eller fimset og uden kant som Henrik Jensens arketype. Eller det er i alt min målsætning. I den sammenhæng fandt jeg følgende radioprogram utrolig interessant:

    http://www.dr.dk/P1/Eksistens/Udsendelser/2007/06/04225415.htm

    Alt det bedste til alle fædre in spe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: