Den fraværende far

Som tidligere beskrevet er der opstået et begreb om “de nye fædre” – dem som tager barsel og som prioriterer nærheden til deres børn uden af den grund at give køb på en maskulinitet. Heri adskiller de sig markant fra tidligere faderroller, ikke mindst den fraværende far, som det skal handle om her.

Den fraværende far er ham som barnet aldrig rigtig kommer tæt på, men som er et sted derude og lægger sin energi i arbejde og andre aktiviteter uden for hjemmet. Og som også når han er hjemme er fraværende. Ofte fortryder den fraværende far sent i livet at han ikke var tættere på sine børn. Den fraværende far i sine forskellige varianter er meget udbredt i det 20. århundrede, og efterlader sine børn med et stort savn som de aldrig slipper af med.

I den ekstreme udgave er den fraværende far ham der stikker af fra det hele og dermed vælger barnet og familien helt fra. Han vil ofte pludselig gøre nogle halvhjertede forsøg på at se sine børn senere hen, men i store perioder er han simpelthen væk.

Den mest almindelige er dog den far som er en del af familien på den fjerne måde. Næsten som en gæst – familiens overhoved på besøg ved middagsbordet, lidt karikeret sagt.

I The Invention of Solitude beskriver Paul Auster sin egen far som en person han aldrig kendte, og som aldrig var nærværende i noget af det han gjorde:

It was never possible for him to be where he was. For as long as he lived, he was somewhere else, between here and there. But never really here. And never really there. (s. 19)

Per Are Løkke beskriver i Fædrenes revolution sin far på denne måde:

Han fortalte ikke noget om sig selv og sit liv, han kom aldrig ind på noget personligt. Jeg lærte ham aldrig rigtig at kende. Hans indre forblev et dunkelt skyggebillede, en tavs tilstedeværelse, et stille fravær. (s. 28)

Den fraværende far har gennemgået en vis udvikling. Den ældste type er den som Lars Jalmerts farfar repræsenterer. Da han fik sin søn var han ude at fiske, og i hans dagbog stod der “25 aborrer og en søn”. Intet andet.*

Og da denne søn, Jalmerts egen far, så fik sin søn stod der i hans dagbog “Ingrid fik en søn”. Ikke andet. På den ene side bliver barnet trods alt ikke længere sammenlignet med en fisk, på den anden side er det på sin vis endnu værre, idet barnet nu blot er noget kvinden får. Og det er netop kernen: børnene er moderens gave og pligt.

Det er vigtigt at se den fraværende far som en historisk rolle og ikke som en naturlig essens ved faderskabet. Den fraværende far er nemlig i høj grad et produkt af industrialismen og den udearbejdende far, kombineret med en fastlåst rolle som skaffedyr. Hjemmet bliver kvindens domæne i industrialismen, og dermed også entydigt børnepasningen. Som John Gillis har påpeget i bogen Bringing Up Father (1992), så er det noget nyt, idet fædrene før år 1800 spillede en langt større rolle i opdragelsen af og samværet med deres børn. Ganske vist ud fra den tids idealer om opdragelse, men markant anderledes end den rolle som den udearbejdende far får i moderne tid.

Som sagt er der også mange andre fadertyper (patriarken, den bløde mand, “dad”-typen etc.), men jeg ser den fraværende far som den vigtigste at gøre op med – både fordi den fylder så meget i de tidligere generationer og fordi det er den fælde som stadig truer de nye fædre hvis tingene går skævt. Den fraværende far flygter nemlig også fra det han ikke kan rumme. Det er umiddelbart bekvemt, men på længere sigt fatalt.

Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for ikke at havne i rollen som den fraværende far. Jeg vil uundgåeligt ind imellem være fraværende og dyrke mine egne ting og være for træt til at lege, men jeg ønsker virkelig ikke at begå de fejlprioriteringer som mange af de tidligere generationers fædre har foretaget, godt hjulpet på vej af industrialismens samfundsmodel. Det er lettere sagt end gjort, for jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg godt vil kunne føle trangen til at trække mig tilbage når det hele bliver for hårdt og forpligtende. Jeg forstår denne trang, og netop derfor er jeg på vagt.

Når moderen synes at kunne det hele meget bedre end faderen; når der er konflikter; når spædbarnet foretrækker sin mor og faderen bliver jaloux på deres nærhed; når man har søvnunderskud og det hele bare er for meget – så er det at testen er der, og det er lige præcis dér man må træde i karakter og mande sig op, tage sin del i barneplejen og samtidig insistere på at gøre det på sin egen måde. Skulle det virkelig være mindre maskulint?

Her kan det være en vigtig ting at manden går på barsel og tvinger sig selv til det daglige samvær med barnet i en periode. Her er der et potentiale til at blive superfar. Og vi er heldigvis nået til et tidspunkt hvor fædreorlov er ved at blive socialt accepteret, samtidig med at der er gode betingelser for det.

For selv om jeg kan mærke min egen potentielle tendens til at trække mig tilbage, så ved jeg også hvad jeg har at komme med: jeg er ikke bange for at vise følelser og jeg vil vise meget mere af mig selv end de fraværende fædre gjorde (og gør). Jeg er på forhånd indstillet på at gøre det anderledes. Og jeg har set flere af mine venner formå det, så jeg har også en slags forbilleder. Dette er mine ressourcer i kampen for at blive en nærværende far.

—Noter—

*Jeg har disse Lars Jalmert-beretninger fra bogen Fædres tilknytning til spædbørn s. 18 – en bog jeg i det hele taget trækker en del på. De stammer oprindeligt fra bogen Fathers in Families of Tomorrow (1993).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: