(Luna er nu 10 måneder gammel).

Måltidets affekter

Lunas måltider er et mindre drama. Hun gennemgår tilsyneladende samtlige grundfølelser i løbet af hvert eneste måltid, og burde være fast pensum på teaterskolen i studiet af affekter og grimasser.

Luna nynner konstant med mad i munden. Det ligger det meste af tiden på den samme tone med diskrete mikrotonale udsving. Kun når affekterne tager over kommer der egentlige tonale udsving.

Luna løfter triumferende skeen mod himlen i en næsten kultisk gestus. Hun stopper pludselig op og falder i staver med blikket rettet mod et ubestemmeligt punkt uden for den synlige verden. Hun ser melankolsk frem for sig mens hendes fingre ælter noget mad sammen og langsomt dumper det ned på gulvet.

Pludselig råber hun aggressivt og utålmodigt på noget som kun hun ved hvad er – som regel noget mad eller drikke hun efterspørger – mens hun læner sig frem i stolen, og fortsætter sin desperate hylen indtil forældrene gætter hvad hun vil have eller hendes opmærksomhed afledes.

Luna lægger hovedet koket på skrå og gør sig til for forældrenes kærlige blikke. Hun nikker ukontrollabelt og ender hver gang skeløjet med hagen mod brystet (af uvisse grunde). Hun drejer hovedet fra side til side med et alvorligt udtryk i ansigtet, og griner først bagefter af sig selv. Med et udbrud af stor begejstring fordeler Luna havregrøden bag ørerne, i nakken og resten i håret.

Monster

Luna kan også betragtes som et monster når hun spiser. Hun er et grådigt uhyre i sine umiddelbare behovs vold og forventer at blive serviceret og tankelæst af sine forældre. Hun kaster maden på gulvet og forventer at den bliver samlet op igen. Hun smører den rundt i hele hovedet og også gerne på sin fars skjorteærmer, hvis hun kan komme til det. Hun larmer og råber og skriger mens hun klemmer maden som var den et levende offer i hendes monsterhænder.

Hun kaster skeer overbord og hælder tallerkenens indhold ned over sig selv i en orgiastisk rus af skamløs ødselhed. Hun drikker grådigt af koppen og så snart hun har fået nok, slipper hun den, så resten af indholdet flyver ud over det hele.

Nogle gange stopper hun op og bliver helt rød i hovedet. Uden blusel sidder hun og skider ved bordet.

Højdepunktet af Lunas karriere som madmonster var for nogle uger siden, hvor hun spiste leverpostej. Hun havde fået en stribe leverpostej tværet op på overlæben som et lille overskæg. Med sin naturlige sideskilning strakte hun pludselig den ene arm stift i vejret og råbte ekstatisk ud i rummet.
Der var ikke noget at tage fejl af. Hun var i dette øjeblik blevet Hitler.

—

Spædbarnet kan ikke fortælle hvordan det har det, og derfor er man som forælder hensat til konstant at regne ud hvordan den lille har det eller hvorfor den lille ikke har det godt nu. Man strækker sin indfølingsevne, sin empati, til det yderste. I den proces kan det kamme over så man ikke længere skelner mellem følelse og indføling og helt har glemt sine egne behov. Her kan man let komme til at overføre dem på barnet.

Lad mig give et eksempel: Jeg er overbevist om at Luna har det varmt, tager hendes trøje af og åbner et vindue. Hustruen kommer ind og påpeger at Luna ikke har det spor varmt, og det går op for mig at det er mig selv der skal tage en trøje af.

Hustruen er kuldskær mens jeg er det modsatte, og det betyder at hun bekymrer sig om at Luna har det for koldt, mens jeg bekymrer mig over at hun har det for varmt. Vi overfører vores egen tilstand på Luna, som har det fint. Heldigvis kan vi samarbejde, og heldigvis kan man mærke spædbarnet i nakken som altid afslører om hun har det for koldt eller for varmt.

Et andet eksempel er, at jeg som sagt kan stresse over at der er larm omkring os når Luna skal sove i barnevognen. Som nu i dag, hvor gårdmanden gik rundt med et monstrum af en bladstøvsuger, der larmede endnu mere end græsslåmaskinen, der ellers er slem nok. Jeg kan ikke tænke på andet end at det må betyde at Luna ikke falder i søvn. Men sagen er at mens jeg er meget lydfølsom i forbindelse med søvn (og derfor sover med ørepropper), så er Luna det ikke. Kun hvis det er pludselige lyde, som en bil der starter lige i nærheden. Og når hun først sover, skal der virkelig meget til at vække hende. Jeg er så småt ved at vænne mig til det, men det er svært at forstå at hun lukker alle de lyde ude.

Heldigvis er disse eksempler undtagelser fra regelen om at vi er ganske gode til at fornemme hvordan Luna har det på hendes præmisser. Men det er alligevel slående hvordan empati kan slå om i en overføring fra ens egen tilstand til hendes.

Jeg får ikke skrevet her så tit, selv om der er 1000 emner der trænger sig på. Det handler om at have tid og overskud. Når jeg så nu har tid og overskud, hvad er så det vigtigste?

Måske er det vigtigste de små ting, der binder mig og Luna sammen i hverdagen. Hun er blevet meget kommunikativ og ekspressiv i løbet af de seneste måneder, og det får vi både meget sjov og meget samhørighedsfølelse ud af. Mange af ritualerne deles med Lunas mor, men der er også visse ting som kun er mellem mig og Luna. Dette indlæg rummer begge dele, og er et forsøg på at beskrive bare nogle få af de mange ritualer, Luna og jeg har sammen.

Allerede for længe siden begyndte jeg at udpege mor, far og Luna for hende. For eksempel lægger jeg hånden på Hustruens pande og siger “mor…”, på min pande og siger “far…” og på Lunas pande og siger “…og Luna!”. Når jeg er alene med Luna, og det er jeg jo meget i øjeblikket, er det blot “Luna….og far. Luna…og far”. Det morer hende meget, og jeg tror bestemt hun forstår det.

Jeg har også lært Luna at lave “high five”. Jeg åbner min håndflade lodret og siger “take five”, og Luna gør det samme med sin hånd, hvorefter vi klasker dem sammen til stor lykke for os begge. Nogle gange gør vi det flere gange i træk, og så ender det med at Luna griber min hånd og putter min pegefinger i sin mund.

Når jeg går ned af bagtrappen med Luna – enten fordi hun skal sove, fordi vi skal lege i haven eller fordi vi skal på tur – så tager Luna nøglerne. Jeg morer mig med at lade som om hun hjælper til, og siger gerne “Luna, tager du lige nøglerne – tak”. For Luna er nøglerne bare legetøj (ligesom alt andet, bortset fra mad), men hun har dog forstået at jeg skal have nøglerne når jeg skal låse mig ind i cykelkælderen, og hun giver mig dem så, selv om hun egentlig hellere vil sutte på dem. Hun får dem tit igen, hvis hun insisterer, og jeg kommer så først i tanker om dem når Luna er faldet i søvn i barnevognen og de ligger viklet ind i hendes seletøj. Kunsten er at lirke dem lige så forsigtigt fra hende uden hun vågner fra sin søde søvn. Det lykkes næsten altid.

Når vi går op ad bagtrappen får hun tit lov til at føle med sine hænder på væggen hele vejen op til tredje sal. Det gør manøvren noget langsommere og mere besværlig, men det er tydeligvis en stor sanselig nydelse for hende. Væggen er nemlig lettere ru og ujævn, og er god at vågne op til.

Jeg bliver blød om hjertet hver eneste gang Luna samarbejder. Det gælder i høj grad også når vi giver hende tøj på. Det hader hun. Ligesom os andre vil Luna hellere have at det er sommer så man ikke behøver pakkes ind i adskillige lag irriterende tøj og overtøj og – værst af alt – hue. Så det er ikke uden gråd og gummers gnidsel (Luna har endnu ikke tænder) når vi giver hende tøj på. Men selv om hun protesterer, så samarbejder hendes krop: Hun strækker armene ud når hun skal have ærmerne på osv. Det er formentlig fordi hun har erfaret at det tager kortere tid når hun hjælper til, men alligevel – det var ikke en gestus jeg på forhånd havde regnet med fra en vred og træt baby.

Luna har et lille forråd af gestus som hun er begyndt at kommunikere med. Nogle af dem er et signal, andre bare for sjov.

Når vi er i legestue kan hun som regel udforske verden lidt på egen hånd, men ind imellem har hun brug for noget tryghed, dvs. at komme hen og få en krammer og sidde lidt hos far. Hun kravler så hen og hiver mig i buksebenet eller klapper mig på foden, og jeg ved præcis hvad det betyder. Jeg tager hende op og krammer hende og lader hende sidde hos mig de næste par minutter indtil hun skal ud på nye eventyr.

Når Luna gerne vil høre musik og “danse”, bevæger hun hovedet frem og tilbage i en slags headbanging. Jeg sætter et stykke musik på (det kan være samtlige tænkelige genrer, fra støjrock til renæssancekor, fra avantgardejazz til smægtende pop) og danser med Luna. Det slår aldrig fejl at når jeg sætter musikken på, beder hun om at blive taget op. Jeg tager hende op på armen vendt ind imod mig, tager hendes hånd, strækker den ud i traditionel dansepositur og hvirvler rundt i stuen i takt til musikken. Jeg vender hende rundt på hovedet og lader hende “flyve” rundt på maven. Jeg synger med på musikken og hun forsøger det samme (“ababababa” synger hun gerne, uanset hvad vi hører). Det er en dejlig måde at være sammen på, men også ret udmattende, så det er ikke noget man kan fylde dagen med.

Hun er begyndt at nikke og ryste på hovedet. Det betyder endnu ikke ja og nej, men er snarere en slags lille hoved-ekstase. Hun klapper også med hænderne når hun er begejstret. Eller hun løfter en genstand, som hun vil hylde op over hovedet som var det en hellig skat, der skulle tilbedes. Nogle gange gør hun det uden genstand, lidt som Rued i Mifunes sidste sang. Og samtidig smiler hun på en måde der synes bevidst om at der er publikum på. Det er en slags ikke-sproglig vittighed mellem os og hende.

Ved middagsbordet foregår der en masse af den slags mellem hende og os. Og der kommer hele tiden nye ting til. Når hendes trætte far tager sine briller af og masserer ansigtet, finder hun det rasende morsomt. Hun tror jeg leger en slags gemmeleg, og det er jeg så begyndt at gøre i forlængelse af min ansigtsmassage.

Når Luna skal i seng, sætter en række ritualer i gang, som Lunas mor har fundet på: Først bliver Luna skiftet; så “siger” hun godnat til mig, som kysser hende på panden; så bliver hun båret hen foran nogle fotografier fra vores bryllup og Hustruen udpeger: “mor” og “far” og peger så også på Luna. Det er hun helt vild med, og det er en meget kær familie-bonding-ting. Så går Hustruen ind i soveværelset med Luna, mens hun synger “Solen er så rød mor”, og jeg laver mad eller rydder op i køkkenet med Lunas sidste smil i hjertet.

Så bliver der ro. Og det er en nydelse. Næste dag går det løs igen. Luna…og far.

Luna leger med far

Rundt om i byen findes der forskellige legestuer med forskellige koncepter. Nogle er tilknyttet en kirke, nogle er private og en er kun for fædre. Nogle har åbent hver dag, andre kun et par timer om ugen. Det er under alle omstændigheder nogle små oaser når man er på barsel: Her kan man give sit barn en afveksling fra det alt for velkendte legetøj derhjemme, lade det møde andre børn og udveksle erfaringer med andre forældre.

At lægge en række mere eller mindre kravlende børn på et gulv med en masse legetøj er at iagttage kaos. Selv om jeg skrev at børnene “møder” andre børn, er der oftere tale om kollisioner og konfrontationer end egentlige møder. Og de er cirka lige gode om det.

Det mest interessante legetøj er det som nogle andre leger med, for så er det levende. (Det er også derfor de voksnes køkkenredskaber ofte er mere interessante at lege med end legetøj). Og børn som er under et år kan ikke forstå konceptet at tage hensyn til andre; de er egocentriske og kan simpelthen ikke sætte sig ind i andres behov. Derfor er der en konstant krig om legetøjet med de voksne som en slags FN, der går ind og mægler og sørger for at ro og retfærdighed opretholdes.

Ind imellem er det ikke legetøj, men hinanden de bliver interesseret i. De forsøger at etablere en form for kommunikation eller undersøgelse ved at stikke en finger i øjet på hinanden, hive i hinandens ben eller andre rituelle hilsener, der er kotume i deres kultur. Vi voksne forsøger så at lære de små at ae hinanden blidt i stedet, men det kommer vi ikke langt med.

Jeg har nu været på fire legestuebesøg, og vil samle lidt op på mine erfaringer, som altså kun er en begyndelse.

Mit første besøg var i legestuen på Sankt Hans Torv, som har åbent 4 dage om ugen i 4 timer. Jeg var nok lidt genert første gang, hvor jeg var den eneste mand. Når man som mand lige er begyndt på barsel og træder ind i et rum fuldt af kvinder med deres børn kan man hurtigt føle sig som en nybegynder og føle sig lidt udenfor. Sådan havde jeg det. Og det blev ikke meget bedre af at en af kvinderne omkring bordet havde en passivt aggresssiv udstråling som hun sad der med armene over kors og stirrede køligt rundt. Hun havde sikkert bare en dårlig dag, men det tog mig noget tid at føle mig velkommen. Når Luna kolliderede med et andet barn gav det anledning til små samtaler mellem de voksne, og efterhånden kunne jeg hygge mig lidt mere. Hustruen kom og hentede os, og det var et chok for Luna, som stak i et hyl da hun så hende.

Mit andet besøg var samme sted, og denne gang var der rytmik med hende, der normalt er der. Det var ganske fint, Luna morede sig lidt, men kiggede mest på de andre børn. Luna er ellers ikke noget stille barn, men når hun kommer ud blandt fremmede klapper hun i og sidder blot og stirrer på de andre. I hvert fald i begyndelsen. På grund af rytmikken lærte man de andre børns navne at kende, og så kunne man referere til dem resten af tiden.

Mit tredje besøg var på Fars legestue. Jeg havde glædet mig i et år til at skulle derhen, og nu lykkedes det endelig. Jeg slog følge med en anden far som inviterede en tredje far, og så gik vi ellers tre stolte fædre med barnevogne ned ad Kapelvej som en anden konvoj.

Det eneste negative jeg har at sige om Fars legestue er at de ikke kan finde ud af at oplyse hvor legestuen befinder sig. Der henvises til Kapelvej 47, men det er kun administrationen der ligger der. Man skal over på den anden side af gaden ind i en snørklet baggård og med lidt held kan man finde frem til stedet.

Men det er et fantastisk sted: En hel gymnastiksal omdannet til legeplads for de mindste. Her er kun adgang for mænd og så en enkelt sundhedsplejerske, og alt foregår på gulvet – der er ingen borde. Med forhindringsbaner en højtsvingende babygynge og andet fysisk orienteret inventar er der lagt op til bevægelse og til at fædrene kravler rundt med de små.

Her møder man den helt særlige situation at 20 mænd er samlet uden at der tales om hverken job eller fodbold, men om børn. Stemningen er fantastisk og intens. Der er her en entusiasme langt fra den mere rutineprægede stemning man finder i de kvindedominerede legestuer.

Man kan spørge sig hvorfor det skulle være nødvendigt med en legstue kun for mænd. Men jeg vil prøve at forklare: Alle andre barselstilbud er beregnet til og domineret af kvinder, hvilket er fint og forståeligt, for det er jo stadig kvinder der går langt mest på barsel. Men der er ingen fædregrupper og ingen andre steder hvor mænd som er gået på barsel kan mødes på deres egne præmisser uden at blive irettesat af de mere erfarne og derfor også mere dominerende kvinder. Fædre på barsel står i en lidt usikker situation, og det er et ønske for mange at møde ligesindede.

Og måske er der også en anden type energi i legen med børnene når det er far som er afsted. Det påstås i hvert fald at fædre er mere fysiske og bevægelsesprægede i deres leg med børnene. Og her er nogle rammer hvor det er i højsædet.

Hvorom alting er: Det var en herlig stund i Fars legestue. Luna elskede den store gynge og var i øvrigt i det lidt forsigtige hjørne, som hun altid er nye steder. Jeg havde regnet med at kunne give hende mad der, men der var ikke noget bord, så jeg fodrede hende på vores fantastiske pusletaske, der også er en babystol. Hele to af de andre kom hen og ville vide hvor vi havde købt denne smarte ting, og hermed har jeg givet et link videre til alle interesserede.

Da Luna blev træt lagde jeg hende i barnevognen, og kørte afsted. Hun var ikke meget for det (Luna vil bare helst sove hjemme i gården), men det lykkedes mig at få hende til at falde i søvn på Assistentens Kirkegård ved at køre hende frem og tilbage på en grussti (i mangel af brosten). Da følte jeg mig lykkelig.

Den fjerde oplevelse var i Samuelskirkens legestue. Her har de et stort, flot rum fuld af legetøj, og Luna hyggede sig gevaldigt. Jeg var den eneste mand, men følte mig umiddelbart velkommen. Der er en god stemning, og man har indtryk af at folk kender hinanden godt. Der var noget sang/babyrytmik, og det havde et lidt mere direkte kristent indhold end jeg lige var forberedt (og indstillet) på. Men det var jo i en kirke, så det burde måske ikke overraske. Der er bare ikke så meget af den slags i legestuen på Sankt Hans Torv, som også tilhører en kirke. Bagefter var der fællesspisning, og i det hele taget var der en større fornemmelse af fællesskab end på Sankt Hans Torv, hvor der er mere udskiftning. Det handler nok også om at det kun er 2 timer om ugen de har åbent.

Højdepunktet for Luna var da babyerne en efter en blev lagt i midten af kredsen på et farvet klæde som blev løftet op af os alle. Luna så i begyndelsen til med et skræmt blik, men da hun havde set hvor sjovt det var for de andre, var det med spændt forventning hun lod sig lægge på klædet. Hun slap ikke øjenkontakten med mig, den sikre havn, da hun blev løftet, og det var tydeligvis en grænseoverskridende oplevelse på den gode måde. Hun hvinede af skrækblandet fryd, men var også glad for at komme tilbage i fars favn.

Jeg kommer helt sikkert mere i legestue med Luna. Hun nyder det, og det gør jeg også.

På alle sprog, jeg kender, begynder ordet for nej med n: No, nein, nei, non, njet, nee etc. Jeg er godt klar over at der er undtagelser (estisk, kinesisk, græsk etc.), men det er nu alligevel slående så udbredt det er, i lyset af at Luna helt intuitivt siger det når hun er stærkt utilfreds. Så derfor udkaster jeg den foreløbige tese at n-lyden er et delvist lydefterlignende ord (onomatopoietikon), som altså efterligner babyens pludrende nægtelse. Jeg kan sagtens tage fejl.

Har I andre oplevet noget lignende? (hvis ikke mange kan genkend det, kommer tesen ikke særlig langt). Kender I andre intuitive ordlyde fra jeres spædbørn?

For få dage siden skrev jeg at Luna var meget tæt på at kravle. Nu fiser hun rundt på gulvet til sine forældres skrækblandede fryd. I løbet af et sekund er hun pludselig henne ved standerlampen eller noget andet, hun ikke skal være henne ved, og så snart vi bliver raske skal vi til at kravlesikre lejligheden. Det bliver noget af en opgave, for vi har mange ting.

Men hvor er det dog sjovt! Hun nyder det virkelig. Det er som at blive sluppet fri fra et fangeskab for hende, og første lille skridt mod at blive et selvstændigt væsen, der vælger sine egne veje – bogstaveligt talt. Hendes ansigtsudtryk er fuld af den kildren i maven, man kan opleve ved at køre hurtigt på motorcykel, selv om hendes hastighed ret beset kun er en kilometer i timen. Men det er naturligvis også triumfen over at kunne selv, der slår igennem enhver forkølelse.

Lige indtil hun bliver udmattet og mister modet. Så er alting helt galt, og hun begynder at småtude. For nu er hun jo blevet fri, og så er der ikke nogen fysik, der skal komme her og sætte grænser.

Og så er det, at jeg også lige skal forklare, at Lunas teknik ikke helt lever op til de tekniske standarder fra Dansk Kravle Union. Hun hiver sig snarere frem hen over gulvet og bruger ikke benene så meget. Ind imellem kommer hun dog til at bruge bene til at sparke fra, men opdager ikke rigtig teknikken. Grunden til at jeg alligevel (med fare for hån fra ortodokse kravle-puritanere) tør kalde det kravlen, er at det har samme effekt som den officielle teknik, omend hastigheden er nedsat og det er meget krævende for hendes ellers bomstærke arme.

Det er anden gang, Luna er syg. Første gang var hun kun et par måneder gammel og havde røde hunde. Det var ikke sjovt.

Hun har sovet elendigt i nat (og Hustruen ligeså), men hendes humør er overraskende nok okay nu til morgen, hvor hun har fortsat sine seneste færdigheder: At trække sig frem på gulvet (et forstadie til kravling); at bevæge hånden op og ned af læberne mens hun siger en lyd, så den bliver sjov; at puste ind i hånden ligesom os, når vi synger ballon-sangen.

I morges var jeg alene med hende, og meget af tiden gik med damage control efter at hun med yderst tynd afføring sked ud af bleen, ned på stolen, ned på gulvet og igen på mine hænder og alt andet omkring mig da jeg skulle skifte hende (lidt i stil med denne oplevelse). Da jeg senere iført regntøj og gummihandsker forsøgte at desinficere stolen under bruseren måtte jeg spejder-agtigt udbryde: “Der findes ikke diarré, kun forkert påklædning”.

Nu sover hun, og der var så meget andet jeg ville skrive om, men det får vente. Hjemmet er et kaos, og det er med at få noget gjort inden hun vågner igen.

Luna er 73 cm lang og vejer små 9 kg. Den slags oplysninger siger ikke mig så meget, men tilsyneladende er det noget de fleste andre går op i.

Luna er hverken begyndt at kravle, få tænder eller sige sit første ord. Men det kan ikke vare længe. Især det med kravlingen er meget tæt på. Luna kan faktisk godt kravle, og kommer glimtvis til at gøre det, men opdager det ikke selv. Til gengæld drejer hun sig målrettet og adræt rundt i en cirkulær bevægelse, så hun kan få fat i det, der er ved siden af hende eller bagved hende. Hun er også begyndt at artikulere meget, at sammensætte vokaler og konsonanter, men hun mangler endnu at sige sit første ord.

Luna og far i soppesøen

Luna er generelt glad og fantastisk sød. Hendes evne til begejstring er stor, og den begynder tidligt om morgenen med det dejligste smil når hun får øje på én. Meget tidligt om morgenen. Men naturligvis bliver hun tit utidig og umulig når hun bliver træt. Om dagen er hendes søvn ikke helt stabil, og det er ikke altid hun vil sove i barnevognen. Her kommer der en udfordring for mig. Mens Hustruen kan amme hende i søvn i disse situationer, står jeg med to muligheder: at tage hende i slynge og håbe at det kan få hende til at tage en kort lur, eller også at køre en lang tur med hende oprejst i barnevognen og håbe at hun til sidst giver efter og lægger sig ned. Når det sker, er al trængsel glemt, og jeg gennemstrømmes af kærlighed til hende. Når det ikke sker, så….så ved jeg faktisk ikke hvad jeg skal gøre, men det må vise sig.

Nattesøvnen er stabil i perioder, hvor hun kun vågner et par gange om natten for at blive ammet (noget vi skal til at vænne hende af med). I andre perioder sover hun mere ustabilt og vågner mange gange i løbet af aftenen og natten.

Luna i et melankolsk øjeblik

Luna ligner både sin far og sin mor. I visse grimasser den ene mere end den anden.

Luna er meget stærk. Det kommer tit bag på mig hvor mange kræfter der er i den lille krop.

Luna er meget musikalsk. Alt andet ville også være mærkeligt, da vi synger meget for hende, ligesom jeg spiller guitar for hende hver dag. Jeg vil skrive mere om Luna og musikken snart.

Luna opfører sig nogle gange lidt tosset. Hun siger mærkelige lyde og laver mærkelige grimasser, tilsyneladende uden nogen grund. Et nyligt eksempel er hvordan hun i går nægtede at drikke, men i stedet insisterede på at sidde med den ene hånd nede i vandkruset, mens hun højlydt gennemgik hele følelsesspektret fra den største glæde til den største smerte. Man undres, men lunalogerne er sat på sagen.

Luna spiller fodbold før hun kan kravle eller gå

Luna kan godt lide at have to projekter på én gang, som hun hurtigt kan skifte imellem. Såsom at røre ved plasticsnorene på stolens ryglæn og samtidig åbne og lukke skabslågen eller at holde fast i badeforhænget og i spejlskabet på én gang.

Det er svært at fotografere Luna uden hun opdager det, og endnu sværere at filme hende. Hun opdager det altid, og begynder så at stirre på apparatet, selv om hun umuligt kan have gennemskuet hvad det kan.

Lune leger i toget

Luna elsker
Alle sange, især dem med fagter (hjulene på bussen osv.)
Træer og blomster og buske. Frisk luft og natur.
Vand, badekar, vandbassiner og vandhaner
Pop-up/flappe-bøger (især Kroko-bogen om hvad dyrene siger)
Malerier med knald på farverne
Hustruens hårspænde og mine briller (ak)
Fotografier af mor, far og lille Luna
Hunde og fødder og nøgler og sko
At åbne skabslåger, at hive i snore
Når vi laver pruttelyde med munden på hendes mave
Når far spiller guitar og synger
Køkkentragten og diverse grydeskeer
Hånddukken – især når den siger “aatju!”
Øllebrød (forstå det hvem der kan)
Og meget mere

Luna gynger med far

Luna hader
At blive lagt ned i barnevognen og få sele på
At vælte og banke hovedet i gulvet
At få taget tøj af
At få tøj på
At blive tørret i ansigtet med en klud
At korte sange har en ende
At have skidt i bleen uden at mor og far har opaget det

Se også Lunalogien for en mere videnskabelig tilgang.

Det bliver spændende. Jeg glæder mig til at være endnu mere sammen med Luna og til at komme endnu tættere på hende. Jeg glæder mig til at gå til babyrytmik, gå i Fars Legestue, gå barnevognstur med andre fædre, køre med hende i Nihola-cyklen og finde på nye små lege sammen med hende. Også til små hverdagsting som at tage hende med i vaskekælderen eller på indkøb. Jeg er godt klar over at det ikke altid er fryd og gammen, at hun visse dage ikke vil gide noget og vil dræne mig for energi. Men det må jeg så tage med.

Samtidig med denne grundlæggende glade forventning, kan jeg ikke lade være med også at være en smule urolig. Jeg skal kaste mig ud i en tilværelse som er en ganske anden end den jeg er vant til. Jeg har ikke Hustruens hverdagsrutiner siddende i kroppen, men skal lære dem i de næste 2 uger, hvor vi begge er hjemme. Jeg er vant til at have Luna alene et par timer om morgenen og i mindre perioder sidst på dagen og i weekenden. Ellers er det sammen med Hustruen, som har en naturlig autoritet gennem sin erfaring. Nu skal jeg stå med ansvaret selv.

De ting som kan gøre mig lidt urolig er: Om jeg vil komme til at kede mig med en hverdag fuld af banale rutiner. Om jeg kommer til at dumme mig og gøre alle de forkerte ting. Om jeg kan håndtere de dage hvor hun ikke vil sove i barnevognen. Om hun vil være ulykkelig over at hendes elskede mor går hver morgen. Og frem for alt: Om jeg kommer til at tabe Luna eller på anden måde skade hende. Allerværst: Om hun kommer ud for en ulykke fordi jeg i et øjeblik ikke er årvågen nok eller ikke har gennemskuet hvad der kunne ske.

Men denne uro overskygges af den spændte forventning om at skulle være sammen med hende hele tiden og at knytte et intimt bånd, der sætter sig varige spor. At følge hendes udvikling nøje og være den, der kan fortælle om hvad hun nu har fundet på når Hustruen kommer hjem. At opleve hende opleve verden og at gøre det sammen med hende. Måske at være den første der ser hende kravle. Eller høre hende sige sit første ord (som sandsynligheden taler for vil være enten “mor”, “far”, “hurrah” eller “gyng-gang”).

Jeg har ikke fået skrevet så ofte på det seneste. Det er ikke fordi jeg mangler stof at skrive om, tværtimod, men simpelthen fordi jeg har manglet tid og overskud. Jeg regner med at min aktivitet vil stige markant i de næste tre måneder, da jeg hverken skal skrive forskningsartikler eller avisanmeldelser og vel nærmest er afhængig af at skrive. Så Farbar går formentlig ind i sin mest intense periode.

Før jeg fik barn var jeg så naiv at opfatte barnevognen som en barnevogn, altså en vogn til at køre børn i – et transportmiddel. Men i Danmark (og efter sigende ingen andre steder i verden, mærkeligt nok) har barnevognen en dobbelt funktion. Den er nemlig også stedet hvor man kan få spædbarnet til at falde i søvn. Og måske er denne funktion den vigtigste.

Jeg har tidligere i begejstrede vendinger beskrevet hvor fantastisk det kan være at køre sit barn i søvn, og det står jeg ved. Men der er også en anden side af sagen. Nemlig det meget snævre fokus man kan få, især når det er svært at få den lille til at sove. Det er en slags egocentrisme, og så ikke alligevel, for det handler ikke om en selv, men om barnet i barnevognen, der bliver altings centrum.

I denne situation bliver alle andre en slags forhindringer for at barnet kan sove. Man opdager pludselig hvor meget larm folk i gården laver: De smækker med døre og vinduer, de råber og skriger, de spiller høj musik og dunkende bold, og en kører på skramlende skateboard. Ja, vores gård er livlig, og det sætter jeg pris på lige indtil Luna skal sove. Så ser jeg helst at alle i gården stopper deres aktiviteter øjeblikkeligt, hvisker sagte og lister lige så stille ind i deres lejligheder hvor de lydløst lukker vinduerne og sætter sig ned i det fjerneste værelse med hovedtelefoner på indtil Luna sover. Det forekommer mig kun rimeligt.

Det er ikke bedre hvis man bevæger sig ud på gaden og går rundt i kvarteret: Her er også mennesker og andre irritationsmomenter såsom startende biler, hunde og vejarbejde. De virker virkelig som om de er fuldstændig ligeglade med om Luna er på nippet til at falde i søvn. Det er som om de ikke fatter at det eneste rimelige er at al aktivitet på gaden bør stoppe når jeg kommer tromlende med Luna i barnevognen; at der faktisk er en risiko for at Luna ikke falder i søvn. Næ nej, de er i gang med deres åh så vigtige vejarbejde og bilkørsel og råberi og skramleri.

Det er barnevogns-fascisme. Jeg er i disse øjeblikke en barnevognsfascist, der betragter Lunas søvn som selve verdenssituationen, som noget alle andre bør tage hensyn til. Men selvfølgelig er det ikke rimeligt, og jeg tog heller ikke selv hensyn før jeg fik barn. Jeg så nærmest ikke barnevognene, de var usynlige lige indtil jeg selv skulle have barn. Så var de lige pludselig overalt.

Jeg er ikke spor stolt af disse impulser, og jeg forsøger som civiliseret og etisk menneske at holde dem nede og at se sagen fra alle andres synspunkt. Men impulserne kan af og til vise sig som et plaget eller stresset udtryk i ansigtet. Jeg kan være lidt afmålt hvis folk hilser eller vil sludre lige når Luna er ved at falde i søvn.

Så hvis man møder mig med min barnevogn og jeg virker irritabel, så er der en god chance for at det ikke er noget personligt, men at Luna er lige ved at sove. Tilgiv mig, thi jeg lider blot af barnevogns-centrisme.

Institut for Lunalogi er stedet for al viden om lille Luna. Instituttet ledes af Lunas mor og far, der også tager sig af den primære forskning. Hertil kommer udvalgte gæsteforskere, stipendiater og studerende, der i kortere tid kan studere fænomenet, som regel kun et par timer ad gangen.

Lunalogerne er i regelen også lunafile, dvs. de har et kærlighedsbaseret og derfor alt andet end neutralt forhold til deres forskningsobjekt. Udenforstående vil nogle gange måske endda hævde at de lider af Lunapati, dvs. sygelig optagethed af Lunas ve & vel & gøren & laden.

Blandt grunddisciplinerne på instituttet er:
Lunagenien (læren om Lunas undfangelse)
Lunametrien (opmålingen af Lunas ydre dimensioner og vækst)
Lunamorfologien (studiet af Lunas ansigtstræk og kropslige form; herunder Lunagenealomorfologien, der iagttager hvor i familien hun har de enkelte træk fra)
Lunagrafien (fotografisk dokumentation og nærstudier af de talløse afbildninger af Luna)

En uhyre vigtig disciplin er Lunalingvistikken, der forsøger at forstå Lunas særlige sprog og dets opbygning. Det er samtidig en meget vanskelig disciplin, ikke mindst den på én gang komplekse og simple underdisciplin, Lunasemantik, der skal redegøre for meningen med Lunas udsagn. Det enkle består i at Luna har et relativt lille pludreforråd.

Udfordringen består så til gengæld i at den samme lyd fx kan betyde:
Hjælp, jeg er sulten.
Hurra!
Jeg vil ikke ligge her mere; kom nu og tag mig op!
Jeg nyder virkelig at ligge her.
Hej Mariehøns!
Hej træer!
Hej far!
Jeg kan ikke nå [genstand x], giv mig den nu
Hvor er det sjovt!
Stop, det er ikke sjovt mere!
Lunalingvistikken er af denne grund til i høj grad at forlade sig på paralingvistiske fænomener som fagter, ansigtsudtryk og generel kontekst.

Det kan undertiden være vanskeligt for Lunapatiske Lunalingvister samtidig at opretholde den fornødne videnskabelige objektivitet. Således hævder en af de Lunalingvistiske forskere, cand. scient Hustruen, hårdnakket at lyden ”uaaaaaw” er et klart forsøg på at sige ”mor”, på trods af manglende fonetisk grundlag for denne konklusion.

Så er det lettere for Lunaneurologien, studiet af Lunas hjerne og kognitive evner. Eftersom det er et rimeligt overskueligt antal synapser der har forbundet sig i hendes hjerne, kan Lunaneurolgien faktisk give en udtømmende redegørelse for aktiviteterne. Sagt mere folkeligt: Luna har endnu ikke så mange brikker at flytte med i sit nuttede lille hoved.

Lunaludologien studerer Lunas legende adfærd, dvs. stort set al adfærd ud over søvn (tilhørende Lunasomnologien) og mad (tilhørende Lunagastronomien). Til Lunaludologien hører det meget praktiske perspektiv at være i stand til at gennemskue hvad Luna har lyst til at lege med i en given situation. På baggrund af Lunalingvistikkens førnævnte problemer, er der nemlig en del gætværk involveret i denne servicefunktion.

Alle disse discipliner bygger på empiri, men der er også en mere spekulativ afart af Lunalogien – den højeste indsigt af dem alle, nemlig Lunasofien. Det er først med Lunasofien at de empiriske iagttagelser får en sammenhæng og et hierarki. Lunasofien anspores i sin grund af Lunafilien, der er drivkraften i det hele, og derfor taler visse også om en egentlig Lunafilosofi.

Luna fordybet i zoologisk forskning i en alder af 6 måneder.

Jeg lider af kronisk søvnmangel. Jeg går rundt i en døs af faderskab. Hver morgen når Luna vågner (som regel mellem 5:30 og 6:30) tager jeg mig af hende, så Hustruen kan få lov at sove videre – hun har jo ammet flere gange i løbet af natten, og jeg skal også på arbejde, så det er uden tvivl den bedste ordning for alle parter, og jeg nyder at være sammen med Luna hver morgen – også selv om jeg nogle gange har meget svært ved at følge hendes høje energiniveau.

Men det tærer på søvnen. For i modsætning til Hustruen kan jeg ikke gå i seng klokken 22, selv om det ville være det fornuftigste. Jeg skal geare ned og læse lidt og nyder måske også den sidste stund i ro og fred, så jeg kommer ikke i seng før ca. 23.30 hver aften, hvor jeg så til gengæld falder hurtigt i søvn.

Søvnmanglen har en lang række virkninger og bivirkninger. Blandt de mere indlysende er det at jeg tit bliver træt på arbejdet og falder i søvn med hovedet ind over skrivebordet. Men værre er det at jeg har svært ved at koncentrere mig, og mit arbejde er meget koncentrationskrævende.

Jeg er også rørstrømsk og grådlabil. Jeg har let til tårer, fx over at skulle forlade Luna om morgenen. Jeg har det fint nok med tårer, men jeg synes det er lidt meget at det er hver eneste dag at et eller andet som får mig til at græde.

Men det værste er at jeg bliver så distræt. Jeg kan ikke huske om noget er sket i dag eller i går. Jeg glemmer de mest selvfølgelige ting. Jeg går rundt med mine nøgler i hånden og leder efter mine nøgler. Jeg glemmer hvad jeg er i gang med og tror at jeg har gjort det færdigt. Og meget andet.

I løbet af få timer formåede jeg forleden dag:

1. At glemme at jeg lige havde været i bad (så jeg var på vej i bad igen da Hustruen sagde at det ikke var nødvendigt)

2. At glemme at jeg allerede havde stillet barnevognen ned i cykelkælderen (så jeg troede at den var stjålet da jeg en halv time senere gik ned i gården for at sætte den ind)

3. At gå længe rundt og lede efter opladerkablet til kameraet og engagere Hustruen i efterlysningen, for derefter at opdage at jeg allerede havde fundet det og sluttet det til.

Og det provokerer mig! En smule distræthed er kun klædeligt i min branche, men det her er bare for meget. Mine mentale evner flyder ud gennem hullerne i min hukommelse. Jeg må se at få sovet.

Men om ikke andet, så forstår jeg nu bedre de fædre der intet kan huske fra deres barns første år (som jeg skrev om før jeg selv blev far). Det er kun fordi jeg en gang imellem skriver lidt her på farbar at jeg overhovedet kan huske noget som helst om hvad der skete hvornår.

Det var absolut ikke sjovt i nat, og vi har stadig mén efter den lange søvnafbrydelse, som er kulminationen på mange dages opslidende søvnproblemer med hende. Da hun lå der og blev ved med at skråle lystigt i det totale mørke mens den tapre Hustru forsøgte at få hende til at falde til ro, begyndte jeg i et svagt øjeblik at overveje om ikke der var noget med at der er 2 års returret på sådan en unge, hvis den udviser funktionsfejl.

Men det er ellers utroligt kært, når hun synger, vores egen lille Bianca Castafiore.

Jeg ville gerne kunne sige at Luna synger fantastisk, men det ville være noget af en tilsnigelse. Det lyder rent ud sagt forfærdeligt – som en blanding mellem en kat og et æsel. Til gengæld har hun X-factor!

Det er tydeligt at hun koncentrerer sig meget når hun synger – det kommer ikke bare sådan lige. Hun skal lige overhovedet finde sin stemme, få koordineret mellemgulv og stemmebånd, og måske er det også derfor hun bliver ved så længe når først hun er begyndt – for så har hun fundet stemmen. Mens andre former for stemmebrug (fx gråd og klynken) kommer umiddelbart, er sangen snarere en viljesakt.

Hun rynker panden, spidser munden og prøvende kommer der en lyd ud. Under sangen har hun et lettere melankolsk ansigtsudtryk, som om hun dramatisk understreger det klagende i sangen.

Det sættes ofte i gang når vi selv synger for hende – hvilket vi gør meget; så meget at hendes liv er en veritabel musical. Det er utroligt som man kan grave glemte sange fra man var barn frem af hukommelsen. Og endnu mere utroligt som man pludselig går og digter nye sangtekster af ren ivrighed efter at synge noget passende til enhver situation. Således sangene ”Lille Luna” og ”Flyvende Luna”.

Hun synger især med tidligt om morgenen, når jeg hiver guitaren frem til hendes udelte begejstring, og spiller et meget blandet repertoire. Hun har faktisk nogle yndlingssange, som hun reagerer særligt genkendende på – ikke mindst R.E.M.s ”Everybody Hurts”. Det slår aldrig fejl at når jeg spiller og synger den, så synger hun med, og det med en klagesang, der ikke har det fjerneste med melodien at gøre, men som til gengæld som baggrundseffekt understøtter teksten ganske udmærket.

Hendes seneste påfund er at hun prøver at fløjte med når jeg fløjter for hende. Hun spidser munden og puster lidt savl ud – nogle gange med stemme på, men det er på ingen måde fløjtelyde. Det varer nok et par år før hun er klar til det. Og til den tid kan hun måske også ramme en tone og synge en melodi.

Jeg elsker Luna for mange ting (og alene fordi hun er til), men den evne hun har til at vise uhæmmet glæde over de mindste ting er simpelthen så kær at den kan redde min dag. Det er derfor man kan udholde så meget af alt det besvær og bekymring og gråd og gummers gnidsel der også følger med et spædbarn. Når man er ved at gå ned på at hun ikke vil sove i barnevognen eller er meget lunefuld, så kan hendes morgensmil få én til næsten at glemme gårsdagens fortrædeligheder.

Kan man lære noget af et spædbarn? Ja, det tror jeg faktisk man kan, uden at det bliver en regression hvor man selv bliver som et barn. Luna kan lære en gammel melankoliker som hendes far at nyde livet og give plads til begejstring. Okay, det lyder som side 1 fra en dårlig selvhjælpsbog, så jeg må hellere præcisere: med sit eksempel planter Luna en lille glæde i mig, som gør at jeg bliver lidt bedre til bare at nyde. Især når jeg er sammen med hende, men også i andre sammenhænge.

At sætte sig ind i Lunas sanselighed er at opdage hvor fantastisk vasketøj og solpletter kan være i sig selv; at grine uhæmmet over en simpel øjenkontakt; at finde på fjollede sange bare for at glæde hende, selv om hun ikke fatter et ord; at opdage at dét, at jeg blot fløjter, er en kilde til evig morskab; at mærke hvor spændende det er bare at iagttage verden uden endnu at ville forstå den; at mærke hengivenheden når hun til sidst træt lægger sit hoved mod mit bryst. Jeg kysser hende på issen og indsnuser duften af hendes hovedbund, som jeg bærer med mig ud i verden, lykkelig over at være hendes far.

I dag har jeg været ude at køre med Luna i barnevognen alene for tredje gang, og det var helt fantastisk. Tredje gang lyder ikke af meget når hun nu er 4 måneder gammel, men indtil for nylig har hun ikke villet barnevognen, og vi var begyndt at blive nervøse for at hun aldrig ville acceptere den. Det har hun nu gjort – sådan da. Hver anden gang er lykkens gang.

Det var rigtig stort i dag. Det er som sagt noget nyt at jeg overhovedet kan gøre det, og denne gang gik alting perfekt uden noget klynkeri. Hun var begyndt at være lidt træt, og Hustruen foreslog at jeg tog hende ud i barnevognen, hvilket ikke krævede nogen overtalelse.

Jeg gav hende udedragten på, puttede hastigt hendes hue i frakkelommen, og gik så med hende og dynen på armen ned af alle trapperne, mens jeg sang for hende. Selv om hun var træt, var hun helt rolig og puttede sig bare ind til mig. Da jeg låste mig ind i cykelkælderen var hun stadig rolig. Her er det vigtigt at få tændt lyset med det samme, da hun ikke bryder sig om mørket. Jeg lagde hende i barnevognen, stadig syngende, lagde hendes tøjabe ved siden af hende, og puttede dynen over hende. Ikke et klynk kom hun med, snarere et lille, fortroligt smil.

Jeg kørte så rundt med hende for at få hende til at falde til ro – især på den brostensallé der går mellem de to haver i vores dejlige gård. Brostenene får barnevognen til at gynge og ryste og dermed lulle hende mere end den glatte asfalt. Jeg kører som regel frem og tilbage på dette stykke indtil hun sover, og så kører jeg ud i verden. Verden er ret lille i denne sammenhæng – jeg vover mig foreløbig ikke mere end 500m væk fra lejligheden.

I dag kørte jeg frem og tilbage på brostenene i den skarpe forårssol mens jeg igen og igen og igen sang nogle af de sange hun kender. Jeg forsøgte at lade være med at kigge for meget på hende, så hun kunne falde til ro ved synet af mig og min stemme og følelsen af brostenenes bumlen. Og uden nogen modstand gav hun langsomt efter for sin træthed, lå først og stenede i 10 minutter og lukkede så delvist øjnene. Ind imellem åbnede hun dem som for at tjekke at jeg stadig var der, og det synes virkelig at berolige hende at se at jeg stadig var der.

Da hun faldt i søvn mærkede jeg for tredje gang den kildrende glæde og stolthed ved at det lykkedes, puttede De sorte spejderes podcast i ørerne og trådte ud på Nørrebros fortove. Ligesom de andre gange strålede jeg af lykke og synes nærmest at alle folk på gaden burde hilse, gratulere mig med succesen og give mig blomster, men igen var der naturligvis ingen der tog notits af min barnevognsrus. Ingen steder er fædre med barnevogne så almindelige som på Nørrebro, og at nogle af dem også ser glade ud, gør ikke den store forskel.

Således sejlede jeg rundt i kvarteret ad sindrige ottetalsruter med et stort smil på, forårsaget af lige dele Luna og De sorte spejdere. Jeg havde kigget på klokken og vidste hvornår jeg skulle være tilbage, dvs. hvornår hendes 30 minutters søvncyklus var ovre.

Jeg købte lidt ind hos den lokale købmand, der vist ikke har meget forstand på spædbørn, selv om han er far til 4. Han arbejder 12 timer i døgnet 7 dage om ugen og hans kone har nok egenhændigt passet børnene, som nu er store. Hans eneste kommentar til Luna i barnevognen var at “det er godt når de sover”. Det har han helt ret i.

Det mirakuløse var nu, at da vi helt på det rette tidspunkt kørte tilbage ind i gården, vågnede hun en lille smule, men jeg fortsatte med at køre rundt i gården, og så tog hun sandelig en lur til. Og en til. Det havde jeg ikke prøvet før.

Jeg stillede barnevognen, nød solen og spejdernes obligatoriske samtale med Kasper fra Thy, og da Luna endelig vågnede var det også uden gråd og gummers gnidsel. Hun vred sig lidt, lavede grimasser, åbnede øjnene og kiggede på mig med sine skønne øjne, lod sig roligt tage op, puttede sig ind til mig og lod sig tålmodigt bære op ad alle trapperne og ind i lejligheden, hvor Hustruen havde nydt et par timers frirum.

Hold kæft hvor er det dejligt at være far!

Lortebleen

Som jeg før har været inde på, så synes jeg faktisk det er hyggeligt at skifte ble på Luna. Som regel, i hvert fald. Med lortebleerne er det ikke helt så hyggeligt, især ikke efter at hun er begyndt at have afføring sjældnere, men til gengæld i meget store mængder. Så store at bleen tit ikke kan holde det indenbords, så der kommer lort på tøjet, lort på tæppet, lort ned ad benene, lort op af hendes ryg.

I morges havde jeg nok den hidtil værste lorteseance. Jeg var som sædvanlig stået op med Luna mens Hustruen lå og fik sin hårdt tiltrængte morgensøvn. Mens vi legede og hyggede os, fik hun pludselig skideansigt. Skideansigtet er ikke til at tage fejl af: Luna holder vejret, rynker panden, ser koncentreret ud, og bliver rød i hovedet. Således også i morges. Jeg støttede hendes forehavende ved at bøje hendes ben op til maven og gengælde hendes anstrengte blik. Efter nogle sekunders intensitet kom forløsningen: fldrpdrd, sagde det i bleen, og der var ingen tvivl. Dette var ikke varm luft. Der var bingo.

Jeg blev hos hende i nogle minutter for at tjekke om der kom mere, men det gjorde der ikke. Jeg spurgte hende om der var mere hvor det kom fra, men det kunne hun af gode grunde ikke svare på. Hun svarede dog indirekte ved at se afslappet og ‘færdig’ ud. Så jeg gik hen og tog noget tøj på, gjorde vaskefadet klar, og bar Luna ind til puslebordet.

Bleen var ganske rigtigt fyldt til randen med denne orangebrune, tyktflydende afføring, som alle spædbørnsforældre kender og har lært at leve med. Jeg priste mig lykkelig for at bleen for en gangs skyld havde holdt på det hele. Jeg fil bleen listet over i blespanden uden at klatte på noget, men da den skulle presses ned var det ikke uden at sætte sig et aftryk på mine fingre. Jeg bandede og forsøgte at tørre det af med en klud.

(Her skal det nævnes at vi ikke har rindende vand i nærheden af puslebordet. Så når den bedre halvdel ikke er til stede, er der ikke mulighed for at vaske hænder. Samtidig skal det nævnes at jeg under hele processen var nødt til med den ene hånd at holde Lunas fødder oppe, så hun ikke fik smurt det ud på dem også.)

Imens jeg tørrede fingre fik Luna den ide at hun hellere måtte skide noget mere, nu hvor det hele gik så godt. Så det gjorde hun; en ordentlig klat lige ned på underlaget. Jeg måtte flytte hende, lægge en ny stofble oven på klatten og forsøge at få gjort hendes bagdel og tilstødende områder ren med engangsklude og vaskefad.

Da jeg var ved at vaske hende det mest centrale sted, valgte hun så at lukke endnu en portion ud. Ud over min hånd.

Jeg synes egentlig ikke jeg er sart, men det bryder jeg mig altså ikke om. Jeg synes faktisk det var rigtigt ulækkert. Og jeg kunne stadig ikke putte hånden ind under en vandhane. Og Hustruen sov stadig intetanende i det tilstødende værelse. Og mens jeg stod dér, lammet af katastrofen, mærkede jeg at jeg var ved at gå sukkerkold. Jeg havde ikke fået noget mad, og når jeg går sukkerkold går jeg let i krise. Dette var krise.

Resten af forløbet står lidt tåget for mig. Lidt som når man er på overlevelsestur og de sidste 100 kilometers vandring uden mad og drikke er foregået med reserver, man ikke anede at man havde, og bagefter forekommer de nærmest uvirkelige i erindringen.

I hvert fald havde jeg intet overskud til at pludre med Luna. Eller synge for hende. Eller lave nogen glade ansigter. Heldigvis havde hun mariehønsene, så hun lå og var i et mægtigt humør og hyggede sig med dem, mens jeg på en eller anden måde fik gjort hende ren og givet hende en ny ble på uden at den blev smurt ind i lort.

Jeg løftede hende ned på et tæppe på gulvet, gik ud i køkkenet og vaskede hænder meget grundigt og bar hende ind i stuen. Jeg var i dårligt humør og jeg var gået sukkerkold, men jeg var jo sådan set ikke sur på Luna. Allerede på vej ind i stuen stak hun mig et af sine utrolige smil, og jeg smeltede og smilede igen.

Den slags smil giver på mirakuløs vis én viljen til at gøre hvad som helst. Om jeg så skulle stå en hel dag med hænderne i lort, så ville jeg gøre det for hende.

Epilog
En time senere åbner jeg dagens Politiken. Wulffmorgenthaler-tegningen på bagsiden af 2. sektion handler om…lortebleer! Og Ingmar Bergmans livssyn. Bemærk hvor realistisk lortebleen er tegnet med afføring ned ad benene osv. Man er ikke i tvivl om at Anders Morgenthaler er far. Sikke et sammentræf.

Først holdt jeg hende ind til mig mens vi steg ned i vandet, og da vi var kommet ned, klamrede hun sig stadig til mig. Hun havde opspærrede øjne og veg ikke en tomme fra mit bryst. Efter et par minutter på denne måde, strakte jeg hende langsomt ud, mens jeg forsøgte at holde intens øjenkontakt med hende. Hun kiggede mere ned og rundt, men var rolig og fattet.

Næste skridt var at lade hendes ben glide bagud, så hun lå på maven, støttet af mine håndflader. Det gik fint. Hun sugede indtryk til sig og virkede mere koncentreret om at sanse end egentlig begejstret. Så var øvelsen at lade hende ligge på ryggen og flyde, kun støttet under hovedet. Det var virkelig noget hun kunne lide. Hendes ansigtsudtryk da jeg slap hånden under rumpen var fantastisk. Hun spærrede øjnene op, mærkede at hun selv kunne holde sig oppe, smilede over hele hovedet, og gav sig så til at sparke med benene og nød hvert et minut. Vi svømmede rundt og holdt øjenkontakt og hun pludrede med sit “rrrrrrøøøøø”.

Efter små 20 minutter havde hun fået nok, og det gik ikke helt glat med at få hende tørret og give hende tøj på. Hun var blevet irritabel og træt og overvældet af de mange indtryk, så der skulle ingenting til før hun stak i gråd. Hustruen tog hende med ud i sit omklædningsrum og forsøgte at amme hende, men hun var bare træt og ville sove. Det gjorde hun så hele vejen hjem i viklen. Og da hun vågnede var hun glad og pludrende igen.

Turen var også et vellykket forsøg på at bruge min Facebook-fædregruppe til at skabe fysiske møder, der ellers ikke ville være fundet sted. Jeg oprettede en event på babysvømningen og Morten – som jeg ikke har mødt før, men kun kender fra blogosfæren – kom også. Det var godt med lidt far-bonding, omend det ikke blev til så meget snak, da vi skulle pusle om vores små døtre.

Det foregik i Frederiksberg Svømmehal, hvor man kan booke sig ind via deres hjemmeside (virker kun i Explorer til PC) eller ved at ringe. Der er altså ikke tale om holdundervisning, men om at tage derhen på egen hånd. Man kan dog godt få hjælp, hvis det er.  Der er et højopvarmet puslerum lige ved siden af babybassinet, hvor forældrene evt. sammen kan bade deres baby og klæde den om. Og både i herre- og dame-omklædningen er der babystole, som de kan sidde i mens man selv klæder om og går i bad. Det kan vist ikke gøres meget bedre.

Der er to afgørende faktorer på spil. Det ene er akustisk-biologisk, det andet er kommunikativt.

Det akustiske handler om at barnegråd ligger på de mest enerverende frekvenser. Det er næppe tilfældigt at det er sådan. Evolutionen handler ikke kun om at overleve, men også om at tage sig af sit afkom og føre sine gener videre. Det er en evolutionær fordel at man bliver vækket af og reagerer på barnegråd, at man ikke kan ignorere det. Det er bare også en pestilens når man nu en gang har hørt det og gør hvad man kan for at trøste barnet.

Det er heller ikke tilfældigt at klassiske alarmer og sirener netop har barnegråden som forbillede. Der er ikke langt fra barnegråd til de sirener som indtil for nylig lød hver onsdag klokken 12. Og klassiske brandalarmer og hånddrevne sirener havde præcis samme kvaliteter. Det skulle nok kunne vække folk.

Den kommunikative faktor handler om at spædbarnet ikke har noget sprog. Kommunikationsværdien af gråden begrænser sig til det meget generelle: “Jeg er utilpas”, hvilket kan betyde alt fra “jeg har luft i maven” til “jeg har stærke smerter og er ved at dø”. Man må forsøge at gætte sig til hvad der er galt, og som regel finder man aldrig nogensinde ud af det. (Kolik er i øvrigt ikke en sygdom, men blot betegnelsen for en masse gråd, man ikke kender årsagen til).

Man vil gøre hvad som helst for at ens barn skal få det godt igen. Hvis bare det kunne sige hvad der var galt, skulle man nok tage affære. Men det kan barnet ikke, og man står med en afmagt, der næsten ikke er til at bære. Samtidig kan det føles som en bebrejdelse, som om barnet anklager en for ikke at gøre det rigtige. Det er bare en projektion, for et spædbarn er ikke i stand til at bebrejde, men den er svær at undgå.

Efter et tidsrum, som i værste fald kan være mange timer, falder barnet endelig til ro, man kan lægge det fra sig og hurtigt forsvinder al desperationen. Man betragter sit blidt sovende spædbarn og mærker igen den kærlighed som bærer én gennem det hele.

(Visse folk med fødselsdepression mærker den ikke, men det kommer langt de fleste af dem til senere).

Luna er et relativt nemt barn. Selv om det kan være frustrerende at hun hverken vil tage sut eller køre i barnevogn, men skal falde i søvn mens man går rundt med hende, så falder hun som regel altid til ro inden der er gået en halv time. Det er altså ingenting i forhold til hvad forældre til kolikbørn oplever. De har min største respekt og medfølelse.

Alligevel kan jeg godt blive stresset når hun græder meget, fx når hun er syg. Måske fordi jeg ikke er vant til det i samme omfang som så mange andre. Nogle gange putter vi ørepropper i ørerne; det tager lige toppen. Men det er ikke nok. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke for alvor kan bære den smerte det er at mit elskede barn lider. Jeg er nødt til at sætte et forsvar op, ellers bliver det for meget. Så jeg lukker lidt af for mine følelser for hende (så meget som det nu er muligt), klemmer ballerne sammen og betragter det som en opgave der skal løses gennem udholdenhed. Jeg går frem og tilbage på de få meter der er til rådighed med Luna på armen og forsøger at tænke på noget andet, forsøger ikke at mærke hvad dette lille menneske betyder for mig, forsøger ikke at mærke hvordan hun klynger sig til mig og skriger på lindring. Alt imens min arm syrer til af anstrengelsen.

Så standser gråden. Enten brat eller også i en mere langsom kadence med stadigt kortere og mere dæmpede klynk. Hun lægger sit hoved til hvile mod mit bryst, min skulder, min hals. Jeg fortsætter med at gå frem og tilbage, men nu mærker jeg omfavnelsen, nærheden og min kærlighed til hende. Jeg er nu tydeligvis ikke længere den afmægtige som ikke gør det rigtige, men i stedet den trygge havn, der fik hende til at falde til ro, og som hun nu belønner med sin lille omfavnelse. Det føles som en tilgivelse.

Og det gør jeg da også til fulde. Det er en fryd at lægge hende på puslebordet og se hende lyse op ved synet af uroen, der hjælper på næsten ethvert humør. Selv når den er stille er den interessant for hende, og tager hendes fulde opmærksomhed. Og når man så kommer til at skubbe til den, eller når føntørreren (som hun elsker at bliver blæst af) sætter gang i uroen, så kender festen ingen grænser: Luna smiler og griner og virrer begejstret med hovedet og sender de velkendte ukontrollable spasmer ud i resten af kroppen. Hun er med andre ord i en slags ekstase. Og finder sig i næsten hvad som helst fra os.

Men hvad er det dog med den uro, der hensætter hende i ekstatisk fryd mange gange om dagen? Der er tale om fire flyvende mariehøns på stænger, som omgiver et lille rødt æble med en lillebitte orm. Det er især mariehønsene, der tager kegler hos Luna.

Set ovenfra er det svært at dele hendes begejstring for uroen, selv om man kan glæde og more sig over den. Jeg har længe været nysgerrig efter at se den med Lunas øjne, men jeg kan ikke rigtig komme til at lægge mig på hendes puslebord. Nu fik jeg så den idé at fotografere den – simpelthen lægge kameraet dér hvor Lunas hoved ligger når hun bliver skiftet. Og dette er kameraets version:

Billedet er taget med mobilen i bevægelse, og med det lys der nu var i rummet (loftet er faktisk hvidt). Når jeg ser det, kan jeg faktisk bedre forstå Lunas begejstring. De er da lidt sjove, de mariehøns, og jeg begynder at forstå at hun synes de er hendes bedste venner.

Før I nu skriver at det nok lige så vel kunne have været en anden uro end lige netop den her, vil jeg straks sige: ja, det ved jeg godt. Men nu er det altså den her. Og den slår åbenbart husets andet børnetingeltangel.

Måden man taler til spædbørn (og hunde) på har altid undret mig. Man stiller disse komplet ordløse væsener nogle retoriske spørgsmål, som gentages og gentages i et højt stemmeleje og derefter besvares af én selv. Stemmeføringen er teatralsk overspillet, hvilket står i kontrast til det ret banale udsagn. Alt i alt er kommunikationsværdien nul, med mindre der er et andet voksent menneske til stede i lokalet, som man så kan kommunikere indirekte til gennem sin tale til barnet: “Skal du over til far hva? Skal du det? Ja, skal du over til far? Jaaaaa”.

Jeg har fundet denne retorik latterlig. Jeg har bevidst ikke talt til spædbørn og hunde på denne måde, fordi den ikke gav nogen som helst mening for mig.

Og nu blev jeg så selv far.

Jeg vil ikke sige at jeg har overgivet mig fuldstændig til dette sprog, men jeg begynder at forstå meningen med stemmeføringen. Spædbørn og hunde skal fornemme at man taler til dem, og der skal være plads til at de kan “svare”. Det er lige meget hvad man siger, så man kan lige så godt spørge dem om de er spædbørn/hunde, selv om svaret må siges at være indlysende. Det handler om at de kan fornemme dialogens tone og fornemme den voksnes humør. Så derfor kan jeg godt finde på at tale med Luna på måder, som udefra må lyde ret fjollede.

Den voksne pludrer i virkeligheden, og det vigtige er tonefaldet, og det er dér kommunikationsværdien ligger. Men fordi vi er så sproglige som vi er, kan vi ikke få os selv til bare at pludre vrøvleord. Derfor snakker vi et sted mellem det meningsfulde og det meningsløse når vi snakker med spædbarnet.

“Skal du have en ren ble på, hva? Skal du det? Ja, skal du have en ren ble på? Jaaaa, det skal du”!